Cola forhold?

Forresten er jeg vokset op med en bonusmor, der godt nok gjorde alle de praktiske ting, men ikke ville os følelsesmæssigt. Børn er ikke dumme. Jeg kunne godt mærke det, og hånden på hjertet har det gjort stor følelsesmæssig skade og resulteret i meget angst og en generel pleasertendens, fordi jeg troede, det var mig, der var noget galt med, og jeg på en eller anden måde skulle prøve at være god nok, for at få den kærlighed fra hende, jeg aldrig fik. 

Jeg synes, den er svær. Det lyder jo ikke som en mand, der ikke bryder sig om dine børn eller ikke vil dem, men som en mand, der ikke forstår hverken “normal” omgang med børn eller sin egen forventede rolle. Der er jo altså mennesker, som ikke har den fjerneste fornemmelse af, hvad børn er for nogle størrelser, og hvordan man omgås dem, og som ikke bare kan lære det. Jeg har da kendt til flere “professor-distræte” fædre, som absolut elskede deres børn, men som ikke “knækkede koden”. Ikke desto mindre elskede børnene deres “sære” fædre højt og tvivlede ikke på deres kærlighed, selv om der ikke faldt mange knus og direkte kærlighedserklæringer af. 
Forskellen hér er, at dine børn studser over din kærestes adfærd, fordi de, går jeg ud fra, har både en far og mor, som agerer helt anderledes. 

Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er dårligt for dine børn at vokse op med ham. Jeg hæfter mig ved, at han ikke er hård og utålmodig ved/med dem, men mere som en tilskuer. Umiddelbart tænker jeg, at de jo har både en mor og en far, der - går jeg ud fra - giver dem kærlighed og tryghed osv., og oven i det har de så den her “onkel”, som vel ikke tilfører deres liv noget negativt, og som de endda godt kan lide. Jeg tror også, at han med tiden vil få lettere ved at forstå at omgås dem - når de bliver ældre, og han kan tale med dem på en mere alderssvarende måde. Det har jeg netop set med førnævnte “professor-fædre”. 

Så spørgsmålet er for mig at se, hvad DU kan og vil leve med. Nu ved du, hvad du og børnene “får” - han bliver ikke den nærværende, kærlige bamse-bonusfar, men kan sikkert på sin måde blive en god voksen i deres liv alligevel. Er du indstillet på dét og holder du op med at forvente andet og mere, så tror jeg oprigtigt på, at dine børn får, hvad de skal have fra alle deres voksne. Hvis du derimod vedvarende vil håbe på, ønske og forvente en radikal ændring - og hvis det sårer og frustrerer dig, at den ikke indtræffer - så er det nok ikke dumt tænkt med en COLA-løsning. 

Han har skiftet måske 4 bleer. Og han henter hvis jeg ikke kan nå det af en eller anden grund. Men det er primært mig der henter, bringer osv. 

Som sagt involverer han sig i det lavpraktiske. Køber ind, laver mad, vasker tøj. Han afviser dem heller ikke. Hvis den lille gerne vil være med til at lave mad og han står i køkkenet, så er hun med. Hvis hun gerne vil ud og cykle og jeg er optaget med noget andet, cykler han en tur med hende. 

Så det er ikke fordi han står i et hjørne og glor. 

Men han viser bare ikke selv interesse. Han foreslår ikke at lave noget med dem. Han spørger ikke til deres dag eller til skolen. Han kan ikke gengælde kram, kærlighedserklæringer eller lign. Han deltager ikke i opdragelse og alm praktiske ting der kun vedrører børnene såsom putning. Et eksempel kunne være at hvis jeg er optaget af et eller andet om aftenen, så tager han ikke teten og beder ungerne børste tænder og gøre sig sengeklar. Selvom han udemærket kender rutinerne og tiderne. Nej, så bliver det bare den halve time senere når jeg opdager klokken og får dem i seng. 

Det er godt nok svært at forklare en dynamik på skrift. 

Jeg synes faktisk det er nogle vigtige nuancer du kommer med. Så er han jo ikke totalt passiv og afvisende, men inddrager dem faktisk og laver ting med dem når de udtrykker ønske om det.

Så kan det godt være han ikke tager så meget initiativ og involverer sig så meget som du kunne tænke dig, men kan det tænkes han faktisk er usikker på om han må gå ind på "dit domæne" da det ikke er hans egne børn?

Man kunne da godt ønske at han gengældte kram og kærlighedserklæringer, men der findes jo mennesker for hvem det ikke falder så naturligt og igen, det er ikke hans egne børn. Så er der andre i tråden som synes at man bør elske partnerens børn som sine egne, men den forventning synes jeg er langt ude. Ens eget kød og blod er bare noget andet og jeg synes ikke det er en del af kontrakten når man indgår i et forhold. Men derfor bør man stadig kunne vise omsorg for dem.

Med alt det sagt, så kan det jo også være han bare er følelseskold og uengageret, men jeg synes det er værd at prøve at se tingene fra en anden vinkel.

Hvis han bare er lidt socialt akavet omkring dem, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre, så ville det måske hjælpe at I fik noget hjælp fra kommunen.. Altså i form af noget familierådgiver.. De har rigtig mange gode fif til, hvordan man kan gøre tingene bedre uden at gøre det helt store.. 

IenFart skriver:

Jeg synes faktisk det er nogle vigtige nuancer du kommer med. Så er han jo ikke totalt passiv og afvisende, men inddrager dem faktisk og laver ting med dem når de udtrykker ønske om det.

Så kan det godt være han ikke tager så meget initiativ og involverer sig så meget som du kunne tænke dig, men kan det tænkes han faktisk er usikker på om han må gå ind på "dit domæne" da det ikke er hans egne børn?

Man kunne da godt ønske at han gengældte kram og kærlighedserklæringer, men der findes jo mennesker for hvem det ikke falder så naturligt og igen, det er ikke hans egne børn. Så er der andre i tråden som synes at man bør elske partnerens børn som sine egne, men den forventning synes jeg er langt ude. Ens eget kød og blod er bare noget andet og jeg synes ikke det er en del af kontrakten når man indgår i et forhold. Men derfor bør man stadig kunne vise omsorg for dem.

Med alt det sagt, så kan det jo også være han bare er følelseskold og uengageret, men jeg synes det er værd at prøve at se tingene fra en anden vinkel.

Tak for jer der formår at se tingene lidt mere nuanceret end som så, og forstår at vores konstellation altså ikke kan blive en kernefamilie uanset hvor meget man vil det. 

Nå, men, til dit spørgsmål om hvorvidt han er i tvivl om han må gå ind på mit domæne. Så ja, det ved han godt. Vi har haft snakken flere gange hvor jeg har været drænet og frustreret over følelsen af at være alene selvom vi er 2. Det kan være drønhårdt at være aleneforældre, men endnu mere hvis man kan se der er en anden voksen der bare ser til imens man er ved at brænde sammen.

Han siger at han vil gøre mere for at hjælpe og støtte op osv, men der sker intet. 

Men jeg tror heller ikke han ved "hvordan man gør". Vi har også talt om dette, men det hjælper ikke spor. Det er som om det bare slet slet ikke ligger naturligt for ham at have en relation til børn der er tættere end legeonkel - som han i øvrigt er god til at være. Men det er bare ikke det der er behov for på en onsdag eftermiddag hvor der skal laves lektier og aftensmad med 2 trætte børn der skændes og driller hinanden. 

Anonym skriver:

Tak for jer der formår at se tingene lidt mere nuanceret end som så, og forstår at vores konstellation altså ikke kan blive en kernefamilie uanset hvor meget man vil det. 

Nå, men, til dit spørgsmål om hvorvidt han er i tvivl om han må gå ind på mit domæne. Så ja, det ved han godt. Vi har haft snakken flere gange hvor jeg har været drænet og frustreret over følelsen af at være alene selvom vi er 2. Det kan være drønhårdt at være aleneforældre, men endnu mere hvis man kan se der er en anden voksen der bare ser til imens man er ved at brænde sammen.

Han siger at han vil gøre mere for at hjælpe og støtte op osv, men der sker intet. 

Men jeg tror heller ikke han ved "hvordan man gør". Vi har også talt om dette, men det hjælper ikke spor. Det er som om det bare slet slet ikke ligger naturligt for ham at have en relation til børn der er tættere end legeonkel - som han i øvrigt er god til at være. Men det er bare ikke det der er behov for på en onsdag eftermiddag hvor der skal laves lektier og aftensmad med 2 trætte børn der skændes og driller hinanden. 

Det er rigtig ærgerligt, at man bruger tid på at dele sine erfaringer og overvejelser, for derefter at få en indirekte stikpille som her. Måske skal du genlæse dit første indlæg, som mange har svaret ud fra og overveje, om det lige så meget er et spørgsmål om, at du dér ikke selv fik nuanceret billedet af din kæreste. 

Det er rigtig ærgerligt, at man bruger tid på at dele sine erfaringer og overvejelser, for derefter at få en indirekte stikpille som her. Måske skal du genlæse dit første indlæg, som mange har svaret ud fra og overveje, om det lige så meget er et spørgsmål om, at du dér ikke selv fik nuanceret billedet af din kæreste. 

Det er udelukkende møntet på den del med at elske andres børn. Ikke noget andet. Jeg synes det er meget drastisk bare at sige "jeg kunne ikke leve med at min partner ikke elsker mine børn som sine egne" det synes jeg personligt er et kæmpe krav som der ikke er ret mange der vil kunne efterleve uanset hvor gode og engagerede og følelsesmæssigt involverede bonusforældre de var. 

Som sagt, vi er ikke en kernefamilie og det vil jeg heller ikke mene man kan forvente at vi bliver. 

Jeg synes ikke, man kan forvente, at kæresten skifter ble og agerer som en forælder, når det ikke er hans børn. 

Rigtig mange papforældre finder det utroligt hårdt at bo sammen med partnerens børn, og ofte siger de "havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, var jeg aldrig begyndt at date én med børn fra tidligere". Din kæreste gør jo faktisk en del ting for jer, han er bare ikke vildt begejstret for børnene, og det er vel fair nok. 

Det kunne godt lyde som om, at din kæreste ville være gladere ved ikke at bo sammen med jer. Det undrer mig lidt, at han ikke bare har fundet en kvinde uden børn, men måske er han bare så vild med dig, at han accepterer, at dine børn følger med. 

Anonym skriver:

Tak for jer der formår at se tingene lidt mere nuanceret end som så, og forstår at vores konstellation altså ikke kan blive en kernefamilie uanset hvor meget man vil det. 

Nå, men, til dit spørgsmål om hvorvidt han er i tvivl om han må gå ind på mit domæne. Så ja, det ved han godt. Vi har haft snakken flere gange hvor jeg har været drænet og frustreret over følelsen af at være alene selvom vi er 2. Det kan være drønhårdt at være aleneforældre, men endnu mere hvis man kan se der er en anden voksen der bare ser til imens man er ved at brænde sammen.

Han siger at han vil gøre mere for at hjælpe og støtte op osv, men der sker intet. 

Men jeg tror heller ikke han ved "hvordan man gør". Vi har også talt om dette, men det hjælper ikke spor. Det er som om det bare slet slet ikke ligger naturligt for ham at have en relation til børn der er tættere end legeonkel - som han i øvrigt er god til at være. Men det er bare ikke det der er behov for på en onsdag eftermiddag hvor der skal laves lektier og aftensmad med 2 trætte børn der skændes og driller hinanden. 

Men hvad vil han selv gerne? Synes han det er hårdt at have børnene halvdelen af tiden, eller nyder han det faktisk - på sin egen lidt tilbagetrukne måde? Vil han gerne have et cola-forhold, hvor han mere kan melde til og fra efter sit overskud? Det er jo ikke det samme, som at han slet ikke kan være en del af børnenes liv, men så kan han få lov til at byde ind med det han magter. hvis det er sådan han har det, så synes jeg ikke, det lyder som nogen dårlig løsning, for så er ingen af jer jo helt tilfredse med den måde det fungerer på lige nu.

Men hvis han i virkeligheden rigtig gerne vil jeres familieliv, så er det måske noget med at gå mere konkret til værks. Fordele nogle opgaver i forhold til børnene osv. så han får noget støtte i en rolle, som det lyder som om, han er lidt usikker på. Fx at det ikke altid er ham, der gør det praktiske og dig der tager omsorgsopgaven, men at det nogle gange er omvendt.

Jeg har ikke selv bonusbørn, men jeg kan umiddelbart godt sætte mig ind i, at man ikke har helt det samme engagement over for børn som ikke er ens egne. Det tænker jeg er naturligt, og jeg er helt enig med andre i, at jeg ikke tænker hans adfærd er ‘skadelig’ for børnene. 

Anonym skriver:

 

Men hvad vil han selv gerne? Synes han det er hårdt at have børnene halvdelen af tiden, eller nyder han det faktisk - på sin egen lidt tilbagetrukne måde? Vil han gerne have et cola-forhold, hvor han mere kan melde til og fra efter sit overskud? Det er jo ikke det samme, som at han slet ikke kan være en del af børnenes liv, men så kan han få lov til at byde ind med det han magter. hvis det er sådan han har det, så synes jeg ikke, det lyder som nogen dårlig løsning, for så er ingen af jer jo helt tilfredse med den måde det fungerer på lige nu.

Men hvis han i virkeligheden rigtig gerne vil jeres familieliv, så er det måske noget med at gå mere konkret til værks. Fordele nogle opgaver i forhold til børnene osv. så han får noget støtte i en rolle, som det lyder som om, han er lidt usikker på. Fx at det ikke altid er ham, der gør det praktiske og dig der tager omsorgsopgaven, men at det nogle gange er omvendt.

Jeg har ikke selv bonusbørn, men jeg kan umiddelbart godt sætte mig ind i, at man ikke har helt det samme engagement over for børn som ikke er ens egne. Det tænker jeg er naturligt, og jeg er helt enig med andre i, at jeg ikke tænker hans adfærd er ‘skadelig’ for børnene. 

 

Jeg har sommetider spurgt ham hvad han tænker om det, når børnene er her. Om han synes det er hårdt og sådan. Jeg får et lidt vagt svar som jeg tolker som et ja. Jeg tror han er bange for at sige "ja" fordi han godt ved at det er et vilkår for at bo sammen, så det nytter ikke noget at være "utilfreds" med det. 

Jeg tror umiddelbart ikke han nyder at børnene er her på sin egen måde. Jeg har aldrig oplevet ham glæde sig til at se dem eller lign. Og når de kommer hjem efter en uge hos deres far, er det da heller ikke en specielt ivrig velkomst han modtager dem med. 

Jeg har ikke talt med ham om hele ideen med et cola forhold netop fordi jeg er meget i tvivl om hvorvidt relationen imellem dem er forventeligt og "normal" eller hvad.. og så er jeg da også mega bange for at han vil mene at et parforhold ikke et et parforhold hvis ikke man kan leve sammen. Så risikerer jeg jo pludselig at det slutter helt. Så det er jo en snak der virkelig kan ende mange steder, og det er jeg ret nervøs for.