Cola forhold?

Hej alle - undskyld hvis det bliver langt og rodet.

Jeg har nogen tanker som jeg har brug for at få ud, men jeg er ikke helt klar til at sende dem der hen hvor de egentlig hører til. 

Sagen er den, at jeg er skilt fra mine børns far for 5år siden. Jeg har en ny kæreste som jeg har kendt i snart 4,5 år og boet med i 4år. 

Problemet er, at jeg ikke synes relationen mellem mine børn og min kæreste udvikler sig på den måde som jeg håbede på. Misforstå mig ikke, jeg forventer ikke at han skal elske dem som var de hans egne, men der er absolut intet nærhed, tegn på omsorg eller interesse for børnenes liv, venner, interesser eller lign. i hverdagen. Jeg føler vi er delt op i os og ham, når børnene er her. Og jeg føler mig meget splittet. Vi har det sådan set ok når vi er alene. 

Jeg overvejer om det simpelthen bare ikke er det rigtige for os at bo sammen. Om vi måske havde været bedre som et cola par. "Couples Living apart". Jeg føler ikke jeg kan stå inde for at mine børn skal bo med en voksen der ikke involverer sig i andet end det lavpraktiske. Det gør ondt at relationen ikke er tættere efter så lang tid og jeg føler sommetider jeg skal kompensere for dét som han ikke formår at give igen til dem, og jeg føler mig splittet i mellem at være nogens mor og nogens kæreste når vi er samlet. Jeg føler også rigtig meget at jeg er enlig mor med en tilskuer når børnene er hjemme. Der er intet hjælp eller opbakning eller lign hvis jeg har konflikter med børnene eller det er en af de der dage hvor man bare brænder sammen og giver lidt op fordi de skændes konstant. 

Det er ikke fordi han ikke ved at jeg mangler støtte af og til. Det ved han, jeg har sagt det flere gange. Han siger som regel at han nok skal gøre noget mere. Men der sker ingenting. Jeg tror ikke han ved hvordan man gør. Han har ikke børn selv og ærligt så tror jeg han er lidt følelsesmæssigt handicappet ift børn. Jeg kan se at han nærmest ikke ved hvad han skal sige eller gøre af sig selv, hvis en af dem kravler på ham og giver ham en kærlighedserklæring. Og når han forklarer ting, bruger han tit vendinger som børn ikke forstår et klap af.  

Børnene er sådan set glade nok for ham, men der er ingen tvivl om at de ikke altid forstår ham og synes han siger "nogen mærkelige ting". Og der er ingen tvivl om at deres relation nok mere er som en lidt perifér onkel, end en voksen de faktisk bor sammen med halvdelen af tiden. 

Hvad tænker i ? Lyder det som et helt normalt forhold til en "ny" partner? Eller har jeg ret i at relationen "burde" være anderledes efter så lang tid, når man nu er gået ind i et forhold med børn i 7/7 ordning.? Han har i øvrigt været i min yngstes liv ligeså længe som hun kan huske, så han burde jo kende dem ret godt i og med han har set dem vokse op helt fra blestadiet. Men det føler jeg bare ikke han gør.  

Jeg tror du inderst inde godt kender svaret

"I har det sådan set okay alene" og "sådan set godt lide ham" 

Jeg kunne ikke være sammen med en mand, der ikke ville mine børn. Ikke engang som et COLA par

Sprit25 skriver:

Jeg tror du inderst inde godt kender svaret

"I har det sådan set okay alene" og "sådan set godt lide ham" 

Jeg kunne ikke være sammen med en mand, der ikke ville mine børn. Ikke engang som et COLA par

 

Men hvad betyder det at "ville andres børn"? 

Jeg tror ikke på at alle "bonusforældre" bare hopper ind og er total kernefamilie. Men hvor meget og hvor lidt involvering er forventeligt og acceptabelt..?  Som sagt, synes jeg ikke man kan kræve at andre mennesker skal elske ens børn som var de deres egne. Jeg tror på det også er pissesvært at være den voksne der kommer ind i vores liv, især når han ikke har børn selv. 

Men jeg er meget i tvivl om det er almindeligt eller ej. Jeg synes ikke jeg kan finde andre at spejle vores relation i.  

Lever du selv med en anden mand end dine børns far? Bare for at kende dit perspektiv at svare ud fra. 

Anonym skriver:

Men hvad betyder det at "ville andres børn"? 

Jeg tror ikke på at alle "bonusforældre" bare hopper ind og er total kernefamilie. Men hvor meget og hvor lidt involvering er forventeligt og acceptabelt..?  Som sagt, synes jeg ikke man kan kræve at andre mennesker skal elske ens børn som var de deres egne. Jeg tror på det også er pissesvært at være den voksne der kommer ind i vores liv, især når han ikke har børn selv. 

Men jeg er meget i tvivl om det er almindeligt eller ej. Jeg synes ikke jeg kan finde andre at spejle vores relation i.  

Lever du selv med en anden mand end dine børns far? Bare for at kende dit perspektiv at svare ud fra. 

Godt nok lever jeg ikke med nogen anden mand. Nyder at være alene. 

men når det er sagt. Hvis jeg en dag skulle få mig en mand igen. Så har jeg damme holdning som spirit. Ville aldrig lade en mand komme ind i mit liv hvis han ikke vil os begge. Min søn er en del af pakken der følger med hvis man er dammen med mig. 

Og jo. Jeg synes godt man kan forvente at en anden skal elske ens børn som var de deres egne. Specielt hvis man bor sammen. Netop fordi det er en del af pakken at gå ind i et forhold hvor det er børn. Kan man ikke det. Så skal man ikke ind i et forhold med børn. 

Anonym skriver:

Men hvad betyder det at "ville andres børn"? 

Jeg tror ikke på at alle "bonusforældre" bare hopper ind og er total kernefamilie. Men hvor meget og hvor lidt involvering er forventeligt og acceptabelt..?  Som sagt, synes jeg ikke man kan kræve at andre mennesker skal elske ens børn som var de deres egne. Jeg tror på det også er pissesvært at være den voksne der kommer ind i vores liv, især når han ikke har børn selv. 

Men jeg er meget i tvivl om det er almindeligt eller ej. Jeg synes ikke jeg kan finde andre at spejle vores relation i.  

Lever du selv med en anden mand end dine børns far? Bare for at kende dit perspektiv at svare ud fra. 

Men han er jo ikke bare hoppet ind? Han har kendt din datter HELE hendes liv. Der ville jeg forvente at han hvertfald havde skiftet ble indimellem. At han også henter indimellem, at han deltog, som en biologisk far ville. 

Jeg bor med faren til mine børn 

Sprit25 skriver:

Men han er jo ikke bare hoppet ind? Han har kendt din datter HELE hendes liv. Der ville jeg forvente at han hvertfald havde skiftet ble indimellem. At han også henter indimellem, at han deltog, som en biologisk far ville. 

Jeg bor med faren til mine børn 

Han har skiftet måske 4 bleer. Og han henter hvis jeg ikke kan nå det af en eller anden grund. Men det er primært mig der henter, bringer osv. 

Som sagt involverer han sig i det lavpraktiske. Køber ind, laver mad, vasker tøj. Han afviser dem heller ikke. Hvis den lille gerne vil være med til at lave mad og han står i køkkenet, så er hun med. Hvis hun gerne vil ud og cykle og jeg er optaget med noget andet, cykler han en tur med hende. 

Så det er ikke fordi han står i et hjørne og glor. 

Men han viser bare ikke selv interesse. Han foreslår ikke at lave noget med dem. Han spørger ikke til deres dag eller til skolen. Han kan ikke gengælde kram, kærlighedserklæringer eller lign. Han deltager ikke i opdragelse og alm praktiske ting der kun vedrører børnene såsom putning. Et eksempel kunne være at hvis jeg er optaget af et eller andet om aftenen, så tager han ikke teten og beder ungerne børste tænder og gøre sig sengeklar. Selvom han udemærket kender rutinerne og tiderne. Nej, så bliver det bare den halve time senere når jeg opdager klokken og får dem i seng. 

Det er godt nok svært at forklare en dynamik på skrift. 

Anonym skriver:

Han har skiftet måske 4 bleer. Og han henter hvis jeg ikke kan nå det af en eller anden grund. Men det er primært mig der henter, bringer osv. 

Som sagt involverer han sig i det lavpraktiske. Køber ind, laver mad, vasker tøj. Han afviser dem heller ikke. Hvis den lille gerne vil være med til at lave mad og han står i køkkenet, så er hun med. Hvis hun gerne vil ud og cykle og jeg er optaget med noget andet, cykler han en tur med hende. 

Så det er ikke fordi han står i et hjørne og glor. 

Men han viser bare ikke selv interesse. Han foreslår ikke at lave noget med dem. Han spørger ikke til deres dag eller til skolen. Han kan ikke gengælde kram, kærlighedserklæringer eller lign. Han deltager ikke i opdragelse og alm praktiske ting der kun vedrører børnene såsom putning. Et eksempel kunne være at hvis jeg er optaget af et eller andet om aftenen, så tager han ikke teten og beder ungerne børste tænder og gøre sig sengeklar. Selvom han udemærket kender rutinerne og tiderne. Nej, så bliver det bare den halve time senere når jeg opdager klokken og får dem i seng. 

Det er godt nok svært at forklare en dynamik på skrift. 

Bare det at han ikke gengælder et kram  

Jeg har venner uden børn, der MED GLÆDE tager kram, kys og andet med mine børn. 

Jeg forventer ikke at han skal elske dine børn som egne, men hvad nu hvis I får jeres egne? Hvordan vil dynamikken så være? Ville han kramme dem og ikke dine? 

Sprit25 skriver:

Bare det at han ikke gengælder et kram  

Jeg har venner uden børn, der MED GLÆDE tager kram, kys og andet med mine børn. 

Jeg forventer ikke at han skal elske dine børn som egne, men hvad nu hvis I får jeres egne? Hvordan vil dynamikken så være? Ville han kramme dem og ikke dine? 

 

Det er jeg faktisk ikke sikker på. Han virker helt utrolig usikker når det kommer til nærhed og børn. 

Vi skal dog ikke have børn sammen, så det kommer ikke på tale. Jeg har det sådan, og det måske meget sigende, at jeg ikke vil risikere netop det du siger, med forskelsbehandling og jeg vil heller ikke risikere at være biologiske forældre sammen hvor han er så lidt involveret følelsesmæssigt som jeg oplever nu. 

Anonym skriver:

Det er jeg faktisk ikke sikker på. Han virker helt utrolig usikker når det kommer til nærhed og børn. 

Vi skal dog ikke have børn sammen, så det kommer ikke på tale. Jeg har det sådan, og det måske meget sigende, at jeg ikke vil risikere netop det du siger, med forskelsbehandling og jeg vil heller ikke risikere at være biologiske forældre sammen hvor han er så lidt involveret følelsesmæssigt som jeg oplever nu. 

Du skal naturligvis gøre, hvad du føler. Men jeg var gået min vej! Jeg havde ikke kunne leve med at være alenemor, men sammen med en. Heller ikke som COLA par

Jeg synes ikke, man kan forvente eller forlange, at en bonusforældee elsker bonusbørnene som var de hans eller hendes egne. Vi er en sammenbragt familie, så jeg er både bonus og biomor, det samme er min mand. Jeg elsker ikke min bonusdreng som jeg elsker mine egne. Jeg tror da på, at et fåtal er i stand til dette, men jeg tror også på, at det er helt naturligt, at der er en forskel på, hvordan man elsker sine biologiske børn og sine bonusbørn. Når det er sagt, kan man så godt behandle dem, som var de ens eget barn. Det er noget andet. Så er der så hele diskussionen, hvor meget en bonus skal deltage i opdragelsen, jeg tænker det kommer helt an på, hvordan familiekonstellationen er, og hvor stor en del af børnenes liv, man er.

Min mand er som sagt bonusfar til mine to børn, som er i en 7/7. De har ligeledes en bonusmor. Begge deltager helt naturligt i opdragelsen, fordi de faktisk desværre ofte i hverdagene har mere tid med børnene end os forældre, fordi vi forældre har pendlertid til vores job, hvor bonusserne arbejder i vores by. Det ville være ulogisk at sige, at de så ikke måtte tage del i opdragelsen.

Hvis jeg skal forholde sig til, hvordan mine børns bonusser er i deres liv, så agerer de, kan man sige, som var de forældre. Altså inklusiv aflevere, hente, madpakker, putning, familieaktiviteter, legeplads, ting de også er igangsættere omkring. De ting gør vi forældre også. Og det er også omsorg, nærvær, kram, godnathistorie. De kan også sagtens tage børnene fx i zoo uden os forældre, fx hvis jeg har været syg en weekend. Og vigtigst af alr har lyst til det.

Nu tror jeg også, at mine børn er priviligerede at have så engagerede bonusser, men jeg ville heller ikke nøjes med mindre. Jeg kunne ikke leve i et forhold som du beskriver. Heller ikke som cola. Jeg ville synes det var så fragmenteret, at min mangeårige partner kun ville have del i den del af mit liv, som var uden børn, for mine børn er en del af mig. Jeg har svært ved at se for mig, at som du beskriver jeres forhold, at det kan holde i længden. Du kan ikke adskille dine børn fra den, du er. Det er fair at han har nogle grænser for, hvad han vil deltage i, men han lyder uinteresseret og uden initiativ og uden evne til at møde dem følelsesmæssigt, og der ville min grænse gå.