Vil ikke have gæster til fødselsdag

Roselil skriver:

Efter min meling så nej, det er ikke synd. For hans egen skyld må holde en lille komsammen og forøvrigt også komme med til alt det andet i familien. Han bliver nødt til at vænne sig til det ellers bliver livet for ensomt at leve. Angst skal ikke næres men gåes i mod. Han får vel heller ikke et særlig nært forhold til den øvrige familie hvis i ikke ses.

Skulle vi nu ikke prøve at tale om det, som det er - en tilsyneladende helt almindelig 4-årig uden hang til at holde fødselsdag og som foretrækker mindre selskaber over store. Det har da ikke noget med angst at gøre? Og at presse egne behov for socialisering og “du skal være som andre forventer, ellers tror mor du bliver ensom” ned over staklen, er da den sikre vej til at lære at overhøre egne behov og lære at man skal gøre ting mod sin ville for at tilfredsstille andre? Hvem er det, som tager skade af at den arme dreng får lov at være i lidt i fred? Hvad er det han ikke kan lære på andre måder eller til andre tider, hvis han får lyst og bliver klar? 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Skulle vi nu ikke prøve at tale om det, som det er - en tilsyneladende helt almindelig 4-årig uden hang til at holde fødselsdag og som foretrækker mindre selskaber over store. Det har da ikke noget med angst at gøre? Og at presse egne behov for socialisering og “du skal være som andre forventer, ellers tror mor du bliver ensom” ned over staklen, er da den sikre vej til at lære at overhøre egne behov og lære at man skal gøre ting mod sin ville for at tilfredsstille andre? Hvem er det, som tager skade af at den arme dreng får lov at være i lidt i fred? Hvad er det han ikke kan lære på andre måder eller til andre tider, hvis han får lyst og bliver klar? 

Amen

Hvis han virkelig ikk ønsker at holde noget. Så synes jeg i skal efterkomme det og samtidig forklare ham at så kan man heller ikke forvente at der kommer fødselsdagsgaver fra den øvrige familie. Men som jeg læser det. Så har i også snakket med ham om det og han lyder afklaret  

og far må jo bare sætte sit eget behov for social sammenkomst til side og vente til sin egen fødselsdag og fejre den

Unicorn1 skriver:

Kunne ikke være mere enig.. Satme voldsomt at tvinge et barn til noget, som det ikke har det godt med.. Og virkelig også voldsomt at sige, at fordi barnet ikke holder fødselsdag, så bliver det ensomt resten af livet .. 

Ved godt, at folk mener, at folk med angst bare skal presses ud i ting, men det er altså ikke den rigtige tilgang, hvis de ikke selv er klar til det.. Og det skal IKKE presses ned over et barn! 

Præcis... Jeg er sikker på at hvis jeg var blevet presset, tvunget til noget, da jeg havde det værst, så havde jeg sku fået nederlag på nederlag, og jeg er sikker på at jeg havde fået det værre, jeg havde det sku dårligt nok i forvejen, og jeg var voksen(19år da det startede) 
Hvad fanden skulle det hjælpe det barn at det bliver tvunget til noget? At det lære: Mine meninger betyder ikke noget, ikke engang om noget der er mit. Har barnet så lyst til at komme med ideer til næste år eller året efter? 

Man skal støtte og guide sit barn, barnet skal vide at du/I er der, og at de altid kan komme til en. Og så tager man det stille og roligt, i barnets tempo.. Man kan ikke bare presse alt muligt ud af folk, drengen er 4 år og har oplevet et år i kaos.

BAE skriver:

Præcis... Jeg er sikker på at hvis jeg var blevet presset, tvunget til noget, da jeg havde det værst, så havde jeg sku fået nederlag på nederlag, og jeg er sikker på at jeg havde fået det værre, jeg havde det sku dårligt nok i forvejen, og jeg var voksen(19år da det startede) 
Hvad fanden skulle det hjælpe det barn at det bliver tvunget til noget? At det lære: Mine meninger betyder ikke noget, ikke engang om noget der er mit. Har barnet så lyst til at komme med ideer til næste år eller året efter? 

Man skal støtte og guide sit barn, barnet skal vide at du/I er der, og at de altid kan komme til en. Og så tager man det stille og roligt, i barnets tempo.. Man kan ikke bare presse alt muligt ud af folk, drengen er 4 år og har oplevet et år i kaos.

Kunne ikke være mere enig 

Skulle vi nu ikke prøve at tale om det, som det er - en tilsyneladende helt almindelig 4-årig uden hang til at holde fødselsdag og som foretrækker mindre selskaber over store. Det har da ikke noget med angst at gøre? Og at presse egne behov for socialisering og “du skal være som andre forventer, ellers tror mor du bliver ensom” ned over staklen, er da den sikre vej til at lære at overhøre egne behov og lære at man skal gøre ting mod sin ville for at tilfredsstille andre? Hvem er det, som tager skade af at den arme dreng får lov at være i lidt i fred? Hvad er det han ikke kan lære på andre måder eller til andre tider, hvis han får lyst og bliver klar? 

Tak tak tak, jeg blev mere og mere frustreret over det grundlag, hvorpå nogen i tråden konstaterer, der er tale om angst, der skal konfronteres. Jeg udreder for angst i børne-ungdomspsykiatrien, jeg hører ikke angst her baseret på den lille smule, og tænker der skal meget mere information og viden til, før man kan så meget som gisne om, om der er tale om angst. 

Jeg er i øvrigt selv en super introvert person, mit liv har været et forbandet helvede, fordi mine forældre prøvede at presse mig ned i en ekstrovert livsstil og mente, at jeg var asocial og forkert, fordi jeg foretrak at kunne trække mig, ikke for mange mennesker osv. Det var sgu ikke fordi, jeg var angst. Mit liv og i øvrigt min selvforståelse og selvværd havde været meget bedre, hvis mine forældre havde respekteret og støttet op om, at jeg bare ikke havde de samme sociale behov som så mange andre. 

Anonym skriver:

Hejsa.

Min søn fylder snart 4 og vi har snakket en del om hans fødselsdag, som han glæder sig til. Han har meget specifikke ønsker for den, hvilken kage vi skal have, hvad han ønsker sig i gave - og hvilke gæster, han vil have og det er altså kun hans forældre og søskende. Han understreger det igen og igen - han mener det virkelig. Han vil ikke have gæster.

Han er en genert dreng, der ikke kan lide sammenkomster - og jeg, hans mor, har det præcis lige sådan. Hans far er dog mere social og hele familien på den side ligeså og egentlig synes jeg også, at hvis han skal have alle de fine gaver, de finder til ham, så skal vi også holde en lille sammenkomst. Det bliver jo alligevel ikke stort pga. corona, der er jo blot tale om 3 timer en eftermiddag, hvor vi får boller og lagkage og så er det det.

Jeg har forklaret ham, at man skal holde en lille fest og give gæsterne kage for at få deres gaver, men han vil sgu næsten hellere undvære gaverne.

Hvordan ville I håndtere det?

Jeg hælder nu til, at jeg "tvinger" ham til at holde festen - det bliver jo sikkert sjovt alligevel og om ikke andet får han deres gaver! Jeg har jo selv socialangst og jeg ved, hvor bange man kan blive for en social begivenhed, man ikke på forhånd kender rammerne for - så jeg tror, jeg gør det.

Men er det synd? Skal han bestemme, når det er hans fødselsdag? Men han er jo kun 4 og forstår slet ikke noget... Han ved nærmest ikke, hvad en fødselsdagsfest er, han kan jo næsten kun huske tilbage på de coronafødselsdage, vi har holdt for ham og hans søskende det sidste år. Og det var netop højst os og så én bedsteforælder osv...

Du hælder til at tvinge gæster ned over hovedet på ham? For om ikke andet så får han da ihvertfald deres gaver.  Gaver er ikke alt. Og jeg synes det er vildt forkert at lære ham at det er okay at presse noget ned over hovedet på ham fordi “så får han jo gaver”.

Imødekom hans ønske. Det er langt mere værd end alverdens gaver. 

Når man svarer i en længere tråd på et debatforum, skal man altså altid lige skimme tråden igennem og se, om trådstarter har svaret siden det oprindelige indlæg!

Jeg har IKKE sagt, at min søn har angst. Jeg har sagt, at JEG har socialangst og at jeg kan se, at han har det med sociale sammenkomster ligesom mig. Dermed IKKE sagt, at han har angst. Jeg tror IKKE han har angst. Han er bare genert, følsom og temmelig indadvendt. Han bryder sig ikke om store forsamlinger - men dermed IKKE sagt, at han har angst!

Og jeg har også skrevet, at jeg ikke vil holde den store fødselsdagsfest, men også, at jeg jo også skal drøfte det med faren. Jeg kan ikke bare slå i bordet, for vi har fælles forældremyndighed og hans holdning er lige så god som min.
Men jeg vil lade sønnike komme til orde og snakke med far og så se, hvad vi gør.
Men det bliver ikke nogen regulær fødselsdagsfest.