Vil ikke have gæster til fødselsdag

Hejsa.

Min søn fylder snart 4 og vi har snakket en del om hans fødselsdag, som han glæder sig til. Han har meget specifikke ønsker for den, hvilken kage vi skal have, hvad han ønsker sig i gave - og hvilke gæster, han vil have og det er altså kun hans forældre og søskende. Han understreger det igen og igen - han mener det virkelig. Han vil ikke have gæster.

Han er en genert dreng, der ikke kan lide sammenkomster - og jeg, hans mor, har det præcis lige sådan. Hans far er dog mere social og hele familien på den side ligeså og egentlig synes jeg også, at hvis han skal have alle de fine gaver, de finder til ham, så skal vi også holde en lille sammenkomst. Det bliver jo alligevel ikke stort pga. corona, der er jo blot tale om 3 timer en eftermiddag, hvor vi får boller og lagkage og så er det det.

Jeg har forklaret ham, at man skal holde en lille fest og give gæsterne kage for at få deres gaver, men han vil sgu næsten hellere undvære gaverne.

Hvordan ville I håndtere det?

Jeg hælder nu til, at jeg "tvinger" ham til at holde festen - det bliver jo sikkert sjovt alligevel og om ikke andet får han deres gaver! Jeg har jo selv socialangst og jeg ved, hvor bange man kan blive for en social begivenhed, man ikke på forhånd kender rammerne for - så jeg tror, jeg gør det.

Men er det synd? Skal han bestemme, når det er hans fødselsdag? Men han er jo kun 4 og forstår slet ikke noget... Han ved nærmest ikke, hvad en fødselsdagsfest er, han kan jo næsten kun huske tilbage på de coronafødselsdage, vi har holdt for ham og hans søskende det sidste år. Og det var netop højst os og så én bedsteforælder osv...

Anonym skriver:

Hejsa.

Min søn fylder snart 4 og vi har snakket en del om hans fødselsdag, som han glæder sig til. Han har meget specifikke ønsker for den, hvilken kage vi skal have, hvad han ønsker sig i gave - og hvilke gæster, han vil have og det er altså kun hans forældre og søskende. Han understreger det igen og igen - han mener det virkelig. Han vil ikke have gæster.

Han er en genert dreng, der ikke kan lide sammenkomster - og jeg, hans mor, har det præcis lige sådan. Hans far er dog mere social og hele familien på den side ligeså og egentlig synes jeg også, at hvis han skal have alle de fine gaver, de finder til ham, så skal vi også holde en lille sammenkomst. Det bliver jo alligevel ikke stort pga. corona, der er jo blot tale om 3 timer en eftermiddag, hvor vi får boller og lagkage og så er det det.

Jeg har forklaret ham, at man skal holde en lille fest og give gæsterne kage for at få deres gaver, men han vil sgu næsten hellere undvære gaverne.

Hvordan ville I håndtere det?

Jeg hælder nu til, at jeg "tvinger" ham til at holde festen - det bliver jo sikkert sjovt alligevel og om ikke andet får han deres gaver! Jeg har jo selv socialangst og jeg ved, hvor bange man kan blive for en social begivenhed, man ikke på forhånd kender rammerne for - så jeg tror, jeg gør det.

Men er det synd? Skal han bestemme, når det er hans fødselsdag? Men han er jo kun 4 og forstår slet ikke noget... Han ved nærmest ikke, hvad en fødselsdagsfest er, han kan jo næsten kun huske tilbage på de coronafødselsdage, vi har holdt for ham og hans søskende det sidste år. Og det var netop højst os og så én bedsteforælder osv...

Han skal ikke "tvinges".. 

Kan I ikke bare invitere dem over en anden dag eller i hold, uden at det behøver at blive en fest..(gjorde vi til min nevø i December) 
Vi kom i hold, han fik gaver, vi fik kage og noget at drikke, snakke, lege og sådan.. Ikke noget stort, fordi det var der ikke overskud til den dag. 

Man behøver IKKE holde fødselsdag for at få gaver.. Hvorfor skal gaver hænger sammen med en fest? Må man ikke bare give en fødselar gaver, fordi de fylder år? 

Hvis det er for meget for ham, så lad ham holde det på den måde han har lyst til.. Det kan jo være det er anderledes næste år eller at han har lyst til at holde en fødselsdag på et andet tidspunkt(man behøver skam ikke holde det tæt eller på dagen) 

Det er hans dag. 

Jeg kan ikke helt forstå hvorfor han skal tvinges til at holde fødselsdag. Altså hvis han er fjong med ikke at få gaver og ikke ønsker at have gæster, så ville jeg nok opfylde det.

For hvis han ikke ønsker gæster, for hvis skyld skulle det så være. Jeres, bedsteforældrenes?

Og når man snart er 4 år, så tænker jeg godt man ved hvad man vil og ikke vil, selvom han måske ikke helt ved hvad en fødselsdagsfest/fejring vil sige, så ved han at han ikke ønsker gæster.

Og jeg kan ikke helt forestille mig, at tvang er den rigtige måde at arbejde med social angst på - altså hvis det er det han har.

 
Måske kan han ikke lide at være i centrum, så kan man måske tilrettelægge dagen og snakken omkring dette, så han slipper for det. Også forberede gæsterne på det.

Tak for dit svar.

Tvang er også et forkert ord. Måske mere overtalelse.

Jeg tror også, at vi holder fødselsdagen som noget mere buffet-agtigt afslappet noget, hvor man kan gå til og fra, så der ikke er noget med, at han skal sidde for en bordende og synges for. Det bliver for meget.

Men altså - hvis han ikke konfronteres med sin angst (jeg beskytter ham altid meget i de situationer og han må ALTID gemme sig på sit værelse så længe, det skal være. Jeg har det selv forfærdeligt og hader fødselsdagsfester, så det er også svært for mig at være i, så jeg går også nogle gange bare ind på hans værelse og holder en pause med ham med en bog eller lignende. Det har vi begge brug for.) så lærer han jo heller aldrig at håndtere den...

Og han har jo også en far, der skal være med til at bestemme - og han vil holde en fest.

Hvis behov skal den fødselsdag opfylde? For jeg tænker, at det ville være lidt skørt at tvinge et barn i den alder, som helt tydeligt og flot formuleret hvad han har behov for og lyst til, til så at gør det modsatte. Hvem skulle det glæde, at trække en fest ned over hovedet på ham som han helst er fri for?

Jeg tænker langt fra, at det vil lære ham glæde og tryghed ved det sociale, at blive overhørt i den sammenhæng...  Og i en Corona-tid er det da endnu mere oplagt at lade være i øvrigt. Tillykke med ham!

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Tvang er også et forkert ord. Måske mere overtalelse.

Jeg tror også, at vi holder fødselsdagen som noget mere buffet-agtigt afslappet noget, hvor man kan gå til og fra, så der ikke er noget med, at han skal sidde for en bordende og synges for. Det bliver for meget.

Men altså - hvis han ikke konfronteres med sin angst (jeg beskytter ham altid meget i de situationer og han må ALTID gemme sig på sit værelse så længe, det skal være. Jeg har det selv forfærdeligt og hader fødselsdagsfester, så det er også svært for mig at være i, så jeg går også nogle gange bare ind på hans værelse og holder en pause med ham med en bog eller lignende. Det har vi begge brug for.) så lærer han jo heller aldrig at håndtere den...

Og han har jo også en far, der skal være med til at bestemme - og han vil holde en fest.

Han er fire, og han har levet det sidste år i jeg gætter på meget isolation, tænker at det kan også påvirke ham.. Det har jeg i hvert fald hørt om andre børn der er blevet. 

Så må du sætte dig ned med din mand og sige: Det er hans dag, ikke din. Når din kommer, kan du bestemme hvad du vil lave. Vores søn vil ikke have en stor fest lige nu og det skal han lov til. 

Og ja han skal have lov til at være i sig selv, som sagt han er kun fire, og det har været et langt og mærkeligt år, og han er blevet bevidst om at tingene er anderledes. 

Og ved at støtte ham, i stedet for at prøve at overtale ham hele tiden, anerkender du også hans følelser og at der ikke er noget er galt med ham(for det ved I jo ikke endnu, det kan jo bare være påvirkninger fra året) 

Er han blevet tjekket for for angst eller er det tegnene du ser? (Jeg undrer mig bare, fordi jeg jo ikke kender ham eller dig) 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hvis behov skal den fødselsdag opfylde? For jeg tænker, at det ville være lidt skørt at tvinge et barn i den alder, som helt tydeligt og flot formuleret hvad han har behov for og lyst til, til så at gør det modsatte. Hvem skulle det glæde, at trække en fest ned over hovedet på ham som han helst er fri for?

Jeg tænker langt fra, at det vil lære ham glæde og tryghed ved det sociale, at blive overhørt i den sammenhæng...  Og i en Corona-tid er det da endnu mere oplagt at lade være i øvrigt. Tillykke med ham!

Simpelthen så enig. Det kan godt være han kun er 4 men når han nu udtrykker så klart et ønske, så lad ham dog bestemme over sin fødselsdag. Han bliver sikkert påtvunget selskaber i alle andre fejringer i familien.

Hvis andre i familien synes de gerne vil give en gave, så invitér et par stykker til middag hist og her, så det ikke opsættes som en stor ting men bare et måltid.

Anonym skriver:

Hejsa.

Min søn fylder snart 4 og vi har snakket en del om hans fødselsdag, som han glæder sig til. Han har meget specifikke ønsker for den, hvilken kage vi skal have, hvad han ønsker sig i gave - og hvilke gæster, han vil have og det er altså kun hans forældre og søskende. Han understreger det igen og igen - han mener det virkelig. Han vil ikke have gæster.

Han er en genert dreng, der ikke kan lide sammenkomster - og jeg, hans mor, har det præcis lige sådan. Hans far er dog mere social og hele familien på den side ligeså og egentlig synes jeg også, at hvis han skal have alle de fine gaver, de finder til ham, så skal vi også holde en lille sammenkomst. Det bliver jo alligevel ikke stort pga. corona, der er jo blot tale om 3 timer en eftermiddag, hvor vi får boller og lagkage og så er det det.

Jeg har forklaret ham, at man skal holde en lille fest og give gæsterne kage for at få deres gaver, men han vil sgu næsten hellere undvære gaverne.

Hvordan ville I håndtere det?

Jeg hælder nu til, at jeg "tvinger" ham til at holde festen - det bliver jo sikkert sjovt alligevel og om ikke andet får han deres gaver! Jeg har jo selv socialangst og jeg ved, hvor bange man kan blive for en social begivenhed, man ikke på forhånd kender rammerne for - så jeg tror, jeg gør det.

Men er det synd? Skal han bestemme, når det er hans fødselsdag? Men han er jo kun 4 og forstår slet ikke noget... Han ved nærmest ikke, hvad en fødselsdagsfest er, han kan jo næsten kun huske tilbage på de coronafødselsdage, vi har holdt for ham og hans søskende det sidste år. Og det var netop højst os og så én bedsteforælder osv...

Min søn har/er også sådan og ved ham har vi respekteret det, men blot fortalt ham hvilken 'betydning' det har. Jeg tror lige på det punkt ikke at man får noget godt ud af at tvinge ham til det. Min søn er lige blevet 7 her i efteråret og det var første gang han gerne ville holde fødselsdag, så det er jo bare virkelig ærgerligt nu pga. Corona, så det må desværre vente. 

Min datter er også lidt stille af sig og vil altid gerne lige se folk an, inden hun leger/snakker med dem, også selvom det er familiemedlemmer. Når vi har holdt familietamtam, så har hun også altid holdt lidt igen, og nogle gange er hun først blødt helt op når vi skal til at hjem, og så blev hun ked af det, for nu ville hun jo gerne lege.

Vi har aldrig spurgt hende om hun ville holde fødselsdagsfest. Det er noget vi har besluttet, og det har hun aldrig sat spørgsmålstegn ved. Men hvis hun direkte kom og sagde, at hun ikke havde lyst til at holde en fest, så havde jeg ikke gjort det. Så ville jeg nok - som andre foreslår - have inviteret i små hold. Eller have taget kage med hen til andre (så føles det måske heller ikke så meget som om at det er barnets fest men mere som et besøg, hvis det ville gøre det lettere for dit barn).

Nogle gange har vi selv været inviteret til noget, og så ville det aldrig være op til hende om hun ville med eller ej, for selvfølgelig tager vi til mormors fødselsdag, også selvom alle andre også kommer. Sådan er det bare. Så jeg tænker jo ikke, at bare fordi dit barn ikke selv vil holde en fest, at så betyder det, at han aldrig bliver nødt til at skubbes ud af sin tryghedssfære. Det skal nok komme. Men jeg synes at når han selv siger meget præcist hvad han vil have, at så bør I respektere det.

(Min datter bliver forresten 5 om et par måneder)

Ved I hvad, jeg er så enige med jer, når alt kommer til alt. Jeg vil sgu heller ikke tvinge ham til noget som helst. Jeg har heller aldrig i hele mit liv holdt en fødselsdagsfest, for jeg har aldrig villet det - ikke engang som barn!

Det er bare så fint med mig, at det kun er os og så måske én bedstemor, som han gerne vil have med og så er det det. Og gaverne får han da alligevel, så kommer de bare lidt efter lidt - og det passer ham også meget bedre, for en stor mængde gaver på én gang, er så voldsomt.

Men hvordan faen får jeg lige overbevist min meget sociale mand, som elsker alt sådan noget, om det? For ham er det jo bare noget MAN GØR. Og han tror jo sikkert bare, at min søn ikke vil, fordi jeg selv er så asocial. Han giver lidt mig skylden for det...

Vi havde jo aldrig planlagt en stor fødselsdag pga corona - men vi ville da nok blive de 10 stk og da vores lejlighed er lille, føles 10 som 25.
Måske kan vi bare invitere folk hist og her i små grupper...

(Forresten har jeg ingen steder skrevet, at han har angst. Jeg har bare skrevet, at jeg selv har socialangst og jeg ved, hvordan man kan blive voldsomt nervøs op til en social begivenhed - og jeg ser mange af de samme tegn hos ham, men jeg vil aldrig gå hen og sige, at han har angst, bestemt ikke. Sådan noget lader jeg professionelle om - og de har intet sagt om det.)