Hvad sker der med min dreng

For mig at høre, lyder han som en dreng, der skriger på at få sat nogle helt klare og tydelige grænser. 
Det skal ikke tage 45 min. At hente i børnehaven. Det skal du stoppe og han skal ikke bestemme eller skrige sig til, at han ikke kommer med hjem. (Jeg lyder lidt hård - det menes ikke sådan, men en dreng på 5 skal ikke køre sådan et cirkus) 

han skal heller ikke køres hjem til dig, når samværet er svært ved far. Det skal far håndtere og tage hånd om, og du skal ikke kontaktes, så dit moderhjerte løber af med dig. Da I valgte at gå fra hinanden, var det en del af hans vilkår. (Igen, jeg mener det ikke surt, men at det virkelig ikke er en beslutning en dreng på 5 kan tage) 

Fint med akt - jeg er forundret over han tilbydes sådan et forløb, det er meget dyrt og der må være en bekymring fra børnehavens side også siden det bliver stablet på benene. 
mit råd ville være være, at holde jer på egen bane halvdel - fortæl din dreng (for dét er han stor nok til!) hvad du vil have og hvad du ikke vil have. Fx den dreng i bhv du nævner, det har intet med din søns opførsel at gøre, der skaæ du skille tingene ad og lære din egen dreng hvad der er rigtigt og forkert. 
mig så er ting ikke til forhandling for en på 5. Når man skal hjem fra bhv, så skal man hjem. 
han er alt for lille til forhandling. 
blot lidt tanker fra en pædagog

pøj pøj 

Som en der har været på siden i et stykke tid .. så kan jeg sige at fortvivlet kan være hård i sin retorik. Lad dig ikke gå på af det.

Selvfølgelig gør du dit bedste og du står I en hård situation, med en dreng der reagerer voldsomt. 

Når du selv har udfordringer og psykiske lidelser ofte også har et genetisk element, så ville jeg få ham udredt. Her vil du/ I også kunne få hjælp og redskaber. Min søn har aspergers .... og nej det er ikke altid at man kan forvente samme adfærd som hos andre børn. Så det der med at man liiiiige skal gøre sådan og sådan - det er bare ikke så nemt. 

Få en børnepsykiater/ psykolog til at udrede og komme med input.

Jeg er enig med de andre der taler om tydelig grænsesætning og urokkelig struktur.

Du vil opleve mange mange gange endnu at din søn kopiere større børns adfærd. Lige nu er det ved at være fysisk voldsom. Senere bliver det at afprøve alverdens skældsord mod dig. I alle tilfælde er det ikke de andre børns skyld. Ja det er da skide irriterende at der er unger som opfører sig sådan, men det er VORES opgave at lære EGNE børn at det ikke er acceptabelt bare fordi xx gør det. og det kan være freaking tungt at arbejde med når ungerne er sammen med disse inspirationskilder hver dag i skolen fx. Men sådan er det bare. 

Ift samvær. Jeg er også skilt fra mine børns far. Min klare holdning er, at det er forældrenes opgave at rumme alt det svære der kan være forbundet med en skilsmisse familie. Det er stadig nyt med en søskende hjemme hos far. Og han har oplevet at hvis han er vred og ked, så kommer han hjem til mor, som måske føles nemmere at være i lige nu. Men det er ikke holdbart på den lange bane. For selvfølgelig skal han være hos hans far, som er en god far for ham, lyder det til. men far er nødt til at steppe op, også når det er hamrende svært! Rumme ham og være der. Også selvom han er voldsom. Måske er en del af adfærden også en test af far. "Elsker han mig stadig ubetinget selvom der er kommet en baby?" Men far viser lige nu, at han ikke kan rumme ham når han ikke er rolig og god. Og sønnike ser at han kan styre det, hvis han gerne vil hjem til dig igen, fordi alt det med baby osv ikke er sjovt for ham lige nu, måske. 

Far skal rumme det. Og du skal tale far og den lille ny familie op. Og sæt ord på at det er ok at savne og det kan føles ubehageligt. Men det er ikke farligt, og du forsvinder ingen steder hen. Evt fortæl om alle de keeeedelige voksenting du skal have gjort mens han er hos far. Det har jeg sommetider gjort, så vil de godt nok hellere hjem til far da  

Anonym skriver:

Som en der har været på siden i et stykke tid .. så kan jeg sige at fortvivlet kan være hård i sin retorik. Lad dig ikke gå på af det.

Selvfølgelig gør du dit bedste og du står I en hård situation, med en dreng der reagerer voldsomt. 

Når du selv har udfordringer og psykiske lidelser ofte også har et genetisk element, så ville jeg få ham udredt. Her vil du/ I også kunne få hjælp og redskaber. Min søn har aspergers .... og nej det er ikke altid at man kan forvente samme adfærd som hos andre børn. Så det der med at man liiiiige skal gøre sådan og sådan - det er bare ikke så nemt. 

Få en børnepsykiater/ psykolog til at udrede og komme med input.

Øhm og hvor er jeg så hård her efter din mening frk. Anonym?

Og det er faktisk det samme som CKJ skriver, hende er du sjovt nok ikke efter, så tænker du på et tidspunkt har været uenige med mig, hvilket er helt fair, det skal man jo være for at debattere, men hvorfor forfølge mig og så samtidig gemme sig bag anonym knappen

Jeg tænker at det kan være utrygt for din dreng hvis der ikke er klare rammer - jeg forstår godt at I vil lytte når nu han sparker og slår, men det bliver han jo ikke ved med i flere timer. Når han ikke er i affekt mere kan far jo tale med ham og din dreng kan opleve at blive lyttet til, forstået men at han stadig skal være hos far fordi far ønsker at være sammen med ham. 
jeg tænker med alle de ændringer der er i hans liv er det forvirrende at dette ikke bliver fastholdt og han endda slet ikke skal se far. 
Udefra det du skriver synes jeg det lyder til en dreng der søger nogle grænser eller rammer. Det lyder til at I kommer til at give ham for stort ansvar ved at lade ham bestemme så meget. Jeg ved godt I gør det i bedste mening. 
nå men det er kun ud fra det du skriver - der er jo sikkert meget mere i det som jo naturligvis kan gøre min kommentar ubrugelig. 
I øvrigt kan det være far skal sørge for en smule alenetid med ham så det ikke kommer til at handle for meget om baby. Men det kan være han har forsøgt det

Anonym skriver:

Jeg forsøger at gøre det kort. 

Min søn er lige blevet 5 år her i februar. 
For 6/7 måneder siden tog jeg ham ud af daværende børnehave, grundet flere alvorligt kritiske ting fra pædagogernes side. 
Efter at være faldet til i den nye børnehave er han blevet så meget mere sig selv og er i rigtig god trivsel. For det meste. 

Der er en anden dreng i børnehaven, ældre end min dreng. Drengen her er enormt udadreagerende og voldsom. Han slår stort set min dreng hver dag, men også de andre børn. Han løber altid ustyrligt rundt og han har også flere gange kommet løbende og slået mig i måsen når jeg har stået i garderoben. 

Jeg nævner faktisk problemet hver dag for lederen, men af gode grunde må hun selvfølgelig ikke diskutere andre børn med mig. Jeg gør det meget klart for dem at den måde min dreng er blevet på efter mødet med den anden dreng, den er voldsom. Han er begyndt at slå og være meget udadreagerende. Han flyver rundt og afhentning om eftermiddagen kan sagtens tage 45 minutter. 

Når det er ude/legepladstid i børnehaven så sker det ofte at de ikke kan få min dreng ud. Han bliver ulykkelig og umulig at tale med. Han giver udtryk for han bare vil være alene og i ro og fred. 

I situationer både hjemme og i børnehaven hvor der bliver stillet krav som fx “nu skal vi allesammen ud og vaske hænder fordi vi skal spise” så reagere min dreng voldsomt. Han græder og vil hverken det ene eller andet. 

Han var knap 3 år før han begyndte at snakke. 

Udover ovenstående kan jeg nævne at far og jeg ikke er sammen længere. Men har et super fint forhold og samarbejde omkring vores dreng. De første par år var der ikke ret meget samvær, men for knap to år siden ændrede det sig. Vi startede stille men trappede relativt hurtigt op til hver anden weekend med to overnatninger. Vores trives. Han er glad. Både hos far men også hos mig. 

Far har en ny kæreste. De har fået et barn sammen for nogle måneder siden. Der kom den helt klassiske reaktion. Intet jeg bekymrede mig om. 

Men... Nu er det hele nået punkt hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. For 4 måneder tid siden ca der ville min dreng pludselig ikke være hos far til overnatning. Vi forsøgte men det endte med far altid ringede og måtte køre min dreng hjem. Vi trappede samvær ned til hver anden weekend med kun en overnatning. Uden held. Vi gik yderligere ned til et par timer hver anden lørdag. 
Idag kommer far. De tager afsted. Begge smiler og er glade. Men der går kun kort tid, så vender det. Min dreng bryder sammen, råber og skriger, slår far, sparker far, åbner selen i bilen, og græder helt utrøsteligt. Han vil hjem. Han savner mig. Jeg forsøger efter bedste evne at få det løst. Men han bliver ved med at sige at han savner mig og er bange for han ikke kommer hjem igen og det til trods forat han ALTID er blevet kørt hjem. Der har aldrig været problemer mellem far og jeg. 

Tænkte i starten at min dreng måske bare er lidt følsom og havde en periode hvor han ikke ville væk fra mig. Men det fortsætter. 

Jeg har for nylig kontaktet en børnesagkyndig som sagde at far og jeg skulle fastholde planen om samvær da et barn på 5 ikke kan eller skal tage den beslutning. Men det fungere jo for pokker ikke. Nu er far og Jg enige om at stoppe samvær for en periode og give vores dreng ro.

 

Grundet konflikterne med drengen fra børnehaven, er der nu sat akt pædagog på min dreng. Hvilket er ok. Hun er sød og tænker det kun kan gavne ihvertfald at høre hendes mening. 

Mine egne tanker går på ting:

 

1: enten er min dreng bare ekstremt følsom og har svært ved at rumme alt for meget og at den ændrede adfærd i høj grad handler om han kopiere den større dreng fra børnehaven. 

2: adhd (jeg har det selv i svær grad)

3: autisme/aspergers

 

Men de to sidste synes jeg ikke HELT matcher hvordan min dreng er. 

Jeg kommer ikke til at uddybe nærmere umiddelbart, men jeg håber at der sidder måske bare én der har et godt råd, en ide til hvad pokker der er eller noget helt andet.

Dumme kommentarere ønsker jeg ikke, da det her i forvejen er ganske svært. 

HJÆLP EN MEGET FRUSTRERET MOR!

Kan far ikke komme hjem til jer et par timer istedet for. ? Der kommer intet ud af, at de mister deres samvær det komplicere bare tingene meget mere og vil tage år, at få tilbage igen . 
vh en som tidligere har været igennem noget af det samme . 

Fortvivlet skriver:

Men udfra det du skriver læser jeg en dreng der styre det hele og det er altså mega frustrerede for et så lille barn. - Her hæftet jeg mig meget ved at det tager 45 min at hente ? Wtf det skal en dreng på 5 år, da slet ikke styre.

Så jeg læser en dreng der har brug for struktur, faste rammer, konsekvens, opmærksomhed og tydelige voksne.

Det der kommer ud af at fastholde samværet er at han ikke styre det, men at der er voksne omkring ham der viser ham at de bestemmer og passer på ham, det er formentlig en periode og han finder nok hurtig ud af at der er nogen ting man skal, og nogle børn har bare svært ved skifte situationer. Hvad kommer der ud af at stoppe samvær tænker du? - Fjerne far og søn fra hinanden og dermed gøre deres relation svagere igen? Når i genoptager det igen kommer samme problem sikkert igen .

 

Men lige nu har du sat dig i en rolle hvor du går til modangreb og så er det altså svært at give dig råd og rådgive, hvad siger fagfolkene omkring dig? (Hvis du lytter til dem?)

Helt enig med dig ! 

Fortvivlet skriver:

Men udfra det du skriver læser jeg en dreng der styre det hele og det er altså mega frustrerede for et så lille barn. - Her hæftet jeg mig meget ved at det tager 45 min at hente ? Wtf det skal en dreng på 5 år, da slet ikke styre.

Så jeg læser en dreng der har brug for struktur, faste rammer, konsekvens, opmærksomhed og tydelige voksne.

Det der kommer ud af at fastholde samværet er at han ikke styre det, men at der er voksne omkring ham der viser ham at de bestemmer og passer på ham, det er formentlig en periode og han finder nok hurtig ud af at der er nogen ting man skal, og nogle børn har bare svært ved skifte situationer. Hvad kommer der ud af at stoppe samvær tænker du? - Fjerne far og søn fra hinanden og dermed gøre deres relation svagere igen? Når i genoptager det igen kommer samme problem sikkert igen .

 

Men lige nu har du sat dig i en rolle hvor du går til modangreb og så er det altså svært at give dig råd og rådgive, hvad siger fagfolkene omkring dig? (Hvis du lytter til dem?)

Tror at jeg for første gang er enig med dig 

Til ts. Indenfor det sidste hvad år? Har din dreng: 

Gennemlevet en pandemi

Fået en søskende

Skiftet børnehave

Mistet samværd med far. 

Det er vildt mange forandringer for så bette et menneske. 

Anonym skriver:

Jeg forsøger at gøre det kort. 

Min søn er lige blevet 5 år her i februar. 
For 6/7 måneder siden tog jeg ham ud af daværende børnehave, grundet flere alvorligt kritiske ting fra pædagogernes side. 
Efter at være faldet til i den nye børnehave er han blevet så meget mere sig selv og er i rigtig god trivsel. For det meste. 

Der er en anden dreng i børnehaven, ældre end min dreng. Drengen her er enormt udadreagerende og voldsom. Han slår stort set min dreng hver dag, men også de andre børn. Han løber altid ustyrligt rundt og han har også flere gange kommet løbende og slået mig i måsen når jeg har stået i garderoben. 

Jeg nævner faktisk problemet hver dag for lederen, men af gode grunde må hun selvfølgelig ikke diskutere andre børn med mig. Jeg gør det meget klart for dem at den måde min dreng er blevet på efter mødet med den anden dreng, den er voldsom. Han er begyndt at slå og være meget udadreagerende. Han flyver rundt og afhentning om eftermiddagen kan sagtens tage 45 minutter. 

Når det er ude/legepladstid i børnehaven så sker det ofte at de ikke kan få min dreng ud. Han bliver ulykkelig og umulig at tale med. Han giver udtryk for han bare vil være alene og i ro og fred. 

I situationer både hjemme og i børnehaven hvor der bliver stillet krav som fx “nu skal vi allesammen ud og vaske hænder fordi vi skal spise” så reagere min dreng voldsomt. Han græder og vil hverken det ene eller andet. 

Han var knap 3 år før han begyndte at snakke. 

Udover ovenstående kan jeg nævne at far og jeg ikke er sammen længere. Men har et super fint forhold og samarbejde omkring vores dreng. De første par år var der ikke ret meget samvær, men for knap to år siden ændrede det sig. Vi startede stille men trappede relativt hurtigt op til hver anden weekend med to overnatninger. Vores trives. Han er glad. Både hos far men også hos mig. 

Far har en ny kæreste. De har fået et barn sammen for nogle måneder siden. Der kom den helt klassiske reaktion. Intet jeg bekymrede mig om. 

Men... Nu er det hele nået punkt hvor jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. For 4 måneder tid siden ca der ville min dreng pludselig ikke være hos far til overnatning. Vi forsøgte men det endte med far altid ringede og måtte køre min dreng hjem. Vi trappede samvær ned til hver anden weekend med kun en overnatning. Uden held. Vi gik yderligere ned til et par timer hver anden lørdag. 
Idag kommer far. De tager afsted. Begge smiler og er glade. Men der går kun kort tid, så vender det. Min dreng bryder sammen, råber og skriger, slår far, sparker far, åbner selen i bilen, og græder helt utrøsteligt. Han vil hjem. Han savner mig. Jeg forsøger efter bedste evne at få det løst. Men han bliver ved med at sige at han savner mig og er bange for han ikke kommer hjem igen og det til trods forat han ALTID er blevet kørt hjem. Der har aldrig været problemer mellem far og jeg. 

Tænkte i starten at min dreng måske bare er lidt følsom og havde en periode hvor han ikke ville væk fra mig. Men det fortsætter. 

Jeg har for nylig kontaktet en børnesagkyndig som sagde at far og jeg skulle fastholde planen om samvær da et barn på 5 ikke kan eller skal tage den beslutning. Men det fungere jo for pokker ikke. Nu er far og Jg enige om at stoppe samvær for en periode og give vores dreng ro.

 

Grundet konflikterne med drengen fra børnehaven, er der nu sat akt pædagog på min dreng. Hvilket er ok. Hun er sød og tænker det kun kan gavne ihvertfald at høre hendes mening. 

Mine egne tanker går på ting:

 

1: enten er min dreng bare ekstremt følsom og har svært ved at rumme alt for meget og at den ændrede adfærd i høj grad handler om han kopiere den større dreng fra børnehaven. 

2: adhd (jeg har det selv i svær grad)

3: autisme/aspergers

 

Men de to sidste synes jeg ikke HELT matcher hvordan min dreng er. 

Jeg kommer ikke til at uddybe nærmere umiddelbart, men jeg håber at der sidder måske bare én der har et godt råd, en ide til hvad pokker der er eller noget helt andet.

Dumme kommentarere ønsker jeg ikke, da det her i forvejen er ganske svært. 

HJÆLP EN MEGET FRUSTRERET MOR!

Han er fem år gammel og har oplevet virkelig mange nye ting i det seneste år, det er voldsomt for en lille dreng og han reagere på det. Og han skal have lov til at have sine følelser, men som sagt, han skal ikke styre det hele(ja du siger han ikke gør, men det gør han) 

45 minutter er virkelig lang tid om at hente to børn.

At han skriger og slår/sparker far, far har lige fået en ny baby, det kan virkelig også skabe en voldsom reaktion, og det er anderledes lige pludselig at komme hjem til far. 
Men jeg ville heller ikke cutte kontakten mellem dem. 
Lad far komme forbi, lad dem gå en tur, et eller andet, men lad vær med cut kontakten helt, det ville bare gøre det svære når kontakten så skal startes op igen. 

Anonym skriver:

Jeg tror ikke helt du forstår omfanget af det. Og fair nok hvis DU ville fastholde samvær uanset hvad. Men vi står med en dreng der lukker fuldstændig af. Sparker og slår sin far. Han stopper ikke. Han er dybt ulykkelig. Fuldstændig utrøstelig. Skal han have det sådan i den tid far har ham? Det er da på ingen måde godt for noget som helst barn. 

Det er jo hans far - ikke en person, han kan/skal undvære at have i sit liv. Det er ikke en mulighed. 
Tænk på det svigt, han ville opleve det som, hvis hans far “opgav” ham. Det er det sidste, han har brug for - tilmed på et tidspunkt, hvor far har fået et “nyt” barn. 
Selvfølgelig er det rockerhårdt, at han er så ulykkelig, men han må ikke få indtryk af, at far bare kan forsvinde ud af hans liv - heller ikke, at han selv kan få ham til at forsvinde. Derimod skal far håndtere kriserne selv og vise ham, at han er der og bliver der, uanset hvordan han opfører sig. 
Har du ikke haft den tanke, at han prøver sin far af - bevidst eller ubevidst - for at se, om han virkelig kan regne med, at han er der og bliver der for ham? 
Du er nødt til at træde ti skridt tilbage og sige til far, at han selv skal klare konflikterne.