Når far er i fængsel.. hvad så?

Hej alle og glædelig baghjul

Kort forhistorie:

Jeg har to børn med en mand. Vi gik fra hinanden da de var små og i en periode på 2 år så han dem ikke, af flere årsager. Blandt andet at han VIL se sine kammerater når HAN vil, han vil kunne gøre præcis hvad han vil og når han vil. 
Han har søgt samvær 3 gange. Første gang fik han det, men efter første gang droppede han det fordi det ikke passede med hans planer. De næste to gange var det noget lignende. Derefter sagde jeg stop og da han søgte igen fik han ikke samvær. 
der går et par år hvor der ingen kontakt er overhovedet. Men jeg vælger så forrige år at tage kontakt til ham for at høre hvad han tænker og om han er klar til at være far igen. Børnene savner ham. Børnene er 8 og 10 nu.

Vi mødes og snakker. En rigtig god snak synes jeg. Han siger alle de rigtige ting og jeg stoler på ham. Kort efter ser han børnene. Efter nogle gange begynder han at have dem hver anden weekend. 

nogle måneder efter begynder der at florere rygter om at han render og laver ikke så smarte ting. Jeg konfrontere ham. Han benægter. Rygterne fortsætter og bliver værre. Til sidst erkender han. Det er nogle ret grove ting er indblandet i. Sidste år bliver han så anholdt og i år fik han så sin dom. 5 år! 

i august i år var han ude på orlov, han kommer og er sammen med børnene. De var glade. Alt virkede rart og dejligt. Han aftaler med børnene at komme igen ved næste orlov tre uger senere. Han kom ikke da han hellere ville i byen. Så siden august har de ikke set ham. Og før det var det over 1 år siden de så ham.

Idag har jeg snakket med ham og forsøgt at forklare ham at enten er han der eller også er han ikke. Men han lader ikke til at forstå at børnene savner ham og har brug for han er stabil (så meget det nu er muligt imens han sidder i fængsel) han bruger mig sætningen “jeg har brug for” i stedet for at tænke på hvad børnene egentlig har brug for. 

Når han er sammen med børnene er han en super god og nærværende far. Men det bliver hurtigt kedeligt for ham og så forsvinder han og NU er jeg ved at være løbet tør for chancer at give af. Jeg er med på han sidder i fængsel og mulighederne derfor er minimale. Men sådan helt personligt forstår jeg ikke hvad han går glip af ved at komme og se børnene et par timer hver gang han er ude hver 3. Uge. Men i følge ham og den sms han skrev idag så VIL han kunne tage på weekend ophold i København, eller drikke med kammeraterne og så må børnene vente. I stedet mener han så jeg bør give mig og lade farmor/farfar tage børnene med ind i fængslet til ham (åbent fængsel), så han kan leve sit liv som han vil når han er på orlov. 
Med tanke på alle de chancer han har fået via statsforvaltningen og af mig, så synes jeg egentlig ikke det er fair han “bare” kan få børnene på besøg i fængslet måske tager jeg dejlig jeg høre meget gerne hvad i tænker? 

uden at uddybe HVAD han har lavet så kan jeg sige at de ting han har gjort gør at han IKKE kan søge samvær ej heller i fængslet. Det står i forældreansvarsloven. Hans forseelser ligger dog ikke i den helt tunge ende men alligevel. 

jeg kan ikke finde ud af om jeg er en lorte mor at han overhovedet har set dem, og at jeg ønsker han skal have et forhold til dem (udenfor fængslet) eller om jeg er en lortemor fordi jeg overvejer at skrotte alt form for kontakt.

hvornår er nok nok? Hvor mange chancer skal en far eller mor have før man sætter foden i? 

Det der skal vi slet ikke kloge i, det skal du have fagfolk til at hjælpe med 

Held og lykke.

Anonym skriver:

Det der skal vi slet ikke kloge i, det skal du have fagfolk til at hjælpe med 

Held og lykke.

Ej hold nu. Den del HAR jeg styr på. De siger at så længe han er i fængsel er det MIT valg om han skal se dem. Men hvis han søger samvær får han afslag grundet den paragraf i forældreansvarsloven. 

Anonym skriver:

Det der skal vi slet ikke kloge i, det skal du have fagfolk til at hjælpe med 

Held og lykke.

I øvrigt sidst han fik samvær tildelte de ham en overnatning, hvor jeg synes de kunne klare to. Så det er ikke altid det de der er det rette. 

Først: du er IKKE en lortemor, fordi du vil dine børn det bedste! Du er hverken en lortemor, fordi du vil give dem samvær med deres far, eller fordi du har fået nok nu.. 

Jeg synes, at du har gjort alt det rigtige, og så synes jeg, at du skal følge dit hjerte.. 

Hvis det var mig, der var dig, så ville jeg sige stop nu og droppe al kontakt til den mand.. Han er tydeligvis ikke sit ansvar voksent 

Unicorn1 skriver:

Først: du er IKKE en lortemor, fordi du vil dine børn det bedste! Du er hverken en lortemor, fordi du vil give dem samvær med deres far, eller fordi du har fået nok nu.. 

Jeg synes, at du har gjort alt det rigtige, og så synes jeg, at du skal følge dit hjerte.. 

Hvis det var mig, der var dig, så ville jeg sige stop nu og droppe al kontakt til den mand.. Han er tydeligvis ikke sit ansvar voksent 

Tusind tak for et dejligt svar. Min egen mavefornemmelse siger at tiden er kommet hvor jeg skal sige stop. 
Han sidder i et åbent fængsel hvor de må have tlf, den slags der er lænket fast til væggen. Men han har fået smuglet en iPhone derind, hvilket han blev opdaget i og derfor ikke måtte komme ud i tre måneder. Han skulle have været ude til jul. 
Nu har han fået smuglet en ny ind. Har pointeret det overfor ham. Hans svar er “fuck loven den er da helt væk”. Jeg bliver simpelthen SÅ træt i hovedet. 

Jeg synes på ingen måde at du er en lorte mor. Hverken for at have nået er punkt og sige stop eller nogen andre grunde. ! 

 Udfra hvad du skriver tror jeg at jeg måske ville give besøgstiderne i fængslet med farmor og farfar en chance. Der kan han ikke løbe fra aftalerne på samme måde og børnene får set deres far som de savner. Hvis han så også får forpurret det på den ene eller snden måde. Så ville jeg sige endelig stop derfra. 

Hvis jeg skal se helt objektivt på dine børns behov, så ville jeg faktisk tænke, at fars eget forlag er fint. 

Personligt ville jeg have lyst til cutte kontakten. For det er godt nok en besværlig relation for dig at navigere.

MEN hvis børnenes far ER nærværende og er der, når de er sammen, så er det da en federe historie at have. “Min far prøvede og han var der, når han så var der, sammen med vores bedsteforældre” 

I stedet for “min far sad i fængsel og ville hellere pp druk” 

Begge historier er jo sande - men man kan jo vælge at have fokus på den ene fortælling.

AnoMor skriver:

Jeg synes på ingen måde at du er en lorte mor. Hverken for at have nået er punkt og sige stop eller nogen andre grunde. ! 

 Udfra hvad du skriver tror jeg at jeg måske ville give besøgstiderne i fængslet med farmor og farfar en chance. Der kan han ikke løbe fra aftalerne på samme måde og børnene får set deres far som de savner. Hvis han så også får forpurret det på den ene eller snden måde. Så ville jeg sige endelig stop derfra. 

Har tænkt tanken. Men HVAD SÅ når han løslades og han så igen dropper børnene fordi det er for kedeligt for ham. Så skal de opleve endnu et svigt. Som de har oplevet så mange gange fra hans side af. Kan ikke rigtig finde ud af hvornår nok er nok

Anonym skriver:

Hvis jeg skal se helt objektivt på dine børns behov, så ville jeg faktisk tænke, at fars eget forlag er fint. 

Personligt ville jeg have lyst til cutte kontakten. For det er godt nok en besværlig relation for dig at navigere.

 

MEN hvis børnenes far ER nærværende og er der, når de er sammen, så er det da en federe historie at have. “Min far prøvede og han var der, når han så var der, sammen med vores bedsteforældre” 

 

I stedet for “min far sad i fængsel og ville hellere pp druk” 

 

Begge historier er jo sande - men man kan jo vælge at have fokus på den ene fortælling.

Jeg er meget splittet. For hvad så hvis vi får banket et ordentligt forhold op imellem dem imens han sidder inde og han så skrotter dem igen når han er ude? Det er mest det der bekymre mig. Jeg har virkelig svært ved gang efter gang at se på hvor kede af det de bliver fordi JEG gav HAM en chance mere.