I tvivl om nr 3 barn

Jeg er sådan i vildrede og ja o kan ikke hjælpe  med min beslutning men har sådan brug for nogle meninger eller om jeg bare er helt hormonella 

Jeg er gravid med mit 3 barn uge 7, men det er med en anden mand end til mine 2 andre, vi har kun været sammen 6 måneder så det er ikke planlagt på nogle måde, men ok han vil rigtig gerne også fordi han ikke selv har nogle børn og det er hans største drøm siger han... 

jeg lufter min  tvivl for ham fordi jeg har 2 mindre børn i forvejen og synes det er en stor mundfuld, jeg har et godt samarbejde med deres far trods det er under et år siden vi blev skilt.  Derudover har jeg ikke brug for at forhaste mig med få flere børn og flytte sammen lige nu osv. og han reagere selvfølglig ved han bliver lidt ked af det og det forstår jeg også godt og fortæller ham at jeg siger vi aldrig skal have børn men at jeg synes det går for stærkt lige nu, og jeg elsker ham og det har intet med ham at gøre men at jeg udelukkende tænker på mine andre børn i det her.

 
men nu er han bare lukket helt i vi skulle have talt i aften nu gider han slet ikke at komme da han har brug for ro i sit hoved efter alt det her postyr, gravide jeg sidder her tilbage og stor tuder, for selvfølglig er jeg da selv i tvivl da jeg altid er imod abort men lige nu er der bare så mange ting der spiller ind i mit liv. 
føler mig så forkert, forkert fordi jeg ikke bare kan sige ja til at få en baby til da det er hans ønske men er det forkert at være ego her, jeg er så led af det og har ingen at tale med om det 

elsker min kæreste og det har absolut intet med ham at gøre men har givet udtryk for jeg har brug for ham i aften men han gider ikke at komme. 
jeg kan ikke finde ud af om det er mig der bare er proppet med hormoner og det er lige så svær beslutning for mig fordi jeg så det lille hjerte banke i fredags men skal den rette følelse ikke bare være til stede i ens krop

Kæmpe krammer!  

Jeg synes du lyder enormt realistisk, og som en fantastisk mor for dine to børn. De er her trods alt allerede, og hensynet til dem må være allerstørst. 
Fordi du siger til din kæreste, at I ikke skal være forældre sammen lige nu, så udelukker det jo ikke en planlagt graviditet i fremtiden. 
Træk vejret. Du skal lytte til dig selv, og finde ro i din beslutning.

Jeg tænker I havde valget da I knaldede 

Hvis I alligevel vil have et barn om nogle år, så synes jeg ikke at I kan forsvarer en abort, der er altid ting som gør det er dårligt planlagt

Så jeg ville da klart beholde barnet og ja jeg forstår godt din kæreste han går og er glad for at skulle være far og så smider du sådan en bombe, så ville jeg nok reagere på samme måde og have brug for at være alene 

Anonym skriver:

Jeg tænker I havde valget da I knaldede 

Hvis I alligevel vil have et barn om nogle år, så synes jeg ikke at I kan forsvarer en abort, der er altid ting som gør det er dårligt planlagt

Så jeg ville da klart beholde barnet og ja jeg forstår godt din kæreste han går og er glad for at skulle være far og så smider du sådan en bombe, så ville jeg nok reagere på samme måde og have brug for at være alene 

Ja du har ret Men er også enormt bange for hvad min familie tænker at der kommer en nr 3 med en anden mand 

Anonym skriver:

Jeg er sådan i vildrede og ja o kan ikke hjælpe  med min beslutning men har sådan brug for nogle meninger eller om jeg bare er helt hormonella 

Jeg er gravid med mit 3 barn uge 7, men det er med en anden mand end til mine 2 andre, vi har kun været sammen 6 måneder så det er ikke planlagt på nogle måde, men ok han vil rigtig gerne også fordi han ikke selv har nogle børn og det er hans største drøm siger han... 

jeg lufter min  tvivl for ham fordi jeg har 2 mindre børn i forvejen og synes det er en stor mundfuld, jeg har et godt samarbejde med deres far trods det er under et år siden vi blev skilt.  Derudover har jeg ikke brug for at forhaste mig med få flere børn og flytte sammen lige nu osv. og han reagere selvfølglig ved han bliver lidt ked af det og det forstår jeg også godt og fortæller ham at jeg siger vi aldrig skal have børn men at jeg synes det går for stærkt lige nu, og jeg elsker ham og det har intet med ham at gøre men at jeg udelukkende tænker på mine andre børn i det her.

 
men nu er han bare lukket helt i vi skulle have talt i aften nu gider han slet ikke at komme da han har brug for ro i sit hoved efter alt det her postyr, gravide jeg sidder her tilbage og stor tuder, for selvfølglig er jeg da selv i tvivl da jeg altid er imod abort men lige nu er der bare så mange ting der spiller ind i mit liv. 
føler mig så forkert, forkert fordi jeg ikke bare kan sige ja til at få en baby til da det er hans ønske men er det forkert at være ego her, jeg er så led af det og har ingen at tale med om det 

elsker min kæreste og det har absolut intet med ham at gøre men har givet udtryk for jeg har brug for ham i aften men han gider ikke at komme. 
jeg kan ikke finde ud af om det er mig der bare er proppet med hormoner og det er lige så svær beslutning for mig fordi jeg så det lille hjerte banke i fredags men skal den rette følelse ikke bare være til stede i ens krop

Må jeg spørger hvorfor i ikke har beskyttet jer ? Og i bund og grund handler det her om at du er bange for hvad din familie vil tænke om 3 barn med en anden mand???

Anonym skriver:

Jeg tænker I havde valget da I knaldede 

Hvis I alligevel vil have et barn om nogle år, så synes jeg ikke at I kan forsvarer en abort, der er altid ting som gør det er dårligt planlagt

Så jeg ville da klart beholde barnet og ja jeg forstår godt din kæreste han går og er glad for at skulle være far og så smider du sådan en bombe, så ville jeg nok reagere på samme måde og have brug for at være alene 

Uanset om de har haft ubeskyttet sex eller præventionen svigtede, så retfærdiggør det aldrig at få et barn bare fordi man nu er blevet gravid. Og ja, der er ofte “ting i vejen” men nogle ting er altså bare større end andre. Man må også være realistisk og se på, om et så nyt forhold kan bære at der kommer et lille barn. Detsuden er ser her to børn at tænke på - og det er sgu tidligt at få præsenteret en lillesøster/bror kun et år efter mod og far er gået fra hinanden. Jeg kan tydeligt forestille mig at se kan få børn til at tænke at de nu skal erstattes med et nyt - for det er far jo allerede blevet. 

til trådstarter: jeg synes du skal følge din mavefornemmelse. Der er intet der hindrer at I ikke kan få et planlagt barn senere, når I kender hinanden bedre og når dine i forvejen børn er mere afklarede med, at far og mor ikke finder sammen igen. Ærligt så synes jeg også at du må tage hans reaktion til efterretning, du har brug for ham lige nu, og hans handling med bare at ignorere dig/ikke være der for dig synes jeg ikke indikerer noget godt. 

Det må være en svær situation at stå i 

Jeg tænker lidt, om det at du er bange for hvad fin familie tænker, egentlig handler om at du selv synes det er forkert at få nr 3 med en anden mand end de to andre? Og hvis ja, kunne du måske tænke over hvorfor?

Handler det måske om at du egentlig ikke vil have flere børn, men fordi din kæreste meget gerne vil så overvejer du det? Eller er det fordi du er usikker på ham og på om du vil have børn med ham?

Bare nogle tanker 

Anonym skriver:

Jeg tænker I havde valget da I knaldede 

Hvis I alligevel vil have et barn om nogle år, så synes jeg ikke at I kan forsvarer en abort, der er altid ting som gør det er dårligt planlagt

Så jeg ville da klart beholde barnet og ja jeg forstår godt din kæreste han går og er glad for at skulle være far og så smider du sådan en bombe, så ville jeg nok reagere på samme måde og have brug for at være alene 

Og præcist det der sludder var med til at holde kvinder i stram snor tidligere - man blev gravid og så giftede man sig. Uanset om man så var specielt interesseret. 
At man er parat om nogle år er IKKE det samme som at man er parat nu. Og der er mange som ved uheld bliver gravide. Det betyder ikke at et barn skal fødes ind i familien nødvendigvis. 
et barn er en kæmpe opgave.

Anonym skriver:

Jeg tænker I havde valget da I knaldede 

Hvis I alligevel vil have et barn om nogle år, så synes jeg ikke at I kan forsvarer en abort, der er altid ting som gør det er dårligt planlagt

Så jeg ville da klart beholde barnet og ja jeg forstår godt din kæreste han går og er glad for at skulle være far og så smider du sådan en bombe, så ville jeg nok reagere på samme måde og have brug for at være alene 

Enig her. Har du (ts) har været på p-piller og din kæreste brugt gummi? Hvis nej, så må i da ha vidst chancen for graviditet er rimelig stor. Jeg synes det er super forkert at blive “ups gravid” og så trække abort kortet. 

Anonym skriver:

Jeg er sådan i vildrede og ja o kan ikke hjælpe  med min beslutning men har sådan brug for nogle meninger eller om jeg bare er helt hormonella 

Jeg er gravid med mit 3 barn uge 7, men det er med en anden mand end til mine 2 andre, vi har kun været sammen 6 måneder så det er ikke planlagt på nogle måde, men ok han vil rigtig gerne også fordi han ikke selv har nogle børn og det er hans største drøm siger han... 

jeg lufter min  tvivl for ham fordi jeg har 2 mindre børn i forvejen og synes det er en stor mundfuld, jeg har et godt samarbejde med deres far trods det er under et år siden vi blev skilt.  Derudover har jeg ikke brug for at forhaste mig med få flere børn og flytte sammen lige nu osv. og han reagere selvfølglig ved han bliver lidt ked af det og det forstår jeg også godt og fortæller ham at jeg siger vi aldrig skal have børn men at jeg synes det går for stærkt lige nu, og jeg elsker ham og det har intet med ham at gøre men at jeg udelukkende tænker på mine andre børn i det her.

 
men nu er han bare lukket helt i vi skulle have talt i aften nu gider han slet ikke at komme da han har brug for ro i sit hoved efter alt det her postyr, gravide jeg sidder her tilbage og stor tuder, for selvfølglig er jeg da selv i tvivl da jeg altid er imod abort men lige nu er der bare så mange ting der spiller ind i mit liv. 
føler mig så forkert, forkert fordi jeg ikke bare kan sige ja til at få en baby til da det er hans ønske men er det forkert at være ego her, jeg er så led af det og har ingen at tale med om det 

elsker min kæreste og det har absolut intet med ham at gøre men har givet udtryk for jeg har brug for ham i aften men han gider ikke at komme. 
jeg kan ikke finde ud af om det er mig der bare er proppet med hormoner og det er lige så svær beslutning for mig fordi jeg så det lille hjerte banke i fredags men skal den rette følelse ikke bare være til stede i ens krop

Altså, når du skriver, at han ikke gider komme, selv om du har bedt ham om det, så bimler mine alarmklokker. Hvordan vil han så være som far til dit barn, hvis han allerede nu ikke vil tale om tingene og hellere vil have ro i sit hoved? Jeg ville få en abort hurtigst muligt.