Tror I på vi har en soulmate???

N&J skriver:

har lige siddet og set det sidste afsnit af Sabrina the teenage witch.. elskede simpelthen den serie, jamen så kommer det sidste afsnit hvor hun skal giftes med Aron, men hendes soulsten passer bare ikke sammen med hans og hun løber ud af kirken og der står Harvey, og hun kysser ham de smider begge deres soulsten og de passer sammen (selvfølgelig) og køre væk på hans motorcykel.. altså ved godt at virkeligheden ikke er helt så ligeså, men jeg elsker denne form for slutninger på serier..  men så var det jeg kom til at tænke på hvordan I egentlig har det med begrebet, tror I på den eneste ene??

Jeg tror på at der er nogle eneste ener, ikke kun én derude til os allesammen, men at det handler om hvornår skæbnen krydser vores veje og at det så i det øjeblik er op til os at tage chancen.. ja ja ved det godt er alt for eventyr tænkende og naiv.. men hvad jeg elsker den tanke og den holder jeg mig til.. 

Jeg tror/ved at vi IKKE har een soulmate, men MANGE
Vi har som sjæle eksistret så længe i dette univers, at vi har knyttet tætte kontakter med adskillige sjæle igennem liv efter liv.
Og når vi render ind i sådan en soulmate, jamen så bliver kontakten ofte genetableret.
Vi har også "Soul siblings" sjælesøskende, og nogen gange sker det at vi løber ind i en af dem.
Her sker det ofte, at vi forveksler dem med en soulmate, men der vil som regel ikke gå så lang tid før vi finder ud af, at der er et eller andet underligt ved forholdet...man føler sig mere som søskende end som to der elsker hinanden. Man er uendeligt tæt på hinanden, men der er bare dette "noget", der gør at man ikke elsker vedkommende på den "rette" måde.
Og det er der jo ikke noget underligt ved.
Endelig er der en 3. variation af "soulmates", nemlig "soul twins" eller en ""Dual-sjæl". Det er ens sjæletvilling, og som er den helt ægte "Soul mate" når det kommer til stykket.

Det er den sjæl, der var helt identisk med os selv...oprindeligt, en lys eller mørk variation af os selv, fordi vi sammen udgør et hele. Den perfekte Yin og Yang.
Tiden og livet i det fysiske univers har gjort os meget forskellige, og tit kan vi næsten ikke genkende hinanden, men der er bare denne dybe fornemmelse af at være "kommet hjem", når vi er sammen med vedkommende.
Men da navlesnoren forlængst er knækket, og vi har været spredt over hele universet i umindelige tider, så er det at møde sin tvillingesjæl extremt sjældent, og sker måske kun een gang ud af 1000 liv.
Til gengæld er det en helt fantastisk følelse NÅR det sker.
Jeg genså min tvillingesjæl for nogle år siden, og jeg havde den største lyst til at gå hen og sparke ham bag i og sige: Nå dér er du. Hvor pokker har du været så længe? 

Det gjorde jeg nu ikke LOL, men jeg kan love jer for at vi gav hinanden den største krammer i vores liv. En tid var vi meget sammen, vi havde så meget at indhente, men så bevægede vi os videre ud i livet. Vi ved hvor vi har hinanden, og vi fik bekræftet at vi "er".
Det er nemlig ikke meningen at man skal danne par med sin dualsjæl.
Så vil I måske gerne vide hvordan vi fandt hianden?
Det skete bare på et tidspunkt, hvor vi begge havde brug for at møde hinanden og blive bekræftet i hvad vi troede. Vi havde ikke ledt, men vi var heller ikke i tvivl, da vi mødtes. Det var fantastisk

I det her liv har jeg været så heldig at være sammen med en soulmate. Niels og jeg er nemlig ægte mates. Vi komplimenterer hinanden og kender hianden til bunds, og har levet sammen mange gange, ikke kun som par men også som venner og søskende. Der er bare denne dybe kærlighed og forståelse imellem os, respekt og samhørighed. Vi kender hianden til bunds.
Og det er netop det, der kendetegner forholdet imellem to soulmates.

Kærligst
Sussie

Jeg tror/ved at vi IKKE har een soulmate, men MANGE
Vi har som sjæle eksistret så længe i dette univers, at vi har knyttet tætte kontakter med adskillige sjæle igennem liv efter liv.
Og når vi render ind i sådan en soulmate, jamen så bliver kontakten ofte genetableret.
Vi har også "Soul siblings" sjælesøskende, og nogen gange sker det at vi løber ind i en af dem.
Her sker det ofte, at vi forveksler dem med en soulmate, men der vil som regel ikke gå så lang tid før vi finder ud af, at der er et eller andet underligt ved forholdet...man føler sig mere som søskende end som to der elsker hinanden. Man er uendeligt tæt på hinanden, men der er bare dette "noget", der gør at man ikke elsker vedkommende på den "rette" måde.
Og det er der jo ikke noget underligt ved.
Endelig er der en 3. variation af "soulmates", nemlig "soul twins" eller en ""Dual-sjæl". Det er ens sjæletvilling, og som er den helt ægte "Soul mate" når det kommer til stykket.

Det er den sjæl, der var helt identisk med os selv...oprindeligt, en lys eller mørk variation af os selv, fordi vi sammen udgør et hele. Den perfekte Yin og Yang.
Tiden og livet i det fysiske univers har gjort os meget forskellige, og tit kan vi næsten ikke genkende hinanden, men der er bare denne dybe fornemmelse af at være "kommet hjem", når vi er sammen med vedkommende.
Men da navlesnoren forlængst er knækket, og vi har været spredt over hele universet i umindelige tider, så er det at møde sin tvillingesjæl extremt sjældent, og sker måske kun een gang ud af 1000 liv.
Til gengæld er det en helt fantastisk følelse NÅR det sker.
Jeg genså min tvillingesjæl for nogle år siden, og jeg havde den største lyst til at gå hen og sparke ham bag i og sige: Nå dér er du. Hvor pokker har du været så længe? 

Det gjorde jeg nu ikke LOL, men jeg kan love jer for at vi gav hinanden den største krammer i vores liv. En tid var vi meget sammen, vi havde så meget at indhente, men så bevægede vi os videre ud i livet. Vi ved hvor vi har hinanden, og vi fik bekræftet at vi "er".
Det er nemlig ikke meningen at man skal danne par med sin dualsjæl.
Så vil I måske gerne vide hvordan vi fandt hianden?
Det skete bare på et tidspunkt, hvor vi begge havde brug for at møde hinanden og blive bekræftet i hvad vi troede. Vi havde ikke ledt, men vi var heller ikke i tvivl, da vi mødtes. Det var fantastisk

I det her liv har jeg været så heldig at være sammen med en soulmate. Niels og jeg er nemlig ægte mates. Vi komplimenterer hinanden og kender hianden til bunds, og har levet sammen mange gange, ikke kun som par men også som venner og søskende. Der er bare denne dybe kærlighed og forståelse imellem os, respekt og samhørighed. Vi kender hianden til bunds.
Og det er netop det, der kendetegner forholdet imellem to soulmates.

Kærligst
Sussie

Og hvis man så mister den soulmate/soulsibling..... hvis der sker ting der gør at man ikke længere ses (jeg mener ikke i forbindelse med at en af dem dør)... vil det så bare være slut prut for evigt? Skal man søge efter den anden eller vil man være så forbundet at man engang i livet vil finde hinanden igen?

Og hvad hvis den ene dør? Vil man kunne mærke forbindelsen alligvel?

TbCp skriver:

Og hvis man så mister den soulmate/soulsibling..... hvis der sker ting der gør at man ikke længere ses (jeg mener ikke i forbindelse med at en af dem dør)... vil det så bare være slut prut for evigt? Skal man søge efter den anden eller vil man være så forbundet at man engang i livet vil finde hinanden igen?

Og hvad hvis den ene dør? Vil man kunne mærke forbindelsen alligvel?

Hvis det er meningen I skal ses igen, så vil I også. Hvis ikke, så mødes I en anden gang i en anden tid på et andet sted.
Selvfølgelig kan man da godt lede efter den mistede, men i realiteten kan det ikke betale sig.
Skal man mødes, så sker det helt af sig selv. 

TbCp skriver:

Og hvis man så mister den soulmate/soulsibling..... hvis der sker ting der gør at man ikke længere ses (jeg mener ikke i forbindelse med at en af dem dør)... vil det så bare være slut prut for evigt? Skal man søge efter den anden eller vil man være så forbundet at man engang i livet vil finde hinanden igen?

Og hvad hvis den ene dør? Vil man kunne mærke forbindelsen alligvel?

Og ja, der vil altid være en forbindelse et sted, også selvom den ene dør, med mindre det er tid for den, der forlader livet, at bevæge sig videre til et nyt liv.

Jeg har oplevet nogle gange nu at bevæge mig videre efter et gansyn med en soulmate, og livet er aldrig helt det samme efter blot en af de oplevelser.
Man føler sig aldrig mere alene, men bare VED med sig selv, at der er ikke en, men mange som man føler sig knyttet til.

Min mor er stadig meget tæt knyttet til min far, selvom han har forladt dette liv, og hun kan mærke at han er i nærheden, selvom han til tider er meget langt væk. Men da han har lovet at vente på hende, så gør han det også. Hvad de så finder ud af til den tid, når min mor er taget videre, det ved man jo ikke.

SussieThyssen skriver:

Hvis det er meningen I skal ses igen, så vil I også. Hvis ikke, så mødes I en anden gang i en anden tid på et andet sted.
Selvfølgelig kan man da godt lede efter den mistede, men i realiteten kan det ikke betale sig.
Skal man mødes, så sker det helt af sig selv. 

Det er dejligt at vide

SussieThyssen skriver:

Og ja, der vil altid være en forbindelse et sted, også selvom den ene dør, med mindre det er tid for den, der forlader livet, at bevæge sig videre til et nyt liv.

Jeg har oplevet nogle gange nu at bevæge mig videre efter et gansyn med en soulmate, og livet er aldrig helt det samme efter blot en af de oplevelser.
Man føler sig aldrig mere alene, men bare VED med sig selv, at der er ikke en, men mange som man føler sig knyttet til.

Min mor er stadig meget tæt knyttet til min far, selvom han har forladt dette liv, og hun kan mærke at han er i nærheden, selvom han til tider er meget langt væk. Men da han har lovet at vente på hende, så gør han det også. Hvad de så finder ud af til den tid, når min mor er taget videre, det ved man jo ikke.

Jeg ved at min lillesøster og jeg havde et bånd der var SÅ specielt og vi var forbundet på en hel bestemt måde. Hun døde for 4 1/2 år siden.
Det første år efter var det meget tydeligt for mig at vi stadig havde en forbindelse, men den er desværre blevet mindre og mindre

TbCp skriver:

Jeg ved at min lillesøster og jeg havde et bånd der var SÅ specielt og vi var forbundet på en hel bestemt måde. Hun døde for 4 1/2 år siden.
Det første år efter var det meget tydeligt for mig at vi stadig havde en forbindelse, men den er desværre blevet mindre og mindre

Det er helt normalt at det blegner med tiden søde, og der vil komme en dag hvor hun bare SKAL videre.
Og det er ok, det er meningen at det skal være sådan.

SussieThyssen skriver:

Det er helt normalt at det blegner med tiden søde, og der vil komme en dag hvor hun bare SKAL videre.
Og det er ok, det er meningen at det skal være sådan.

Så er det bare mig der også skal lære at have det ok med det

TbCp skriver:

Så er det bare mig der også skal lære at have det ok med det

Det er jo det.
Og jeg ved godt det er svært at give slip, men forestil dig at det var dig selv, og at du mere eller mindre blev tvunget til at blive et sted, hvor du bare ikke skulle være mere.
Trøst dig i stedet over at I ses igen engang, når tiden er inde.

SussieThyssen skriver:

Det er jo det.
Og jeg ved godt det er svært at give slip, men forestil dig at det var dig selv, og at du mere eller mindre blev tvunget til at blive et sted, hvor du bare ikke skulle være mere.
Trøst dig i stedet over at I ses igen engang, når tiden er inde.

Det forsøger jeg at trøste mig med...

Hvis nu jeg tager til en clairvoyant vil han/hun så kunne komme i kontakt med min søster, hvis hun ikke er her mere?

Kort efter hendes død fik Marion kontakt til hende til et stort møde jeg var til, men tænker at når det nu er så længe siden at jeg selv har følt hende så er hun måske bare helt væk.