Tror I på vi har en soulmate???

har lige siddet og set det sidste afsnit af Sabrina the teenage witch.. elskede simpelthen den serie, jamen så kommer det sidste afsnit hvor hun skal giftes med Aron, men hendes soulsten passer bare ikke sammen med hans og hun løber ud af kirken og der står Harvey, og hun kysser ham de smider begge deres soulsten og de passer sammen (selvfølgelig) og køre væk på hans motorcykel.. altså ved godt at virkeligheden ikke er helt så ligeså, men jeg elsker denne form for slutninger på serier..  men så var det jeg kom til at tænke på hvordan I egentlig har det med begrebet, tror I på den eneste ene??

Jeg tror på at der er nogle eneste ener, ikke kun én derude til os allesammen, men at det handler om hvornår skæbnen krydser vores veje og at det så i det øjeblik er op til os at tage chancen.. ja ja ved det godt er alt for eventyr tænkende og naiv.. men hvad jeg elsker den tanke og den holder jeg mig til.. 

NEJ, det tror jeg ikke på....mennesker er ikke statiske og den eneste eneste ene er den man er over for sig selv og på den måde kan man finde en der giver en noget, men om det er den ene eller den anden (groft sagt) gør ikke den store forskel.

Eva skriver:

NEJ, det tror jeg ikke på....mennesker er ikke statiske og den eneste eneste ene er den man er over for sig selv og på den måde kan man finde en der giver en noget, men om det er den ene eller den anden (groft sagt) gør ikke den store forskel.

Eva altså.. faktisk så er det noget ligende Carl Mar møller engang sagde..  hehe.. ej, tror det gælder for alle dem vi møder på vores vej, men tror stadig det er på vejen hen til den vi skal møde.. hihi

da vi mistede i januar og Søren de næste 5 måneder lagde mig i seng og læste historier for mig til jeg faldt i søvn (fordi jeg ikke kunne falde i søvn af mig selv), kørte lange ture med mig i bilen midt om natten for at jeg kunne blive træt, hjalp mig igennem alle mine forårseksamener og holdt om mig når jeg havde hysteriske grådanfald, gik det op for mig, at jeg var sammen med den eneste ene. jeg blev klar over, hvad livet ER og siden da har vi ikke skændtes en eneste gang (dermed ikke sagt, at vi ikke kalder hinanden en knoldesparker en gang imellem). hvor jeg før havde været i tvivl om jeg kunne blive hos ham hvis vi ikke fik børn, gik det nu op for mig, at det var i denne kærlighed jeg havde lyst til at lave og opdrage børn.

Jeg er enig med Eva i, at mennesket ikke er statisk, derfor er det også så vigtigt at man finder sammen med et menneske, hvor man fra start af får lov at være sig selv, og at man igennem livet giver hinanden mulighed for at udvikle sig.

Jo jeg tror på, at man godt kan finde sin eneste ene, men man skal være klar over, at man ikke blot møder en og så er livet rosenrødt derefter. Hele livet både hver for sig og sammen skal være en udvikling og man må kæmpe for, at den udvikling går i samme retning. DOG hvis man begynder at yde vold på sig selv for at få ens egen udvikling til at følge et andet menneskes, så er han/hun IKKE den eneste ene. men hvor ville det være handy hvis vi allesammen havde en soulsten så vi lige hurtig kunne finde ud af om vi havde valgt rigtigt

JA det gør jeg...

Da jeg mødte Frank var jeg i et forhold jeg nemt kunne ha levet i resten af mit liv, med en mand der elskede mig så højt...

Men da jeg så Frank komme gående ned af gangen på min arbejdesplads med min anden værkføre (han var den der styrede fabrikken om aften når der var ovrearbejde) havde jeg aldrig talt med ham før, set ham eller noget der minder om det, men der tænkte jeg med det sammen wow han er verdens lækkerste fyr og puha jeg tror allerede jeg elsker ham, og den følelse var sku rigtig, der stod jeg og så på en fyr jeg overhovedet ikke kendte og var som om jeg var blevet ramt af amor´s pil...

Den dag i dag uanset hvor dum og træls han er så har jeg stadig samme følelse så ja jeg tror på den eneste ene for jeg vil selv  mene at jeg har oplevet det på egen krop...

Tjuhl skriver:

da vi mistede i januar og Søren de næste 5 måneder lagde mig i seng og læste historier for mig til jeg faldt i søvn (fordi jeg ikke kunne falde i søvn af mig selv), kørte lange ture med mig i bilen midt om natten for at jeg kunne blive træt, hjalp mig igennem alle mine forårseksamener og holdt om mig når jeg havde hysteriske grådanfald, gik det op for mig, at jeg var sammen med den eneste ene. jeg blev klar over, hvad livet ER og siden da har vi ikke skændtes en eneste gang (dermed ikke sagt, at vi ikke kalder hinanden en knoldesparker en gang imellem). hvor jeg før havde været i tvivl om jeg kunne blive hos ham hvis vi ikke fik børn, gik det nu op for mig, at det var i denne kærlighed jeg havde lyst til at lave og opdrage børn.

Jeg er enig med Eva i, at mennesket ikke er statisk, derfor er det også så vigtigt at man finder sammen med et menneske, hvor man fra start af får lov at være sig selv, og at man igennem livet giver hinanden mulighed for at udvikle sig.

Jo jeg tror på, at man godt kan finde sin eneste ene, men man skal være klar over, at man ikke blot møder en og så er livet rosenrødt derefter. Hele livet både hver for sig og sammen skal være en udvikling og man må kæmpe for, at den udvikling går i samme retning. DOG hvis man begynder at yde vold på sig selv for at få ens egen udvikling til at følge et andet menneskes, så er han/hun IKKE den eneste ene. men hvor ville det være handy hvis vi allesammen havde en soulsten så vi lige hurtig kunne finde ud af om vi havde valgt rigtigt

 

Og så sad jeg lige med tårer i øjnene. Gud hvor er det dog rørende, og helt ægte!

Men grundlæggende er jeg enig! Jeg var ikke 100% sikker i min sag da jeg mødte Thomas, men med tiden er vi blevet så tæt at jeg lige nu ikke kunne forestille mig at være sammen med andre. - Vi var væk fra hinanden i ca 2 mdr, efter vi mistede, for der kunne vi ikke finde ud af det... jeg var helt utrøstelig, og han gik i panik og følte ikke at han kunne trøste mig, eller fortælle at han også var ked af det. - Men det er heldigvis fortid, og nu er jeg sammen med en anden mand... den samme, men han er en anden og bedre mand!

Laura - Som hver aften bliver puttet, kysset og krammet inden manden går tilbage i sofaen og ser CSI :-)

MoarN skriver:

Eva altså.. faktisk så er det noget ligende Carl Mar møller engang sagde..  hehe.. ej, tror det gælder for alle dem vi møder på vores vej, men tror stadig det er på vejen hen til den vi skal møde.. hihi

Hæhæ...lige på det område er jeg sgu nok også lige så alternativ eller småskør som ham carl-mar....

Tjuhl skriver:

da vi mistede i januar og Søren de næste 5 måneder lagde mig i seng og læste historier for mig til jeg faldt i søvn (fordi jeg ikke kunne falde i søvn af mig selv), kørte lange ture med mig i bilen midt om natten for at jeg kunne blive træt, hjalp mig igennem alle mine forårseksamener og holdt om mig når jeg havde hysteriske grådanfald, gik det op for mig, at jeg var sammen med den eneste ene. jeg blev klar over, hvad livet ER og siden da har vi ikke skændtes en eneste gang (dermed ikke sagt, at vi ikke kalder hinanden en knoldesparker en gang imellem). hvor jeg før havde været i tvivl om jeg kunne blive hos ham hvis vi ikke fik børn, gik det nu op for mig, at det var i denne kærlighed jeg havde lyst til at lave og opdrage børn.

Jeg er enig med Eva i, at mennesket ikke er statisk, derfor er det også så vigtigt at man finder sammen med et menneske, hvor man fra start af får lov at være sig selv, og at man igennem livet giver hinanden mulighed for at udvikle sig.

Jo jeg tror på, at man godt kan finde sin eneste ene, men man skal være klar over, at man ikke blot møder en og så er livet rosenrødt derefter. Hele livet både hver for sig og sammen skal være en udvikling og man må kæmpe for, at den udvikling går i samme retning. DOG hvis man begynder at yde vold på sig selv for at få ens egen udvikling til at følge et andet menneskes, så er han/hun IKKE den eneste ene. men hvor ville det være handy hvis vi allesammen havde en soulsten så vi lige hurtig kunne finde ud af om vi havde valgt rigtigt

 

Du er en meget vis og klog kvinde 
Seriøst, det var virkelig rørende og klogt skrevet! 

Eva skriver:

Hæhæ...lige på det område er jeg sgu nok også lige så alternativ eller småskør som ham carl-mar....

 

måske dig og carl-mar er soulmates?! - han ville jo nok bare ikke være så begejstret for dine drenge der sidder ned og tisser og dermed er hoooomoooer

Ja, ikke et sekund i tvivl. Soulmates er venner fra ens tidligere liv man møder igen. Dog er det slet ikke ensbetydende med at man passer sammen i dette liv.

Jeg fik at vide af en clairvoyant at min eks. var min soulmate. Lige fra det øjekast vi så hinanden var der noget og vi støttede uden tvivl hinanden uden at kende hinanden.

Vi fungerede slet ikke som kærester, selvom vi blev ved med at finde sammen fordi vi troede en kæreste måtte være ligesom den anden part - men nu har vi begge lært at acceptere at sådan bliver det aldrig.

Vi har et bånd, som uanset hvor længe der går, ikke kan brydes - uanset hvad der sker. Vi snakker ikke sammen af hensyn til vores kærester. Men sker der noget kontakter vi straks den anden og ingen anden.

Selvfølgelig kommer kæresten i første række hvis der har været en - men er jo også kommet an på problemet.

Men ja, vi har soulmates - venner, børn, elskende, forældre fra tidligere liv...