Diagnose

Søde dig, hvor lyder det bare til at du har det rigtig hårdt! Har du nogensinde overvejet om det måske kunne være relevant at komme på et bosted for en periode? Det virker jo til at du kæmper med rigtig meget frygt i din hverdag. På et bosted ville du vide at der altid er nogen til at passe på dig og hjælpe dig, og måske ville det kunne give dig den nødvendige ro til at komme i gang med behandlingen. Nogen gange kan man have det så dårligt, at man slet ikke kan komme i gang med reel behandling før man har det bedre. Sådan synes jeg det lyder som om du har det lige nu. Kan genkende det fra mig selv. Alt det bedste til dig, jeg ville ønske jeg kunne give dig et rigtigt kram, men du får lige et her i stedet for 

Nej, men jeg føler jeg dør af der. 
jeg vil bare ikke have medicin resten af mit liv

Men det er jo desværre ikke noget man vælger selv - altså hvad man har af vilkår.

det er det samme som en med sukkersyge der siger jeg vil ikke have insulin. Psykiske sygdomme er jo mindst loge så invaliderende. Du får ikke et godt liv,  hvis du ikke får den rette behandling.

Jeg mener du har skrevet før ... og jeg tror den væsenligste erkendelse du skal må til er st su har brug for hjælp - andet en samtaler. Ved nogle psykiske sygdomme er der jo tale om kemiske ubalancer - som man afhjælper ved medicinen.

Jeg kender ingen så hårdt ramt som diag diagnosemæssigt der har kommet ovenpå selv - uden medicin. Just saying.

og hvis du har børn er det endnu mere nødvendigt at blive velbehandlet. Det er jo ingen der siger st det er “for evigt”. Men her er nu lyder det bydende nødvendigt

Tjullehej skriver:

Men det er jo desværre ikke noget man vælger selv - altså hvad man har af vilkår.

det er det samme som en med sukkersyge der siger jeg vil ikke have insulin. Psykiske sygdomme er jo mindst loge så invaliderende. Du får ikke et godt liv,  hvis du ikke får den rette behandling.

Jeg mener du har skrevet før ... og jeg tror den væsenligste erkendelse du skal må til er st su har brug for hjælp - andet en samtaler. Ved nogle psykiske sygdomme er der jo tale om kemiske ubalancer - som man afhjælper ved medicinen.

Jeg kender ingen så hårdt ramt som diag diagnosemæssigt der har kommet ovenpå selv - uden medicin. Just saying.

og hvis du har børn er det endnu mere nødvendigt at blive velbehandlet. Det er jo ingen der siger st det er “for evigt”. Men her er nu lyder det bydende nødvendigt

Men det handler jo ikke om manglende sygdomserkendelse, men om frygt for at tage medicin? 

Hvor er jeg ked af at høre om alle de diagnoser. Jeg har selv haft generaliseret angst, social angst og tilbagevendende depressioner siden teenagealderen, og så fik jeg en fødselspsykose efter mit første barn. Jeg har været on/off på antidepressivt medicin  og antipsykotisk medicin. Jeg synes, at det har hjulpet mig meget, selvom jeg havde de samme bekymringer som du. For mig hjalp det at knuse pillerne og blande det sammen med skyr fx, for så vidste jeg ikke hvornår jeg fik det. Derudover læste jeg en masse artikler sov og jeg kom ikke frem til et dødsfald forårsaget af psykofarmaka. Derudover har jeg gået til psykolog meget og prøvet forskellige terapiformer, hvor jeg synes metakognitiv terapi har hjulpet mig bedst. Du er sej og skal nok komme igennem det 

Anonym skriver:

Søde dig, hvor lyder det bare til at du har det rigtig hårdt! Har du nogensinde overvejet om det måske kunne være relevant at komme på et bosted for en periode? Det virker jo til at du kæmper med rigtig meget frygt i din hverdag. På et bosted ville du vide at der altid er nogen til at passe på dig og hjælpe dig, og måske ville det kunne give dig den nødvendige ro til at komme i gang med behandlingen. Nogen gange kan man have det så dårligt, at man slet ikke kan komme i gang med reel behandling før man har det bedre. Sådan synes jeg det lyder som om du har det lige nu. Kan genkende det fra mig selv. Alt det bedste til dig, jeg ville ønske jeg kunne give dig et rigtigt kram, men du får lige et her i stedet for 

Det er noget alla det samme psykriateren har sagt, at det ikke er muligt og gøre noget før der er mere ro på  jeg har mega angst for bosted så det tør jeg slet kkke 

Det er noget alla det samme psykriateren har sagt, at det ikke er muligt og gøre noget før der er mere ro på  jeg har mega angst for bosted så det tør jeg slet kkke 

Det lyder som om det bedste ville være at starte med at behandle din angst. Du dør ikke af angstdæmpende medicin (det er din angst der snakker) og som jeg skrev, er det jo ikke nødvendigvis noget du skal tage resten af livet overhoved. 

Anonym skriver:

Men det handler jo ikke om manglende sygdomserkendelse, men om frygt for at tage medicin? 

Det er da også dét, hun forholder sig til. 

Anonym skriver:

Det er noget alla det samme psykriateren har sagt, at det ikke er muligt og gøre noget før der er mere ro på  jeg har mega angst for bosted så det tør jeg slet kkke 

Det var nemlig også præcis hvad jeg fik at vide! Hvordan kan det være du er bange for bosteder, har du da dårlige erfaringer med det fra tidligere? Jeg kender flere som har haft rigtig god gavn af det 

Mor og meget mere skriver:

Det er da også dét, hun forholder sig til. 

Hvordan forstår du da sætningen "jeg tror den væsenligste erkendelse du skal må til er st su har brug for hjælp - andet en samtaler."?

Grunden til jeg svarede på det er, at jeg selv har været i en lignende situation. Og jeg manglede slet ikke erkendelse, men jeg turde heller ikke tage medicin, fordi der er så mange skrækhistorier om det. 

Hvordan forstår du da sætningen "jeg tror den væsenligste erkendelse du skal må til er st su har brug for hjælp - andet en samtaler."?

Grunden til jeg svarede på det er, at jeg selv har været i en lignende situation. Og jeg manglede slet ikke erkendelse, men jeg turde heller ikke tage medicin, fordi der er så mange skrækhistorier om det. 

Men som jeg skriver er det lige så tåbeligt som en med diabetes det ikke tager medicin. Så må man tage sig sammen og  få hjælp til at kunne blive behandlet. For hun får det ikke bedre inden.

Der er f.eks. bivirkninger ved antipsykotisk medicin... men hvis man forsøger at undgå det kan man ende i en psykose.