At lave ting med børnene hver for sig

Anonym skriver:

Jeg har opgivet  Jeg kommer ingen vegne...han er stædig og holder på sin mening. Vi er rasende uvenner lige nu!! Han mener jeg svigter ham og ikke vil være familievenner...Jeg vil ikke det familiære efter hans mening fordi jeg vil afsted med børnene. Men han vil jo ikke med!! Hvad gør jeg forkert??  Er så ulykkelig for føler mig fanget og føler at jeg ikke må gøre hvad jeg vil!! Er jeg virkelig forkert på den her?? Han er ikke til at tale til fornuft overhovedet.... Han mener at jeg vil komme til at bøde for det her. Hvis vi kan tage afsted så giver det konsekvenser... 

Men så kan jeg regne ud så kan jeg ikke tage afsted andre steder med dem når far er hjemme. Vi kan/må kun gøre det når han har andre planer eller er hjemme...

Jeg kan slet ikke se hvordan man kan leve i sådan et forhold. Det kan jo ikke være noget der er kommet i dag.. 

Jeg ville bede om en ordentlig forklaring og ikke det bræk han lukker ud. og så ville jeg sige; hvis jeg vil tage ud med børnene, så gør jeg det, og du kan komme med eller ej, men det betyder ikke at jeg ikke vil lave noget som familie. 
Og så kan han rase af. og så ville jeg tænke virkelig meget over om det var et forhold jeg ville være i. 

Anonym skriver:

Fordi han mener at når man er en familie, så laver man alt sammen. Så kan man ikke tillade at dele sig op....

men hvorfor må han så godt være væk fra familien? eller Er han sammen med jer 27/7 når han ikke arbejder? 
Tager du heller aldrig hen til dine forældre eller venner med børnene? eller på legeplads? 

Hvad med når de begynder til fritids ting, skal I så også med begge to  hver gang? 

den holder ikke.. Selvfølgelig skal man lave ting sammen, men fordi en mor tager sine børn i svømmehallen et par timer, dør familien jo ikke... 

Anonym skriver:

Vi må gerne tage afsted, men bare ikke når vi alle er hjemme og har weekend sammen. Jeg arbejder hveranden weekend. Kun hvis han skal noget andet eller har aftenarbejde i nogle hverdage, når han alligevel ikke er hjemme er ok. Han er familie menneske Big time!!! Han mener bare ikke at man kan tillade at tage afsted uden alle er med....

Hvis han er SÅ meget familie menneske,  skulle han øve sig på at blive den voksne, og lære at man ikke kun kan få stillet egne lyster i en familie....

Anonym skriver:

Men har jeg noget valg?? Han bliver jo rasende!! 

Ja, gu fanden har du det.. et forhold bygger da ikke på at en skal rette sig efter den anden, fordi den ene har en mening om hvordan familie liv er... vil du leve resten af dit liv og bare rette dig efter ham, fordi du er bange for at han bliver rasende? Vise dine børn at far bestemmer og mor bare hopper og danser... og at det er ok at hvis man bare bliver gal, så har man ret? 
Der skal en SNAK omkring det eller skal du virkelig finde ud af om du vil leve med mand, der behandler dig på den måde.. Jeg sku ikke. 

Ja børnene elsker deres far og kommer med gaver. Det gør børn også til deres alkoholiske og fysisk misbrugende forældre. Børn er ultra loyale overfor mor og far. 

Men at han siger til børnene at "så kan de ikke komme med til København" og hvad han ellers siger, det er da i kæmpe høj grad noget der påvirker dem og går udover dem. Også selvom de ikke viser det direkte. Vær sikker på det. 

Og hvorfor er det overhovedet en trussel for dig at han vil lave "konsekvenser" i form af selv at gøre noget alene med ungerne? Det er sgu da kun positivt hvis de kan gøre noget med jer hver især uden i altid skal være sammen allesammen. Jeg havde sagt "go ahead, det vil ungerne da nyde!". 

Lige nu viser du dine børn at det er ok at blive trynet af sin mand og at man i øvrigt skal makke ret for fredens skyld og man absolut bare skal give afkald på sine egne meninger, ønsker og behov hvis partneren dikterer det. 

Synes du dine børn skal finde sådan et forhold i fremtiden? For lige nu ser de at det er sådan det skal være. 

Du tror der er noget sandhed i hans ord bare fordi han reagerer så kraftigt. Har du overvejet at hans ord ikke er den endelige sandhed og han kan tage kamp alvorligt fejl? Bare fordi man kan råbe højt, betyder det ikke man har ret. 

Anonym skriver:

Ja, du har ret, men så svigter jeg jo ham. Og børnene er selvfølgelig det vigtigste men hvis det kan skabe fred og ro herhjemme ved at gøre som han har det bedst med, så er det også i børnenes tarv vel?? 

 

Han er en voksen mand... lad ham føle sig svigtet... 

Dit ansvar er dine børn, ikke at din mand føler sig overset. 
Udfra hvad du skriver, er han kontrollerende og ser dig som en han bare kan bestemme over.. Du lever jo i et fængsel, du har det dårligt, du har det dårligt over for dine børn.. og din mand. Du tager alle tingene på dine skuldre og det skal du ikke. 

hvis han bliver tøsefornærmet, må du tager aktion. Du må sætte foden ned og sige stop. og hvis det ikke virker, ja så ville jeg nok tage hen til familie eller venner. 

Anonym skriver:

Tænker ikke, at de tænker sådan om ham?! De elsker ham over alt på jorden! De kommer tit med hjemmelavet gaver til ham, giver ham knus osv. Derfor kan jeg også blive i tvivl hvorvidt jeg er den “onde” her??!! Lige nu er der ikke noget.

de hygger sig med film inde i stuen..

Du er ikke den onde, du er den svage. for du lader ham trække dig rundt.. han siger hop og du siger hvor højt... 
Jeg tror ikke de ser ham som ond, men de oplever at far råber og mor siger noget, og så ændrer det sig, fordi far siger nej. 

De kan sagtens elske dig deres far, fordi de er børn og ved ikke præcis hvad det er far gør, udover at far er sur, og de ikke kom i svømmehallen. 
Du svigter dine børn, fordi du ikke siger fra. 

Hvorfor er det et problem at han bliver rasende? Hans følelser og vrede er vel primært hans eget problem og ikke dit - når de er baseret på urimelig krav som dem han fremsætter her?

Og ja, selvfølgelig elsker børnene deres far. Det gør børn der bliver mishandlet af deres forældre også - sat på spidsen - og det gør jo ikke forældrene til gode forældre af den grund! 

Jeg tænker at du vil have rigtig godt af noget hjælp til at finde ud af, hvorfor du tillader dig selv at leve i et forhold som det du beskriver. Det lyder enormt bekymrende.

Jeg er ked af at sige det, men fortsætter du i det der så er du medvirkende til at skade dine egne børn (endnu mere). Du forsvare ham hele tiden indirekte, og tror det er dig den er gal med. Kom væk. Red dig selv. Og dine børn. Det er meget usundt det der. En anden ting, hvorfor tillader du at han ‘truer’ børnene med “at så kommer de ikke med” osv?

Anonym skriver:

Han siger også til børnene direkte at de ikke skal forvente at komme med til København i sommerferien eller at han vil hente f.eks vores søn i børnehaven. 
Konsekvensen er at han ikke vil hjælpe mig eller kan finde på noget at lave uden mig med børnene selvom han ved, at jeg vil den pågældende ting/aktivitet. Altså han vil efter mine øjne “straffe” mig. 
Men han bliver rasende når jeg siger at jeg føler mig fanget og straffet. At jeg ikke må bestemme hvad jeg har lyst til. 
Ergo kan vi kun de ting vi har lyst til når far ikke er hjemme kan jeg regne ud... 

Jeg tror jeg ville tænke over hvad det er for et forhold mine børn vokser op i. Hvad er det for værdier man giver sine børn med i voksenlivet når de igennem en barndom er vokset op med at hvis man ikke gør som Far siger kommer vi ikke til københavn. Stakkels lille barn der pludselig bliver i tvivl i børnehaven om jeg mon bliver hentet i dag.. 

Det er ikke ok det han gør - det er psykisk vold. Du har valgt ham til men nu må du være den voksne i det her forhold for jeres børns skyld.

Og hvordan kan du overhoved være i tvivl om du er gal på den, du har fået så mange fine svar i denne tråd. Måske er tiden moden til lidt parterapi.