mavefornemmelse om retningslinjer i børnehave

Jeg er selv ret tryg ved at sende børnene afsted i børnehave hos os, men jeg har heller ikke indtryk af, at de håndterer sagen på den der måde.

Jeg synes det lyder fuldkommen uacceptabelt, at man som treårig skal tage stilling til, om man er for tæt på hinanden, og om man må eller ikke må give krammere. Mit indtryk er, at i vores børnehave bliver der vasket hænder, de er inddelt i mindre grupper, og de leger - følger retningslinjerne, og så snakker vi ikke mere om det. Jeg har ikke hørt mine børn tale om det overhovedet. I min verden er det helt skørt at små hoveder skal forholde sig til smitterisiko, pandemier, retningslinjer osv. Det er søreme de voksnes ansvar.

Jeg synes ikke sundhedsstyrelsen har været utydelige. Jeg har mange gange hørt det nævnt, at retningslinjerne er til børn - ikke til voksne. Og at det er taget med i beregningerne for smitterisiko, at børn er børn.

Jeg ville ikke tøve et sekund med at gå til ledelsen. 

herhjemme taler vi om at det er trælst man ikke må kysse og kramme sine venner som man plejer - men at det så er godt vi har hinanden at kramme.

Vi har også snakket om at det ikke er slemt, hvis man glemmer det med afstanden fordi man leger godt eller har savnet en ven - så skal de voksne nok hjælpe en med at huske det igen. 

Men det har ikke været noget vi har talt meget om - hverken på vores eller børnenes opfordring. 

Men synes også det virker afslappet i vores børnehave - synes faktisk det er lidt skræmmende hvor forskelligt de samme retningslinjer læses, tolkes og udføres i forskellige institutioner. Har hørt om børnehaver hvor alt overtøj skal med hjem og vaskes hver dag - og hørte samtidig en ekspert fra sundhedsstyrelsen udtale til radioen at forældre der vaskede deres barns overtøj hver dag overreagerede og at tøjet ikke udgjorde nogen stor risiko.

Anonym skriver:

Jeg er helt enig, det må være svært  Vi kan desværre ikke holde hjemme, da vi begge arbejder i butik.. 

Jeg er bare mega nysgerrig på, om det virkelig er sådan alle steder, er det virkelig bare den nye virkelighed, man skal vænne sig til.. 

Sådan er det i hvert fald ikke i vores børnehave. Der er omsorg og nærhed stadig i fokus, og der er altid en hånd eller arm til børnene. Hos os er børnene inddelt i mindre grupper, men inden for den gruppe må de tumle så meget de vil og bliver ikke bedt om at holde afstand til hverken hinanden eller pædagogerne.

Hvis nogle af vores pædagoger er utrygge, er de meget gode til at skjule det. Jeg er faktisk meget imponeret over deres overskud. Der er endda overskud til at lave små justeringer i dagligdagen for at tilpasse sig, hvis nogle af børnene har nogle udfordringer, som min søn havde.

I morges da jeg afleverede min søn løb han hen i armene på hans yndlings pædagog og fik en krammer og en svingtur. 
Jeg oplever at omsorgen fortsat er til stede og at børnene generelt har det godt. Men min søn, og mange andre børn, reagerer på de forskellige tiltag som fx. Hyppig håndvask, afskærmede områder og at de ikke må lege med alt legetøjet. Det mærker min søn helt klart og er utryg ved det nye. 

men jeg så nogle grupper her den anden dag ude at gå med nogle pædagoger hvor de holdte k hånden osv. 

Anonym skriver:

Jeg forstår også godt at de er bange - men det er fordi stemningen er kørt fuldstændigt vanvittigt op..? Det er en kæmpe overreaktion.

Der var 29 børn der døde af influenza i 1917-18. Ingen konsekvenser .... Og hvad skulle alternativet være til at åbne op..? At være i karantæne til der er en vaccine...? Det er ikke en holdbar løsning. Man skræmmer folk til at makke ret først - for så at have gjort dem så bange at børnene behandles med afstand og uden nærvær når man lukker op. 

https://www.bt.dk/samfund/i-2018-doede-29-boern-i-dansk-epidemi-intet-blev-lukket-ned

De er bange for selv at blive alvorligt syge også. Og mange har slet ikke lyst til at tage chancen. Sundhedsfaglige har masker og visir på også ved alm. sygdom og tilskadekomne. De har ingenting og det kan smitte uden at et barn har symptomer. Jeg havde heller ikke været tryg. Og du eller andre kan jo ikke bestemme hvad trygt er for dem.

Anonym skriver:

Hej alle, 

Jeg har simpelthen en dårlig fornemmelse i maven om min søns børnehave. Han er lige fyldt 3 og startede i februar. De er få børn samlet om dagen til 2/3 forskellige pædagoger, så lige der, er det jo helt fint. Min søn er nu begyndt at sige nogle ting, som jeg synes er lidt voldsomt for en på 3 år. Han siger blandt andet; "du skal fjerne dit hoved, det er for tæt på", "Man må ikke kramme nogle" og "du er for tæt på mig, du skal gå væk". Når chancen har budt sig, har jeg stillet spørgsmål til de ting, han fortæller om, og han fortæller også, at man ikke må få et kram af X (pædagog), hvis man er ked af det.

Vi vælger så at spørge en af pædagogerne om deres retningslinjer og hvad de gør i forskellige situation. Pædagogen fortæller, at han gerne giver kram, for det er jo små børn. Men han fortæller også, at der er nogle dernede, som er mere strikse med afstand. Desværre stopper den her mandlige pædagog snart, og jeg tænker så nu, at min søn bliver ladt tilbage med den/de pædagoger, som er strikse med afstand. Jeg ved reelt ikke, hvad der sker bag de lukkede døre, men jeg har en dårlig mavefornemmelse. Specielt den ene af pædagogerne er sådan meget fjern i det og virker ofte lidt træt af det hele.

Jeg er nervøs for, om situationen bliver ved i lang tid, og min søn så ikke kan få den omsorg, små børn har brug for i længere tid. Men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved det.. Hvad havde I gjort?

Av der har lige været et artikel fra Magrethe Bruuns Hansen om at holde sine børn hjemme

- Det er ingen måde i orden den måde din søn bliver snakket til! - Hvad vi siger til vores børn til de er 6 år er 100% en sandhed - Sikkert noget at ha i sit hoved når man er 3 år!

snak med lederen i morgen og sige at Du ikke synes dette er i orden fordi det er det ikke!

stakkels lille mand 

ønskebørn74 skriver:

De er bange for selv at blive alvorligt syge også. Og mange har slet ikke lyst til at tage chancen. Sundhedsfaglige har masker og visir på også ved alm. sygdom og tilskadekomne. De har ingenting og det kan smitte uden at et barn har symptomer. Jeg havde heller ikke været tryg. Og du eller andre kan jo ikke bestemme hvad trygt er for dem.

Enig det skal jeg bestemt ikke bestemme. Min pointe er blot af der i medierne har været kørt et meget skræmmende og opkørt billede af Covid-19. Det er i høj grad dette, der gør folk bange. Der har ikke været en dag uden sensationsoverskrifter. 
Det er virkelig synd at folk først skræmmes og så forventer man med ro i maven at folk går på arbejde.

Det er jo ikke et alternativ at vi alle er hjemme i et år uden legeaftaler eller besøg overhoved. Så hele den retorik der har været synes jeg har skadet ufattelig meget og skabt angst.

Herhjemme beholder vi den yngste hjemme, der går i børnehave. Der er ingen tvivl om at lige nu handler det mere om retningslinjer end egentlig pædagogisk arbejde. Ikke at jeg klandrer pædagogerne, for hvad kan de ellers? Men så længe vi har mulighed for det er det, det vi gør. 

Hej

Personligt, så har jeg i denne corona situation, været rigtig meget i tvivl om, hvad og hvor meget, jeg kan tillade mig at "brokke" mig over. For jeg ved jo godt, at alle har måtte betale en eller anden form for pris og jeg ved også godt, at det måske ikke er alt det pædagogiske personale, der er lige trygge ved situationen. Det har jeg sådan set fuld forståelse for.

Men oven i dette, så er jeg bare blevet sådan i tvivl om, hvornår jeg skal gribe ind og sige, at det simpelthen ikke kan være rigtigt. Jeg føler mig egentlig ikke bange over at skulle aflevere min søn i børnehaven som sådan med alle de nye retningslinjer. Jeg frygter ikke, om den daglige omsorg for børnene er forsvundet eller noget. Men - nu kommer problemet - min søn står over for et stueskift lige om lidt. 

Han har en bedste ven, og de to har nærmest været uadskillelige. Så begyndte han endelig at lege med to drenge. Men så fik de to drenge lov til, på samme tid, at skifte stue til de store børnehavebørn. Så havde han igen kun én rigtig ven. Og det er jo dejligt, at han har hende, men det er også bare lidt sårbart og de to drenge legede han rigtig godt med og han udviklede sig også sammen med dem. Så var det meningen, at han skulle tilbage i børnehave i denne uge, så han kunne nå at lege med hans ven, inden de begge skulle skifte stue (og det er to forskellige stuer). Men så fik jeg at vide, at hun før tid er rykket ned i den anden ende og hvis jeg skulle sende ham afsted, så ville han have mistet sine venner og kun kunne være sammen med nogle, som han slet ikke normalt leger sammen med.

Og det vil jeg ikke byde ham - OVEN i alle de nye retningslinjer, der er. Lige den del synes jeg simpelthen er så uretfærdig og uværdig for mit barn. Alle taler om, at deres børn synes det er rart at se sine venner igen. Men mit barn kommer jo ikke til at se sine venner. Hans venner er blevet flået væk fra ham uden mulighed for at sige farvel eller vinke til hinanden på legepladsen. Og til dem, der synes, det lyder dramatisk. Jeg er klar over, at de jo ikke har gjort det med vilje. Men lad os være ærlige - i praksis er det jo altså det, der er sket.

Og jeg spekulerer og spekulerer... er det fordi, vi har sådan nogle børn, der bare altid falder i ét med tapetet? I ved, der er nogle børn, der er gode til at gøre opmærksom på sig selv. Der er nogle børn, hvor det sociale bare ligger så naturligt til dem og hvor det dermed ikke er til diskussion, hvem de skal være i legegruppe med og så er der dem til sidst, man ikke ved, hvor man skal placere - de kommer til at være der, hvor der er plads, med beskeden "ja, vi kan godt forstå dig, men det er sindssygt svært og vi skulle have puslespillet til at gå op".

Eller er det netop, at jeg, som forælder, skal være bedre til at "råbe op", når noget er uretfærdigt/uværdigt for mit barn? 

Og som tidligere nævnt, så ved jeg godt, at der er et puslespil, der skal gå op og at alle skal yde en ekstra indsats, men for hvilken pris? Skal jeg bare makke ret som en eller anden soldat (det ville jo være umiddelbart det letteste), men der er bare nogle undervejs, der bliver tabt på gulvet, og jeg kan ikke se det urimelige i (det er jeg kommet frem til), at jeg gerne må, så at sige, "klage" over deres måde at håndtere det på. For jeg kan jo også bare se, at hele denne situation altså trods alt bliver håndteret forskelligt i forskellige institutioner, selvfølgelig med retningslinjerne som fællesnævner. 

Men jeg er bare træt af hele tiden at se på andre, hvis børn ikke har mistet deres venner. At deres vennerelationer bliver tilgodeset. Jeg føler lidt, at det er os, der betaler en pris, hver gang der er et puslespil, der skal gå op 

Hej

Personligt, så har jeg i denne corona situation, været rigtig meget i tvivl om, hvad og hvor meget, jeg kan tillade mig at "brokke" mig over. For jeg ved jo godt, at alle har måtte betale en eller anden form for pris og jeg ved også godt, at det måske ikke er alt det pædagogiske personale, der er lige trygge ved situationen. Det har jeg sådan set fuld forståelse for.

Men oven i dette, så er jeg bare blevet sådan i tvivl om, hvornår jeg skal gribe ind og sige, at det simpelthen ikke kan være rigtigt. Jeg føler mig egentlig ikke bange over at skulle aflevere min søn i børnehaven som sådan med alle de nye retningslinjer. Jeg frygter ikke, om den daglige omsorg for børnene er forsvundet eller noget. Men - nu kommer problemet - min søn står over for et stueskift lige om lidt. 

Han har en bedste ven, og de to har nærmest været uadskillelige. Så begyndte han endelig at lege med to drenge. Men så fik de to drenge lov til, på samme tid, at skifte stue til de store børnehavebørn. Så havde han igen kun én rigtig ven. Og det er jo dejligt, at han har hende, men det er også bare lidt sårbart og de to drenge legede han rigtig godt med og han udviklede sig også sammen med dem. Så var det meningen, at han skulle tilbage i børnehave i denne uge, så han kunne nå at lege med hans ven, inden de begge skulle skifte stue (og det er to forskellige stuer). Men så fik jeg at vide, at hun før tid er rykket ned i den anden ende og hvis jeg skulle sende ham afsted, så ville han have mistet sine venner og kun kunne være sammen med nogle, som han slet ikke normalt leger sammen med.

Og det vil jeg ikke byde ham - OVEN i alle de nye retningslinjer, der er. Lige den del synes jeg simpelthen er så uretfærdig og uværdig for mit barn. Alle taler om, at deres børn synes det er rart at se sine venner igen. Men mit barn kommer jo ikke til at se sine venner. Hans venner er blevet flået væk fra ham uden mulighed for at sige farvel eller vinke til hinanden på legepladsen. Og til dem, der synes, det lyder dramatisk. Jeg er klar over, at de jo ikke har gjort det med vilje. Men lad os være ærlige - i praksis er det jo altså det, der er sket.

Og jeg spekulerer og spekulerer... er det fordi, vi har sådan nogle børn, der bare altid falder i ét med tapetet? I ved, der er nogle børn, der er gode til at gøre opmærksom på sig selv. Der er nogle børn, hvor det sociale bare ligger så naturligt til dem og hvor det dermed ikke er til diskussion, hvem de skal være i legegruppe med og så er der dem til sidst, man ikke ved, hvor man skal placere - de kommer til at være der, hvor der er plads, med beskeden "ja, vi kan godt forstå dig, men det er sindssygt svært og vi skulle have puslespillet til at gå op".

Eller er det netop, at jeg, som forælder, skal være bedre til at "råbe op", når noget er uretfærdigt/uværdigt for mit barn? 

Og som tidligere nævnt, så ved jeg godt, at der er et puslespil, der skal gå op og at alle skal yde en ekstra indsats, men for hvilken pris? Skal jeg bare makke ret som en eller anden soldat (det ville jo være umiddelbart det letteste), men der er bare nogle undervejs, der bliver tabt på gulvet, og jeg kan ikke se det urimelige i (det er jeg kommet frem til), at jeg gerne må, så at sige, "klage" over deres måde at håndtere det på. For jeg kan jo også bare se, at hele denne situation altså trods alt bliver håndteret forskelligt i forskellige institutioner, selvfølgelig med retningslinjerne som fællesnævner. 

Men jeg er bare træt af hele tiden at se på andre, hvis børn ikke har mistet deres venner. At deres vennerelationer bliver tilgodeset. Jeg føler lidt, at det er os, der betaler en pris, hver gang der er et puslespil, der skal gå op 

Jeg har været sammen med en gruppe børn som normalt ikke leger sammen. Jeg ser det ikke som uværdigt, vi har været sammen hele ugen og så er det jo stadig min opgave at hjælpe/guide/lege osv.

den lille drengegruppe på 5 børn jeg var sammen med fik noget godt sammen. Vi havde nogle super gode lege og ture. Jeg hørte den ene dreng fortælle sin mor at han har fået en ny ven. Hvor er det fedt at børnene har fundet ud af at andre børn (end lige dem man leger med) også kan indeholde noget spændende og godt. Så ligefrem uværdigt tænker jeg er en følelse som dit barn måske slet ikke føler, selvom han kan nok er ærgelig over bedstevennen ikke er der. 

jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at sammensætte en gruppe børn sådan at der var fire 5- årige og så en tre årige som den sidste i gruppen og lignende, men det kan blive svært at lave grupperne således at alle har deres 3 bedste venner. For de her grupper skal dækkes af den samme voksne og det bliver svært hvis et barn i gruppen møder 6.30 til 14 hver dag og et andet 10-17. Medmindre man skal arbejde 6.30-17 hver dag.

så tidsrummet børnene bliver afleveret i har også betydning men selvfølgelig skal det kunne forsvares. Altså det skal stadig være sådan at vi kan se det enkelte barn trives i gruppen.

trives dit barn ikke i det eller synes du det er synd for dit barn at bedstevennen ikke er der?