Far hjælper ikke til.

noder1 skriver:

Sjovt, jeg læser det slet ikke som om, at TS står og overvåger og er parat til at tage over, så far slet ikke får en chance.

 

For mig lyder det enormt forudindtaget at de fleste med det samme “forsvarer” far og mener, at det er TS’ skyld, at han giver op. Der er jo også den mulighed, at han ikke gider bruge tiden på at putte - eller trøste for den sags skyld.

 

Som mor må det da være frustrerende at føle, at man står alene med det hele. Og ja, selvfølgelig må far da blive frustreret over, at det er svært at putte, men denne frustration skal da ikke være tydelig - det kan barnet da også mærke.

 

Nogen gange er kvinder simpelthen så gode til at bebrejde hinanden. 

“men hvis jeg så lader ham overtage så kan jeg fornemme og sommetider høre hans utilfredshed.”

kan ikke helt se at der er tale om forudintagethed? Ts tager over fordi det trækker i hende at høre en utilfreds datter. Hun beskriver at hun giver råd og er til stede når far prøver st putte. I mine øre lyder det som en førstegangsmor (som mange) der kan have svært ved ikke at ende i “jeg ved bedst”. 

Tjullehej skriver:

“men hvis jeg så lader ham overtage så kan jeg fornemme og sommetider høre hans utilfredshed.”

kan ikke helt se at der er tale om forudintagethed? Ts tager over fordi det trækker i hende at høre en utilfreds datter. Hun beskriver at hun giver råd og er til stede når far prøver st putte. I mine øre lyder det som en førstegangsmor (som mange) der kan have svært ved ikke at ende i “jeg ved bedst”. 

Hun skriver at hun kan fornemme og høre HANS utilfredshed, altså faderens. Jeg er helt enig i, at flere mødre (og det er jo bestemt ikke kun førstegangsmødre) kan have en tendens til at tro, at de både kan og ved mere end far. Men der er jo også nogen, der bliver sådan, fordi far ikke kan tage ansvar.

For god ordens skyld bør jeg lige nævne, at min mand altid har taget del i alt vedrørende vores barn. Jeg har til gengæld flere veninder, der står alene med ansvaret og hænger fast i den rolle, fordi fædrene åbenlyst viser børnene, at de bliver irriterede/frustrerede, hvis nu de små ikke lige gør, hvad fædrene håber/forventer.

Bvadr skriver:

Jeg ved ikke om mit svar er et af dem du hentyder til, men for mig handler det ikke om at man ikke må være frustreret over at stå alene med det hele. Det synes jeg tværtimod i den grad er noget man skal brokke sig over, og kræve ændringer på. Men hvis man ikke lader den anden forælder gøre tingene på sin måde er det altså dømt til at gå galt. Og i dette tilfælde er der tale om en mor der ligefrem synes det er synd for barnet at far ikke er så entusiastisk som hende selv i putningen. Det virker efter min mening overbeskyttende og konfliktoptrappende. Man er simpelthen nødt til at lade den anden forælder gøre tingene på sin måde, og holde sin holdning til det for sig selv. Og det gør man ikke hvis man ikke trækker sig lidt tilbage. Det er en dans hvor den ene skal træde væk for at den anden kan træde til.

Jeg læser det nu sådan, at far ikke kan skjule sin frustration over for barnet, hvorfor mor føler sig nødsaget til at træde til. Og det er da ikke i orden.

noder1 skriver:

Jeg læser det nu sådan, at far ikke kan skjule sin frustration over for barnet, hvorfor mor føler sig nødsaget til at træde til. Og det er da ikke i orden.

Ja, men hvis mor nu trådte ud af billedet og gik en lang tur så far får lov at gøre tingene på sin egen måde uden råd og vejledning fra mor. Så vil frustrationen også forsvinde hos ham 

AnoMor skriver:

Ja, men hvis mor nu trådte ud af billedet og gik en lang tur så far får lov at gøre tingene på sin egen måde uden råd og vejledning fra mor. Så vil frustrationen også forsvinde hos ham 

Det var da en noget skråsikker udmelding. 

noder1 skriver:

Jeg læser det nu sådan, at far ikke kan skjule sin frustration over for barnet, hvorfor mor føler sig nødsaget til at træde til. Og det er da ikke i orden.

Hvorfor er det nu ikke i orden at ens barn mærker ens frustration? Det er da ikke skadeligt på nogen måde. Man kan godt være der for sit barn og rumme dets følelser selvom det frustrerer én at være i situationen. Det er helt naturligt og sundt at have følelser, og dem skal man da ikke gemme væk bare fordi man er forælder. Hvis barnet bliver vant til at der aldrig kommer en reaktion/grænsesætning fra forældrene, så vil det helt naturligt blive grænsesøgende i sin adfærd når det bliver lidt større. Og det vil få et chok når andre voksne, der ikke er forblændede af kærlighed til det ligesom forældrene, behandler det knap så blødsødent.

Det var da en noget skråsikker udmelding. 

Men det er vel ikke mere skråsikkert end at  sige at det ikke er tilfældet. Personligt har jeg set rigtig mange kvinder dominere og tage over. Jeg har endda oplevet en førstegangsmor der hele tiden gav råd til faren, som altså havde to børn fra tidligere.

Det er ikke en lang ude hypotese at ts måske kigger for meget over skuldrene. Hun fornemmer han bliver utilfreds når hun tager over. Det er altså ikke en mand der ikke gider barnet og let giver op.. hans utilfredshed skyldes med stor sandsynlighed, at der bliver taget over og sikker kombineret følelser med ikke at slå til. Der er rigtig mange mænd der kunne komme ind i kampen, hvis konen gav mere plads.    Faktisk synes jeg det er fåtallet af de fædre jeg kender der er dovne og uinteresserede i deres børn.  

Bvadr skriver:

Hvorfor er det nu ikke i orden at ens barn mærker ens frustration? Det er da ikke skadeligt på nogen måde. Man kan godt være der for sit barn og rumme dets følelser selvom det frustrerer én at være i situationen. Det er helt naturligt og sundt at have følelser, og dem skal man da ikke gemme væk bare fordi man er forælder. Hvis barnet bliver vant til at der aldrig kommer en reaktion/grænsesætning fra forældrene, så vil det helt naturligt blive grænsesøgende i sin adfærd når det bliver lidt større. Og det vil få et chok når andre voksne, der ikke er forblændede af kærlighed til det ligesom forældrene, behandler det knap så blødsødent.

Fordi barnet er 5 måneder... Børn må selvfølgelig gerne se/mærke at forældre kan blive frustrerede - men ikke når de er så små. Som udgangspunkt ved vi jo heller ikke hvad der er op og ned i dette, når TS ikke uddyber det. Jeg tænker bare, at far må udvise en adfærd, som hun i hvert fald ikke synes er i orden, eftersom hun vælger at skrive herinde. 

Tjullehej skriver:

Men det er vel ikke mere skråsikkert end at  sige at det ikke er tilfældet. Personligt har jeg set rigtig mange kvinder dominere og tage over. Jeg har endda oplevet en førstegangsmor der hele tiden gav råd til faren, som altså havde to børn fra tidligere.

Det er ikke en lang ude hypotese at ts måske kigger for meget over skuldrene. Hun fornemmer han bliver utilfreds når hun tager over. Det er altså ikke en mand der ikke gider barnet og let giver op.. hans utilfredshed skyldes med stor sandsynlighed, at der bliver taget over og sikker kombineret følelser med ikke at slå til. Der er rigtig mange mænd der kunne komme ind i kampen, hvis konen gav mere plads.    Faktisk synes jeg det er fåtallet af de fædre jeg kender der er dovne og uinteresserede i deres børn.  

Hvem siger, at det ikke er tilfældet? Jeg skriver kun hvordan JEG læser det TS skriver.  Altså er det subjektivt...

Jeg er helt med på, at mange kvinder kan være for meget - men derfor behøver det ikke at være tilfældet her.

noder1 skriver:

Fordi barnet er 5 måneder... Børn må selvfølgelig gerne se/mærke at forældre kan blive frustrerede - men ikke når de er så små. Som udgangspunkt ved vi jo heller ikke hvad der er op og ned i dette, når TS ikke uddyber det. Jeg tænker bare, at far må udvise en adfærd, som hun i hvert fald ikke synes er i orden, eftersom hun vælger at skrive herinde. 

 

 

Det synes jeg er en underlig regel. Og må blankt erkende at jeg aldrig har hørt om den fra nogen fagpersoner. Hverken læge, sundhedsplejerske, jordemødre eller andet. Må jeg spørge hvad du bygger din påstand på?

Jeg tænker bestemt også at det handler om at hun mener at faren gør noget der ikke er okay. Jeg og flere andre er så bare uenige i at det er faren der er galt på den i den konkrete situation der beskrives. Hun skriver jo også at hun føler sig usikker i morrollen, så det tyder for mig at se på at hun tror at forældreskab handler om at lade barnet styre hverdagen - for eksempel hvor lang tid der skal bruges på putning. Måske går hun ind for ifavnsk tilgang, og faren ikke gør. Det kan hurtigt give konflikter, fordi det er to forskellige tilgange til det at være forælder som i bund og grund er uforenelige. Jeg ville aldrig kunne få  børn sammen med nogen der gerne vil gøre tingene på den måde, på trods af at jeg selv har visse elementer af ifanvnskhed i min tilgang til min søn. Det var et sidespor, for jeg ved jo ikke om personen i dette tilfælde rent faktisk er ifavnsk. Det kunne bare godt lyde lidt sådan synes jeg.