Far hjælper ikke til.

xStinepigen skriver:

Det er præcis samme situation her. Vores fællesbarn er bare 10 måneder. Indenfor de sidste 2 måneder har han dog gjort det to gange, og har faktisk haft hende med hjemme ved sin familie at sove 1 gang. Måske din mand får mere mod på det, når jeres også bliver lidt ældre? Men man er nødt til at give dem lov også. Jer kan jeg godt se. Hvis jeg er her, giver han bare op i stedet for at forsøge. Selvom han nu har haft to succes oplevelser med det, gider han stadig ikke, når jeg er der. 

Jeg stiller lige et forsigtigt spørgsmål.  

Du skriver "han gider ikke prøve når jeg er der".. hvordan kan det være at det er en mulighed ikke at "gide"?  Har du prøvet at sige "det kan godt være, men du har ikke noget valg. Jeg har haft aben heeeeele dagen og kæmpet med trøst og putning flere gange. Nu er det altså din tur.." 

Det kan godt være du har gjort det, jeg undrer mig bare over at faderen har muligheden for bare at melde pas på den slags. I sær hvis moderen reelt gerne vil have at han deltager i den del af "festen".  

Gå en lang tur. Lad far lære sit barn at kende og omvendt. Hun går ikke i stykker af at græde og blive trøstet kærligt og trygt af sin far, selvom du ikke er der eller selvom du synes din måde er bedre.

Lad være med at italesætte en voksen mands deltagelse i eget familieliv som “at hjælpe til”. I er to ligeværdige voksne - ikke mor og medhjælper. God fornøjelse.

Men det virker jo tydeligvis ikke at vugge, så prøv en af fars 100 strategier.

Jeg synes også det lyder som om du har den der "mor ved bedst", så giv din kæreste en chance 

Når det er sagt er det altså også altid mig der trøster her, altid mig der putter, tager mig af dem når de er syge og tager dem om natten, så sådan fungere det altså også i nogle familier og nogle (især mænd) er bare ikke så meget til små børn. (men hvis du har brug for det, skal han self. Også på banen, ellers kommer det nok med alderen )

Jeg kan 100% sætte mig ind i det. Vi har en datter der heller ikke rigtig sov de første mange måneder. Og selvom det kan være ret svært for mor at give slip og lade far overtage, så er det bare det der skal til nogle gange. Jeg var også ret frustreret over min mand ikke kunne finde ud af det og jeg vidste jo hvad der kunne hjælpe fordi jeg var sammen med hende hele tiden. Men jeg tog fejl, for selvfølgelig kunne min mand finde ud af det, han fandt sin egen metode som virkede og selvom det var en kamel at sluge for moren her, så tog jeg nogle af de ting som han gjorde til mig, for de virkede bare.

Alle forældre bliver frustreret når barnet græder og bare ikke kan falde i søvn, men i er nød til at samarbejde omkring det Du skal ikke dunkes oveni hovedet, for jeg tror de fleste mødre har det som du, fordi de er barnets mor 

MT_2011 skriver:

Jeg kan 100% sætte mig ind i det. Vi har en datter der heller ikke rigtig sov de første mange måneder. Og selvom det kan være ret svært for mor at give slip og lade far overtage, så er det bare det der skal til nogle gange. Jeg var også ret frustreret over min mand ikke kunne finde ud af det og jeg vidste jo hvad der kunne hjælpe fordi jeg var sammen med hende hele tiden. Men jeg tog fejl, for selvfølgelig kunne min mand finde ud af det, han fandt sin egen metode som virkede og selvom det var en kamel at sluge for moren her, så tog jeg nogle af de ting som han gjorde til mig, for de virkede bare.

Alle forældre bliver frustreret når barnet græder og bare ikke kan falde i søvn, men i er nød til at samarbejde omkring det Du skal ikke dunkes oveni hovedet, for jeg tror de fleste mødre har det som du, fordi de er barnets mor 

Ja —- og han er barnets far. Ikke at forklejne. Og der er ikke noget der er bedre eller ringere. 
det er to ligeværdige mennesker der sammen løfter forældrerollen.

mor er ikke altid bedst eller ved bedst.

Anonym skriver:

Øv, jeg har bare brug for at møde andre kvinder som står i samme situation som mig, det er virkelig ulideligt at føle sig som den eneste. 
kort og godt- min mand hjælper ikke rigtig til med vores fælles barn. Hun er snart 5 måneder og han har ALDRIG hverken trøstet eller puttet. Når det så er sagt så er jeg heller ikke den bedste til at lade ham gøre det, men det lyser ud af ham at han ikke gider og derfor tager jeg over  , vores barn har altid haft svært ved at finde ro og jeg har ofte brugt 2 timer på at få hende til at sove, nogle gange 4. Hun skal vugges og jeg har prøvet alt men det eneste der virker om aften er at vugge. Min mand er typen der opgiver efter 5 min og prøver hundrede forskellige strategier.

, selvom jeg prøver at råde ham. Jeg er en frustreret førstegangs mor som føler mig alene.

Puha. Det lyder hårdt, at du er så meget på. Har I nogensinde snakket om det? 

jeg tænker også, du skal prøve gå en tur eller gå væk, så har han ikke muligheden for at sige, at han ikke gider, du tager ikke for hurtigt over osv. 

måske handler det om usikkerhed? eller noget helt andet? Derfor tænker jeg, at det er en rigtigt god ide at snakke om det. 

jeg forstår dog ikke, at han har muligheden for at “give op”/du tager over. Lad ham prøve selv og du kan måske få lidt luft! 

stop med at give råd, lad ham få sine egne erfaringer selv. Han er jo også barnets far. 

jeg ved godt for mig selv, at det er svært ikke tage over, men nogle gange ved mor ikke bedst - måske finder han ud af noget andet. 

Jeg håber, han kommer mere på banen, så du ikke skal føle dig alene 

Jeg kan godt forstår hvis din mand har opgive der er ikke noget værre end når et andre mennsker øjne i nakken og overtager   det man har gang i fordi   personen ikke mener man gør det godt nok. For hvis jeg skal værre helt ærlig så er jeg sikker på   han genre vil men du giv ham ikke mange chance du blev nød til at lad far kom til så de kan lære hendeandre at kende lad ham står for putten i en periode og lad ham gør det på hans måde og det gælder også når hun er ked hvis du ikke kan lad vær med at blade dig så gå en tur for det er den enste måde far kan få tro tilbage på

Jeg er meget enig i de andre svar der er blevet skrevet. Der er dog noget som jeg kan se der endnu ikke er blevet kommenteret på, nemlig det dér med at du synes det er "synd for jeres datter" at far bliver frustreret. Ja undskyld, men havde det været min partner og medforælder der sagde sådan, så ville jeg godt nok have haft lyst til at klappe personen én. Det er efter min mening en reaktion der er ude af proportioner og faktisk direkte uforskammet. At  du har lyst til at bruge op til fire timer på at putte uden at kny er på ingen måde ensbetydende med at din partner skal have det på samme måde! Herregud, forældre er også mennesker, og vi må gerne blive frustrerede over at vores børn ikke gider falde i søvn. Det kan aldrig blive synd for barnet medmindre man bliver decideret aggressiv i sin opførsel, hvilket de fleste jo heldigvis evner at lade være med. Jeg er nysgerrig på om du mon har prøvet at vende situationen om og spørge dig selv om det måske er dig der har en uhensigtsmæssig indstilling til tingene? Jeg tager muligvis fejl, men det lyder for mig som om du viser dit barn kærlighed ved at lade hende sætte dagsordenen i stedet for selv at gøre det. At sætte grænser er blandt andet at sige stop når putteritualet ikke virker. At tage en timeout og prøve igen. At gå fra det grædende barn i et par minutter hvis man har brug for plads til lige at trække vejret og slappe af. Børn dør ikke af at skrige, og det er et misforstået hensyn til ens barn at gå på æggeskaller for at undgå at det skriger. At være en god forælder er også at passe på sig selv. Du skal lade din partner gøre tingene på sin egen måde i stedet for at stå parat til at tage over. Hvordan skal han ellers finde ud af hvad der virker for ham? Og så synes jeg du skal overveje selv at få noget hjælp til din ængstelighed. Én ting er hvor hæmmende det må være for dig selv at være så usikker på om du gør tingene godt nok, men det er slet ikke ok at trække din partner med ned i det som du gør lige nu. Han skal ikke gebærde sig efter hvordan  du mener han bør gøre. Han skal have lov til helt selv at finde sin egen vej i det medmindre han aktivt spørger om din hjælp til at finde ud af det. Lad ham være, og som de andre siger, gå en tur imens. Og overvej om du synes det er normalt (og optimalt) at man er nødt til at forlade et rum for ikke at blande sig. Jeg ville få hjælp til det hvis det var mig. 

Sjovt, jeg læser det slet ikke som om, at TS står og overvåger og er parat til at tage over, så far slet ikke får en chance.

For mig lyder det enormt forudindtaget at de fleste med det samme “forsvarer” far og mener, at det er TS’ skyld, at han giver op. Der er jo også den mulighed, at han ikke gider bruge tiden på at putte - eller trøste for den sags skyld.

Som mor må det da være frustrerende at føle, at man står alene med det hele. Og ja, selvfølgelig må far da blive frustreret over, at det er svært at putte, men denne frustration skal da ikke være tydelig - det kan barnet da også mærke.

Nogen gange er kvinder simpelthen så gode til at bebrejde hinanden. 

noder1 skriver:

Sjovt, jeg læser det slet ikke som om, at TS står og overvåger og er parat til at tage over, så far slet ikke får en chance.

 

For mig lyder det enormt forudindtaget at de fleste med det samme “forsvarer” far og mener, at det er TS’ skyld, at han giver op. Der er jo også den mulighed, at han ikke gider bruge tiden på at putte - eller trøste for den sags skyld.

 

Som mor må det da være frustrerende at føle, at man står alene med det hele. Og ja, selvfølgelig må far da blive frustreret over, at det er svært at putte, men denne frustration skal da ikke være tydelig - det kan barnet da også mærke.

 

Nogen gange er kvinder simpelthen så gode til at bebrejde hinanden. 

Jeg ved ikke om mit svar er et af dem du hentyder til, men for mig handler det ikke om at man ikke må være frustreret over at stå alene med det hele. Det synes jeg tværtimod i den grad er noget man skal brokke sig over, og kræve ændringer på. Men hvis man ikke lader den anden forælder gøre tingene på sin måde er det altså dømt til at gå galt. Og i dette tilfælde er der tale om en mor der ligefrem synes det er synd for barnet at far ikke er så entusiastisk som hende selv i putningen. Det virker efter min mening overbeskyttende og konfliktoptrappende. Man er simpelthen nødt til at lade den anden forælder gøre tingene på sin måde, og holde sin holdning til det for sig selv. Og det gør man ikke hvis man ikke trækker sig lidt tilbage. Det er en dans hvor den ene skal træde væk for at den anden kan træde til.