Nysgerrig - jeg ved ikke, om det er anderledes med MA end med vindæg, skal det lige siges. Men jeg havde en MA for nogle år siden, og der var ingen tegn på, at min krop fattede noget. En privat scanning viste, at fosteret var gået til i uge 9, men jeg var helt lukket til og havde stadig graviditetssymptomer.
Da jeg kom på sygehuset og fik tid til udskrabning, sagde de, at det var vigtigt at få det ud hurtigt, fordi der ellers var risiko for infektion. Passer det så ikke, eller er risikoen slet ikke så stor?
Jeg har selv haft MA med tvillinger. Og Graviditeter uden for livmoderen.
Her fik jeg at vide, at de fleste kroppe ville klare det selv. Der kunne bare gå flere måneder... som i mange.
Ved GUL tager man ikke chancer, da det netop kan blive livstruende meget akut (inden for minutter).
2 af mine “GULE” klarede kroppen selv. (blev fulgt med blodprøver der faldt langsomt) Den sidste fik jeg cellegift mod, da HCG steg ganske langsomt hele tiden og blev ved.
Min MA med tvillinger endte i en abort, da det pga tvillinger var mere kompliceret og der var meget væv, så det havde en højere risiko.
Jeg tror, at de langt de fleste steder tilbyder abort/udskrabning ved en MA/Vindæg hvis HCG er højt (og det tyder på, det kan tage længe før det afstødes selv) At foretage en abort grundet Ma/vindæg er i langt de fleste tilfælde for at give moderen psykisk ro. Kropsligt er det bedre, hvis kroppen gør arbejdet. De scanner netop for at se, om der risiko samt tager blodprøver for at se dit infektionstal. Og jeg tror ikke, infektionsrisikowb ved en MA er ret stor. Der er til gengæld en relativ risiko ved operationer, som hvis du får et kirugisk indgreb ...
Det er jo derfor de altid foreslår medicinsk abort. (hvis de kan) Netop fordi det minimere risikoen for, at der skulle opstå komplikationer (og det er billigere). Ved en udskrabning kan der ske mange flere ting.
Jeg kan godt forstå lægernes dilemma. Det ER bedst hvis kroppen klarer det selv. Jeg er ikke læge, men har lavet en rapport om utilsigtethændelser og netop lægernes etiske ansvar i forhold til behandling/ikke behandling. At stikke en nål i folk er eksempelvis indbærer altid en risiko for smitte/bakterier osv. (omend den er lille) og netop det er lægerne opflasket med. At alt skal vejes imod det forsvarlige og det etiske.
Og i dette tilfælde - lægen har vurderet at situationen ikke var akut eller virkede kompliceret. Skal lægen så ordinere en scanning på baggrund af patientens mavefornemmelse? Lægen står også til ansvar for den fælles sociale pengekasse - pengekassen som også skal give livsvigtig medicin til andre? Og når nu kroppen har bedst af at afstøde selv, hvis det skulle være?
Jeg kan VIRKELIG godt forstå TS. Virkelig!
Men lægerne opvejer nok mere således:
1. graviditet virker ingen for normalspekteret
2.Selv hvis der skulle opstå embryodød, vil kroppen oftes kunne klare det selv
3. det koster statskassen en del penge at scanne.
Argumentet imod er, at patienten selv har en fornemmelse/har læst om det.
Igen når det er sagt, så er det en forfærdelig situation. Den er trist, den ulidelig og man er skide bange. Men jeg tror faktisk, at lægen har forsøgt sit bedste - og nogle gange er det desværre ikke nok. Selv ikke en læge kan helgardere sig.
