Jeg er selv en af dem der snakker meget uden egentlig at sige noget. Jeg kan snakke i TIMEVIS om helt banale hverdags ting og fortæller også tit den samme historie flere gange - for det meste fordi jeg fortæller den til så mange at jeg glemmer hvem jeg har sagt hvad til.
Jeg er sådan én der kan bruge en halv time på at hente unger fordi jeg falder i snak med en pædagog/anden forælder eller bare lige skal til købmanden efter mælk/whatever og falder i snak med en bekendt/kassedamen/en fremmed ved flaskeautomaten. Ja, generelt snakker jeg bare meget med alle der gider.
Folk som kender mig godt nok til det (forældre, søskende, min mand og sågar mine små børn) siger bare at NU skal jeg lige holde mund, for de har også noget at fortælle. Jeg er aldrig blevet stødt øve det, for jeg ved jo godt at jeg kunne snakke fanden et øre af, men jeg tænker ikke over det imens det sker.
Jeg prøvede engang på at lade være med at snakke så meget og det endte med at jeg blev helt fortvivlet i sociale situationer, fordi jeg blev i tvivl om hvor meget snak der var FOR meget, så jeg endte med faktisk ikke at sige noget som helst. Alle mine nærmeste og jeg aftalte at de bare skulle sige til, for det andet med at jeg egentlig selv skulle styre mit snakken, fungerede bare ikke.
Anmeld
Citér