Mine tvillinger "taber" altid

noder1 skriver:

Jeg forstår godt dine følelser omkring, at dine børn bliver “snydt” og åbenbart er svære at rumme, fordi de er to. Jeg er selv tvilling, og som barn kunne jeg ikke sætte ord på det, men her som voksen, er det nemmere. Fordi man er to, virker man ofte overvældende på folk - også selvom man er velopdragen. Én ad gangen er det okay, men når tvillinger er samlet er der flere, der ubevidst opfatter børnene som ét individ i stedet for to. 

 

Det er hårdt, for jeg har ubevidst opfattet signaler fra folk, der har medført en følelse af, at “jeg” er for meget - så jeg synes faktisk, at det er rigtig flot, at du er opmærksom på dine børns vegne!

Tusind tak for din besked, virkelig 

Det er lige netop det, jeg frygter. De hørte min kæreste sige højt i går, at ham og sønnen "heldigvis" havde hele weekenden for sig selv til at få "kvalitetstid og komme sig" sammen, fordi mine børn havde været der den ene gang. Det synes jeg, at folk siger mere og mere uden at tænke sig om. Selv mine forældre. Og jeg kan ikke holde ud at tænke på hvor ondt det må gøre hvis min datter havde forstået det, når hun står der med sin bamse og tegnefilm og rigtig gerne vil trøste. Jeg kunne aldrig finde på at sige noget af det højt, hvilket også er derfor jeg skriver anonymt på et stort forum, men det er faktisk ikke særlig sjovt. Og mine børn kan godt forstå, at han selvfølgelig skal have fred.

Jeg er ked af du har følt sådan. Det har intet med dig at gøre, det er bare noget folk slynger ud uden at tænke over, at der bag begrebet "tvillinger" gemmer sig to helt forskellige skønne børn 

Hm bare som støtte , vil jeg fortælle dig,  at jeg har flere små børn (ikke tvillinger, mine bliver behandlet som dine tvillinger,  som et hele.) Og som de sidste børn i familien, familiens efternølere. Og jeg har også ondt i mit hjerte, da jeg har set, hvordan man gjorde med deres kusiner og fætre og ikke orker vores. Der er ikke noget overskud til vores store børneflok.  De er "For" mange.

Anonym skriver:

Tusind tak for din besked, virkelig 

Det er lige netop det, jeg frygter. De hørte min kæreste sige højt i går, at ham og sønnen "heldigvis" havde hele weekenden for sig selv til at få "kvalitetstid og komme sig" sammen, fordi mine børn havde været der den ene gang. Det synes jeg, at folk siger mere og mere uden at tænke sig om. Selv mine forældre. Og jeg kan ikke holde ud at tænke på hvor ondt det må gøre hvis min datter havde forstået det, når hun står der med sin bamse og tegnefilm og rigtig gerne vil trøste. Jeg kunne aldrig finde på at sige noget af det højt, hvilket også er derfor jeg skriver anonymt på et stort forum, men det er faktisk ikke særlig sjovt. Og mine børn kan godt forstå, at han selvfølgelig skal have fred.

Jeg er ked af du har følt sådan. Det har intet med dig at gøre, det er bare noget folk slynger ud uden at tænke over, at der bag begrebet "tvillinger" gemmer sig to helt forskellige skønne børn 

Jeg må indrømme, at jeg får den tanke, når jeg læser dine indlæg, at du virker alt, alt for rummelig og forstående i mange henseender. Husker du at få sagt klart og tydeligt fra på både egne og dine børns vegne, når jeres grænser overskrides? Her tænker jeg både på dine forældre og på din kæreste - det lyder helt ude af proportioner at en normal og velfungerende 8-årig skal “te sig” sådan og ligefrem bruge hele dage på “at komme sig”, fordi et par 4-årlige har været forbi, Måske det kan være en idé at du begynder at sætte ord på dine tanker overfor dine nærmeste og markerer nogle grænser?

Anonym skriver:

Hm bare som støtte , vil jeg fortælle dig,  at jeg har flere små børn (ikke tvillinger, mine bliver behandlet som dine tvillinger,  som et hele.) Og som de sidste børn i familien, familiens efternølere. Og jeg har også ondt i mit hjerte, da jeg har set, hvordan man gjorde med deres kusiner og fætre og ikke orker vores. Der er ikke noget overskud til vores store børneflok.  De er "For" mange.

Det er lige præcis sådan det er, og jeg prøver så godt som det er muligt at skærme dem, så de ikke hører, at fætter var med ude at købe juletræ/ i Jylland/ på camping/ på ferie i 3 uger/ fik større gaver/ kom på besøg i weekend/ var der under sygdom/ får lov at passe hunden osv osv. 

Og så bliver man måske bare mere sensitiv i forhold til, hvordan de bliver modtaget i nye familiære konstruktioner. De er ikke et trættende "team" man skal skærmes fra, de er 2 små børn, der også bare gerne vil have opmærksomhed og is i sengen og klippe/klistre med deres nye bonusbror. Men det der med, at de skulle bruge 3,5 dag på at "komme sig" ovenpå ét besøg, hvor de egentlig bare havde leget... av mit moderhjerte. Jeg ved godt mine følelser er overdrevet, og jeg ved godt det ikke handler om smasken, men jeg er trods alt glad for, at nogen forstår følelsen  og forstår, at det ikke handler om den anden søde lille dreng, som jeg holder vildt meget af, men udelukkende om min egen egoisme på mine børns vegne. Jeg kunne aldrig drømme om at sige noget, man får bare så ondt indeni. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg må indrømme, at jeg får den tanke, når jeg læser dine indlæg, at du virker alt, alt for rummelig og forstående i mange henseender. Husker du at få sagt klart og tydeligt fra på både egne og dine børns vegne, når jeres grænser overskrides? Her tænker jeg både på dine forældre og på din kæreste - det lyder helt ude af proportioner at en normal og velfungerende 8-årig skal “te sig” sådan og ligefrem bruge hele dage på “at komme sig”, fordi et par 4-årlige har været forbi, Måske det kan være en idé at du begynder at sætte ord på dine tanker overfor dine nærmeste og markerer nogle grænser?

Nej, det er jeg nok ikke god til. Jeg prøver egentlig bare at skærme dem, men det var selvfølgelig bedre at tage tyren ved hornene. Det er afprøvet uden held, men jeg er nok nødt til at ranke ryggen lidt og gøre et forsøg mere. Jeg bøjer lidt af, kan jeg godt se. Tak for din ærlighed.

Bare lige et lille indspark. Måske handler det ikke om, at dine børn er tvillinger i forhold til bonusbror. Men måske bare, at det er svært og hårdt for ham med mennesker generelt? 

Vi har flere vennepar, som kun har et barn. Vi har selv to. Og når de har været her med deres skønne unger, så skal vi komme os. For vi har eksempelvis et barn som er meget sensitivt (har en fysiskfunktionsnedsættelse). Så selv med bare er barn, så er hun helt blæst bagover i flere dage. 

Jeg kan sagtens se problemstillingen med resten. At det er svært at se fætteren få alt det, som dine børn ikke får.

Mine forældre kan også “kun” overskue et barnebarn af gangen. Og i kort tid. De elsker mine børn og vil gå langt - men de passer typisk kort tid og kun et barn af gangen. 

Det lyder på mig, som om, at det med “bonusbror” er prikken over I’et. Men jeg ser ikke, at at hans reaktion handler om, at de er tvillinger. Det kommer man nok hurtigt til at lægge i, når du er ramt alle de andre steder. Nu gætter jeg jo bare, men i den her relation til en relativ lille dreng på 8. År, så er det måske “nemmere” at være sur på ham end det er at rejse sig og sige “hallo mor og far og familie - i glemmer fandme mine børn”? 

Anonym skriver:

Jeg har en underlig og sikkert ubegrundet følelse, som jeg har brug for at smide et sted. Jeg føler, at mine tvillinger på 4 år altid skal "straffes" for at være to. De er helt normale, sunde, raske og dejlige børn, hvilket betyder et højt energiniveau. De er velopdraget og naturligvis vant til at dele, selvfølgelig med de konflikter, der nu engang følger med søskende. Jeg er alene med dem, og elsker det ligeså højt som jeg elsker dem. Jeg har aldrig haft nogen, der har tilbudt at passe dem. Hvis de skal være hos bedsterne er det altid fra sent eftermiddag, og hvis de skal overnatte skal de hentes tidligt næste morgen, eller kan mine forældre ikke overskue det. Til sammenligning har de min søsters dreng stort set hver weekend, inklusiv 3 uger sammenhængene i sommerferien, hvor mine havde 1 enkelt overnatning. Min søster har aldrig haft dem. Jeg har tænkt mit, men aldrig brokket mig.

I går møder de min nye kærestes søn på 8 år for første gang. Vi var hos dem, og mine tog imod ham med åbne arme og ville ham så gerne. Det gik fint et stykke tid, men alt var på drenges præmisser for at tage hensyn til hans alder. Det var mit eget forslag, vil meget gerne vise, at jeg har fuld forståelse for det er svært for ham når han altid har været alene med sin far. Vi skal jo ikke bare komme brasende og fylde det hele. Under maden bryder han pludselig grædende sammen og min datter bliver meget forskrækket. Hun er vild med ham og sidder ved siden af. Han går fra bordet og min kæreste går med. Det viser sig så, at han har syntes vi smasker. Så han har behov for at trække sig, og får serveret is og juice i sin seng foran computeren mens mine må sidde ved bordet og spise færdig. Bagefter må de ikke larme og lege fordi han skal have ro. Min datter spørger efter ham, og kan ikke forstå det. Hun vil gerne ind og trøste ham med sin bamse og en tegnefilm hun har fundet på sin tablet, og hun lover at være stille, men hun forstår, at det er som det er.

Efter sengetid, da mine børn sover, kommer han pludselig ned af trappen og har brug for, at hans far sidder og kigger på ham til han sover. Så de går. Og mine bliver vækket af alt påstyret og renden op og ned af trapper. Min datter står op og vil også gerne gå derind og hygge med, men det kan drengen ikke overskue, så hun bliver sendt tilbage i seng. Da jeg får at vide hun har været vågen og går derop er hun selv faldet i søvn.

Jeg ved godt det er helt normalt, og at vi skal tage en masse hensyn, men jeg føler lidt at mine altid skal tage bagsædet fordi det er så "overvældende" at have dem. Det gør vi gerne, men det ramte mig bare i dag. Jeg blev ked af det på mine søde, hensynsfulde børns vegne. Ja, det er svært at være i selskab med tvillinger på 4 år, men så er det vist heller ikke værre.

 

Beklager det blev langt, jeg ved godt jeg er følsom på det punkt. Det er som det er, men øv.

Godt nytår.

Helt ærligt, så synes jeg, ud fra det du beskriver, at der bliver taget alt for mange hensyn til drengen. Og det er da heller ikke for hans bedste at han ikke lære at sætte sig selv lidt til side. 

Hvis i planlægger at flytte sammen eller ses meget sammen med børnene så synes jeg i skal have jer en snak om hvad der er rimeligt.

Anonym skriver:

Tusind tak for din besked, virkelig 

Det er lige netop det, jeg frygter. De hørte min kæreste sige højt i går, at ham og sønnen "heldigvis" havde hele weekenden for sig selv til at få "kvalitetstid og komme sig" sammen, fordi mine børn havde været der den ene gang. Det synes jeg, at folk siger mere og mere uden at tænke sig om. Selv mine forældre. Og jeg kan ikke holde ud at tænke på hvor ondt det må gøre hvis min datter havde forstået det, når hun står der med sin bamse og tegnefilm og rigtig gerne vil trøste. Jeg kunne aldrig finde på at sige noget af det højt, hvilket også er derfor jeg skriver anonymt på et stort forum, men det er faktisk ikke særlig sjovt. Og mine børn kan godt forstå, at han selvfølgelig skal have fred.

Jeg er ked af du har følt sådan. Det har intet med dig at gøre, det er bare noget folk slynger ud uden at tænke over, at der bag begrebet "tvillinger" gemmer sig to helt forskellige skønne børn 

Jeg tror faktisk også det er vigtigt at folk engang imellem får at vide, at de skal tænke sig lidt om... Dine børn er heldige at have en mor som dig 

Anonym skriver:

Det er lige præcis sådan det er, og jeg prøver så godt som det er muligt at skærme dem, så de ikke hører, at fætter var med ude at købe juletræ/ i Jylland/ på camping/ på ferie i 3 uger/ fik større gaver/ kom på besøg i weekend/ var der under sygdom/ får lov at passe hunden osv osv. 

Og så bliver man måske bare mere sensitiv i forhold til, hvordan de bliver modtaget i nye familiære konstruktioner. De er ikke et trættende "team" man skal skærmes fra, de er 2 små børn, der også bare gerne vil have opmærksomhed og is i sengen og klippe/klistre med deres nye bonusbror. Men det der med, at de skulle bruge 3,5 dag på at "komme sig" ovenpå ét besøg, hvor de egentlig bare havde leget... av mit moderhjerte. Jeg ved godt mine følelser er overdrevet, og jeg ved godt det ikke handler om smasken, men jeg er trods alt glad for, at nogen forstår følelsen  og forstår, at det ikke handler om den anden søde lille dreng, som jeg holder vildt meget af, men udelukkende om min egen egoisme på mine børns vegne. Jeg kunne aldrig drømme om at sige noget, man får bare så ondt indeni. 

Jeg tror, du lægger (for) meget i, at de netop er tvillinger. Mange af episoderne/situationerne kunne efter min opfattelse også finde sted, hvis de “bare” var søskende med relativt få års mellemrum. I mit tilfælde ville det have været “drengene” - mine sønner, som var de små i familien, og som også kun sjældent blev “skilt ad” som to individer. Min stedsøster havde fire børn med ret stor aldersforskel, og da de var børn, var det hendes “flok”, der blev opfattet som en fællesmængde mere end individer - i modsætning til min anden stedsøsters enebarn, som uden tvivl fik mere solo-opmærksomhed og flere oplevelser med fx bedsteforældre. 
Og nå ja, min mands kusiner, trip-trap-træsko, fortæller stadig om at opleve sig tilsidesat i forhold til fætter Enebarn - min mand - som tilmed var DRENGEN i familien, mens de tre piger netop var en fællesmængde af lyshårede pigebørn. 

I andre situationer er jeg ikke i tvivl om, at det som tvilling næsten er et vilkår, at man er en af tvillingerne og ikke bare sig selv - særligt, hvis det er børn af samme køn. Og i særdeleshed, hvis de fx går i samme klasse, har samme venneflok, aldrig bare er Mattias eller Søren. 

Det er på ingen måde for at negligere dine tanker og følelser, men mon ikke, den 8-årige havde reageret tilsvarende, hvis hans hjem blev “invaderet” af søskende på 3 og 5? Jeg tænker, det måske kan være en hjælp for dig og dermed dem, hvis du er opmærksom på, at I deler vilkår med mange søskendepar - eller -trioer eller -kvartetter - og ikke hænger det op på, at de er født samme dag. 

En 8-årig er stadig lille i forhold til at skulle vænne sig til en ny familiekonstellation.

Der er ikke bare et par tilfældige 4-årige, der har været på besøg. Det er fars kæreste og hendes børn. Som fremover skal være en del af hans familie.

Hans reaktion kan sagtens skyldes, at det hele har været for overvældende for ham. 

Jeg synes måske, det var lidt voldsomt, at I skulle overnatte første gang, de skulle mødes. Måske skulle I have startet med at være på besøg et par timer. 

Jeg kan faktisk godt forstå, at din kæreste valgte at sidde hos ham. 

Som en anden skriver, så var det en enkelt aften det drejede sig om. Ud fra det kan man imo ikke bedømme, at han er forkælet osv. 

Jeg synes, du og din kæreste skal tage en stille og rolig snak om det. Det er jo ikke sikkert, din kæreste havde regnet med, at drengen reagerede på den måde. Og det var jo altså første gang, han skulle møde dine børn. Det var lidt noget andet, hvis det var gang nr. 10.

Der er dejligt, at dine piger gerne vil ham, og det var supersødt af din lille datter, at hun gerne ville ind og trøste ham. Og selvfølgelig var det synd for hende, at det ikke kunne lade sig gøre. 

Måske skal I mødes nogle gange, hvor I bare skal på skovtur el. lign. 

Jeg overnattende såmænd også hos min kæreste første gang, jeg mødte hans børn, men der var også tre, og de var lidt ældre. Og jeg havde ikke selv børn. 

Men jeg tøvede, før jeg sagde ja til at komme. Min kæreste var lige gået fra en 7/7 ordning til at have dem hverandre weekend, så jeg spurgte ham, om han var sikker på, at hans børn ikke gerne ville have deres far for sig selv den weekend. Men han sagde, at de syntes, det var spændende med en ny "pige" i huset. Og det gik godt. De var åbne, nysgerrige og tillidsfulde.

Børn er forskellige. Drengen skal  måske bare have lidt tid. Der er kommet nye børn i hans lille hverdag, som pludselig "hører til" i hans hjem. 

Der lyder, som om du har et par dejlige piger. Jeg håber, I alle finder jeres ben i den nye konstellation.