Hvordan er jeres drenge på 7 år?

Tjullehej skriver:

Han er velkommen til at skrive til mig privat for at høre mine erfaringer gennem din profil.

jeg har kun gode oplevelser. Selv da han var til udredning på Glostrup hospital var de tests han gennemførste mest forklædt som lege.

det er bare en voksen som er med i klasseværelset. Ofte er det en ppr skole psykolog der i forvejen er på skolen nogle dage om ugen

Det trr jeg aldrig jeg får ham til... 

Heldigvis kender jeg en del til ppr-systemet, da min tætte veninde har været igennem det hele med udredning osv. da hendes barn har autisme. Hun er også bekymret, ud fra de ting jeg fortæller. 

Jeg tænker, at jeg vil stikke lidt til min mand og komme med hentydninger så han til sidst går med på nogle undersøgelser. 

Soonmom skriver:

Hvor i alverden kom hans køn ind i det?

En 7 årige der har gået i skole et år, burde være blevet selvstændig nok til at navigerer i ændringer i programmet, vi snakker en helt almindelig dreng på 7 år og ikke en dreng med diagnose. Det handler efter min mening, både professionel og personlig, om manglende modning og krav fra forældrenes side, et typisk curling barn der er blevet pakket for meget ind (som desværre er en stigende tendens) og det er sku synd for barnet. 

Hvordan vikaren skal klare det, kan jeg ikke se relevansen af for debatten? - Går ud fra de enkelte skoler har forskellige procedurer, selvom min professionelle erfaring desværre er at de fleste timer går med at løse en masse konflikter og tage sig af børn der enten ikke har lært at klare sig hjemmefra eller er opdraget uden respekt for autoritet (men igen en anden debat) 

Nu aner du ikke, om der er tale om en “helt almindelig dreng” - det er sådan set dét, TS er usikker på. Børn har som bekendt ikke diagnoser med sig fra fødslen - adskillige får dem først i skolealderen, nogle helt op i udskolingen, ganske ofte efter at være blevet fejlagtigt stemplet som curlingbørn af voksne, der er hoppet på dén galej. 

En 7-årig dreng synes ikke, det er fedt at risikere at tabe ansigt foran klassekammeraterne ved at bryde i gråd og søge sin mor. Børn kan være nogle skiderikker, der fx driller en dreng ved at kalde hans gråd for flæberi, og det ved han godt. Derfor er det godt, at børn i reglen er omgivet af professionelle og empatiske voksne, som er klar over, at børn allerhelst vil gøre det rigtige - i dette tilfælde tage en uventet ændring i stiv arm og uden at græde og klamre sig til mor. Og når de ikke gør det rigtige, er det fordi, de ikke kan håndtere situationen, hvilket der kan være mange årsager til. 

Jeg er oprigtigt overrasket over, at man i din verden rask væk kan affærdige gråd fra et barn som flæberi og forsimple børns adfærd ved at bruge en slidt kliché som “curlingbarn”. Overrasket, fordi det er så fjernt fra min professionelle virkelighed og hele det syn, vi har på børn og på måden at omtale dem på. 

Du skriver at JEG er unuanceret, usympatisk og bedrevidende tænker du det er komplimenter? 

Jeg generalisere i mine indlæg og angriber altså ingen personligt?

Men jeg gider ikke diskutere med dig, vi er uenige og det er helt fint 

Men på hvilken måde tænker du at du giver nuancerede svar.? Du tænker ikke videre om bag ved i forhold til, hvad der kan gøre en dreng så ulykkelig. Du siger at der jo er tale om en normal dreng - men ud fra det jeg læser er dette ikke tilfældet. Der er da rigtig mange som ikke har en diagnose, men som har specielle behov. Fx. Vil ts mand ikke have ham udredt - det hør jo ikke drengen normal.

og selvfølgelig skal man ikke efterlade et dybt ulykkeligt barn til en vikar der ikke kender barnet - hvad f... tænker du på. Tror du virkelig det vil gøre drengen mere tryg. 

og nej børn der er på overarbejde og bryder sammen skal ikke have flere med andre/ færre krav. På dette punkt er børn ikke anderledes end voksne??  Hvis du havde en kollega der brød sammen (stress fx) ville du så bare forvente at personen blev på arbejdet. 

Dine svar vidner ikke om forståelse for en følsom dreng på overarbejde. Og svaret er ved Gud meget sjældent “tag dig sammen”!

Anonym skriver:

Jeg har lige et spørgsmål til jer forældre til drenge på 7 år. 

Vores dreng fylder meget i hverdagen og vi bruger så meget energi på at irettesætte ham, få ham til at høre efter, løse konflikter m.m. Samtidig er han meget følsom, så han kan græde over småting, blive bange og utryg over fremmede/ukendte situationer og skrige og blive rasende over små krav eller ting der driller.

Fx. i går da jeg afleverede ham i skolen, var der vikar i første time. Han havde meget svært ved at sige farvel. Han klamrede sig til mig og begyndte at græde. Efter 20 min, valgte jeg at tage ham med hjem (ja, ikke så smart, men jeg kunne ikke nænne at sige farvel til mit meget ulykkelige barn) I dag gik aflevereringen fint. 

Han har opgaver herhjemme, som står på en ugeseddel. Når vi ber ham om fx at dække bord, skriger han i vilden sky og bliver tosset.

Han kan overhovedet ikke sidde stille på sin stol, når vi fx skal spise. Han har generelt meget krudt i røven, og har altid haft det. 

Han har generelt sværet ved at koncentrere sig og fokusere bl.a på beskeder, og at udføre de ting, han får besked på. Han siger at vi ikkehhar sagt det, eller også har han glemt det. I skolen går det fint.

Han kan blive bange og græde, hvis der sker noget der er ukendt. I sommers skulle vi med færgen til Sverige. Han græd da vi kørte om bord. Da vi havde sejlet 5 min var han hel fin igen.

Han har svært ved at aktivere sig selv, lege alene og finde på, hvad han skal, selvom han har tonsvis af legetøj (sådan har det altid været) 

Han vil meget gerne diskutere alt, og han mener ofte, at han har ret. Han siger os ofte imod og bliver sur og skriger, når vi retter ham

Derudover er han en rigtig sød og kærlig dreng. Han elsker at lege med andre børn og har man venner i skolen. Han er glad for sin lillebror. Han griner og har humor. Han vil gerne hjælpe til når han har lyst. Han er rigtig dygtig i skolen og er meget lærernem. Han er meget aktiv og vil meget gerne løbe og spille fodbold m.m.

Nu har det stået på i et års tid, og det dræner os for energi! 

Mit spørgsmål er, er jeres drenge på 7 år også på denne måde? Når jeg læser om det, synes jeg det lyder normalt, men jeg synes også, at det nogle gange er ekstremt, som han reagerer på tingene.

Og undskyld det blev så langt, håber i vil svare alligevel 

Nu skal jeg holde tungen lige i munden - jeg synes ofte, både her og yde i den virkelige verden, at man skynder sig hen på de forskellige labels: særlig sensitiv, ADHD, autisme spektret osv. 

Det er ikke for at forklejne, hvor mange børn der rent faktisk har udfordringer, men det er egentlig for at sige, at din dreng er din dreng, og uafhængig af, hvad psykiatrien eller skolen, eller fyssen kunne sige  så skal I finde måden hvorpå han fungerer. bedst. 

Når jeg læser dit skriv, så læser jeg både noget helt normalt og noget som man kan blive nysgerrig på, og måske gå ind og justere i forhold til.

Først det helt normale, han er kun 7. Hans evne til at huske, hvad der lige blev sagt, hvad er jeg i gang med, behovsudsætte, planlægge osv. Er simpelthen ikke færdig udviklet, så når han skriger og reagerer på en pligt, så siger han egentlig bsre: det gider jeg ikke, for jeg ville hellere.... Når han ikke kan fokusere på en besked, så er det fordi hans tanker er et andet sted osv.

Noget andet normalt, du skriver det har været udtalt i et år og jeg læser 7 år dvs. Formodentlig går han i 1. Klasse, og det er bare en kæmpe kæmpe kæmpe omvæltning at starte i skole og nogle børn reagerer som du beskriver, for de bruger alt deres energi på at være i skole, forstå spillereglerne i timerne, være i det store sociale fællesskab i frikvarterne og Sfoen. Hans nedbrud i denne tid, er for mig som lærer til to 1. Klasser daglig kost. Der er så meget i denne tid, der er mørkt om morgenen, weekenderne er fyldt op, de fleste er kommet senere i seng fordi de skulle se Tinka, de har skulle åbne 27 kalendere inden de tog afsted, og de forbandede tinkakort de brænder i tasken, lommen eller hvor de nu er - og egentlig ville man bare gerne bytte kort, lege og slappe af og glæde sig til juleaften. Skolen er også anderledes, morgenrutiner er udvider med diverse juleting - strukturen er anderledes og for en dreng som din (som jeg læser dit skriv), så giver struktur, genkendelighed og rutine netop ro, det andet skaber uro og utryghed. Derfor væltede læsset pga en vikar (og modsat andre synes jeg faktisk du gjorde rigtigt i at læse din dreng, se hvad han fortalte med sin handling- og flæberi fortæller faktisk også noget, for børn og voksne kan ikke altid sætte ord på følelser der raser i kroppen, men reagerer så med handlinger som er mere eller mindre uhensigtsmæssige).

Så til der, hvor jeg bliver nysgerrig: 

Først kan han modtage beskeder, sidde stille osv i skolen (altså i forhold til, hvad der forventeligt af en 7 årig)? Hvis han kan det, så er jeg nysgerrig på om en ændring hjemme, hvor I droslede helt ned kunne skabe en forandring. For kan være han simpelthen er brugt op i skoledagen, og reagerer på flere krav, flere aktiviteter, samt faktisk prøver at holde sig vågen ved bevægelse.

Hvis skolen derimod siger: hmm det går sgu heller ikke så godt her. Så ville jeg være nysgerrig på om struktur kunne skabe en ændring. Om tydelighed kunne skabe en ændring fx nu skal vi spise, du skal sidde på din stol i 7 minutter. At dagen blev visualiseret, kogt ned til det væsentlige og ønsket om adfærd blev tydeligt italesat. Dvs. Den voksne altid fortæller: hvad skal man og hvordan skal man (eventuelt også hvor længe).

Så bliver jeg også nysgerrig på, hvad han fortæller med sin reaktion på nye ting og forandringer. Er der for mange, hvad er svært osv. Det kan man arbejde med italesættelse af overraskelser - av mon der i dansker noget vi bliver overrasket over? Og hvad kan det være. Hov der blev mor overrasket, for jeg troede ikke, at far kom tidligt hjem- og med handling vise, men det kan mor godt klare, ja mor synes måske endda det er sjovt.

Det blev langt, men ville egentlig bare sige. Jeg vil ikke negligere sin bekymring, men jeg deler den ikke så meget. Dog er der noget, der gør mig nysgerrig og som I sagtens kan "undersøge" med små justeringer her og der. For det lyder til, at jeres dreng fortæller jer: puha det er sgu lidt hårdt det her. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar!

Vores søn er nemlig også meget sensitiv. Vi har snakket med skolen, og det er ikke det, der er problemet. De ser en rigtig glad dreng, som har det godt i klassen og med hans venner. Det er herhjemme han reagerer meget (hvilket jo også er naturligt) Fik i noget hjælp til at håndtere problemet i skolen? 

Han har helt klart brug for ro, og vi prøver så vidt muligt også at begrænse hans aktiviteter i løbet af ugen. 

Han blev storebror for 4 1/2 år siden, så det er ikke det han reagerer på 

Jeg kan bare ikke finde ud af, om det "bare" er en fase, han skal igennem, eller om han er ekstrem sensitiv... Jeg må desværre også sige, at jeg lider af depression og stress i mild grad, så selvom vi har faste grænser herhjemme, så er det ikke altid jeg kan stå fast (alt efter hvor meget overskud jeg har). Jeg arbejder rigtig meget på det, og det bliver heldigvis bedre og bedre 

Jeg vil sige at hans lærere til trods for en lille klasse på 6 børn og 2 lærere og 2 pædagoger tilknyttet også sagde at de ingen problemer så..

indtil den dag han stod og overvejede at smide en stor sten efter nogle af de andre fordi han igen ikke følte sig hørt af den voksne der skulle hjælpe ham i relationen til de andre..

først der fik vi af vide at der havde været optræk med flere konflikter og at de (uden at spørge direkte) måske godt kunne bruge lidt hjælp til at læse ham..

Han har gået i vækstklasse de første 2.5 år af sin skoletid..

først sidste år lige før sommerferien flyttede han til almindelig klasse og fulgte dem der gik fra at være 0.A til at være 1.A indtil sommerferien og er nu i den almindelige klasse fuldt ud på lige fod med alle de andre..

Så først efter det med stenen gav det pludselig mening med hans reaktioner herhjemme..

der havde været flere nedsmeltninger og vi havde droppet alt der hed ud af huset i weekenden fordi han bare virkede overbelastet og overstimuleret...

Han havde svært ved at stole på de voksne fordi han følte de så situationerne uden at reagere og derfor følte at de var ligeglade med ham.. et eksempel der kom flere gange var når de var i svømmehallen og der var et af de andre børn der holdt hans hoved under vand og han var ved at drukne før han kom fri og op.. Når han kom op så han de voksne kigge hans vej men de gjorde ikke noget for de troede at det var en leg og at han var okay når han ikke græd...

så prøv at snakke med din søn når i har en stund alene uden andre i nærheden om der er noget han vil snakke om i forbindelse med skolen..

ved os da vi gjorde det så kom der først det klassiske svar med, nej det går godt.. men lidt efter lidt så kom der mere og mere.. og vi fandt ud af at han også havde tiet stille med nogle af tingene fordi han var bange for at vi ville blive sure på de voksne og han derfor ikke måtte komme i klassen mere.. eller at vi ville blive sure på hinanden og gå fra hinanden..

sensitive drenge tænker mange gange 10 stop længere end vi lige overvejer...

Jeg plejer ikke at promovere grupper fra Facebook men det har hjulpet mig blot at læse med i den der hedder:

Forældre til særligt sensitive børn/unge

Der er forældre der poster dagligt og så er der dem som jeg der blot læser og følger med på sidelinjen...

måske et godt sted at få sparring til din sensitive dreng...

men jeg håber det er en fase det med diskussionerne for hold da op man kan blive lang i ansigtet når man for 10. gang giver samme besked og han så hårdnakket mener at det er første gang man siger det...

vi er begyndt med at undlade at starte diskussionerne...

hvis han siger noget der ikke passer (som ikke er en løgn men mere himlen bliver rød når det bliver snevejr agtigt) så prøver vi først at sige nej det passer ikke helt, men det er rigtigt at den skifter farve.. hvis han så fastholder det andet så siger vi: okay, så siger vi det.. og så falder diskussionen til jorden.. ofte så giver det ham et øjeblik til at tænke sig om at måske har vi faktisk ret da vi jo er voksne og ved lidt mere end ham stadigvæk og så bliver han anerkendende overfor vores svar.. eller også så skifter han emne til noget han ved han har ret i og så kan vi snakke om det i stedet for..

Det har virkelig ændret hvor mange af de der dumme diskussioner vi har hvor det egentlig er ligemeget hvem der har ret for det ændrer ikke på det der skal ske..

håber det måske gav mening.. kan være svært at forklare når ens hjerne har stress og de situationer man prøver at fremkalde bare bliver et stort miskmask når man skal forklare sig...