Mor og meget mere skriver:
Hun skriver intetsteds, at hun mener, han er en god rollemodel eller vil være en god far. Vi ved intet om hendes overvejelser og ønsker - hun stiller nogle konkrete spørgsmål og frabeder sig kommentarer om manden. Ingen kan vel være i tvivl om, at hun er fuldstændigt klar over, hvad de fleste tænker om hhv. ham og hende - det virker helt unødvendigt at fortælle hende dette. Eller regner man med, at en fordømmende kommentar her lige præcis er dét, der vil få hende til at se fuldstændigt anderledes på situationen?
Tryk avler modtryk. Jeg kunne forstå reaktionerne, hvis hun malede et rosenrødt billede af ham og af situationen - rent bortset fra, at jeg ikke tror på, det styrker hendes selvværd og dømmekraft at få at vide, at man mener, det siger meget om hendes person, at hun står i denne situation. At fordømme andre og prøve at skamme dem ud er sjældent det, der skal til for at få dem til at genoverveje deres valg. Man møder fx heller ikke en voldsramt kvinde med bebrejdelser over, hvad hendes børn har været vidner til, såfremt man har et reelt ønske om at hjælpe hende.
Det er ikke de voksne, det kommer an på, og det er ikke dem, der skal tages hensyn til her.
Barnet er fuldstændig uskyldigt.
Den vigtigste beslutning man tager på sit barns vegne er, hvem man får det sammen med.
Og hvis man vælger at få barnet med en mand, som måske er uegnet som far, så siger det noget om ens dømmekraft.
Hun skriver jo ikke noget om, at hendes mand har været psykisk eller fysisk voldelig over for hende eller manipulerende.
Og hvis han ikke har det, så kan situationen ikke sammenlignes med en voldsramt kvinde.
Hvis man er ved sine fulde fem og alligevel vælger at få barn med en ret tvivlsom mand - så siger det altså noget om dømmekraften.
Så skulle man måske vente med at få et barn, indtil manden har bevist, at han kan og vil ændre sig.
Når man taler om historik og diagnoser, så er der jo noget i bagagen.
Hvis man ikke har noget at skjule, så behøver man absolut ikke at være bekymret for, om kommunen kigger på historik og diagnoser.
Jeg har stået direkte på sidelinjen. Jeg havde en ungdomskæreste, da jeg var 15 år. Mange år senere mødte jeg ham igen og genforelskede mig.
Men - der var altså ting ved ham, som jeg godt kunne se, ikke var så hensigtsmæssige. Bl.a. gik han bare hjemme på kontanthjælp og var ikke motiveret eller interesseret i at få et job. Alene det gjorde ham til en dårlig rollemodel.
Det viste sig også, at han var inde i noget kriminelt. Jeg tager stærk afstand fra vold og kriminalitet. Og han fik et barn med en anden kvinde.
Kommunen overvedede at fjerne barnet. Det var ikke synd for parret.
Det var derimod synd for barnet og gik ud over tilknytningen, at faderen først sad varetægtsfængslet, blev løsladt og senere skulle afsone en dom. "Nu er far her ikke - nu er far her - og nu er far her ikke igen"
Og derfor er det en rigtig god idé at faderen beviser, at han kan holde sig på måtten, INDEN han skal være far.
Og der var heller ingen, der skulle have haft ondt af mig, hvis jeg havde fået et barn med ham, og kommunen var kommet ind over.
Så man skal forvente, at kommunen er interesseret i historikken og i diagnoserne, hvis de diagnoser betyder noget i forhold til at kunne tage sig af et barn.
Men selvfølgelig er de professionelle, og de fjerner ikke barnet, hvis de ikke mener, at der er grundlag for det.
