Anonym skriver:
Hej, jeg har selv haft de problemer med min datter.
Det jeg gjorde var at gå ind på wish og købe sådan en ting som kan sidde på barnets arm og på din arm med den løber barnet ingen vejne og imens i bruger den lære du ham at man skal holde fast på siden af klapvogen, efter jeg gjorde det med min datter forstod hun med det samme at man ikke bare kan løbe væk fra mor igen og hun hade den kun på 1 uge og så var det slut med at løbe væk, hun går så pænt ved siden af klapvogen nu ja altså nogen gange er hun lidt af en baldemar og løber hvis hun ser noget legetøj med Anna og Elsa men ellers ikke.
Og har du problemer der hjemme med at han ikke lytter så gør som jeg, ved det er hårdt men hør her.
Det jeg gør er at når hun ikke høre efter siger jeg gå ind på værelset og skam dig og tænk over det du har gjort og det kunne godt være at hun bliv lidt ked nogen gange men efter noget tid begyndte hun at høre mere efter, min datter er begyndt at høre meget efter jeg brugte denne motode men hvis du gør det med ham skal du lave en slags stol over i hjørnet som en skammekrogen det gjorde jeg og hun bruger den stadig nogen gange når hun ødelægger noget for det gør børn jo også og hun tager det meget pænt nu, og det var simpelthen den eneste løsning jeg kunne gøre med hende til sidst så prøv det af og tror mig det hjælper min datter er en engel nu forhold til hvordan hun har været hun har bidt mig og revet mig og skriget når vi var ude og købe ind og hun var en meget speciel lille pige men nu er hun den bedste lille prinsesse i verden. Så prøv det hjælper meget 
Mener du seriøst, at du fortæller et impulsstyret 2 årigt barn, at det skal skamme sig?
Vores den ældste var også en løber i den alder, men jeg kunne aldrig drømme om at bede hende om at skamme sig over en opførsel, hun slet ikke var moden nok til at styre. At sige til nogen, at de skal skamme sig, er det samme som at sige til dem, at de er forkerte, og det er de ikke, men det er deres handling i den givne situation.
Vi har snakket om tingene og der er selvfølgelig en konsekvens af de "forkerte" handlinger. Løbe hun væk, når vi var ude at gå, måtte hun i klapvognen. Blev der smidt med legetøjet blev det fjernet. Jeg ville så heller aldrig straffe et barn for at ødelægge noget. Der kommer stadig en konsekvens, hvis vores børn ødelægger noget med vilje, men aldrig hvis det er et uheld. Vi voksne ødelægger også til tider noget ved et uheld.
Det vender sig i mig ved tanken om, at nogle jeg holdte af skulle sige til mig, at jeg skulle skamme mig, hvis jeg kom til at gøre noget forkert ved et uheld eller ikke tænkte på var forkert, så jeg kan lige forestille mig, hvordan det må føles for et barn.
