Krop umulig 2 årig !!!!

Nu har jeg aldrig selv haft en løber. Men når han kun lige er fyldt 2 gør han altså intet for at genere dig.

Delabels du kommer på kropumulig osv. er labels man kan komme på voksne. Jeg har da aldrig forventet at min 2 årlige bare holdt fast i vognen.??? Der kan jo komme en interessant kat på den anden side af vejen.

2 årlige er impulsstyrede..?

mit råd og det jeg har gjort ved større veje er at holde hånd eller sætte min søn i klapvogn. Han har så fået lov til at gå selv ved mindre farlige steder.

Anonym skriver:

Altså, jeg har spurgt hans dp mor til råds og hun siger jeg ska' fortælle ham hvad vi skal så han ved det. Og når jeg fortæller ham at nu skal vi i bad så af med tøjet, så gør han det. Eller når jeg siger der er frokost, så kommer han ud og sætter sig og spørger hvor maden er henne. Så lidt må han vel forstå?

Jeg viser ham altid hvordan vi gør, og han må udforske alt det han vil - så længe det ikke er til fare for ham. Jeg er godt klar over han ikke ved faren ved noget, derfor er det os bare vigtigt han hører efter og bli'r ved mig, når jeg siger det.

Når han går med dp mor, holder han pænt fast i vognen. Det har han selv vist mig.  

Jeg forstår os hans udvikling, er enorm anerkendende og fri opdragelse-agtig. Men jeg vil kalde det umuligt når han bevidst ikke hører efter, for han ved godt hvad der bliver sagt.

Hvilke råd du søger hvor og hvorledes er ligegyldigt. 

Men en 2 årig er kognitivt ikke udviklet til at forstå “farligt” og konsekvensen heraf. 

Du får et “umuligt” barn fordi du sætter for høje krav til hvad han kan rumme og forstå. 

Jeg er så træt... er det normalt eller gør JEG noget forkert??

Min dreng er 2 år og 1 måned, han er ved at finde sig selv det ved jeg. Men han hører ikke en skid efter, som i SLET ikke! Hvis vi går til dagplejen, selvom vi hygger og taler om hvad vi ser osv så løber han ud på cykelstien - og han VED godt han skal gå sammen med mig. Jeg går med klapvogn eller cykel, og skal løbe rundt efter ham så det ender med jeg får nok og smider alt og tager ham under armen og går. Har prøvet den pædagogiske måde, og den sure. Uanset hvad jeg gør så er han pisse ligeglad. Han gør hvad han selv vil, HELE tiden.

Min tålmodighed er virkelig ved at løbe op, jeg synes slet ikk han er hyggelig at være sammen med. Når vi kommer hjem siger jeg "Så tager vi sko og jakke af, inden vi går ind" - han går bare ind. Ligeglad.

Han vil ikke skiftes om morgenen, ikke have en jakke på, se det ene også det andet i tv, smører sovs i håret, intet er godt nok. Når vi er ude løber han fra mig hele tiden.

Inden nogen skriver at han skal ha lov til at være sin egen - Jeg VED det. Han får også lov til at være barn, men sådan noget som at gå sammen med mig fordi alt andet er farligt- det skal han forstå og han skal lytte! Hjælp.. 

For slet ikke at snakke om hans søvn. EJ men gud..  Jeg er så træt i mit hovede!! Hvad er det jeg gør forkert siden han bare SLET ikk høre efter??

Hej, jeg har selv haft de problemer med min datter. 

Det jeg gjorde var at gå ind på wish og købe sådan en ting som kan sidde på barnets arm og på din arm med den løber barnet ingen vejne og imens i bruger den lære du ham at man skal holde fast på siden af klapvogen, efter jeg gjorde det med min datter forstod hun med det samme at man ikke bare kan løbe væk fra mor igen og hun hade den kun på 1 uge og så var det slut med at løbe væk, hun går så pænt ved siden af klapvogen nu ja altså nogen gange er hun lidt af en baldemar og løber hvis hun ser noget legetøj med Anna og Elsa men ellers ikke.

Og har du problemer der hjemme med at han ikke lytter så gør som jeg, ved det er hårdt men hør her. 

Det jeg gør er at når hun ikke høre efter siger jeg gå ind på værelset og skam dig og tænk over det du har gjort og det kunne godt være at hun bliv lidt ked nogen gange men efter noget tid begyndte hun at høre mere efter, min datter er begyndt at høre meget efter jeg brugte denne motode men hvis du gør det med ham skal du lave en slags stol over i hjørnet som en skammekrogen det gjorde jeg og hun bruger den stadig nogen gange når hun ødelægger noget for det gør børn jo også og hun tager det meget pænt nu, og det var simpelthen den eneste løsning jeg kunne gøre med hende til sidst så prøv det af og tror mig det hjælper min datter er en engel nu forhold til hvordan hun har været hun har bidt mig og revet mig og skriget når vi var ude og købe ind og hun var en meget speciel lille pige men nu er hun den bedste lille prinsesse i verden. Så prøv det hjælper meget 

Jeg er så træt... er det normalt eller gør JEG noget forkert??

Min dreng er 2 år og 1 måned, han er ved at finde sig selv det ved jeg. Men han hører ikke en skid efter, som i SLET ikke! Hvis vi går til dagplejen, selvom vi hygger og taler om hvad vi ser osv så løber han ud på cykelstien - og han VED godt han skal gå sammen med mig. Jeg går med klapvogn eller cykel, og skal løbe rundt efter ham så det ender med jeg får nok og smider alt og tager ham under armen og går. Har prøvet den pædagogiske måde, og den sure. Uanset hvad jeg gør så er han pisse ligeglad. Han gør hvad han selv vil, HELE tiden.

Min tålmodighed er virkelig ved at løbe op, jeg synes slet ikk han er hyggelig at være sammen med. Når vi kommer hjem siger jeg "Så tager vi sko og jakke af, inden vi går ind" - han går bare ind. Ligeglad.

Han vil ikke skiftes om morgenen, ikke have en jakke på, se det ene også det andet i tv, smører sovs i håret, intet er godt nok. Når vi er ude løber han fra mig hele tiden.

Inden nogen skriver at han skal ha lov til at være sin egen - Jeg VED det. Han får også lov til at være barn, men sådan noget som at gå sammen med mig fordi alt andet er farligt- det skal han forstå og han skal lytte! Hjælp.. 

For slet ikke at snakke om hans søvn. EJ men gud..  Jeg er så træt i mit hovede!! Hvad er det jeg gør forkert siden han bare SLET ikk høre efter??

Kan ikk lade være at trække lidt på smilebåndet selvom det er super frustrerende. Men husker det tydeligt fra min egen dreng da han var 2 år. han sad konsekvent i klapvognen når vi gik ved store veje. Også selvom han blev hysterisk fordi han selv ville gå  også fik han svaret. “Sådsn er det bare - mor bestemmer”

det gik over da han var omkring 3. Nu er han 4 og det er kommer igen. Ikke det her med at løbe ud på cykelstien osv. men at høre efter. Nøj man må vælge sine kampe engang i mellem. 

man skal sige tingene til ham 100 gange og ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve når man får svarerne “nej, hvorfor, lige om lidt eller sidste gang” 

Min den store stak også af, på trods af at vi altid havde lært hende at holde i hånden eller i barnevogn klapvogn, men i et uopmærksomt split sekund var hun væk. Jeg overvejde meget seriøst at købe en gå sele, eller en taske hvor der var en snor i. Ja det er ikke den korrekte måde men nogen gange kommer sikkerheden bare først!! Vores løsning blev dog en ganske almindelig rygsæk, så kunne jeg gribe fat i hankene når hun var på vej væk, Ellers så fik hun lov til at gå med hunden i snor. Vi begyndte også at søge mod et sti system i starten af turen, hvor det var okay at løbe frem og tilbage. så var lysten ligesom stillet og så kunne hun gå pænt resten af turen 

Men hvor var jeg bare frustreret og hvor synes jeg ikke det var særlig hyggeligt at gå tur. Det vente heldigvis ret hurtigt og i dag går hun meget fint og spørger altid om hun må løbe her. 

Jeg bliver nødt til at skrive: Han lyder helt normal. Det ved du sikkert også selv. 

Du har fået en løber, nogle børn er værre til den slags end andre. Når nu du ved at du ikke kan være sikker på at han bliver på fortorvet så vil jeg anbefale at det hedder holde mor i hånden eller klapvogn/cykel. Start med at spørg ham når turen starter men vær klar til plan b. 

Jeg synes det lyder som om du gør det rigtige, men måske har han brug for direkte snak, så istedet for at sige “ nu tager vi sko og jakke af” ( hvor det jo ligger implicit at det også gælder ham), så evt sæt dig ked på hug i børnehøjde og sig “ Så NAVN nu skal du tage dine sko af” og så masser overdreven ros når han gør det ( nej hvor er du dygtig, hold da op hvor er du skrap - sikke en stor dreng osv)  Og så evt bagefter, “ NAVN, nu skal jakken af” men én besked af gangen og masser af ros, ros, ros. 

Min erfaring er at ros er vejen frem sammen med faste strukturer. Så sørg for at gør det I plejer, på samme måde som I plejer. Han forstår det ikke hvis det kun er nogle gange han selv skal tage tøjet af ( eller ikke skal når far henter), eller ikke behøver holde mor i hånden hele vejen til vuggestuen. Nej, samme regler hverdag, samme måder at gøre tingene på så kan han bedre navigere. 

Men jeg forstår din frustration. Da min store var 2 synes jeg ikke han var såå slem igen, han tog så revanche da han blev 3�� 

Et så lille barn VED ikke noget Per definition. Det kan hans hjerne ikke. Han har ingen erindring om det og lager sig ikke. Det kræver, at hjernen er udviklet nok. 

Et eksempel er tidsbegrebet. Det er først som 10-årig, at man forstår tidbegrebet rent fysisk. Og kan “gætte” på om der er gået 1 time eller 5 timer  

Og fare - som dreng er du gerne ca 25 år, før faktisk forstår konsekvenserne af at køre 150 km på en landevej. Derfor er der så mange unge mænd, der figurerer i statistikkerne om dødskørsel. Og derfor mange unge mænd drømmer om militæret. De ser ikke faren - de ser eventyret. Selvfølgelig begynder man at forstå “åbenlyse” farer, som at man brænder sig på ind, hvis man går ind i et brændende hus. Men børn og unge er ikke opmærksomme på deres egen dødelighed. Det er en smart mekanisme, som gør , at man som ung tager flere gode (og dårlige) valg og dermed danner erfaringer

Eksemplerne er blot for at tydeliggøre, at det du forventer af ham, er langt fra er realistisk.

Når du skriver; “han kan gå med dagplejemor, så han VED han skal” Så skal du vide, at det er som at sammenligne en kedelig hverdags mandag med den vildeste nytårsaftensfest. Det er to helt forskellige ting, som man opfører sig meget forskelligt i. 

Din dreng er optaget af relationer - ikke situationer. Det vil sige, at han kan opfører sig (og bruger enormt meget energi på) at passe ind ved dagplejemoderen. Det er nemlig et overlevelsesinstink og flok instinkt. Det er aktiveret, fordi han ikke har en primærtilknytning til hende. Han er sikkert ok tryg, men han er ikke 100% tryg. Derfor lever han op til hendes “krav”. Ikke fordi han VED han skal, men fordi hans instinkt søger for hans overlevelse ved at tilpasse sig situationer, hvor hans primære person ikke er dig. 

Så bottomline - din dreng lyder totalt normal. Han er kropumulig fordi han er TRYG hos dig. Han gør som han skal. Udforsker verden med dig

læs evt lidt mere her: 

https://www.alt.dk/boern/saadan-faar-du-dit-barn-til-at-hoere-efter

Anonym skriver:

Hej, jeg har selv haft de problemer med min datter. 

Det jeg gjorde var at gå ind på wish og købe sådan en ting som kan sidde på barnets arm og på din arm med den løber barnet ingen vejne og imens i bruger den lære du ham at man skal holde fast på siden af klapvogen, efter jeg gjorde det med min datter forstod hun med det samme at man ikke bare kan løbe væk fra mor igen og hun hade den kun på 1 uge og så var det slut med at løbe væk, hun går så pænt ved siden af klapvogen nu ja altså nogen gange er hun lidt af en baldemar og løber hvis hun ser noget legetøj med Anna og Elsa men ellers ikke.

Og har du problemer der hjemme med at han ikke lytter så gør som jeg, ved det er hårdt men hør her. 

Det jeg gør er at når hun ikke høre efter siger jeg gå ind på værelset og skam dig og tænk over det du har gjort og det kunne godt være at hun bliv lidt ked nogen gange men efter noget tid begyndte hun at høre mere efter, min datter er begyndt at høre meget efter jeg brugte denne motode men hvis du gør det med ham skal du lave en slags stol over i hjørnet som en skammekrogen det gjorde jeg og hun bruger den stadig nogen gange når hun ødelægger noget for det gør børn jo også og hun tager det meget pænt nu, og det var simpelthen den eneste løsning jeg kunne gøre med hende til sidst så prøv det af og tror mig det hjælper min datter er en engel nu forhold til hvordan hun har været hun har bidt mig og revet mig og skriget når vi var ude og købe ind og hun var en meget speciel lille pige men nu er hun den bedste lille prinsesse i verden. Så prøv det hjælper meget 

Skamfølelse er noget af det mest nedbrydende, du kan pålægge et barn. Jeg tager skarpt afstand fra at bruge det som redskab i opdragelsen. 

Det lyder umiddelbart ikke ualmindeligt noget af det du beskriver. Man kan også være kærlig og anerkendende og samtidig sætte tydeligt grænser. I den alder skal de ikke have så mange valgmuligheder - det kan de slet ikke overskue. Her har det enten været ´´du går på fortorvet, eller du kommer op i klapvognen/barnevognen, osv.'' I forhold til skift af ble, så har mine drenge fået lov til at vælge en ting de må få med. Når de så siger nej, så får de at vide at de må skynde sig at vælge et stykke legetøj som de kan få med hen på puslepuden. Vores ældste har særlige behov (svære indlæringsvanskeligheder og autisme), og med ham var bleskift virkelig udfordrende i en periode, og så fik han ofte en lille kiks som belønning bagefter, når det første ikke duede. Selvfølgelig skal man ikke bruge belønning som en gennemgribende opdragelsesmetode, men ind imellem kan det var effektivt og positivt i visse sammenhænge. Husk at være meget tydeligt i dine valgmuligheder, og hold fast. Din dreng skal vide præcist ´´hvor han har dig``.  Selv om han kan protestere, er det med til at give ham tryghed at du står ved, hvad du har sagt. 

Mor og meget mere skriver:

Skamfølelse er noget af det mest nedbrydende, du kan pålægge et barn. Jeg tager skarpt afstand fra at bruge det som redskab i opdragelsen. 

Så var jeg ikke den eneste der tabte kæben!