Min første tanke er egentlig, at det er lige lovligt fjollet og omklamrende. Man må jo nu engang give lidt slip når ens børn er ude sammen med andre, som de er trygge ved, og som man ved passer på dem og gerne vil give dem en masse oplevelser.
Men så kommer jeg alligevel til at huske på en enkelt gang, hvor farmor (som vores datter er meget tæt med), gerne vil invitere vores datter på 2 år med i tivoli. Og det er hendes første gang - hun er endelig stor nok til at have rigtige oplevelser med og snakke med om dem - og pludselig får jeg et stik i maven over ikke at være med. Fordi jeg så gerne vil se hendes begejstring første gang - og fordi jeg ved, hvad der vil være den helt rigtige og perfekte måde for hende at få den oplevelse på.
Men ... jeg bed det i mig. Jeg lod selvfølgelig farmor og barn tage afsted. Og de havde det FANTASTISK. Glæden ved at høre min datter fortælle om det de havde set og oplevet opvejede på alle måder det ikke at have været med selv. Hun var så stolt og betaget - og farmor strålede selvfølgelig!
Så... det korte af det lange er nok: jeg forstår egentligt en snert af hvad du siger. Men jeg tror, at der kommer noget godt ud af også at give slip nu og da og lade ens barn relation til andre styrkes af oplevelser der handler om barnet selv, og ikke om hvem der var med.
Anmeld
Citér