Selvsagt kan jeg forstå dig, man vil helst være der til alt ikke bare det første men alt - udfordringen er bare, at det kommer man ikke til. Man skal som mor og far lære at give slip ikke omgivelsernes skyld, men for ens barns skyld. Ens egoistiske ønske om, at have kontrol og opleve alt det mest fantastiske sætter en bremseklods for ens barn, for hvorfor skal min søn dog vente med at se en løve til det passer ind i mit liv, når nu hans mormor står på spring og gerne vil have en skøn dag i zoologisk have med ham?
Man kommer til at gå glip, for selv om man reserverer første gangen, så kan man stå med et barn der ikke udviser nogle form for reaktion når man tager dem med i Tivoli, og man lader mormor tage næste gang, hvor hun kommer glædestrålende hjem og fortæller, hvordan den lille forræder havde hoppet af glæde ved hver forlystelse og havde kysset Rasmus klump.
Så jo forstår jer til fulde, har stadig følelsen af, at jeg ikke vil gå glip af noget. Når jeg om en lille måned skal sende min førstefødte 10.måneder til Italien, så er jeg ved at skide grønne grise og især over alt det jeg ikke skal opleve sammen med hende, alt det første jeg ikke skal være en del af, alle de reaktioner jeg måske ikke en gang skal høre om. Men samtidig er jeg også stolt som en pave ikke over min datter (det er jeg også), men over mig selv, at jeg er kommet så langt så jeg kan give slip og kan slippe min trang til at være den der oplever alt.
Den evne krævede jeg af mig selv tidligt, for jeg kan jo ikke sige, at jeg skal være med til alt første gang, for hvor er grænsen er det kun de "store" ting eller er det også første gang de smager en reje, en oliven, en is? Er det første gang de ser en måge, første gang de ser en sommerfugl, første gang de fodrer ænder, første gang de rutcher , første gang de vender en pandekage eller.....?
Og mit råd er egentlig at I ruster jer selv til at få glip af noget, for den skønne reaktion, de små helt igennem gyldne øjeblikke de kan ikke planlægges. Det kan netop væe på en helt almindelig gåtur og en and kommer vraltende, at den fantastiske reaktion kommer. Det kan være når man mindst venter det, at netop det gyldne øjeblik opstår. Mens den første tur i zoo kan være en helt almindelig halv grå dag. Og de øjeblikke er ikke for vores skyld, men for barnets skyld, der Hvor den lille krop bobler af lykke, af glæde, af begejstring er for barnets skyld og vi voksne er alene tilskuere, der er heldige at være tilstede - jo flere oplevelser, jo flere gyldne øjeblikke til barnet jo bedre også selvom vi ikke lige fik lov at overvære det. Og ja så husk de gyldne øjeblikke kan lige så godt opstå en kedelig mandag eftermiddag som på en tur i Tivoli.
