Jeg kan godt blive lidt gråhåret af det der med, i skal ikke gøre xyz, så har han vundet. For mig at se tillægger det barnet nogle overvejelser og intentioner, som ikke giver mening for alderen. Børn samarbejder efter bedste evne og forsøger at efterkomme det, deres forældre forventer af dem. Eller miljøet i det hele taget. Det betyder ikke, at forældre skal shames eller noget - gud fri mig vel, jeg har selv en dreng på 6 år, der kan være udfordrende at grænsesætte for. Men man er nødt til at kigge hele vejen rundt og ikke kun på barnet, og hvordan kan man straffe lidt mere eller mere effektivt. Der skal være nogle helt tydelige, alderssvarende forventninger. Forberedelse, struktur. Men også anerkendelse. Jeg læser et meget uforudsigelig reaktionsmønster hos jer: i siger nej nogle gang, og så ender i ud, hvor i råber, tager fat, hiver. Og man skulle måske ikke tro det, men den slags adfærd kan fremelske mere negativ adfærd hos barnet.
Det siger jeg ikke med fordømmelse, for har selv været der, og jeg ender der selv ind i mellem. Men man er nødt til at reflektere lidt over den dynamik, man kan få skabt i familien. Du siger selv, at I nærmest ikke laver andet end at sige nej. Måske er i endt derude, hvor jeres søn godt ved, at I forventer noget negativt. Det er det negative, der er fokus på. Det giver opmærksomhed - børn vil gerne have deres forældres opmærksomhed uagtet den er god eller dårlig, så de gør mere af det, der giver fokus på dem fra jer. Og hvis fokus pt er rigtig meget på det negative, så er det særligt der i ser ham, og så kan i ende ud i, at han giver jer endnu mere af det.
Et godt råd vil være at italesætte ALT det gode, han gør. Det kan føles utrolig kunstigt, men vis ham, at I bemærker alt det gode. Det handler selvfølgelig ikke kun om en pæn tegning, men de gode handlinger der reflekterer nogle af hans gode egenskaber som person. Vælg jeres kampe med omhu - ignorer den dårlige adfærd, hvis ikke det er en vigtig kamp. Lad være at give det opmærksomhed - henled evt hans opmærksomhed på noget han må, når I sætter en grænse. Fx "Du må ikke kaste med bolden inde, men vi kan gå udenfor at kaste med den", for så giver du et godt alternativt, men har stadig været tydelig omkring grænserne.
Og så som sagt: forberedelse, struktur, anerkendelse. Træk i håndbremsen, før i når ud hvor i taget fysisk fat og råber, så er i allerede kommet for langt ude. Vær tydelig og konsekvent, og lad være at indgå i diskussion. Fx med tøjet: son andre siger, forbered før tid, gerne visuelt. Og når det er så sig, nu skal du have tøj på.
Når så han begynder at stikke af osv, så løft ham (kærligt op), italesæt hvad du gør, tag ham med hen og hjælp ham lidt med tøjet, så han også får oplevelsen af - i en overgangsperiode - at det her er noget, vi hygger os med sammen.
Jeg arbejder med småbørn, og vi ser så gode resultater med denne tilgang, både med "almindelige" børn og børn med diagnoser osv. Og herhjemme, hvor jeg som sagt kender til de kampe du beskriver, har det også gjort kæmpe forskel. Det betyder ikke, at man aldrig må fejle, vi er jo kun mennesker. Men så kan man også vælge at italesætte det, når der er ro på igen. Det gør jeg altid, fx "Magnus, du måtte ikke kalde mig sådan en grim ting. Men det var heller ikke okay, at mor blev så vred, at hun råbte af dig. Det må du undskylde". På den måde lærer du også dit barn, at voksne kan begå fejl, og det er okay, men at man altid kan rette op på det bagefter med et undskyld og et kram.
