Anonym skriver:
Vi har en oldemor i familien, som desværre er meget syg af kræft og hun har ikke langt igen.
Jeg har også en 2-årig søn, som er meget opmærksom og optaget af følelser; om nogen græder, er sur eller glad. Vi skal jo så snart til begravelse, når det sørgelige sker, at oldemor dør. Der vil være voksne mennesker, han kender godt, der græder.
Hvad pokker skal jeg sige til min søn? Jeg vil bestemt ikke forklare ham for meget, for han tænker så meget og bekymrer sig hurtigt om et eller andet og bliver bange. Han er jo alt for ung til at vide, hvad døden er og for ham er det da også bare knyttet til døde dyr, f.eks. når han kommer til at mase et insekt eller ser et dødt dyr i vejkanten.
Skal jeg sige, at folk græder, fordi oldemor er død?
Skal jeg bare kort og godt sige, ja, farmor græder. Farmor er ked af det og så undgå at fortælle, at det er fordi oldemor er død? Han vil dog nok undre sig over det, for han er vant til at man græder, fordi man f.eks. slår sig. Og han er så nysgerrig og viderebegærlig, men lige i den her situation, men lige her er han jo lidt for lille til at få det hele at vide!
Han har heller aldrig været i en kirke før og det vil også være en stor oplevelse for ham.
Hvordan giver jeg mon min lille søn den bedste oplevelse i en meget trist situation?
Min kære mormor døde, da vores ældste var 20 mdr. Hun var med i hele processen. Hun var med i kapellet og se min mormor - det var fredeligt og smukt og hun kiggede bare på hende og sagde “olde sover”. Til begravelsen gik det også fint og vi har sidenhen brugt oplevelsen til at snakke om oldemor - at olde er i himmelen nu, men at hun også er i os - I alle vores minder og tanker.
Sidenhen har vi mistet min farmor. Der var den ældste 6 år og den mellemste 3 år. Denne gang vurderede jeg, at de ikke skulle se deres oldemor efter at hun var død. Det var ikke så kønt og fredeligt, som ved min mormor. De var dog begge med til bisættelsen, hvilket også var en god oplevelse for dem. Det giver ligesom en afslutning og forståelse af, at nu bor oldemor et andet sted og vi kan ikke besøge hende på samme måde mere.
Min erfaring er, at åbenhed er vejen frem. Døden går hånd i hånd med livet og for mig er det vigtigt, at børnene får lov at rumme alle følelser og ved, at vi kan snakke om alt. I deres erindringer fylder begravelserne ingenting, men i stedet alle de gode minder.
Når det så er sagt, så ville jeg naturligvis kigge på det enkelte barn og samtidig relationen til afdøde. Børn skal ikke med til begravelser for en hver pris og hvis relationen er fjern, så ville jeg ikke involvere dem i begravelse osv.
