2-årig til begravelse

Vores søn på 9 er utrolig følsom Og har altid været det dør og nu har han ikke fået lov til at være med til en begravelse det vil han tage alt for tungt.

men heldigvis var han så stor vi kunne snakke med ham om at min onkels kone døde men det var stille og rolig snak. 

Hjemmegaaende skriver:

Mine unger ved farfars kiste. Håber ikke det støder nogen men det var virkelig en god oplevelse. Og den lille spurgte næste dag - hvor er farfar nu? Den store svarede: jamen han er jo en stjerne i himlen - så han kan faktisk flyve! Og så kiggede vi op i himlen sammen. Vi forklarede dem, at det ikke var synd for farfar, men at far og andre godt kunne blive kede af det ind i mellem over farfar var død. 

Smukt. 

Vi har lige stået i samme dilemma

Min barn er 3 år. Meget optaget af sygdom og "farligheder" samt at folk forsvinder. 

Barnets oldefar er døde i efteråret. Det var min mands familie. Min svigerfar var meget indigneret over, at jeg ikke ville tage mit barn med. 

Men her er grundene:

1. Barnet var i en periode med "angst" og generelt sensitiv 

2. Barnet havde intet forhold til den syge oldefar. 

3. Barnet ville ikke kunne sidde stille så længe

4. Barnet reagerer meget på at se sin familie være påvirket generelt

Min svigerfar blev ved med, at Oldefar ville være så ked af det, over at barnet ikke kom med. 

Man skal virkelig vurdere, hvilket barn man har, og hvor de er i deres udvikling. Nogle 2-3 årige er et sted, hvor det er fint, mens andre ville få en ubehagelig oplevelse.

Det havde været noget andet, hvis det var en person, som barnet havde en relation til, hvor det ville betyde noget for barnets historie, at de havde været til begravelsen. Og selv der, ville jeg altid vurdere, hvor barnet var i sin udvikling.

Min svoger tog sin jævnaldrende børn med. Den mindste på 18 måneder var ligeglad. Hende på 3 år blev meget ked af det og spurgte længe efter, om hendes forældre skulle dø og var bange for at blive syg/at forældrene blev syge. For fortællingen var jo at oldefar havde været syg og gammel og derfor døde.. For hende var forældrene jo også "gamle". Den ældste på 7 år var lidt betænkelig, men kunne rumme det tildels. Han kunne skelne mellem Voksen, gammel og meget gammel (oldefar). 

Det handler jo i den grad om 2 ting. 

1. Behovet for at få forklaret tingene

2. Og om barnet faktisk kan rumme en forklaring. 

Så helt sikkert tag et kig på dit barn. Har du et barn, som er "ligeglad" eller ikke er et sted, hvor angst/frygt præger eller har du et barn, som netop lægger mærke til sindsstemningerne.

Måske giver det meget mening, at tage dit barn med. Men hvis ikke, så ville jeg ikke mene, at det var i barnets farvør at komme med og ikke noget godt for nogen.  :-) 

Jeg synes at det er vigtigt at forklare sit barn om døden. Nu er min søn 4 år, men hans bedste vens mor dør om meget kort tid. Vi har forklaret ham at x mor dør, fordi hun er meget syg. Men at vi ikke skal dø. Vi har fortalt at x mor skal op i himlen og at x vil blive ked af det og savne sin mor. Vores søn har ændret det til at x mor skal til månen. Vores søn kan da godt mærke, at det også påvirker os at vennens mor er syg, men vores søn har på intet tidspunkt givet udtryk for at han er bange for at vi som forældre skal dø. Jeg synes at det er vigtigt at man ikke gør døden til noget farligt og tabubelagt. Det er vigtigt at børnene kan komme til os og snakke om døden, for det er da et svært emne. 

Jeg havde mine børn på 1,5 og 3 år med til min fars begravelse, fordi de også havde ret til at sige farvel og så snakkede vi om at bedstefar nu var en stjerne. 

Jeg tror ikke på, at man gør børn nogen tjeneste ved at lære dem at sorg er "farligt", tværtimod tror jeg at de lærer rigtigt meget af at se, hvordan deres forældre og familie i øvrigt håndterer sorg. 

Den eneste del af begravelsen de ikke var med til (mine svigerforældre gik en tur med dem), var da kisten blev sænket ned i jorden. 

Jeg ville tage ham med og snakke med ham om hvad han oplevede..

Hjemmegaaende skriver:

Mine unger ved farfars kiste. Håber ikke det støder nogen men det var virkelig en god oplevelse. Og den lille spurgte næste dag - hvor er farfar nu? Den store svarede: jamen han er jo en stjerne i himlen - så han kan faktisk flyve! Og så kiggede vi op i himlen sammen. Vi forklarede dem, at det ikke var synd for farfar, men at far og andre godt kunne blive kede af det ind i mellem over farfar var død. 

Jeg synes ikke, dit billede er stødende overhovedet. Jeg synes, det er smukt.

Og det kan netop være en god idé at tale med pædagogerne eller en børnepsykolog, hvis man er i tvivl. 

Jeg synes slet ikke, man generelt kan sige, hvornår børn er for små til at deltage. Det kommer an på barnet og forældrene. Børn er forskellige.

Man kan godt tale om døden - i børnehøjde. 

Jeg tænker ikke det handler så meget om, hvornår barnet er parat, men i langt højere grad, hvornår mor og far er parate. Mor og far skal kunne rumme den naturlige frygt for døden, og selv være mindre bange og give det videre som en naturlig del af livet. 

Små børn har alle instinkter intakte, og selvsagt er døden, tigre og tordenvejr noget der skaber en frygt, for det er ting som er potentielt farlige - ja døden er såmænd ikke farlig, men bare den definitive afslutning af livet. 

Døden vil barnet møde det være sig en oldefar, et marsvin eller en fugl der flyver ind i vinduet - vi kan ikke skærme vores børn fra begrebet død, fordi det hænger uløseligt sammen med livet. Men vi kan give vores barn et naturligt forhold til døden frem for et tabubelagt. Vi kan undre os sammen med barnet, vi kan lade være at pakke det ind med fx sover, som virkelig kan give barnet forkerte og angstfyldte tanker om søvnen. Vi behøver heller ikke fortælle om at brænde et lig, eller grave det ned i jorden. Men vi kan fortælle om døden som værende noget naturligt. 

Min datter mistede sin lillesøster da hun var 3 ½ år, og der kom døden jo så tæt på familien helt uden, at vi skulle vurdere så mange ting som man er tilbøjelig til når det er en oldefar. Hun lærte ordet død uden omsvøb, hun så sorgen uden filter, hun var med til en begravelse - hun sørgede selv, hun manglede selv, hun brød sammen selv, hun græd, hun skreg, hun er såmænd nok også blevet bange i hvert fald senere i livet. Men døden var og er helt naturligt - hun lavede sine egne forklaringer fx at lillesøster kunne male himlen lyserød som i bjørne brødre osv. 

Pga. vi fik døden så tæt på, så har døden i vores familie ikke været tabu, men noget som vi taler om. Da oldefar døde da de var henholdsvis 8, 3 og 0 år, var de som en selvfølge med inde og se ham død, de rørte ved ham og mærkede han var kold. Ham på 3 prøvede at åbne øjenlågene og de spiste sågar is mens de sad på sengen (det var på et hospice), og ingen af dem blev bange bagefter, men vi kunne roligt tale om, vi selvsagt var kede af det, men det er ikke fordi døden er farlig, men fordi vi kommer til at savne den der er død. 

Vi har været forskånet siden oldefar døde, og ingen tæt på er døde. Men ville tage det på sammen måde igen. Så når du spørger til begravelsen, så handler det for mig om, hvorvidt du er parat. Parat til at tale åbent om døden, parat til at rumme følelser som er helt naturlige i din dreng, måske ikke for ham så meget omhandlende døden, som omhandlende de følelser han vil opleve andre har. 

Frygten for døden kan kun i mine øjne bekæmpes med åbenhed omkring døden og sorgen - for det gør ondt at miste, man savner og mangler helt vildt, men det er ikke farligt. 

Min datter er da helt klart påvirket af den oplevelse hun havde, da hun var 3½ år, men hun er netop påvirket på godt og ondt. For hun ar fået en forståelse af smerte (mentalt), men også en viden om at selv når det gør aller aller aller mest ondt, så kan man komme tilbage og være glad. Din søn vil også være påvirket af en begravelse - alt i vores liv påvirker - men det behøver ikke være til det dårlige.

Jeg tænker i lighed med Line, at det snarere handler om, at du nok som mor ikke er parat - og derved er din søn formentlig heller ikke. Børn afkoder jo, om vi signalerer at noget er svært eller farligt - og din beskrivelse af hvor voldsomt og dystert det hele vil være, tyder på at du måske ikke er klar til at give en begravelse sammen med ham den naturlighed, som den slags gerne må få. For at begrave en gammel dame er jo ikke tragisk, dystert eller voldsomt? Det er jo en oplagt mulighed for at snakke om, at hverken død eller sorg er farligt - og at oldemor havde et dejligt liv, som nu er slut. 

Min datter på 3 år er pt. meget optaget af døden. Det fører til mange fine børnesnakke om, hvad det vil sige at være død, hvor man skal hen, hvorfor man dør, osv. Hendes nysgerrighed og spørgsmål er virkelig fine. Hun er tilsyneladende ikke bekymret - men accepterer fx at farfar er død fordi han var meget gammel, og at der går laaaaaaaaaaaang (indsæt insisterende mor-stemme) før hverken hun eller vi skal dø. Skulle hun en dag blive bekymret eller ked af det, så er det jo også følelser, hun som lille menneske skal igennem - det skal vi alle - og så må vi hjælpe hende bedst muligt.

Få en veninde eller en barnepige til at smutte to timer på legeplads, så du kan få sagt ordentligt farvel til oldemor.

Hvor er jeg glad for jeres mange refleksioner og erfaringer!

Jeg er nu nok kommet frem til, at han ikke kommer med, hvis hun dør meget snart. Han har sådan en hård periode for tiden, hvor alt er farligt og det stadig er nyt at være storebror til en koliklillebror, der kom til verden for et par måneder siden. Han har nok om ørerne.
Er det hverdag, kommer han i dagpleje. Er det weekend, så bliver han hjemme med mig og lillebror.

Der er jo også så stor forskel på børn. Hans fætter tror jeg sagtens kunne klare det. Men jeg tror det vil påvirke min dreng for meget.

Selvfølgelig er døden en naturlig del af livet og når han at blive ældre (hun fortsætter heldigvis med at leve længere end lægerne sagde!) og med større forståelse, tager jeg ham med og forklarer ham, at oldemor er død og derfor græder folk. Måske lånt et par bøger om emnet. Og ja, han ville da kunne huske det altid, men jeg husker også min første begravelse.

Jeg har selv et afklaret forhold til døden, men som I er inde på, så kan jeg bestemt ikke lide begravelser og finder dem dystre og sørgelige, især hvis jeg prøver at se det med et barns øjne: den mørke kirke, orgelet, salmerne, den tunge stemning, sort tøj, voksne, der hulker højlydt. Jeg forstår deres vigtighed og det er også derfor, jeg jo gerne ville med til den her begravelse - for at sige farvel. Og for lige at nævne det igen, så er der ingen der kan passe ham, hvis jeg skal med, for han har kun forbindelse med min svigerfamilie.

Jeg er sådan set ikke uenig i, at det inden grad også handler om, hvorvidt mor/far kan rumme død. MEN... 

Der er stor forskel på, om man er “tvunget” til at forholde sig til døden. Så som et nært familiemedlem, også rent faktisk opsøge det uden nogen stor grund.

argumentet med “det skal ikke være et tabu”, synes jeg personligt, ikke helt holder. For skal børn så rumme død generelt (af naboer, mors kollegaer, gamle bekendte ect) fordi det ikke må blive et tabu? 

Død er ikke et tabu for mig: og jeg var først til en begravelse som 15-årig, da det naturligt var der, min morfar døde. 

Man kan sagtens tale om døden stille og roligt, men det er jo ikke det samme som at tage en 3-årig med ind og se en død person eller en begravelse. 

Og hvorfor skal man tage sin 3–årige med ind og stå ansigt til ansigt med så meget sorg (som for mange børn kan være meget overvældende uanset, hvor meget forældrene rummer det?) 

Jeg kunne aldrig finde på at sætte mit barn ned og sige “ her er en video af en person, som er gammel og dør. For døden er helt naturlig”. 

Mit barn på 3 år kan ikke rumme det. Hun bliver skræmt. Uanset hvor meget jeg har rummet det, talt om det med naturlighed.

Hun har en sygdom, hvor hun er ofte til lægen - så vi taler meget om, hvorfor man går til lægen.

Men jeg tager hende jo ikke med til lægen, andre skal til lægen, hvis ikke hun kan rumme det. Hun er eksempelvis meget bange for, at far/mor/hun skal stikkes (selvom hun ikke er blevet stukket siden hun var 8 måneder) 

Vi taler naturligvis om, at det kan føles mærkeligt og man gerne synes det er lidt ubehageligt, men det forsvinder igen. Og jeg har lovet hende, at hvis hun skal stikkes, så får hun tryllecreme på og jeg siger det, så det ikke er en overraskelse. Men lige nu kan hun ikke tåle at høre historier/se film om læger. Og det er ikke fordi det er et tabu. Det er udvikling. Om 1 år er hun endnu mere rationel og har måske en bedre forståelse for det.

Det betyder ikke, at hun ikke kan blive stukket i det år. Men bare at hun skærmes så meget jeg kan i denne periode, så hun ikke fokuserer mere på det. Også om et år, så læser vi bogen igen, når hun er klar og har forstået at en læge ikke bare stikker uden grund (en grund for hende) og pludseligt. For selvom jeg har talt om det og forklaret det på mange måder, så forstår hun det ikke helt. Det er tydeligt. Men det er jo kun lige nu. Om 3 måneder er det muligvis anderledes - også kan vi give den gas med lægehistorierne igen, når hun forhåbenligt kommer og vil høre historierne igen. 

Hun var meget bange en hel aften forleden, fordi de havde læst en historie i børnehaven med en læge. Hun har fået læst den historie siden hun kunne gå! Netop fordi hun går til lægen så ofte (og selvfølgelig skal). Men lige nu er det farligt. Det var det ikke for 8 måneder siden. Og det er udviking og så længe jeg taler med hende om det, når hun spørger, så er det jo netop ikke et tabu?

Men jeg behøver vel ikke tage hende med til samtlige lægeaftaler eller blodtagning, fordi det er naturligt. Hun vil i øvrigt heller ikke - hun er “bange for at lægen stikker meget hårdt”. 

Min pointe er bare, det handler om hvorvidt mor/far kan rumme det, men også om det nødvendigt (det kan det jo være) og giver mening i forhold til udvikling hos barnet. 

Men 5-årig kan jo forstå noget helt andet end en på 3. Men en 5-årig kan jo også have en svær periode, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at møde døden face to face. 

Jeg siger det, fordi jeg selv var bange for at d i trafikuheld som barn. Fordi en lærer havde fortalt så meget om det og vist film. Der var jeg 7 år og kunne ikke rumme det og måtte gå ud af klassen. Den video har forfulgt mig lige siden - også selvom mine forældre i den grad har rummet og talt om trafikuheld og jeg har set mine dyr blive kørt ned. Den video ramte mig på et helt forkert tidspunkt, da jeg lige havde mistet min kattekilling i et biluheld.  

Og ja, man kan ikke skærme alt - og det skal man ikke. Men der havde et hensyn til, hvor jeg og mine barnlige forestillinger om uheld og død været dejligt. For jeg var bange i mange, mange år... 

Så ja, for mig handler det om, hvor barnet er i sin udvikling og også hvor mor/far er. 

Er det naturligt at have barnet med? Er det okay for barnet og dets udvikling? Go for it. :-)