Ingen må holde min baby

Hold nu op, hvor jeg synes du får nogle ubehagelige svar ind imellem, og jeg bilver så rasende indeni, når folk gør egne erfaringer og meninger til eneste gældende sandhed.

Jeg forstår dig. Jeg havde det på samme måde 1. gang. Jeg blev så fysisk dårlig at jeg nærmest skulle kaste op, når andre holdte.. Jeg var til sidst nød til at sige "nu stopper det. Ingen får lov at holde mere, før mit barn selv kan efterspørger det" det gav mig ro på. Kald mig bare sippet, skør, kontrollerende og én som "ødelægger" andres forhold til baby. Men intet kan i min verden være vigtigere end at familien (mor, barn, far evt. søskende) har det godt. 

Det er således at babyer indtil etårsalderen er i stand til at knytte sig til 1 eller 2 omsorspersoner. Det er sådan, at det er fuldstændig livsnødvendigt for en baby at kunne etablere den tilknytning. En mor med depression er i større risiko for ikke at kunne give sig 100% til den tilknytning. Min egen teori er, at moderens system "kompenserer" ved så at reagerer på når baby er det mindste væk. Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv.

Min mand havde for øvrigt intet problem med det dengang og syntes det var "fjollet" og hårdt at jeg ikke bare kunne være som "alle andre normale". Vi havde en aftale at jeg holdte vores barn. Og hvis ikke jeg gjorde, gjorde han. Så måtte folk sidde ved siden af og snakke. 

2. gang meldte jeg klart ud, at jeg ikke "gik ind for" at baby opholdt sig hos andre uden at det var VORES behov. Kun få har spurgt. Til gengæld har jeg kunne tage det i mit tempo og udvælge de helt rigtige situationer. Her 5 mdr efter fødslen er det endnu ikke hele familien, der har holdt baby. Kun én har holdt to gange. Til gengæld har jeg ofte stået i en situation, hvor jeg lige har haft brug for 30 sekunder frie hænder og så har en ven eller bekendt lige kunne hjælpe. Hovedårsagen er, at jeg har fulgt min mavefornemmelse. Én gang har jeg ladet mig presse og det var møg ubehageligt og mindede mig om hvorfor jeg ikke gjorde det.

Det er SÅ befriende at lytte til sig selv. Jeg har langt mere overskud og jeg har ikke konstant ondt i maven over andres forventninger, for jeg er ligeglad. Hvis baby og bedsteforældre ikke får et godt forhold "fordi de ikke må holde" er det ikke din eller babys skyld. Så er det dem, der har et problem. Der er sgu mange jeg har et godt forhold i dag, som ikke mødte mig da jeg var spæd og omvendt, mange af dem, der har hold mig meget, selv familie, er jeg ikke tætte med i dag. For det handler om den energi man er villig til at lægge i relationen jævnt gennem tiden, og ikke hvorvidt man fik lov at holde den første uge/måned/år/whatever.

I øvrigt. De billeder jeg har af min første hvor andre holder, giver mig stadig kvalme i dag. For jeg husker kun følelsen af at blive ignoreret, nedgjort, latterliggjort og udskammet pga mit ubehag. Og jeg husker følelsen, som jeg stod der bag kameraet. Kvalme, hjertebanken, koldsved og "det er forkert"-følelsen. Og så ser jeg en baby, der er ligeglad og folk, med kæmpe påklistrede smil (for de var jo ikke rigtig glade. De holdte jo aldrig længe nok, ofte nol, alene nok). Og for at de kunne få det minut og det billede, havde jeg det dårligt i flere dage og ind imellem uger efter.. det er bare ikke det værd for mig.

De billeder vi har denne gang. Fylder mig med varme, glæde og stolthed. Fordi jeg var i stand til at give og de i stand til at tage imod. Der var plads til os alle og ingen skulle underkaste sig andres vilje. Det er det hele værd.

For at gøre det lange kort: 

Dine følelser er reele. Mærk efter hvad du har lyst til. Luk ørerne for folk der forsøger at udskamme dig/negligere dine følelser. Der er en god chance for at det bliver anderledes denne gang. Der er en god chance for at du oplevede det "værre end det var" første gang, pga depressionen forstærker ens følelser helt vildt  

Jeg kan så godt følge dig med at det er svært.

vi lavede heldigvis en aftale om at der ikke var andre end mor og far der holdt de første 2 uger - dette var dog fordi det var midt i et ræs af familiefester, og baby derfor hurtigt kunne ende som rundebaby. Der er bare kæmpeforskel på at man sidder 20 rundt om bordet der alle vil røre eller om man er hjemme og der kun er få på besøg.

Efterfølgende var jeg helt tryg ved at min mor holdte baby. Ikke bare fordi hun var min mor, men fordi hun altid helst afleverede inden baby blev ked af det, og senest hvis baby begyndte af øffe det mindste. Min svigermor havde jeg det svært med fordi hun altid (uden undtagelse) først afleverede når baby var meget ked af det. Hun gik gerne med baby i favnen når han begyndte at græde (selvom jeg bad om at få baby igen) og kom først tilbage igen når hun måtte opgive at trøste. Herefter endte vi flere gange med at tage hjem fordi baby var helt utrøstelig. Det var så tydeligt at hun ikke læste ham, og tilsidesatte hans behov for sit eget behov for at vise at hun sagtens kunne. Er gravid igen og har allerede ondt i maven over næste gang. 

Blandt andet derfor har jeg aldrig selv bedt om at holde en baby. Jeg sætter mig gerne ved siden af og er interesseret. Men mor skal selv spørge om jeg vil holde, for så er jeg sikker på at mor (og baby) har det godt med det. 

Desuden synes jeg den med tilknytning nok skal komme. Det er der altså masser af tid til at komme efter. Lige så snart mit barn selv efterspørger mere tid med bedsterne (inkl overnatninger) så vil jeg ikke stå i vejen. Men så længe det ikke er barnets behov så er det heller ikke mit behov. 

januar16 skriver:

Jeg kan så godt følge dig med at det er svært.

vi lavede heldigvis en aftale om at der ikke var andre end mor og far der holdt de første 2 uger - dette var dog fordi det var midt i et ræs af familiefester, og baby derfor hurtigt kunne ende som rundebaby. Der er bare kæmpeforskel på at man sidder 20 rundt om bordet der alle vil røre eller om man er hjemme og der kun er få på besøg.

Efterfølgende var jeg helt tryg ved at min mor holdte baby. Ikke bare fordi hun var min mor, men fordi hun altid helst afleverede inden baby blev ked af det, og senest hvis baby begyndte af øffe det mindste. Min svigermor havde jeg det svært med fordi hun altid (uden undtagelse) først afleverede når baby var meget ked af det. Hun gik gerne med baby i favnen når han begyndte at græde (selvom jeg bad om at få baby igen) og kom først tilbage igen når hun måtte opgive at trøste. Herefter endte vi flere gange med at tage hjem fordi baby var helt utrøstelig. Det var så tydeligt at hun ikke læste ham, og tilsidesatte hans behov for sit eget behov for at vise at hun sagtens kunne. Er gravid igen og har allerede ondt i maven over næste gang. 

 

Blandt andet derfor har jeg aldrig selv bedt om at holde en baby. Jeg sætter mig gerne ved siden af og er interesseret. Men mor skal selv spørge om jeg vil holde, for så er jeg sikker på at mor (og baby) har det godt med det. 

 

Desuden synes jeg den med tilknytning nok skal komme. Det er der altså masser af tid til at komme efter. Lige så snart mit barn selv efterspørger mere tid med bedsterne (inkl overnatninger) så vil jeg ikke stå i vejen. Men så længe det ikke er barnets behov så er det heller ikke mit behov. 

Men børn kan da sagtens have glæde af at overnatte hos bedsteforældre inden de kan sige det. De fleste børn vil jo ikke sige det, men vil da synes det er hyggeligt alligevel. Det er jo ikke kun bedsteforældres behov at passe før barnet er 5 år...? Det drejer sig jo også om at barnet er trygt .. og barnet vil være mere trygt ved at overnatte hos en der ofte tager sig af dem også.

I min familie er familien også - bedsterne og en onkel og tante. Her tænker vi nok familie mere end blot vores eget lille firkløver. Jeg forstår ikke helt hvorfor man kan få angst ved at ens egen mor holder ens barn og giver kærlighed. Det er da en gave. Og som ts også kan se har det være en måske uhensigtsmæssig reaktion for hende. Det er da en god ide så at få hjælp. 

Jeg mener ikke at man skal lade baby hå på rundtur hos fremmede eller fjerne grad kusiner. ...men ens far og mor..? Det er da også synd for manden. Han vil jo gerne have at hans mor får lov til at tage del i det. 

At være mor er betyder ikke at man bestemmer alt selv. Og har man svære følelser kan man jo takler det med hjælp fra fx en psykolog.