Ingen må holde min baby

Jeg fødte for lidt under 2 år siden en fin lille dreng. Det var en dum fødsel; den perfekte hjemmefødsel endte i et akut kejsersnit efter 50 timers veer.
Det var mit første barn og en stor omvæltning. Bagefter fik jeg en efterfødselsreaktion og måske hænger det lidt sammen.

Nå, men... et af de store problemer var, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud, når andre holdt ham - og det ville de jo alle sammen gerne. Det startede allerede på barselsstuen, da den ene bedstemor bare lige måtte holde. Jeg havde frygtet det i måneder op til fødsel og hun holdt ham kun i et par minutter, så kom han tilbage til mig. Jeg kunne bare ikke lide det - og sådan fortsatte det jo de første mange måneder, når folk kom på besøg eller hvis vi var ude til familiefester. Alle ville bare lige holde ham og hver gang var jeg i et følelsesmæssigt helvede! Jeg kunne slet ikke være i min egen krop, når andre holdt ham og måtte gå væk - ellers stod jeg bare og trippede rundt om ham. Det var jo også fordi, jeg godt kunne se, at han ikke brød sig om at komme væk fra mors favn, men jeg lod ham jo heller aldrig være i en anden favn længe nok til at falde til ro.
Det var meget forfærdeligt for mig de første måneder af hans liv, hvor jeg altid bare frygtede, at folk ville tage ham, når der kom andre mennesker på besøg. Og det var hårdt for faren (som jeg ikke havde noget imod holdt baby), fordi jeg altid var sådan på vagt, når vi var ude og konstant vogtede over min baby som en ægte løvemor!

Jeg blev mere afslappet, som han blev ældre, og selv begyndte at vise interesse for de andre mennesker og nu, hvor han er 2, har jeg slet ikke nogen problemer med at han er sammen med andre længere. Han er tillidsfuld og tryg og trives.

Baby nummer 2 er på vej nu og folk tør pludselig tale om, hvor irriterende det var, at de aldrig måtte holde min første baby og nogle siger, hvordan det er gået ud over deres forhold til ham og driller med mig det... men det var sgu rimelig alvorligt for mig. 
Jeg kunne virkelig ikke være i min krop, når andre holdt ham.

Jeg er bange for, at det er præcis det samme med den lille i min mave. Hvordan skal jeg dog undgå, at jeg får det så elendigt, når andre spørger, om de må holde mit barn? Der er jo ikke tale om at gå på omgang til familiefester, for det tillader jeg ikke. Men mormor burde vel få lov til at sidde med sit barnebarn mere end de 5 minutter, jeg "tillod" sidst. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes med nr. 2, men omvendt så ved jeg alligevel ikke, hvordan mine instinkter går amok, når jeg ligger med den lille, hjælpeløse baby i mine arme.

... Andre, der har haft samme problem? Hvordan kom de over det?

Kan kun sige at jeg ville få noget hjælp til st takle det. Altså en som kan hjælpe dig af med den frygt du har.

For desværre har de jo ret i st det selvfølgelig påvirker forholdet at man kun må holde 5 minutter under overvågning. Mine børn ser mine forældres hjem som deres andet hjem fordi de sover der 1-2 dage ad gangen siden de har været 

1/2-1 år.. (2 dage når de er blevet lidt ældre)

Anonym skriver:

Jeg fødte for lidt under 2 år siden en fin lille dreng. Det var en dum fødsel; den perfekte hjemmefødsel endte i et akut kejsersnit efter 50 timers veer.
Det var mit første barn og en stor omvæltning. Bagefter fik jeg en efterfødselsreaktion og måske hænger det lidt sammen.

Nå, men... et af de store problemer var, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud, når andre holdt ham - og det ville de jo alle sammen gerne. Det startede allerede på barselsstuen, da den ene bedstemor bare lige måtte holde. Jeg havde frygtet det i måneder op til fødsel og hun holdt ham kun i et par minutter, så kom han tilbage til mig. Jeg kunne bare ikke lide det - og sådan fortsatte det jo de første mange måneder, når folk kom på besøg eller hvis vi var ude til familiefester. Alle ville bare lige holde ham og hver gang var jeg i et følelsesmæssigt helvede! Jeg kunne slet ikke være i min egen krop, når andre holdt ham og måtte gå væk - ellers stod jeg bare og trippede rundt om ham. Det var jo også fordi, jeg godt kunne se, at han ikke brød sig om at komme væk fra mors favn, men jeg lod ham jo heller aldrig være i en anden favn længe nok til at falde til ro.
Det var meget forfærdeligt for mig de første måneder af hans liv, hvor jeg altid bare frygtede, at folk ville tage ham, når der kom andre mennesker på besøg. Og det var hårdt for faren (som jeg ikke havde noget imod holdt baby), fordi jeg altid var sådan på vagt, når vi var ude og konstant vogtede over min baby som en ægte løvemor!

Jeg blev mere afslappet, som han blev ældre, og selv begyndte at vise interesse for de andre mennesker og nu, hvor han er 2, har jeg slet ikke nogen problemer med at han er sammen med andre længere. Han er tillidsfuld og tryg og trives.

Baby nummer 2 er på vej nu og folk tør pludselig tale om, hvor irriterende det var, at de aldrig måtte holde min første baby og nogle siger, hvordan det er gået ud over deres forhold til ham og driller med mig det... men det var sgu rimelig alvorligt for mig. 
Jeg kunne virkelig ikke være i min krop, når andre holdt ham.

Jeg er bange for, at det er præcis det samme med den lille i min mave. Hvordan skal jeg dog undgå, at jeg får det så elendigt, når andre spørger, om de må holde mit barn? Der er jo ikke tale om at gå på omgang til familiefester, for det tillader jeg ikke. Men mormor burde vel få lov til at sidde med sit barnebarn mere end de 5 minutter, jeg "tillod" sidst. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes med nr. 2, men omvendt så ved jeg alligevel ikke, hvordan mine instinkter går amok, når jeg ligger med den lille, hjælpeløse baby i mine arme.

... Andre, der har haft samme problem? Hvordan kom de over det?

Jeg vil sige, du er mor, og det er dig, der bestemmer. Det er noget plat, at de ikke har et godt forhold til ham i dag, fordi de ikke har fået lov til at holde ham. Sikke noget vrøvl.

Det er dig, der skal kunne leve med det, så stå du bare fast på, hvordan DU har det, for det kan man ikke bare lave om. Som du selv skriver, så er din første søn nu glad og udadvendt. Giv det tid og husk på dig selv.

Min første tanke er at et lille nyfødt barn, har brug for sin mor og far. Det er ikke babys behov at alle der komme forbi skal holde. Selvfølgelig vil mormor gerne holde, men hvis du ikke er tilpas med det, synes jeg faktisk det er okay at sige nej. 

Jeg tror jeg havde lidt at de samme følelser. Min pige græd rigtig meget i 2 måneder og var kun tryg i mine arme. Jeg havde det derfor rigtig stramt med at hun skulle holdes af alle, for jeg vidste at det ville betyde en skrigende baby inden for meget kort tid. 

Da hun holdet op med at græde og begyndte at synes at andre mennesker var spændende, fik de selvfølgelig lov, for der var det babys behov og nysgerrighed der blev tilgodeset.

Du kender dit barn bedst! Hvis du er utilpas med det, må du gernr sige fra. 

Du skal da klart sige fra  

Mine børn har aldrig været rundte babyer og jeg væmmes når jeg ser det. - det kommer nr 3 heller ikke til at blive. 

Dog er det okay at nogen holder ham/hende lidt og baby så kommer tilbage til mig , men det afhænger af relation og tidspunkt (det kommer fx ikke til at ske på sygehuset eller til familiefester) 

Er der tale om at du ikke brød dig om at andre holdt din søn da han var helt lille? Altså spæd, under 3-4 måneder måske? For så synes jeg det er helt okay og det har INTET med det forhold de har til din søn idag at gøre. 

Jeg hadede når andre ville holde min søn og sad faktisk bare og håbede han ville begynde og græde så jeg kunne få ham tilbage. Men det gik over som han blev et par måneder gammel og idag har han altås et rigtig godt forhold til begge sine bedsteforældre. Det er helt naturligt som nybagt mor. 

Men er din søn nu 2 år og du er stadig utryg ved at andre holder/ passer i et par timer så hænger det nok mere sammen med din depression og er måske noget der skal arbejdes med. 

Fuldstændig min oplevelse med første barn. Også en voldsom fødsel, som jeg tror, gjorde mig bange for at miste ham.

Med andet barn var det anderledes, og familie og venner måtte gerne holde,men jeg bliver aldrig sådan, at jeg er tilfreds med at overlade baby til andre. Jeg er bare enormt knyttet til dem den første tid. 

Sikke noget at sige, at det er fået ud over deres forhold til din dreng. Det synes jeg faktisk ikke, de kan være bekendt. Jeg har talt med den nære familie efterfølgende om, at jeg havde det rigtigt svært. Jeg tror, det hjalp alle, at der kom nogle ord på både mine og deres følelser, og alle var meget forstående. 

Kan godt forstå det - jeg havde det på samme måde, men vi havde ingen familie på kontinentet med min første, så der var ikke nogen der kunne komme og 'kræve' at skulle holde. Med min anden kunne ingen andre end min mand, lillesøster og jeg komme inden for en meter af hende uden at hun skreg, så det gik helt naturligt. Men det er DIT barn (og fars!), så hvis du ikke bryder om at andre holder, så siger du pænt 'jeg kan godt forstå at du vil holde ham, men jeg er ikke tryg ved at nogen holder ham indtil han er lidt ældre'. Så må folk blive sure hvis de vil det

Min første tanke var “ej nu må de stoppe!!!” Du er mor. Barnet har brug for dig og far (da han nu er der). Men ellers behøver man da ikke på nogen måde lade baby gå på omgang. Sig fra! Min baby skulle heller ikke holdes her og der. Du skal kun gøre det du har det godt med- og du har jo fundet et helt naturligt leje mht den første.. så mon ik det også gør næste gang. Jeg tror det er noget udpræget instinkt i nogle af os i starten af barnets liv og det må der være plads til. Og plads til de som synes noget andet.., jeg nyder at få lov at holde et spædbarn men da kun når moren selv tilbyder det..

Jeg må indrømme at jeg faktisk nød når andre holdte mine børn :) så jeg lige havde 5 min hvor jeg lige kunne puste ud og lige strække mig eller lige få en tår kaffe :) 

Men det var ikke flere mennesker af gangen som holdte dem men hvis vi lige havde 1 gæst eller 2 så fik de lov .. :) 

Men hvis du havde det omvendt er det jo ikke forkert :) du følte at det var bedst at have barnet tæt på og så er det jo sådan det skal være :) og der er jo ikke andre der skal bestemme hvad der er rigtig for dit barn det er dig som mor som bestemmer hvordan det skal være :)