Ingen må holde min baby

Selvfølgelig kommer tilknytning ikke af om har holdt baby 2, 3 eller 10 gange som helt spæd, men måske du kan sætte nogle ord på overfor familien fordi kan godt forstå at nogle måske kan føle det som en mistænksomhed overfor dem og om de er gode nok for barnet, hvis du har våget som høg over dem i de 5 minutter de sjældent fik lov til at holde baby - og denne følelse af at blive mistænkeliggjort kan godt føre til at man måske trækker sig lidt fra relationen fordi man føler du ikke ønsker at de er kærlige overfor baby.

Måske kommer det også helt naturligt, hvis fødslen ikke bliver hård og fordi du har lyst til at bruge tid på din store dreng denne gang.

Men tænker at det også må være enormt hårdt at gå med disse følelser og at det må dræne ens energi at det fylder så meget hver gang man er ude, især hvis man har en kærlig familie som gerne vil vise det nye medlem af flokken kærlighed.

Og ja selvfølgelig bestemmer forældrene, men man skal passe på at man i sin iver for at bestemme over hvordan man mener alle andre må opfører sig, ikke skubber dem væk. Fro bliver man gang på afvist, når man gerne vil vise sin kærlighed, så holder man op på et tidspunkt - siger ikke at man skal sende sin baby på runde gang i timevis - men bare at man skal huske at det ikke er af ond vilje andre gerne vil holde ens baby eller nusse den

Jeg havde det præcis som dig med min første - jeg stod bogstavelig talt og hoppede ved siden af, når folk holdt ham, indtil jeg fik ham igen. Så folk holdt op med at spørge, om de måtte. Jeg havde det meget lettere ved nr 2, men han blev heller aldrig `runde`baby og folk spurgte ikke om de måtte holde. De havde lært at vente, til de blev spurgt om de ville, efter min opførsel med nr. 1  

Ps . Begge mine børn har et meget tæt forhold med mormor og morfar - især den store og min far har været MEGET tætte, siden han var 1 år - og min far holdt ham aldrig før han var omkring 6 måneder og kunne kravle osv. 

Jeg tænker at du kan lette den knude i maven du går rundt med nu, ved st sætte ord på hvordan du har det overfor jeres nærmeste familie og venner? 

Hvis du nu bare siger ærligt til dem i en lidt “frisk” tone, at du sgu godt ved de nok vil finde det lidt underligt, men du simpelthen har det svært med at lade andre holde dine børn, og at det bestemt ikke er fordi du tror de ikke kan “finde ud af det”, det er bare en følelse du har i maven, og du prøver at arbejde med det. 

På den måde oplever du måske også at de er mere hensynsfulde NÅR de får lov at holde baby, fordi de ved hvordan du har det, og at du ikke kan gøre for det. 

Dog tænker jeg at det ville være sundt for dig også at udfordre dine egne følelser, og give lidt mere lov end du egentlig er vild med. Så kan du måske vende det til en god oplevelse hvis du kommenterer på dine følelser imens tante oda holder baby! F.eks “ih, jeg synes godt nok du har holdt ham længe nu”. Jeg tror folk vil vise sig at være yderst hensynsfulde, og mindre fordømmende, hvis de også forstår at du selv er klar over dine svære følelser og ikke bare tror du er en “snerpe”.

Jeg kan nemlig sagtens forstå at man kan få den opfattelse at du er lidt “for god” (typen der bager speltboller, går i fodformede, og har set lyset) til at lade andre holde dit barn, og det er dét jeg tror der skaber snak i krogene og er grobund for spydige bemærkninger. Men det er svært at skyde med skarpt på en der selv sætter ord på, og du kommer hermed spydige kommentarer i forkøbet. 

Derudover så synes jeg at du skal huske på at familien jo gerne vil dele jeres glæde, og jo oftere de får lov at holde, jo hurtigere lære de at læse baby’s signaler, hvilket måske også gør det lettere for dig?  De har også glædet sig de sidste 9 måneder.  

Jeg håber du får sat ord på overfor dine familie og venner, mon ikke det bliver nemmere for både dem og dig, hvis de ved hvordan det forholder sig , og ikke bare tror du er “nærig” med dit barn �� 

held og lykke med det hele ��

Anonym skriver:

Jeg fødte for lidt under 2 år siden en fin lille dreng. Det var en dum fødsel; den perfekte hjemmefødsel endte i et akut kejsersnit efter 50 timers veer.
Det var mit første barn og en stor omvæltning. Bagefter fik jeg en efterfødselsreaktion og måske hænger det lidt sammen.

Nå, men... et af de store problemer var, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud, når andre holdt ham - og det ville de jo alle sammen gerne. Det startede allerede på barselsstuen, da den ene bedstemor bare lige måtte holde. Jeg havde frygtet det i måneder op til fødsel og hun holdt ham kun i et par minutter, så kom han tilbage til mig. Jeg kunne bare ikke lide det - og sådan fortsatte det jo de første mange måneder, når folk kom på besøg eller hvis vi var ude til familiefester. Alle ville bare lige holde ham og hver gang var jeg i et følelsesmæssigt helvede! Jeg kunne slet ikke være i min egen krop, når andre holdt ham og måtte gå væk - ellers stod jeg bare og trippede rundt om ham. Det var jo også fordi, jeg godt kunne se, at han ikke brød sig om at komme væk fra mors favn, men jeg lod ham jo heller aldrig være i en anden favn længe nok til at falde til ro.
Det var meget forfærdeligt for mig de første måneder af hans liv, hvor jeg altid bare frygtede, at folk ville tage ham, når der kom andre mennesker på besøg. Og det var hårdt for faren (som jeg ikke havde noget imod holdt baby), fordi jeg altid var sådan på vagt, når vi var ude og konstant vogtede over min baby som en ægte løvemor!

Jeg blev mere afslappet, som han blev ældre, og selv begyndte at vise interesse for de andre mennesker og nu, hvor han er 2, har jeg slet ikke nogen problemer med at han er sammen med andre længere. Han er tillidsfuld og tryg og trives.

Baby nummer 2 er på vej nu og folk tør pludselig tale om, hvor irriterende det var, at de aldrig måtte holde min første baby og nogle siger, hvordan det er gået ud over deres forhold til ham og driller med mig det... men det var sgu rimelig alvorligt for mig. 
Jeg kunne virkelig ikke være i min krop, når andre holdt ham.

Jeg er bange for, at det er præcis det samme med den lille i min mave. Hvordan skal jeg dog undgå, at jeg får det så elendigt, når andre spørger, om de må holde mit barn? Der er jo ikke tale om at gå på omgang til familiefester, for det tillader jeg ikke. Men mormor burde vel få lov til at sidde med sit barnebarn mere end de 5 minutter, jeg "tillod" sidst. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes med nr. 2, men omvendt så ved jeg alligevel ikke, hvordan mine instinkter går amok, når jeg ligger med den lille, hjælpeløse baby i mine arme.

... Andre, der har haft samme problem? Hvordan kom de over det?

Mine børn har aldrig været runde babyer eller holdt af særligt mange. Det har nu aldrig skadet deres forhold til andre. Det er vel ikke et lille spædbarns behov at skulle holdes af alle mulige andre. Det er andres behov for at holde en baby der bliver opfyldt. Forstår ikke når folk blot antager at det nærmest er en rettighed at holde andres babyer og de så bliver skuffede når de får nej.

Anonym skriver:

Jeg fødte for lidt under 2 år siden en fin lille dreng. Det var en dum fødsel; den perfekte hjemmefødsel endte i et akut kejsersnit efter 50 timers veer.
Det var mit første barn og en stor omvæltning. Bagefter fik jeg en efterfødselsreaktion og måske hænger det lidt sammen.

Nå, men... et af de store problemer var, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud, når andre holdt ham - og det ville de jo alle sammen gerne. Det startede allerede på barselsstuen, da den ene bedstemor bare lige måtte holde. Jeg havde frygtet det i måneder op til fødsel og hun holdt ham kun i et par minutter, så kom han tilbage til mig. Jeg kunne bare ikke lide det - og sådan fortsatte det jo de første mange måneder, når folk kom på besøg eller hvis vi var ude til familiefester. Alle ville bare lige holde ham og hver gang var jeg i et følelsesmæssigt helvede! Jeg kunne slet ikke være i min egen krop, når andre holdt ham og måtte gå væk - ellers stod jeg bare og trippede rundt om ham. Det var jo også fordi, jeg godt kunne se, at han ikke brød sig om at komme væk fra mors favn, men jeg lod ham jo heller aldrig være i en anden favn længe nok til at falde til ro.
Det var meget forfærdeligt for mig de første måneder af hans liv, hvor jeg altid bare frygtede, at folk ville tage ham, når der kom andre mennesker på besøg. Og det var hårdt for faren (som jeg ikke havde noget imod holdt baby), fordi jeg altid var sådan på vagt, når vi var ude og konstant vogtede over min baby som en ægte løvemor!

Jeg blev mere afslappet, som han blev ældre, og selv begyndte at vise interesse for de andre mennesker og nu, hvor han er 2, har jeg slet ikke nogen problemer med at han er sammen med andre længere. Han er tillidsfuld og tryg og trives.

Baby nummer 2 er på vej nu og folk tør pludselig tale om, hvor irriterende det var, at de aldrig måtte holde min første baby og nogle siger, hvordan det er gået ud over deres forhold til ham og driller med mig det... men det var sgu rimelig alvorligt for mig. 
Jeg kunne virkelig ikke være i min krop, når andre holdt ham.

Jeg er bange for, at det er præcis det samme med den lille i min mave. Hvordan skal jeg dog undgå, at jeg får det så elendigt, når andre spørger, om de må holde mit barn? Der er jo ikke tale om at gå på omgang til familiefester, for det tillader jeg ikke. Men mormor burde vel få lov til at sidde med sit barnebarn mere end de 5 minutter, jeg "tillod" sidst. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes med nr. 2, men omvendt så ved jeg alligevel ikke, hvordan mine instinkter går amok, når jeg ligger med den lille, hjælpeløse baby i mine arme.

... Andre, der har haft samme problem? Hvordan kom de over det?

prøv at snakke med din jordemor eller læge.

Da jeg fik min første var det ved akut kejsersnit hvor vi begge var i livsfare, og efterfølgende fik jeg en fødselsdepression der ikke blev taget ordenlig hånd om. Da jeg så blev gravid igen, dukkede frygten for kejsersnit og fødselsdepression op igen, men efter jeg fortalte det til min jordemor kom jeg til at snakke med en psykolog (jeg mener det var 1-2 gange 1 time) og det hjalp. Sundhedsplejersken der kom hos os efter fødslen var også ekstra OBS på hvordan jeg havde det.

Jeg synes virkelig det er noget fis at et nært familiemedlem ikke må holde barnet i to minutter uden at du står og hopper op og ned ved siden af - det hjælper jo ikke ligefrem på bedsteforældrenes mulighed for at udstråle selvsikkerhed så barnet kan (for)blive trygt.

Nej, det er ikke et barns behov at blive holdt af andre, men det er alle børns behov at føle kærlighed - som bedsteforældrene stensikkert føler for barnet. 

Hvad hvis far gerne vil lade sine forældre sidde med jeres fælles barn? Så kan du altså ikke trumfe igennem at det må de ikke, medmindre der er en legitim grund - og det er ondt i maven og fysisk ubehag ikke. Ja, man skal lytte til sig selv, men man skal også lytte til sin partner - sæt nu I ikke var kærester/gift, så kunne du ikke gøre en flyvende fis når far havde barnet. Stol på hans dømmekraft og lad bedsterne nyde baby, og hvis baby så udtrykker utryghed eller ubehag og græder, så kan du da fint tage baby retur.

Og som andre siger: jeg ville nok også snakke med en fagperson om det og sætte mig ned med familien og forklare dem situationen fra barn nr 1.

Når jeg læser dit indlæg, så virker det som om, at du faktisk godt selv ved, at din opførsel er ret ekstrem - og at du gerne vil ændre på det i forbindelse med dit kommende barn. 

Det kan jeg godt forstå, for det må virkelig ikke være rart, hvis man ikke føler, at man kan overlade sit barn til sin egen mor eller svigermor med ro i maven. 

Jeg er helt med på, at baby ikke skal gå på omgang hos din bedstes grandkusiner eller din onkels nabo, for det er jo helt ude i den anden ende af skalaen. 

Jeg synes, at du skal prøve at søge noget professionelt hjælp til det. Måske kan din SP hjælpe dig, hvis I har en god kontakt, eller måske kan en samtale med en psykolog give dig ro. Uanset, synes jeg du skal arbejde med det. Sig det højt og kast al din fokus på storebror i mellemtiden. 

Det må jo - alt andet lige - være i alles interesse, at storebror også får fuld fokus fra mor.

Derudover anser jeg det som normalt, at selvfølgelig må de nærmeste familiemedlemmer og venner holde barnet. Jeg har aldrig oplevet andet, og jeg ville personligt bliver ret ked af det, hvis min veninde pludselig ikke synes, at jeg var "god nok" til at holde hendes barn. Det giver en følelse af, at den kærlighed, man tilbyder, ikke er ønsket. Uanset om det slet ikke er det du gerne vil udstråle  

Det er absolut ikke sjovt at have det sådan, for så bliver hyggelige stunder med nære mennesker pludselig til "bare de ikke spørger om de må holde" - og det skal det jo helst ikke være for nogen parter.  

Anonym skriver:

Jeg fødte for lidt under 2 år siden en fin lille dreng. Det var en dum fødsel; den perfekte hjemmefødsel endte i et akut kejsersnit efter 50 timers veer.
Det var mit første barn og en stor omvæltning. Bagefter fik jeg en efterfødselsreaktion og måske hænger det lidt sammen.

Nå, men... et af de store problemer var, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud, når andre holdt ham - og det ville de jo alle sammen gerne. Det startede allerede på barselsstuen, da den ene bedstemor bare lige måtte holde. Jeg havde frygtet det i måneder op til fødsel og hun holdt ham kun i et par minutter, så kom han tilbage til mig. Jeg kunne bare ikke lide det - og sådan fortsatte det jo de første mange måneder, når folk kom på besøg eller hvis vi var ude til familiefester. Alle ville bare lige holde ham og hver gang var jeg i et følelsesmæssigt helvede! Jeg kunne slet ikke være i min egen krop, når andre holdt ham og måtte gå væk - ellers stod jeg bare og trippede rundt om ham. Det var jo også fordi, jeg godt kunne se, at han ikke brød sig om at komme væk fra mors favn, men jeg lod ham jo heller aldrig være i en anden favn længe nok til at falde til ro.
Det var meget forfærdeligt for mig de første måneder af hans liv, hvor jeg altid bare frygtede, at folk ville tage ham, når der kom andre mennesker på besøg. Og det var hårdt for faren (som jeg ikke havde noget imod holdt baby), fordi jeg altid var sådan på vagt, når vi var ude og konstant vogtede over min baby som en ægte løvemor!

Jeg blev mere afslappet, som han blev ældre, og selv begyndte at vise interesse for de andre mennesker og nu, hvor han er 2, har jeg slet ikke nogen problemer med at han er sammen med andre længere. Han er tillidsfuld og tryg og trives.

Baby nummer 2 er på vej nu og folk tør pludselig tale om, hvor irriterende det var, at de aldrig måtte holde min første baby og nogle siger, hvordan det er gået ud over deres forhold til ham og driller med mig det... men det var sgu rimelig alvorligt for mig. 
Jeg kunne virkelig ikke være i min krop, når andre holdt ham.

Jeg er bange for, at det er præcis det samme med den lille i min mave. Hvordan skal jeg dog undgå, at jeg får det så elendigt, når andre spørger, om de må holde mit barn? Der er jo ikke tale om at gå på omgang til familiefester, for det tillader jeg ikke. Men mormor burde vel få lov til at sidde med sit barnebarn mere end de 5 minutter, jeg "tillod" sidst. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes med nr. 2, men omvendt så ved jeg alligevel ikke, hvordan mine instinkter går amok, når jeg ligger med den lille, hjælpeløse baby i mine arme.

... Andre, der har haft samme problem? Hvordan kom de over det?

Jeg har haft gode fødsler, men har det på samme måde som dig.

Jeg oplever dog her 2.gang at det er nemmere, blandt andet fordi (tror jeg) vi ventede en dag med besøg, fortalte folk at den store skulle have lov først og at vi selvfølgelig også var trætte.

Desuden har jeg selv taget initiativ til at spørge folk om de vil holde, så kan jeg nemlig vælge et roligt tidspunkt + det var nemmere at få baby tilbage igen, når man har vist andre gerne må være med

Jeg forstår ikke hvorfor ens nære familie ikke må holde baby kort tid, når man ses. Det er begrænset tid og ofte er det jo ikke flere gange om ugen/måneden man ses med dem.

Hvis baby er rolig og tryg ved det. Men jeg syntes også som andre nævner, at du skal accepterer noget mere hvis faren ønsker at familien gerne må holde noget mere. Det er trods alt også hans barn og så må i mødes et sted hvor i begge finder det acceptabelt.

Men det er dine følelser, jeg syntes dog bare du skal i samarbejde med faren finde frem til der hvor i begge accepterer det.