Hjælp til at gøre noget anderledes

Anonym skriver:

Hun har bestemt ikke nogle problemer med at finde sin rolle. Hun ved udemærket hvor hun er, hvad hun vil og ikke vil. Om det passer ind i resten af familien og de ting, som skal klares, er hun fuldstændig ligeglad med. Om man så stille og roligt forklarer hende, hvorfor man siger nej, så bliver hun bare endnu mere sur og råber højere. Og jeg har stadig svært ved at sende hende væk, når hun er sur, for jeg vil ikke straffe hende på den måde. Man må godt være sur hjemme hos os, og råbe lidt højt, men man skal også kunne lytte til, hvad der bliver sagt. Det synes jeg ikke er urimeligt.

Jo, selvfølgelig har hun nogle gode kvaliteter, Hun er sød, skøn og dejlig. Hun er super god til at lege selv, hun er meget god til at finde på historier, hun har en god fantasi, men igen vil hun helst lege med de børn, hvor hun får lov til at bestemme. Det er alt for tit storesøster, der skal gå på kompromis mens de leger, for ellers gider den lille ikke. Det synes jeg er så ærgerligt. Det er et af de vigtigste ting vi skal lære her i livet, det er at gå på kompromis. Så det prøver jeg at lære hende. 

Pædagogerne har på intet tidspunkt udtrykt, at de synes hendes opførsel er så voldsom, at der er behov for at få PPR eller andre indover, så det er nok lige voldsomt nok. Jeg har købt den bog, som er nævnt flere gange herinde, som jeg håber, vil kunne hjælpe os videre i vores udvikling - alle sammen.

Kun få ord fra mig. 

Jeg er ikke tilhænger af timeout, gå på værelse, sende væk eller hvad man kalder det hverken hjemme eller som lærer, så der må  jeg føler dig fuldstændig og tænker egentlig heller ikke det er vejen frem med en bestemt dame, for hun kan garanteret sidde på værelset til I andre bliver møre og som du selv er inde på, så må man gerne vise følelser.

Men jeg kommer til at tænke på en ting når jeg læser nogle af dine svar og der er, at du forventer det samme af de to søskende. Hvis den ene kan spise op, så kan den anden også. Når den ene er nem til at sove, hvorfor er den anden så ikke? Og så videre. Jeg har efterhånden lært, at det ikke bare er ord når man siger, at retfærdighed er ikke at behandle alle ens, men at behandle alle så de har samme muligheder.  Måske kan hun faktisk ikke spise føedigr fordi tanken om fredagsslikken fylder alt, så måske er det der man ikke behandler ens og ikke sammenligner. Jeg har selv en tendens til at glemme aldersforskellen især mellem mine drenge (der er lidt under 3 år), og vi skal ofte sige til hinanden: job han er og så lille, han er måske mere træt, kan ikke forstå osv. 

Jeg har også en ældre pige og min søn som er den ældste fortæller både med ord og med handlinger, hvor svært der er at være i konkurrence med en der er ældre og så en der opfører sig eksemplarisk, måske det også nogle gange er super hårdt at være den der følger efter "det perfekte" barn? 

Nå men ellers helt enig med dem der skriver, at du skal vælge dine kampe med omhu og så følge dem til dørs. Og ikke mindst få fokus på rosen, fokus på alt det gode og skamros det. Og så struktur og tydelighed.

Skouboe skriver:

Herhjemme er det gået op for os, at yngstebarnets dårlige opførsel ofte hænger sammen med for lidt søvn. Efter at vi blev opmærksom på det lykkedes det mig at lokke hende til at prøve at vi rykkede sengetid 1/2 time frem, så hun fik lidt mere søvn. Det gjorde en verden til forskel. Nu går det slet ikke så tit galt som tidligere.

Åh ja, søvn. Hun har SÅ svært ved at finde ro om aftenen, så det tager mindst en hal time for hende at falde i søvn. Vi har prøvet alt. Massage, meditation, dybe vejrtrækninger, snakke dagen igennem - you name it. Men det virker bare ikke. Tilgengæld er hun mega svær at vække om morgenen, fordi hun er træt, men vi kan jo ikke rykke mødetiden i skolen, fordi hun godt kan sove længere. Vi lader hende sove så lang tid, som vi kan, men det er bare aldrig rigtigt nok 

Men tak for dit råd. 

lineog4 skriver:

Kun få ord fra mig. 

Jeg er ikke tilhænger af timeout, gå på værelse, sende væk eller hvad man kalder det hverken hjemme eller som lærer, så der må  jeg føler dig fuldstændig og tænker egentlig heller ikke det er vejen frem med en bestemt dame, for hun kan garanteret sidde på værelset til I andre bliver møre og som du selv er inde på, så må man gerne vise følelser.

Men jeg kommer til at tænke på en ting når jeg læser nogle af dine svar og der er, at du forventer det samme af de to søskende. Hvis den ene kan spise op, så kan den anden også. Når den ene er nem til at sove, hvorfor er den anden så ikke? Og så videre. Jeg har efterhånden lært, at det ikke bare er ord når man siger, at retfærdighed er ikke at behandle alle ens, men at behandle alle så de har samme muligheder.  Måske kan hun faktisk ikke spise føedigr fordi tanken om fredagsslikken fylder alt, så måske er det der man ikke behandler ens og ikke sammenligner. Jeg har selv en tendens til at glemme aldersforskellen især mellem mine drenge (der er lidt under 3 år), og vi skal ofte sige til hinanden: job han er og så lille, han er måske mere træt, kan ikke forstå osv. 

Jeg har også en ældre pige og min søn som er den ældste fortæller både med ord og med handlinger, hvor svært der er at være i konkurrence med en der er ældre og så en der opfører sig eksemplarisk, måske det også nogle gange er super hårdt at være den der følger efter "det perfekte" barn? 

Nå men ellers helt enig med dem der skriver, at du skal vælge dine kampe med omhu og så følge dem til dørs. Og ikke mindst få fokus på rosen, fokus på alt det gode og skamros det. Og så struktur og tydelighed.

Vi laver også aftaler med hende om, at hun så kun skal spise 4 stykker mere eller 4 mundfulde mere, så må hun godt lade resten ligge. Til gengæld kan hun altid spise alt af det usunde, hvor den store pænt stopper, når hun er mæt. Den lille spiser til hun nærmest kaster op. De er forskellige på alle punkter.

Jeg er udmærket klar over, at de er forskellige, og vi behandler dem også forskelligt. Storesøster tager selv sit tøj på om morgenen, hun finder det selv frem, men lillesøster vil stadig gerne have hjælp (selv om storesøster i den alder selv kunne tage sit tøj på) og selvfølgelig hjælper vi hende.

Time-out bruger vi heller ikke, da jeg hellere vil tale om tingene. Der var en der foreslog at give et kæmpe kram, når man havde mest lyst til at vippe ungen ud, og det synes jeg er et ret godt råd. 

Jeg vil rigtig gerne have nogle redskaber til at komme ud af konflikten, når den så er der og er meget voldsom. Et sikkert STOP ord, så vi alle ved, at nu tager vi lige en pause og trækker vejret dybt. Men det med at finde en løsning på problemet, det synes jeg er svært.

MinC skriver:

Åh jeg kan altså ikke lade vær med at få lidt ondt i maven på din datters vegne. Alle steder hun er bliver hun beskrevet som en mundfuld, stædig og hysterisk. Hvilke gode kvaliteter har hun? 

Det lyder enormt hårdt for jer - og så tænker jeg at det er endnu hårdere for hende. Hun lyder stresset, som om hun ikke kan finde sin rolle og bare forsøger at leve op til de (negative) forventninger, der er til hende. Hun er jo kun et lille barn, som ingen rigtig forstår. 

Jeg er glad for at læse, at du beder om råd til at gøre noget anderledes. Det betyder, at du er klar over at en ændring hos hende, starter ved jer voksne! Jeg ville dog være påpasselig med at tænke at hun bare er uopdragen og sætte hårdt mod hårdt. Hvis hun er vant til meget skæld ud, så er hendes selvværd dårligt. Det lyder i hvert fald ikke som om hun trives. 

Hvis det var mig, så ville jeg tale med børnehaven om at holde et møde med deltagelse af PPR-psykologen og socialrådgiver fra jeres distrikt. Med formålet at finde ud af, om I kam tilbydes hjælp fra PPR eller kommunen. De utrolige år (DUÅ) er rigtig godt og tilbydes i mange kommuner som kursus. 

Enig. Jeg tænker i er kommet ind i en negativ spiral hvor jeres datter er den umulige, hører ikke efter, skaber sig, er hysterisk, træls osv. Det kan hun udemærket mærke på jer, at i synes hun er. 

Derudover tænker jeg at i skal væk fra at konflikterne skal være en magtkamp. Det gør jo automatisk jeres datter til taberen, og det gavner ikke hendes selvværd, selvfølelse og heller ikke jeres forhold til hende. 

Jeg synes det lyder som om i har mange ting som hun bare skal skal skal, hun skal bare hører efter, rette ind, og det skal ikke være til diskussion. Men hvor meget indflydelse og medbestemmelse giver i hende i hverdagen? Jeg tænker nemlig at hendes modvilje kan komme som et modsvar på hvis hun ikke føler sig set hørt og uden indflydelse, så kæmper hun med næb og klør for at få en følelse af kontrol. Medbestemmelse og indflydelse betyder jo ikke at hun bare skal have sin vilje og bestemme alt selv, men at i f.eks præsentere hende for valgmuligheder der hvor det giver mening, istedet for at det altid bare bliver, det skal være som jeg siger det. 

Nu ved jeg ikke lige hvordan jeres rutiner er f.eks om morgenen. Men måske i kan have gavn af at gøre det mere overskuelig og forudsigeligt for hende? Det kan f.eks gøres gennem en tavle med billeder. Så er der billeder af hvad i skal om morgen(eventuelt med klokkeslæt på hvis det er noget hun kan). 
Se evt her:  https://www.google.com/search?q=billede+tavle+morgenrutine&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwj8-YCIm8_gAhXSGewKHR_MC-4Q_AUIDigB&biw=1536&bih=722#imgrc=7UCR6Jx_QkSjkM:

Så vil det jo være nærliggende at give hende indflydelse på hvordan tavlen og rutinen skal være, tøj på før morgenmad f.eks eller børste tænder før tøj eller hvad det nu kan være.
Og generelt bare gøre det forudsigeligt ved at forberede ved aktivitetsskifte, gerne 5 minutter før, ved at i lige sige, om 5 minutter skal vi ud af døren, så du skal lige få leget færdig. Så kan hun afslutte det hun er igang med på en god måde og på den måde blive klar til at komme videre. Det vil også være rigtig godt at gøre i børnehaven. 

En sidste ting jeg også bemærker at i gør rigtig meget, i sammenligner jeres piger rigtig meget. Jeg tænker at meget af det negative kommer til udtryk ved at storesøster måske var meget "nem", hvorfor kan lillesøster dog ikke bare være sådan som storesøster var. Men de er jo ikke ens, og skal derfor ikke nødvendigvis behandles ens. Det der måske "virket" på storesøster, "virker" ikke på lillesøster fordi de bare er forskellige. 

Vi er selv i lidt samme situation. Vores drenge er 4 år og 2,5. Den ældste var super nem, god til at hører efter, vi skulle aldrig sige tingene mere end et par gange osv. lillebror er en hel anden boldgade. Han er viljestærk, tester grænserne en million gange og ikke mindst har han temperament. Vi fandt ret hurtig ud af at vi simpelthen måtte sadle om. Glemme alt om hvad vi gjorde ved storebror, hvad der virkede dengang og tænke i helt nye baner. 

Og lige er aller sidste ting. Hendes manglede motivation kan også komme af at nogle af de ting i forlanger af hende, ganske enkelt ikke giver mening for hende, selvom det måske giver mening for jer. F.eks eksemplet med trøjen inden legeplads. Ja det giver mening for en voksen at hun skal have en ekstra trøje på inden hun skal ud fordi det er koldt, men det giver i øjeblikket ikke mening for hende, hvorfor skal jeg dog have en ekstra trøje på, jeg fryser da ikke lige nu. Her er hun måske ikke helt i stand til at tænke så langt frem at det kan være hun fryser når hun kommer ud. Så kan det måske være meget godt at give hendes plads til at mærke efter. Lad være med at give hende trøjen på, det værste der kan ske er vel at hun opdager at hun fryser og kommer og beder om trøjen?
Jeg giver tit mine drenge lov til at mærke efter. Ja det betyder nogle gange at vi forlader børnehaven uden sko på, jeg har jo så taget skoene i hånden, og kort efter vi er kommet ud af døren beder den ældste om hans sko, fordi hov, det er jo faktisk koldt. Nu har han fået lov til at mærke efter og derfor giver det nu mening for ham at få sko på når vi skal ud, fordi han har mærket på egen krop at det jo faktisk er koldt, derfor protesterer han meget sjælendt når han skal have sko på. 

Og i forhold til fredagsslik, så giver det for mig altså god mening at de færreste børn vil spise op når de ved at de skal have lækkert slik senere. Også selvom de måske var mætte men alligevel tømmer slikskålen, slik har man vel altid plads til, sådan har jeg det i hvertfald selv . Når det ikke er hver dag så tænker jeg virkelig ikke at det gør noget, at der ikke lige bliver spist op pga fredagsslik.

Og husk, at det er tit når børn "fortjener" det mindst at de har aller mest brug for vores kærlighed og omsorg. (: Børn gør det så godt som de kan ud fra de rammer vi giver dem, og børn vil af natur gerne gøre det godt, så godt som de kan. 

Enig. Jeg tænker i er kommet ind i en negativ spiral hvor jeres datter er den umulige, hører ikke efter, skaber sig, er hysterisk, træls osv. Det kan hun udemærket mærke på jer, at i synes hun er. 

Derudover tænker jeg at i skal væk fra at konflikterne skal være en magtkamp. Det gør jo automatisk jeres datter til taberen, og det gavner ikke hendes selvværd, selvfølelse og heller ikke jeres forhold til hende. 

Jeg synes det lyder som om i har mange ting som hun bare skal skal skal, hun skal bare hører efter, rette ind, og det skal ikke være til diskussion. Men hvor meget indflydelse og medbestemmelse giver i hende i hverdagen? Jeg tænker nemlig at hendes modvilje kan komme som et modsvar på hvis hun ikke føler sig set hørt og uden indflydelse, så kæmper hun med næb og klør for at få en følelse af kontrol. Medbestemmelse og indflydelse betyder jo ikke at hun bare skal have sin vilje og bestemme alt selv, men at i f.eks præsentere hende for valgmuligheder der hvor det giver mening, istedet for at det altid bare bliver, det skal være som jeg siger det. 

Nu ved jeg ikke lige hvordan jeres rutiner er f.eks om morgenen. Men måske i kan have gavn af at gøre det mere overskuelig og forudsigeligt for hende? Det kan f.eks gøres gennem en tavle med billeder. Så er der billeder af hvad i skal om morgen(eventuelt med klokkeslæt på hvis det er noget hun kan). 
Se evt her:  https://www.google.com/search?q=billede+tavle+morgenrutine&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwj8-YCIm8_gAhXSGewKHR_MC-4Q_AUIDigB&biw=1536&bih=722#imgrc=7UCR6Jx_QkSjkM:

Så vil det jo være nærliggende at give hende indflydelse på hvordan tavlen og rutinen skal være, tøj på før morgenmad f.eks eller børste tænder før tøj eller hvad det nu kan være.
Og generelt bare gøre det forudsigeligt ved at forberede ved aktivitetsskifte, gerne 5 minutter før, ved at i lige sige, om 5 minutter skal vi ud af døren, så du skal lige få leget færdig. Så kan hun afslutte det hun er igang med på en god måde og på den måde blive klar til at komme videre. Det vil også være rigtig godt at gøre i børnehaven. 

En sidste ting jeg også bemærker at i gør rigtig meget, i sammenligner jeres piger rigtig meget. Jeg tænker at meget af det negative kommer til udtryk ved at storesøster måske var meget "nem", hvorfor kan lillesøster dog ikke bare være sådan som storesøster var. Men de er jo ikke ens, og skal derfor ikke nødvendigvis behandles ens. Det der måske "virket" på storesøster, "virker" ikke på lillesøster fordi de bare er forskellige. 

Vi er selv i lidt samme situation. Vores drenge er 4 år og 2,5. Den ældste var super nem, god til at hører efter, vi skulle aldrig sige tingene mere end et par gange osv. lillebror er en hel anden boldgade. Han er viljestærk, tester grænserne en million gange og ikke mindst har han temperament. Vi fandt ret hurtig ud af at vi simpelthen måtte sadle om. Glemme alt om hvad vi gjorde ved storebror, hvad der virkede dengang og tænke i helt nye baner. 

Og lige er aller sidste ting. Hendes manglede motivation kan også komme af at nogle af de ting i forlanger af hende, ganske enkelt ikke giver mening for hende, selvom det måske giver mening for jer. F.eks eksemplet med trøjen inden legeplads. Ja det giver mening for en voksen at hun skal have en ekstra trøje på inden hun skal ud fordi det er koldt, men det giver i øjeblikket ikke mening for hende, hvorfor skal jeg dog have en ekstra trøje på, jeg fryser da ikke lige nu. Her er hun måske ikke helt i stand til at tænke så langt frem at det kan være hun fryser når hun kommer ud. Så kan det måske være meget godt at give hendes plads til at mærke efter. Lad være med at give hende trøjen på, det værste der kan ske er vel at hun opdager at hun fryser og kommer og beder om trøjen?
Jeg giver tit mine drenge lov til at mærke efter. Ja det betyder nogle gange at vi forlader børnehaven uden sko på, jeg har jo så taget skoene i hånden, og kort efter vi er kommet ud af døren beder den ældste om hans sko, fordi hov, det er jo faktisk koldt. Nu har han fået lov til at mærke efter og derfor giver det nu mening for ham at få sko på når vi skal ud, fordi han har mærket på egen krop at det jo faktisk er koldt, derfor protesterer han meget sjælendt når han skal have sko på. 

Og i forhold til fredagsslik, så giver det for mig altså god mening at de færreste børn vil spise op når de ved at de skal have lækkert slik senere. Også selvom de måske var mætte men alligevel tømmer slikskålen, slik har man vel altid plads til, sådan har jeg det i hvertfald selv . Når det ikke er hver dag så tænker jeg virkelig ikke at det gør noget, at der ikke lige bliver spist op pga fredagsslik.

Vi giver hende så mange valg, som hun kan overskue. Spørger hende, vil du have kjole eller nederdel på i dag? Hvis hun så siger bukser, jamen så får hun det. Hvis hun siger hun ikke vil have tøj på, så siger jeg, at det skal hun, og så har vi en konflikt. Den kan jeg altså ikke undgå, for hun skal altså have tøj på.

Hun får også selv lov til at vælge hvad hun vil have til morgenmad. Det kan hun ikke altid bestemme sig for, så nogle gange når hun ikke at få morgenmad, men det er ikke fedt at komme i børnehave uden morgenmad, for så har man ingen energi og bliver hurtigt sur. Det betyder ikke noget for hende. 

Hun får også selv lov til at bestemme, om hun vil have jordbær eller æble med i madpakken, og hvis hun beder om en rugbrødsmad med figenpålæg, så får hun også det. Og det er kun i forhold til tøj og madpakke, så jeg synes virkelig ikke, at hun ikke får lov til at bestemme noget - tværtimod faktisk.

Vi ved at hun ikke spiser lige så godt som sin storesøster, så derfor får hun altid mindre portioner. Portionerne ligger i det omfang, at det burde være til at spise, men hun er bare ikke interesseret i mad - kun i søde sager. Så hvis det stod til hende, så kunne hun spise slik og kage til morgen, middag og aften, og der mener jeg at man er en ansvarlig forælder, hvis man sørger for, at ens børn får en varieret mad - og det betyder, at man skal spise mindst 2/3-dele af det der ligger på ens tallerken, inden man kan få fredagsslik. At storesøster uden problemer spiser det hele, det siger vi jo ikke noget om til hende. Altså vi er jo ikke totalt idioter.

Episoden med trøjen kom nede fra børnehaven. Og de havde sendt hende på legepladsen dagen før uden trøjen, hvor hun virkelig havde frosset, men ikke om hun ville have den på alligevel. Så ville hun hellere fryse, men jeg ved jo godt, hvad der sker efter hun har rendt rundt en time på legepladsen - så er barnet syg, og så må en af os blive hjemme, og lige præcis derfor mener jeg faktisk at pædagogerne gjorde det rigtige. For hun kan ikke tænke konsekvens endnu, så derfor er os voksne nødt til det for at passe på hende.

Og du kan tro vi ved de er forskellige. Vi har ikke prøvet at gøre dem ens, for det ved vi godt de ikke er - langt fra. Men jeg synes det er synd, at storesøster altid skal give sig, fordi den lille bliver hysterisk og skriger, indtil hun får sin vilje. Jeg mener, det er min pligt som mor at sørge for at begge mine børn bliver hørt, og får et godt selvværd. Jeg tror bestemt ikke, den lille har problemer med sit selvværd, jeg tror, det er enormt. Det er mere den store, som altid skal give sig og lade den lille komme til, som jeg er bange for. Så ja, de er forskellige, men jeg er også nødt til at lære den lille, at man ikke altid kan få det som man vil. Det er hun også nødt til at kunne, når hun fx starter i skole.

Vi siger heller ikke altid nej, det må du ikke. Vi retter ikke på hende, når hun gør noget hun ikke må, for det er der ingen der kan holde til. Vi tager nogle kampe, hvor vi mener, vi har ret. Det skal hun lære. Der er mange ting man skal, og jeg mener, det igen er min pligt som mor at sørge for, at andre folk kan holde ud at være sammen med mine børn, så derfor fastholder jeg nogle gange de ting jeg siger, også selv om hun bliver sur.

Anonym skriver:

Vi giver hende så mange valg, som hun kan overskue. Spørger hende, vil du have kjole eller nederdel på i dag? Hvis hun så siger bukser, jamen så får hun det. Hvis hun siger hun ikke vil have tøj på, så siger jeg, at det skal hun, og så har vi en konflikt. Den kan jeg altså ikke undgå, for hun skal altså have tøj på.

Hun får også selv lov til at vælge hvad hun vil have til morgenmad. Det kan hun ikke altid bestemme sig for, så nogle gange når hun ikke at få morgenmad, men det er ikke fedt at komme i børnehave uden morgenmad, for så har man ingen energi og bliver hurtigt sur. Det betyder ikke noget for hende. 

Hun får også selv lov til at bestemme, om hun vil have jordbær eller æble med i madpakken, og hvis hun beder om en rugbrødsmad med figenpålæg, så får hun også det. Og det er kun i forhold til tøj og madpakke, så jeg synes virkelig ikke, at hun ikke får lov til at bestemme noget - tværtimod faktisk.

Vi ved at hun ikke spiser lige så godt som sin storesøster, så derfor får hun altid mindre portioner. Portionerne ligger i det omfang, at det burde være til at spise, men hun er bare ikke interesseret i mad - kun i søde sager. Så hvis det stod til hende, så kunne hun spise slik og kage til morgen, middag og aften, og der mener jeg at man er en ansvarlig forælder, hvis man sørger for, at ens børn får en varieret mad - og det betyder, at man skal spise mindst 2/3-dele af det der ligger på ens tallerken, inden man kan få fredagsslik. At storesøster uden problemer spiser det hele, det siger vi jo ikke noget om til hende. Altså vi er jo ikke totalt idioter.

Episoden med trøjen kom nede fra børnehaven. Og de havde sendt hende på legepladsen dagen før uden trøjen, hvor hun virkelig havde frosset, men ikke om hun ville have den på alligevel. Så ville hun hellere fryse, men jeg ved jo godt, hvad der sker efter hun har rendt rundt en time på legepladsen - så er barnet syg, og så må en af os blive hjemme, og lige præcis derfor mener jeg faktisk at pædagogerne gjorde det rigtige. For hun kan ikke tænke konsekvens endnu, så derfor er os voksne nødt til det for at passe på hende.

Og du kan tro vi ved de er forskellige. Vi har ikke prøvet at gøre dem ens, for det ved vi godt de ikke er - langt fra. Men jeg synes det er synd, at storesøster altid skal give sig, fordi den lille bliver hysterisk og skriger, indtil hun får sin vilje. Jeg mener, det er min pligt som mor at sørge for at begge mine børn bliver hørt, og får et godt selvværd. Jeg tror bestemt ikke, den lille har problemer med sit selvværd, jeg tror, det er enormt. Det er mere den store, som altid skal give sig og lade den lille komme til, som jeg er bange for. Så ja, de er forskellige, men jeg er også nødt til at lære den lille, at man ikke altid kan få det som man vil. Det er hun også nødt til at kunne, når hun fx starter i skole.

Vi siger heller ikke altid nej, det må du ikke. Vi retter ikke på hende, når hun gør noget hun ikke må, for det er der ingen der kan holde til. Vi tager nogle kampe, hvor vi mener, vi har ret. Det skal hun lære. Der er mange ting man skal, og jeg mener, det igen er min pligt som mor at sørge for, at andre folk kan holde ud at være sammen med mine børn, så derfor fastholder jeg nogle gange de ting jeg siger, også selv om hun bliver sur.

Jeg er stadig ikke I tvivl om at jeres datter kan mærke jeres modvilje og negativitet mod hende. Og det bliver i simpelthen nødt til at få lagt på hylden. Det eneste sted i denne her tråd jeg ser dig omtale din datter positivt er der hvor en anden debatør direkte efterspørger det. Hvis det er med den attitude i møder jeres datter med i hverdagen så kan jeg faktisk godt forstå at hun er konstant sur og vred. Og ja det er muligt at i forsøger at skjule jeres irritation overfor hende, men børn er altå bare lyn hurtig til at opfange det alligevel. Børn spejler sig i os voksne, derfor bør det være der man starter. 

Jeres datter er i så tydelig mistrivsel, og det bliver i nødt til at tage ansvar for. Det kan aldrig nogensinde blive jeres datters skyld. Jeg tænker i skal have professionelle øjne på og have noget hjælp til at komme videre her fra. Hvis ikke børnehaven vil henstille jer så prøv at tage kontakt til sundhedsplejersken i jeres område.

I forhold til valgmuligheder så har hun måske behov for så tydelige rammer at når i giver hende valgmulighed A eller B så skal det ikke være muligt at vælge C. Og så er det jeres opgave på bedste vis at rumme det følelsesudbrud der eventuelt kommer. Det har altså også meget at sige hvordan i håndtere hendes følelser. Ja det er skide svært, men jeres datter lærer intet af at i mister besindelsen og skælder ud. Og det er selvfølgelig positivt at du får hjælp til dine følelser.

Men altså jeg kender jo ikke jer og jeres familie så de råd jeg kommer med er selvfølgelig ud fra et generaliseret synspunkt. Og derfor synes jeg virkelig I skal få noget hjælp enten gennem børnehaven eller ved at gå til jeres sundhedsplejerske. 

Og så kan jeg varmt anbefale bogen Opdragelse uden skældud. Den har rigtig gode redskaber i forhold til at sætte egne grænser på en respektfuld måde