Hjælp til at gøre noget anderledes

Kære alle her på Baby

Jeg har to børn, to piger. Den ældste på snart 7 er så nem og har altid været det. Den yngste på snart 5 er... ja, en udfordring. Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan simpelthen blive så rasende på hende. Hun er det mest stædige barn, jeg nogensinde har mødt. Som jeg plejer at sige til folk, så er hun sin egen. Hun er bestemt ikke konfliktsky på nogen som helst måde, hun ved, hvad hun vil, og det går hun efter. Det rammer bare (tit) sammen med andre ting, som resten af familien vil/kan/skal, og det forstår hun ikke. Børnehaven har også deres konflikter med hende, fordi hun nægter at gøre, som de voksne siger hun skal. De har flere gange haft fat i os, fordi hun ikke opfører sig, som hun skal. Hun ved udmærket godt hvad reglerne er i børnehaven, men hun gider bare ikke altid rette sig efter det. Det samme derhjemme.

Mange gange så lader vi den yngste få det som hun vil, fordi vi ikke orker endnu et skænderi/tuderi/hysteri fra hende, fordi hun ikke får det som hun vil, Jeg er dog af den overbevisning, at hun ikke altid skal have det, som hun vil, for vi skal alle være her. Nogle gange så er det ok, at det bliver, som hun gerne vil, og andre gange får hun nej. Det er bare ikke en mulighed for hende at acceptere det. Det betyder også, at den ældste tit giver afkald på sine ting/oplevelser og andet, fordi den lille er hysterisk og skriger, indtil hun får sin vijle.

Hvad gør I andre med sådan nogle børn? Det skal lige siger, at jeg har haft depression i snart 2 år, så jeg er ikke overskudsmor med mængder af tålmodighed. Jeg prøver det bedste jeg kan, men nogle gange er nok også bare nok. 

Men jeg har bare lyst til at give op nogle gange. Jeg kan faktisk fortryde, at jeg fik hende, fordi hun kan få mig så meget op i det røde felt, at jeg bare ikke orker noget som helst længere. Jeg går til psykolog, fordi jeg synes mine børn stresser mig - læs den yngste, og jeg prøver virkelig at takle det på en god måde. Men hvad gør man? Hvor kan man lære, hvad der virker og hvordan man får sit barn til at forstå, at det ikke altid kan gå efter barnets hoved? Eller hvordan man kan skifte taktik, så man får det ud af det, som virker for alle parter.

Jeg er virkelig desperat. 

Anonym skriver:

Kære alle her på Baby

Jeg har to børn, to piger. Den ældste på snart 7 er så nem og har altid været det. Den yngste på snart 5 er... ja, en udfordring. Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan simpelthen blive så rasende på hende. Hun er det mest stædige barn, jeg nogensinde har mødt. Som jeg plejer at sige til folk, så er hun sin egen. Hun er bestemt ikke konfliktsky på nogen som helst måde, hun ved, hvad hun vil, og det går hun efter. Det rammer bare (tit) sammen med andre ting, som resten af familien vil/kan/skal, og det forstår hun ikke. Børnehaven har også deres konflikter med hende, fordi hun nægter at gøre, som de voksne siger hun skal. De har flere gange haft fat i os, fordi hun ikke opfører sig, som hun skal. Hun ved udmærket godt hvad reglerne er i børnehaven, men hun gider bare ikke altid rette sig efter det. Det samme derhjemme.

Mange gange så lader vi den yngste få det som hun vil, fordi vi ikke orker endnu et skænderi/tuderi/hysteri fra hende, fordi hun ikke får det som hun vil, Jeg er dog af den overbevisning, at hun ikke altid skal have det, som hun vil, for vi skal alle være her. Nogle gange så er det ok, at det bliver, som hun gerne vil, og andre gange får hun nej. Det er bare ikke en mulighed for hende at acceptere det. Det betyder også, at den ældste tit giver afkald på sine ting/oplevelser og andet, fordi den lille er hysterisk og skriger, indtil hun får sin vijle.

Hvad gør I andre med sådan nogle børn? Det skal lige siger, at jeg har haft depression i snart 2 år, så jeg er ikke overskudsmor med mængder af tålmodighed. Jeg prøver det bedste jeg kan, men nogle gange er nok også bare nok. 

Men jeg har bare lyst til at give op nogle gange. Jeg kan faktisk fortryde, at jeg fik hende, fordi hun kan få mig så meget op i det røde felt, at jeg bare ikke orker noget som helst længere. Jeg går til psykolog, fordi jeg synes mine børn stresser mig - læs den yngste, og jeg prøver virkelig at takle det på en god måde. Men hvad gør man? Hvor kan man lære, hvad der virker og hvordan man får sit barn til at forstå, at det ikke altid kan gå efter barnets hoved? Eller hvordan man kan skifte taktik, så man får det ud af det, som virker for alle parter.

Jeg er virkelig desperat. 

Nu ved jeg godt at du ikke altid giver hende ret/ lov til at bestemme, men hun har jo fundet ud af at det ofte sker, hvis man skriger. 

Har du ikke anden der kan være hos hende eller tage med storesøster og have det sjovt, og så må lillesøster jo være derhjemme. (Og lære at så går man glip af det sjove) 

hvad gør i hvis I skal til familie tam-tam og hun bestemmer sig for at det gider hun ikke i dag?

Der må komme konsekvenser, så hun ikke styre det hele og storesøster bliver glemt. Hun er så stor at hun godt kan forstå, at den opførsel bare ikke er ok. hvis hun skaber sig, må hun gå ind på værelset, for det gider I ikke høre på. 

Og hvis i SKAL noget, så det være sådan, det er ikke noget hun bestemmer(så længe det er fordi hun ikke gider og ved at hun kan få sin vilje)

Hvad gør de i børnehaven, når hun ikke gider? 

BAE skriver:

Nu ved jeg godt at du ikke altid giver hende ret/ lov til at bestemme, men hun har jo fundet ud af at det ofte sker, hvis man skriger. 

Har du ikke anden der kan være hos hende eller tage med storesøster og have det sjovt, og så må lillesøster jo være derhjemme. (Og lære at så går man glip af det sjove) 

hvad gør i hvis I skal til familie tam-tam og hun bestemmer sig for at det gider hun ikke i dag?

Der må komme konsekvenser, så hun ikke styre det hele og storesøster bliver glemt. Hun er så stor at hun godt kan forstå, at den opførsel bare ikke er ok. hvis hun skaber sig, må hun gå ind på værelset, for det gider I ikke høre på. 

Og hvis i SKAL noget, så det være sådan, det er ikke noget hun bestemmer(så længe det er fordi hun ikke gider og ved at hun kan få sin vilje)

Hvad gør de i børnehaven, når hun ikke gider? 

Tak for dit svar.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hun ikke skal få sin vejle, når hun er hysterisk. Og ja, jeg gør også hvad jeg kan, for at hun ikke skal få lov bare fordi hun skriger. Der er flere andre, som har sagt, at vi fx bare skal lade hende ligge om aftenen, når hun ikke gider sove, men hun giver ikke op. Det er ikke en del af hende at give op. Hun bliver ved - hun kan blive ved indtil vi andre går i seng kl 23, fordi hun er SÅ stædig. Jeg ved ikke hvordan man får det ændret.

Jeg gør meget ud af at fortælle hende, at nu bestemmer jeg, og at hun skal høre efter. Nogle gange tager jeg osgå bare over og tvinger hende, men det er bare uholdbart.

Hendes far og jeg kommer nogle gange op og skændes fordi han til sidst giver efter og det pisser mig så meget af, at hun igen får sin vejle. Jeg synes bare ikke det er ok. Jeg mener ikke, det er hende der skal bestemme, det er de voksne der bestemmer.

I børnehaven sætter de sig ned og taler med hende, og hvis hun fx ikke vil tage en trøje på inden hun skal på legepladsen, så taler de med hende først, og giver de hende den på. Det vil jeg jo også gøre. Men når vi når dertil, så er jeg rødglødende af raseri, fordi jeg bliver så provokeret af hende.

Og pædagogerne i børnehaven siger også hun er en mundfuld. Det er bare så hårdt altid at skulle overveje hvordan man siger tingene for ellers bliver hun helt hysterisk.

Det lyder hårdt for jer alle. Jeg har en pige på 5. Også en bestemt lille dame. Men jeg har også en regel herhjemme. Hvis jeg går ind i en konflikt/magtkamp med hende (læs: nogen gange orker jeg ikke), så vinder jeg hver eneste gang. Det betyder også at jeg har afbrudt udflugter, indkøbsture og besøg fordi hun ikke opførte sig ordentligt. Men hun ved også nu, at der ikke er tomme trusler herhjemme, og retter nu hurtigt ind. Det skal dog siges, at hun aldrig har været et problem i børnehaven, men kun “almindelig” trods krydret med enebarn.

Din udfordring ligger i, at storesøster ikke skal straffes. Men hun er nødt til at lære konsekvenserne af sin opførsel nu, ellers får hun det jo rigtig svært senere, hvor der bare ikke er plads til en lille prima Donna. Mit råd er altså at køre det helt militaristisk. Hun får liv at bestemme en gang imellem aftalt på forhånd. Ellers skal hun følge reglerne, og hvis ikke hun gør må hun blive hjemme fra det resten skal og storesøster kommer afsted nede en anden. Husk du er den voksne, du bestemmer og du har den fordel at du kan bære hende ��

Jeg vil varmt anbefale ‘de utrolige år’, en bog som bliver brugt som baggrund for forskellige forældrekurser. Den er helt utrolig god og på ingen måde svær. Der skrives meget om motivation, men også meget om adfærdsændringer. 

nanan78 skriver:

Det lyder hårdt for jer alle. Jeg har en pige på 5. Også en bestemt lille dame. Men jeg har også en regel herhjemme. Hvis jeg går ind i en konflikt/magtkamp med hende (læs: nogen gange orker jeg ikke), så vinder jeg hver eneste gang. Det betyder også at jeg har afbrudt udflugter, indkøbsture og besøg fordi hun ikke opførte sig ordentligt. Men hun ved også nu, at der ikke er tomme trusler herhjemme, og retter nu hurtigt ind. Det skal dog siges, at hun aldrig har været et problem i børnehaven, men kun “almindelig” trods krydret med enebarn.

Din udfordring ligger i, at storesøster ikke skal straffes. Men hun er nødt til at lære konsekvenserne af sin opførsel nu, ellers får hun det jo rigtig svært senere, hvor der bare ikke er plads til en lille prima Donna. Mit råd er altså at køre det helt militaristisk. Hun får liv at bestemme en gang imellem aftalt på forhånd. Ellers skal hun følge reglerne, og hvis ikke hun gør må hun blive hjemme fra det resten skal og storesøster kommer afsted nede en anden. Husk du er den voksne, du bestemmer og du har den fordel at du kan bære hende ��

Tak for dit svar.

Ja, jeg må tage en samtale med hendes far, så vi sammen får sat nogle regler op, som vi kan leve med. Men jeg mangler stadig en måde at takle hendes hysteri på, så jeg ikke råber højt. Jeg mangler en måde at komme ud af konflikten.

Vi gør allerede det, at hvis hun ikke kan opføre sig pænt, så kommer hun ikke med. Desværre kan jeg ikke lade hende være hjemme en hel dag alene, så hvis der kun er mig hjemme, så kommer hun jo med. Jeg prøver også at lave noget med den ældste alene, så hun også føler, at hun bliver set, men den lille tromler bare alt ned. Hun fylder rigtig meget.

Et eksempel var da hun lige var startet i børnehave, der var vi på cykel derned, og da vi stiger ud/af, siger jeg til begge piger, at de skal tage deres tasker med ind, for jeg har min egen taske at bære på. Den ældste tager sin taske, men den lille nægter. Som i NÆGTER. Hun sætter sig ned på fortorvet og vil ikke gå nogle steder. Så siger jeg, at det er jo så bare ærgerligt, og at der sikkert er et andet barn, som vil blive glad for sådan en fin taske, men det er da okay, at hun ikke vil tage den. jeg gør det bare heller ikke, for det er ikke min taske. Det kan den store slet ikke klare, så hun går hen og henter tasken til lillesøster. Det er ikke okay, for det lærer den yngste jo ikke noget af. Så jeg siger til den ældste, at hun skal lade tasken ligge, og så begynder hun at græde fordi hun synes det er synd for sin lillesøster. Så skal jeg til at bruge kræfter på at forklare den store, hvorfor det ikke er synd for den lille, som stadig ikke vil hente sin taske. Jeg tager så den ældste i hånden og begynder at gå mod indgangen, og lige inden vi går ind, råber den lille: OKAY SÅ GØR JEG DET!!! mens hun nærmest skriger i raseri. Men det er sådan nogle kampe vi har mere eller mindre hver dag og jeg orker det bare ikke...

Abracadabra skriver:

Jeg vil varmt anbefale ‘de utrolige år’, en bog som bliver brugt som baggrund for forskellige forældrekurser. Den er helt utrolig god og på ingen måde svær. Der skrives meget om motivation, men også meget om adfærdsændringer. 

Tak!! Den vil jeg finde på biblioteket med det samme.

Anonym skriver:

Tak!! Den vil jeg finde på biblioteket med det samme.

Lyder godt! Jeg arbejder professionelt med bl.a diagnosebørn, og fik den anbefalet af en psykolog på arbejdet. Hun er begejstret, og jeg er også meget begejstret. Jeg kunne umiddelbart overføre teorierne til hjemmefronten, hvor de virker SÅ godt. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Ja, jeg må tage en samtale med hendes far, så vi sammen får sat nogle regler op, som vi kan leve med. Men jeg mangler stadig en måde at takle hendes hysteri på, så jeg ikke råber højt. Jeg mangler en måde at komme ud af konflikten.

Vi gør allerede det, at hvis hun ikke kan opføre sig pænt, så kommer hun ikke med. Desværre kan jeg ikke lade hende være hjemme en hel dag alene, så hvis der kun er mig hjemme, så kommer hun jo med. Jeg prøver også at lave noget med den ældste alene, så hun også føler, at hun bliver set, men den lille tromler bare alt ned. Hun fylder rigtig meget.

Et eksempel var da hun lige var startet i børnehave, der var vi på cykel derned, og da vi stiger ud/af, siger jeg til begge piger, at de skal tage deres tasker med ind, for jeg har min egen taske at bære på. Den ældste tager sin taske, men den lille nægter. Som i NÆGTER. Hun sætter sig ned på fortorvet og vil ikke gå nogle steder. Så siger jeg, at det er jo så bare ærgerligt, og at der sikkert er et andet barn, som vil blive glad for sådan en fin taske, men det er da okay, at hun ikke vil tage den. jeg gør det bare heller ikke, for det er ikke min taske. Det kan den store slet ikke klare, så hun går hen og henter tasken til lillesøster. Det er ikke okay, for det lærer den yngste jo ikke noget af. Så jeg siger til den ældste, at hun skal lade tasken ligge, og så begynder hun at græde fordi hun synes det er synd for sin lillesøster. Så skal jeg til at bruge kræfter på at forklare den store, hvorfor det ikke er synd for den lille, som stadig ikke vil hente sin taske. Jeg tager så den ældste i hånden og begynder at gå mod indgangen, og lige inden vi går ind, råber den lille: OKAY SÅ GØR JEG DET!!! mens hun nærmest skriger i raseri. Men det er sådan nogle kampe vi har mere eller mindre hver dag og jeg orker det bare ikke...

Det lyder også virkelig anstrengende, jeg bliver udmattet ved tanken. Og det lyder som om, at du tackler det på en fin og god måde, som BURDE virke. Stakkels jer!

Det lyder også virkelig anstrengende, jeg bliver udmattet ved tanken. Og det lyder som om, at du tackler det på en fin og god måde, som BURDE virke. Stakkels jer!

Tak for dine søde ord. Ja, det er faktisk ret hårdt. Også fordi det starter fra morgenstunden, hvor storesøster står op kl 6 og er glad, som i GLAD. Og lillesøster skal vækkes hver morgen og så er hun bare sur! Som i SUR! Det er egentlig utroligt at vi har fået to så forskellige piger.

Jeg tænker nogle gange, at jeg ville ønske, at jeg havde fået to af nummer 1 i stedet for en af hver... Og så får jeg så dårlig samvittighed. Hvilket også er derfor jeg går til psykolog, fordi jeg bare er så ked af det hele...

Den store sover helt stille og vi hører hende nærmest aldrig. Den lille råber og skriger, kaster sig rundt og vågner og kalder, så vi skiftes til at have nattetjansen. Det er virkelig op af bakke...

Min far siger hun bliver statsminister på et tidspunkt fordi hun aldrig giver op.