Hjælp til at gøre noget anderledes

Anonym skriver:

Tak for dine søde ord. Ja, det er faktisk ret hårdt. Også fordi det starter fra morgenstunden, hvor storesøster står op kl 6 og er glad, som i GLAD. Og lillesøster skal vækkes hver morgen og så er hun bare sur! Som i SUR! Det er egentlig utroligt at vi har fået to så forskellige piger.

Jeg tænker nogle gange, at jeg ville ønske, at jeg havde fået to af nummer 1 i stedet for en af hver... Og så får jeg så dårlig samvittighed. Hvilket også er derfor jeg går til psykolog, fordi jeg bare er så ked af det hele...

Den store sover helt stille og vi hører hende nærmest aldrig. Den lille råber og skriger, kaster sig rundt og vågner og kalder, så vi skiftes til at have nattetjansen. Det er virkelig op af bakke...

Min far siger hun bliver statsminister på et tidspunkt fordi hun aldrig giver op. 

Jeg kan genkende en del af det, du skriver, i mine døtre. Min yngste er bare den glade og milde og morgenfriske. 

Det har hjulpet herhjemme med skemaer/piktogrammer/belønninger for hensigtsmæssig adfærd. Alt sammen lært af den bog. Giv den en STOR chance. 

Abracadabra skriver:

Jeg kan genkende en del af det, du skriver, i mine døtre. Min yngste er bare den glade og milde og morgenfriske. 

Det har hjulpet herhjemme med skemaer/piktogrammer/belønninger for hensigtsmæssig adfærd. Alt sammen lært af den bog. Giv den en STOR chance. 

Tak, jeg har fået min svigermor til at købe den til mig.  Bibiloteket havde den ikke af en eller anden årsag. jeg har heller aldrig hørt den omtalt før, og jeg har talt en del med pædagogerne i børnehaven om emnet.

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Ja, jeg må tage en samtale med hendes far, så vi sammen får sat nogle regler op, som vi kan leve med. Men jeg mangler stadig en måde at takle hendes hysteri på, så jeg ikke råber højt. Jeg mangler en måde at komme ud af konflikten.

Vi gør allerede det, at hvis hun ikke kan opføre sig pænt, så kommer hun ikke med. Desværre kan jeg ikke lade hende være hjemme en hel dag alene, så hvis der kun er mig hjemme, så kommer hun jo med. Jeg prøver også at lave noget med den ældste alene, så hun også føler, at hun bliver set, men den lille tromler bare alt ned. Hun fylder rigtig meget.

Et eksempel var da hun lige var startet i børnehave, der var vi på cykel derned, og da vi stiger ud/af, siger jeg til begge piger, at de skal tage deres tasker med ind, for jeg har min egen taske at bære på. Den ældste tager sin taske, men den lille nægter. Som i NÆGTER. Hun sætter sig ned på fortorvet og vil ikke gå nogle steder. Så siger jeg, at det er jo så bare ærgerligt, og at der sikkert er et andet barn, som vil blive glad for sådan en fin taske, men det er da okay, at hun ikke vil tage den. jeg gør det bare heller ikke, for det er ikke min taske. Det kan den store slet ikke klare, så hun går hen og henter tasken til lillesøster. Det er ikke okay, for det lærer den yngste jo ikke noget af. Så jeg siger til den ældste, at hun skal lade tasken ligge, og så begynder hun at græde fordi hun synes det er synd for sin lillesøster. Så skal jeg til at bruge kræfter på at forklare den store, hvorfor det ikke er synd for den lille, som stadig ikke vil hente sin taske. Jeg tager så den ældste i hånden og begynder at gå mod indgangen, og lige inden vi går ind, råber den lille: OKAY SÅ GØR JEG DET!!! mens hun nærmest skriger i raseri. Men det er sådan nogle kampe vi har mere eller mindre hver dag og jeg orker det bare ikke...

Jeg kan godt forstå du bliver træt— og sur. Og det er en virkelig svær situation når storesøster også skal tilgodeses. Hvad ville der ske, hvis du ikke gjorde det til en konflikt. I ovennævnte tilfælde f.eks. bare sagde ok, du vil ikke tage din taske og så lod den være på cyklen og bare gik ind. Nu hjalp storesøsters indblanding jo ikke, men måske fjerner det noget af opmærksomhedsgevinsten fra den lille.

Det er i hvert fald vigtigt at I voksne står sammen, også så I kan tage over for hinanden når det eskalerer. Og husk også at grine lidt af de fuldstændigt sindssyge ting der udløser kriser ( bare ikke foran hende, hold kæft de bliver sure!). 

Jeg sender lige lidt overskudstanker og håber det bliver bedre.

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Ja, jeg må tage en samtale med hendes far, så vi sammen får sat nogle regler op, som vi kan leve med. Men jeg mangler stadig en måde at takle hendes hysteri på, så jeg ikke råber højt. Jeg mangler en måde at komme ud af konflikten.

Vi gør allerede det, at hvis hun ikke kan opføre sig pænt, så kommer hun ikke med. Desværre kan jeg ikke lade hende være hjemme en hel dag alene, så hvis der kun er mig hjemme, så kommer hun jo med. Jeg prøver også at lave noget med den ældste alene, så hun også føler, at hun bliver set, men den lille tromler bare alt ned. Hun fylder rigtig meget.

Et eksempel var da hun lige var startet i børnehave, der var vi på cykel derned, og da vi stiger ud/af, siger jeg til begge piger, at de skal tage deres tasker med ind, for jeg har min egen taske at bære på. Den ældste tager sin taske, men den lille nægter. Som i NÆGTER. Hun sætter sig ned på fortorvet og vil ikke gå nogle steder. Så siger jeg, at det er jo så bare ærgerligt, og at der sikkert er et andet barn, som vil blive glad for sådan en fin taske, men det er da okay, at hun ikke vil tage den. jeg gør det bare heller ikke, for det er ikke min taske. Det kan den store slet ikke klare, så hun går hen og henter tasken til lillesøster. Det er ikke okay, for det lærer den yngste jo ikke noget af. Så jeg siger til den ældste, at hun skal lade tasken ligge, og så begynder hun at græde fordi hun synes det er synd for sin lillesøster. Så skal jeg til at bruge kræfter på at forklare den store, hvorfor det ikke er synd for den lille, som stadig ikke vil hente sin taske. Jeg tager så den ældste i hånden og begynder at gå mod indgangen, og lige inden vi går ind, råber den lille: OKAY SÅ GØR JEG DET!!! mens hun nærmest skriger i raseri. Men det er sådan nogle kampe vi har mere eller mindre hver dag og jeg orker det bare ikke...

Den taske-konflikt har vi også haft 

Og du håndterede det ret godt !  

I det hele taget kan jeg nikke genkendende til din fortælling - sådan én har vi også.

Her har positivt fokus hjulpet. Vi skriver hver aften mindst 3 gode ting ned i en bog (for tiden er "bogen" en reklame fra netto, hvor hun skriver på de forskellige varer - så det behøver ikke være noget vildt officielt). Det kan være ting der er sket, ting hun synes har været sjovt, ting vi nævner hun er god til, ting hun er glad for osv. 
Det vigtige er at det er gode ting, som giver en positiv afslutning på dagen. 

Når vi får skrevet de 3 ting ned hver aften, så kan vi se en kæmpe ændring i hele hendes verdensbillede til at være mere positivt. 

Det betyder at vi har færre konflikter - og når vi har dem er de knap så store. 

Og i perioder hvor vi har glemt at skrive ned så vender det pludseligt på en tallerken. Pludselig er alting i vejen - nærmest uden grund - og der skal ingenting til før verden vælter.

Ret generelt kan vi se ændringer til det positive allerede efter en uge med øvelsen. - så det er værd at prøve. 

nanan78 skriver:

Jeg kan godt forstå du bliver træt— og sur. Og det er en virkelig svær situation når storesøster også skal tilgodeses. Hvad ville der ske, hvis du ikke gjorde det til en konflikt. I ovennævnte tilfælde f.eks. bare sagde ok, du vil ikke tage din taske og så lod den være på cyklen og bare gik ind. Nu hjalp storesøsters indblanding jo ikke, men måske fjerner det noget af opmærksomhedsgevinsten fra den lille.

Det er i hvert fald vigtigt at I voksne står sammen, også så I kan tage over for hinanden når det eskalerer. Og husk også at grine lidt af de fuldstændigt sindssyge ting der udløser kriser ( bare ikke foran hende, hold kæft de bliver sure!). 

Jeg sender lige lidt overskudstanker og håber det bliver bedre.

Ha ha ha, jeg kom sådan til at grine. Ja, shit de bliver sure, for jeg er kommet til at grine en dag, hvor hun var helt umulig. 

Tak for dit råd. Vi er heldigvis gode til at tage over, når den ene af os bliver dybt frustrerede. 

Jeg prøver nogle gange at ignorere det, men hun er som sagt SÅ stædig, at hun ikke bare giver op. Hun bliver ved, og det er også det jeg gerne vil hjælpe hende med, det er at lære hvornår nok er nok.

serinasmor skriver:

Den taske-konflikt har vi også haft 

Og du håndterede det ret godt !  

I det hele taget kan jeg nikke genkendende til din fortælling - sådan én har vi også.

Her har positivt fokus hjulpet. Vi skriver hver aften mindst 3 gode ting ned i en bog (for tiden er "bogen" en reklame fra netto, hvor hun skriver på de forskellige varer - så det behøver ikke være noget vildt officielt). Det kan være ting der er sket, ting hun synes har været sjovt, ting vi nævner hun er god til, ting hun er glad for osv. 
Det vigtige er at det er gode ting, som giver en positiv afslutning på dagen. 

Når vi får skrevet de 3 ting ned hver aften, så kan vi se en kæmpe ændring i hele hendes verdensbillede til at være mere positivt. 

Det betyder at vi har færre konflikter - og når vi har dem er de knap så store. 

Og i perioder hvor vi har glemt at skrive ned så vender det pludseligt på en tallerken. Pludselig er alting i vejen - nærmest uden grund - og der skal ingenting til før verden vælter.

Ret generelt kan vi se ændringer til det positive allerede efter en uge med øvelsen. - så det er værd at prøve. 

Sikke et dejligt brugbart råd. Det er virkelig en god ide. Det tror jeg vi vil prøve. Så må jeg købe en bog med hjem i dag, så vi kan få sat det i gang, for jeg kan mærke jeg stadig har situationen i morges siddende i mig, og øv hvor er det bare træls.

jeg vil så gerne også gøre vores dag til en, hvor vi alle sammen trives. Og jeg synes også det er svært, fordi jeg føler mine piger tydeligt kan mærke på mig, hvem jeg synes er nemmest at være sammen med, så når vi har de her dage, hvor alting bare sejler, så prøver jeg faktisk at have den lille tæt på mig i løbet af aftenen, for at give hende troen på at jeg gerne vil hende. 

Men øv hvor er det bare hårdt, når det bare er så meget nemmere at være sammen med den store.

Anonym skriver:

Kære alle her på Baby

Jeg har to børn, to piger. Den ældste på snart 7 er så nem og har altid været det. Den yngste på snart 5 er... ja, en udfordring. Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan simpelthen blive så rasende på hende. Hun er det mest stædige barn, jeg nogensinde har mødt. Som jeg plejer at sige til folk, så er hun sin egen. Hun er bestemt ikke konfliktsky på nogen som helst måde, hun ved, hvad hun vil, og det går hun efter. Det rammer bare (tit) sammen med andre ting, som resten af familien vil/kan/skal, og det forstår hun ikke. Børnehaven har også deres konflikter med hende, fordi hun nægter at gøre, som de voksne siger hun skal. De har flere gange haft fat i os, fordi hun ikke opfører sig, som hun skal. Hun ved udmærket godt hvad reglerne er i børnehaven, men hun gider bare ikke altid rette sig efter det. Det samme derhjemme.

Mange gange så lader vi den yngste få det som hun vil, fordi vi ikke orker endnu et skænderi/tuderi/hysteri fra hende, fordi hun ikke får det som hun vil, Jeg er dog af den overbevisning, at hun ikke altid skal have det, som hun vil, for vi skal alle være her. Nogle gange så er det ok, at det bliver, som hun gerne vil, og andre gange får hun nej. Det er bare ikke en mulighed for hende at acceptere det. Det betyder også, at den ældste tit giver afkald på sine ting/oplevelser og andet, fordi den lille er hysterisk og skriger, indtil hun får sin vijle.

Hvad gør I andre med sådan nogle børn? Det skal lige siger, at jeg har haft depression i snart 2 år, så jeg er ikke overskudsmor med mængder af tålmodighed. Jeg prøver det bedste jeg kan, men nogle gange er nok også bare nok. 

Men jeg har bare lyst til at give op nogle gange. Jeg kan faktisk fortryde, at jeg fik hende, fordi hun kan få mig så meget op i det røde felt, at jeg bare ikke orker noget som helst længere. Jeg går til psykolog, fordi jeg synes mine børn stresser mig - læs den yngste, og jeg prøver virkelig at takle det på en god måde. Men hvad gør man? Hvor kan man lære, hvad der virker og hvordan man får sit barn til at forstå, at det ikke altid kan gå efter barnets hoved? Eller hvordan man kan skifte taktik, så man får det ud af det, som virker for alle parter.

Jeg er virkelig desperat. 

Her kommer et skolelærers. Men jeg ville gøre eet samme hjemme hvis der var behov. Jeg har haft min andel af stædige elever i skolen der er vandt til at tyrannisere og plage til de får det de vil. Regel nr. 1 er helt tydelige rammer og konsekvens og hammeren skal falde med det samme. Der skal ikke være nogen forhandling, ingen diskussion. Et nej skal aldrig omgøres. Når barnet er faldet ned gives der omsorg og en tydelig/enkel forklaring. Når eleven gør noget godt roses det hver gang. Det tar et par uger og så falder eleven til ro og har det egentlig meget bedre. Børn har brug for at vide, at den voksne er lederen. Det giver tryghed og ro. Nogle børn har brug for større tydelighed end andre. Når eleven er faldet til, giver jeg længere og længere line så de oplever at kunne aggere succesfuldt på egen hånd.

Anonym skriver:

Kære alle her på Baby

Jeg har to børn, to piger. Den ældste på snart 7 er så nem og har altid været det. Den yngste på snart 5 er... ja, en udfordring. Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg kan simpelthen blive så rasende på hende. Hun er det mest stædige barn, jeg nogensinde har mødt. Som jeg plejer at sige til folk, så er hun sin egen. Hun er bestemt ikke konfliktsky på nogen som helst måde, hun ved, hvad hun vil, og det går hun efter. Det rammer bare (tit) sammen med andre ting, som resten af familien vil/kan/skal, og det forstår hun ikke. Børnehaven har også deres konflikter med hende, fordi hun nægter at gøre, som de voksne siger hun skal. De har flere gange haft fat i os, fordi hun ikke opfører sig, som hun skal. Hun ved udmærket godt hvad reglerne er i børnehaven, men hun gider bare ikke altid rette sig efter det. Det samme derhjemme.

Mange gange så lader vi den yngste få det som hun vil, fordi vi ikke orker endnu et skænderi/tuderi/hysteri fra hende, fordi hun ikke får det som hun vil, Jeg er dog af den overbevisning, at hun ikke altid skal have det, som hun vil, for vi skal alle være her. Nogle gange så er det ok, at det bliver, som hun gerne vil, og andre gange får hun nej. Det er bare ikke en mulighed for hende at acceptere det. Det betyder også, at den ældste tit giver afkald på sine ting/oplevelser og andet, fordi den lille er hysterisk og skriger, indtil hun får sin vijle.

Hvad gør I andre med sådan nogle børn? Det skal lige siger, at jeg har haft depression i snart 2 år, så jeg er ikke overskudsmor med mængder af tålmodighed. Jeg prøver det bedste jeg kan, men nogle gange er nok også bare nok. 

Men jeg har bare lyst til at give op nogle gange. Jeg kan faktisk fortryde, at jeg fik hende, fordi hun kan få mig så meget op i det røde felt, at jeg bare ikke orker noget som helst længere. Jeg går til psykolog, fordi jeg synes mine børn stresser mig - læs den yngste, og jeg prøver virkelig at takle det på en god måde. Men hvad gør man? Hvor kan man lære, hvad der virker og hvordan man får sit barn til at forstå, at det ikke altid kan gå efter barnets hoved? Eller hvordan man kan skifte taktik, så man får det ud af det, som virker for alle parter.

Jeg er virkelig desperat. 

Nu skriver jeg nogle spørgsmål, der kan gøre lidt ondt.

• hvordan skal din datter lære at regulere sine følelser, når mor ikke kan regulere sine i samværet/sammenstødene?
• Hvordan skal din datter lære at håndtere sin vrede, når hendes far ikke kan håndtere hendes vrede?
• Er det muligt at være en dygtig lillesøster, når storesøster er så dygtig?

Jeg synes, at Abracadabras forslag lyder superfornuftige. Også fordi at det at have en game plan, kan betyde at I tager nogle af jeres egne følelser ud af sammenstødene. Men det tror jeg altså også, at I er nødt til. Far er nødt til at magte og orke sit barns følelser. Og du er nødt til at kunne rumme dem. Ikke sådan at I ignorerer dem, men at I viser, at I kan være fyldt op af en følelse og alligevel styre jeres adfærd. Det er jo det I gerne vil have, at jeres datter skal lære.

Jeg har også sådan en, samt en sød og nem storesøster.

Min erfaring er at konflikter skal tages, når man ikke er uvenner. Tal om situationerne på forhånd, eller på bagkant, tal om hvad der sker i hende, når hun bliver så vred, om hvorfor hun ikke ønsker at høre efter. 

Del verden op i bidder, ting som hun må bestemme og ting som forældrene bestemmer. Understreg at hvis hun respekterer de ting I bestemmer, så respekterer I også de ting hun bestemmer. Fx må min yngste nu helt selv bestemme, hvordan hun vil klippes, hvilket tøj hun vil have på, så længe det passer til årstiden, hun har maddag hver 14. dag, og så længe det er relativt sundt bestemmer hun. Jeg har indimellem været nødt til at trække vejret dybt pga. nogle af hendes valg, men hvis jeg forlanger at hun skal overholde vores aftaler skal jeg også.

Forhandl med hende på forkant, snak fx om, om morgenen at hvis hun er sød og tager med hjem uden brok, kan I nå et spil et eller andet. Beløn hendes gode adfærd på forhånd, og mind hende om jeres aftale, sælg den, så hun klart kan se fordelen ved at samarbejde. Og starter du en konflikt, er du NØDT til at "vinde".

Snak med storesøster om at du er forælderen og opdragelse og lillesøsters opførsel er dit job, og ikke hendes. Hun er ikke forælder og skal heller ikke prøve at være det..

Og når alt andet svigter, så sæt dig på knæ foran din hysteriske 5 årige og tilbyd hende en kæmpe krammer, selvom du har mest lyst til at vippe hende ud af vinduet, og du er så vred at du næsten ikke  kan få dig selv til det - det er dér I begge to har mest brug for  det... Det er virkeligt vanskeligt at være vred når man krammer.

Åh ja, og så husk dig selv på at hendes opførsel overfor dig faktisk ikke er rettet mod dig personligt, men afspejler hvad der sker inde i hende. Hendes vrede og frustration kommer ikke fra et ønske om at såre dig, eller at gøre dig vred, men er et udtryk for hendes følelser. De har faktisk overraskende lidt med dig at gøre.

Hvis du husker dig selv på det, bliver det meget nemmere at trække vejret og ikke gå med, når hun kører op i en spids.

Og så tal med hende om hvordan man trækker vejret, tæller til 10 eller går et øjeblik når temperamentet koger over.

Kender du 4/4 vejrtrækningen? Ånd ind på 4, Hold pause i 4, ånd ud på 4 og hold pause i 4 og så forfra. Den kan du med fordel lære både dig selv og dine børn. Den stammer fra meditation og især pauserne hjælper din krop til at falde til ro og tage følelserne med.