Hjælp til at gøre noget anderledes

Skouboe skriver:

Åh ja, og så husk dig selv på at hendes opførsel overfor dig faktisk ikke er rettet mod dig personligt, men afspejler hvad der sker inde i hende. Hendes vrede og frustration kommer ikke fra et ønske om at såre dig, eller at gøre dig vred, men er et udtryk for hendes følelser. De har faktisk overraskende lidt med dig at gøre.

Hvis du husker dig selv på det, bliver det meget nemmere at trække vejret og ikke gå med, når hun kører op i en spids.

Og så tal med hende om hvordan man trækker vejret, tæller til 10 eller går et øjeblik når temperamentet koger over.

Kender du 4/4 vejrtrækningen? Ånd ind på 4, Hold pause i 4, ånd ud på 4 og hold pause i 4 og så forfra. Den kan du med fordel lære både dig selv og dine børn. Den stammer fra meditation og især pauserne hjælper din krop til at falde til ro og tage følelserne med.

Tak for sine omsorgsfulde og positive råd. Det var dejligt at læse. God ide med at prøve at give et kram, når man har mest lyst til at skride fra det hele. Og vi prøver alt vi kan med at tage den i opløbet, men nogle gange så sker der et eller andet, så hun slet ikke kan styre sig.

Vores problem er også, at når vi holder på at den yngste skal gøre som vi siger - fuldstændig som storesøster (fx spise sim aftensmad før man får fredagsslik) så synes storesøster at det er SÅ synd for den lille, at hun begynder at blande sig. Og så må vi jo forklare storesøster, at 1. det er vores job at opdrage 2. vi giver dem begge samme regler 3. hvis storesøster kan, så er der ret stor sandsynlighed for at lillesøster også kan, hun gider bare ikke.

Men ja, det er svært når den store synes vi er dybt uretfærdige, når vi egentlig opdrager dem på samme måde og nogle gange kan bryde grædende sammen fordi vi holder fast i det vi mener og lillesøster skriger og skaber sig. Så er det altså svært.

Men jeg havde en god snak med min kæreste i går, da ungerne var lagt, og vi blev enige om, at hvis vi går ind i en konflikt, så står vi sammen. Og så blev vi også enige om at have en bog, hvor vi skriver 3 gode ting ned i hver aften med begge børn, så den store også kan bliver mere rolig i sig selv.

Og det er jo ikke fordi jeg bliver sur med det samme hun begynder, men når jeg har forsøgt at tale fornuftigt og roligt i 10-15 minutter og der INTET sker, så bliver jeg sur. Det har en konsekvens, hvis man ikke engang gider gøre en indsats, når jeg prøver at hjælpe. Og som jeg også skrev, så er jeg ikke på toppen mentalt, så derfor dræner det endnu mere.

Roselil skriver:

Her kommer et skolelærers. Men jeg ville gøre eet samme hjemme hvis der var behov. Jeg har haft min andel af stædige elever i skolen der er vandt til at tyrannisere og plage til de får det de vil. Regel nr. 1 er helt tydelige rammer og konsekvens og hammeren skal falde med det samme. Der skal ikke være nogen forhandling, ingen diskussion. Et nej skal aldrig omgøres. Når barnet er faldet ned gives der omsorg og en tydelig/enkel forklaring. Når eleven gør noget godt roses det hver gang. Det tar et par uger og så falder eleven til ro og har det egentlig meget bedre. Børn har brug for at vide, at den voksne er lederen. Det giver tryghed og ro. Nogle børn har brug for større tydelighed end andre. Når eleven er faldet til, giver jeg længere og længere line så de oplever at kunne aggere succesfuldt på egen hånd.

Det er sådan set også det vi prøver, men jeg har SÅ svært ved at sende hende op på værelset som time-out, når jeg kan høre hvor ked af det hun er. For det mener jeg ikke hun har brug for. Men når hun ikke reagerer på almindelig omsorg og bare skriger videre, fordi vi holder fast i nej, så er det jeg bliver sur. For når jeg har sagt nej, så er det nej uanset hvor meget hun skriger.

Vi taler også om det, når hun er faldet ned, men så siger hun bare undskyld og at hun elsker mig, også selv om jeg prøver at spørge ind til, hvordan vi kan gøre det anderledes? Om der er noget hun gerne vil på en anden måde? Om det betyder noget for hende, hvem der sidder ved siden af hende ved morgenmaden osv osv. Men hun siger ikke rigtigt noget igen, så det er svært at gøre det om.

L-mor skriver:

Nu skriver jeg nogle spørgsmål, der kan gøre lidt ondt.

• hvordan skal din datter lære at regulere sine følelser, når mor ikke kan regulere sine i samværet/sammenstødene?
• Hvordan skal din datter lære at håndtere sin vrede, når hendes far ikke kan håndtere hendes vrede?
• Er det muligt at være en dygtig lillesøster, når storesøster er så dygtig?

Jeg synes, at Abracadabras forslag lyder superfornuftige. Også fordi at det at have en game plan, kan betyde at I tager nogle af jeres egne følelser ud af sammenstødene. Men det tror jeg altså også, at I er nødt til. Far er nødt til at magte og orke sit barns følelser. Og du er nødt til at kunne rumme dem. Ikke sådan at I ignorerer dem, men at I viser, at I kan være fyldt op af en følelse og alligevel styre jeres adfærd. Det er jo det I gerne vil have, at jeres datter skal lære.

Tak for dit svar.

Som svar til dine spørgsmål:

Jeg begynder ikke at råbe af hende med det samme hun begynder at råbe af mig. Mange gange kommer vi ud af konflikten på en ordentlig måde, men de dage hvor hun bare sidder og skriger i 20 minutter, fordi hun ikke fik sin vilje, der bliver jeg sur til sidst. Den opførsel vil jeg ikke tolerere. Sådan opfører vi os ikke overfor hinanden hjemme hos os.

Far er som regel rigtig god til at håndtere hendes vrede, og han vil gerne finde løsninger, fordi han ikke gider bruge en time på at putte et mega hysteriske barn. Nogle gange betyder det, at hun får sin vilje, men det har vi talt om, og det er slut nu. Men hverken min kæreste eller jeg er super mennesker med uanede mængder overskud og tålmodighed, og det må vores børn godt mærke - at vi er mennesker lige som dem.

Vi prøver at rose den lille så meget som vi kan, især når hun laver ting, som hun er god til. Men hun gider ikke rigtigt gøre en indsats. En gang i mellem kan vi få hende til at hjælpe til, fordi hun selv gider, og så roser vi hende, men hvis vi altid holdt på vores ret, så havde vi en dag der havde mange flere konflikter, og det kan jeg ikke leve i. Jeg har ikke lyst til at der skal være en konflikt nærmest ved hver opgave hver dag, det orker jeg bare ikke.

Anonym skriver:

Det er sådan set også det vi prøver, men jeg har SÅ svært ved at sende hende op på værelset som time-out, når jeg kan høre hvor ked af det hun er. For det mener jeg ikke hun har brug for. Men når hun ikke reagerer på almindelig omsorg og bare skriger videre, fordi vi holder fast i nej, så er det jeg bliver sur. For når jeg har sagt nej, så er det nej uanset hvor meget hun skriger.

Vi taler også om det, når hun er faldet ned, men så siger hun bare undskyld og at hun elsker mig, også selv om jeg prøver at spørge ind til, hvordan vi kan gøre det anderledes? Om der er noget hun gerne vil på en anden måde? Om det betyder noget for hende, hvem der sidder ved siden af hende ved morgenmaden osv osv. Men hun siger ikke rigtigt noget igen, så det er svært at gøre det om.

Prøv at vende den om, tænk på at din grænsesætning er en kærlighedsgerning til din datter. Hun har bedst af at lære det hjemmefra af forældre der elsker hende og som hun er helt tryg ved, end ude i den store verden af tilfældige pædagoger etc. Det er hårdt at være barn i institution hvis man bliver mødt med surhed, nej og irettesættelser. Lærer man sit barn at opføre sig rimeligt og være almindelig høflig og hjælpsom så giver man dem en kæmpe gave til dem! Den tanke hjælper mig de dage hvor jeg har en skrigende 4 årig og en møgsur 8 årig så i stedet for at give efter holder jeg ved. Timeout behøver bare at hedde en pause på værelset. Nogle gange er det bare bedst for alle at gå lidt hver til sit og trække vejret dybt. Din datter svare ikke på dine spørgsmål bagefter fordi hun er for lille til at kunne reflektere sådan. Det kan faktisk virke omvendt og gøre hende utryg og dermed mere urolig fordi hun mærker din usikkerhed. Bare giv en enkelt forklaring/snak om hvad der skete, hvis hun vil høre og så bare et kram. Lad være at bore i det.

Åh jeg kan altså ikke lade vær med at få lidt ondt i maven på din datters vegne. Alle steder hun er bliver hun beskrevet som en mundfuld, stædig og hysterisk. Hvilke gode kvaliteter har hun? 

Det lyder enormt hårdt for jer - og så tænker jeg at det er endnu hårdere for hende. Hun lyder stresset, som om hun ikke kan finde sin rolle og bare forsøger at leve op til de (negative) forventninger, der er til hende. Hun er jo kun et lille barn, som ingen rigtig forstår. 

Jeg er glad for at læse, at du beder om råd til at gøre noget anderledes. Det betyder, at du er klar over at en ændring hos hende, starter ved jer voksne! Jeg ville dog være påpasselig med at tænke at hun bare er uopdragen og sætte hårdt mod hårdt. Hvis hun er vant til meget skæld ud, så er hendes selvværd dårligt. Det lyder i hvert fald ikke som om hun trives. 

Hvis det var mig, så ville jeg tale med børnehaven om at holde et møde med deltagelse af PPR-psykologen og socialrådgiver fra jeres distrikt. Med formålet at finde ud af, om I kam tilbydes hjælp fra PPR eller kommunen. De utrolige år (DUÅ) er rigtig godt og tilbydes i mange kommuner som kursus. 

Anonym skriver:

Tak for sine omsorgsfulde og positive råd. Det var dejligt at læse. God ide med at prøve at give et kram, når man har mest lyst til at skride fra det hele. Og vi prøver alt vi kan med at tage den i opløbet, men nogle gange så sker der et eller andet, så hun slet ikke kan styre sig.

Vores problem er også, at når vi holder på at den yngste skal gøre som vi siger - fuldstændig som storesøster (fx spise sim aftensmad før man får fredagsslik) så synes storesøster at det er SÅ synd for den lille, at hun begynder at blande sig. Og så må vi jo forklare storesøster, at 1. det er vores job at opdrage 2. vi giver dem begge samme regler 3. hvis storesøster kan, så er der ret stor sandsynlighed for at lillesøster også kan, hun gider bare ikke.

Men ja, det er svært når den store synes vi er dybt uretfærdige, når vi egentlig opdrager dem på samme måde og nogle gange kan bryde grædende sammen fordi vi holder fast i det vi mener og lillesøster skriger og skaber sig. Så er det altså svært.

Men jeg havde en god snak med min kæreste i går, da ungerne var lagt, og vi blev enige om, at hvis vi går ind i en konflikt, så står vi sammen. Og så blev vi også enige om at have en bog, hvor vi skriver 3 gode ting ned i hver aften med begge børn, så den store også kan bliver mere rolig i sig selv.

Og det er jo ikke fordi jeg bliver sur med det samme hun begynder, men når jeg har forsøgt at tale fornuftigt og roligt i 10-15 minutter og der INTET sker, så bliver jeg sur. Det har en konsekvens, hvis man ikke engang gider gøre en indsats, når jeg prøver at hjælpe. Og som jeg også skrev, så er jeg ikke på toppen mentalt, så derfor dræner det endnu mere.

Jeg synes du har fået rigtig mange gode råd allerede (jeg har også selv lige bestilt "De utrolige år"på bibliotek.dk, hvor man kan bestille bøger fra alle landets biblioteker, ikke bare sit eget, fordi den lyder som noget jeg selv på et tidspunkt kan få brug for &nbsp. Jeg har desværre ikke så stor erfaring med den slags hysteri endnu, da min datter knapt nok er 3, men vi har da haft vores kampe. Jeg har dog to niecer, hvoraf den ældste lyder meget som din den store, og den yngste som din den lille. Min yngste niece kunne være VIRKELIG strid og smækkede med dørene og skabte sig og blev hidsig, når hun ikke fik sin vilje. De har derhjemme og i skolen arbejdet meget med at lære at sige "Pyt!" til tingene. Nu bliver den yngste snart 10 år, og hun er MEGET bedre. Hun snakker stadig som et vandfald, men hun er høflig og interesseret, smækker ikke med dørene, og jeg kunne godt overveje at have hende på besøg alene nu, noget jeg bestemt ikke havde lyst til da hun var fx 5!

Bare for at sige at det godt kan blive bedre med årene, selvom det ikke hjælper dig særlig meget i nuet.

Og så tænker jeg at hvis storesøster begynder at blande sig, om I ikke kan bede hende om at gå ind på sit værelse, altså få hende væk fra situationen. Eventuelt kan den anden forælder gå med hende og forklare, at I har styr på situationen og det er ikke noget storesøster har med at gøre, men at det er fantastisk at hun elsker sin lillesøster så højt og gerne vil hjælpe hende, men at det er jeres opgave og ikke hendes. Etc. Det er jo svært for jeres store pige at være vidne til en hysterisk lillesøster, og det er også okay, men så er det bare nødvendigt, at hun ikke er der.

Det er selvfølgelig ikke det samme, men mine forældre kan heller ikke klare hvis min datter er hysterisk, fordi hun ikke får sin vilje, så synes de straks at de skal "trøste". Og dér får de klar besked om at hvis de ikke kan klare at overvære mig og min mand opdrage vores barn, så må de gå et andet sted hen, for blande sig skal de bestemt ikke.

Roselil skriver:

Prøv at vende den om, tænk på at din grænsesætning er en kærlighedsgerning til din datter. Hun har bedst af at lære det hjemmefra af forældre der elsker hende og som hun er helt tryg ved, end ude i den store verden af tilfældige pædagoger etc. Det er hårdt at være barn i institution hvis man bliver mødt med surhed, nej og irettesættelser. Lærer man sit barn at opføre sig rimeligt og være almindelig høflig og hjælpsom så giver man dem en kæmpe gave til dem! Den tanke hjælper mig de dage hvor jeg har en skrigende 4 årig og en møgsur 8 årig så i stedet for at give efter holder jeg ved. Timeout behøver bare at hedde en pause på værelset. Nogle gange er det bare bedst for alle at gå lidt hver til sit og trække vejret dybt. Din datter svare ikke på dine spørgsmål bagefter fordi hun er for lille til at kunne reflektere sådan. Det kan faktisk virke omvendt og gøre hende utryg og dermed mere urolig fordi hun mærker din usikkerhed. Bare giv en enkelt forklaring/snak om hvad der skete, hvis hun vil høre og så bare et kram. Lad være at bore i det.

Vi prøver heller ikke at bore i det, men vil gerne - sammen med hende - finde en løsning. Hun kan godt sige hvad hun gerne vil og hvad hun ikke vil, så det er nede på det niveau. For de dage, hvor hun bare har fået det forkerte ben ud af sengen, der er det altså virkelig hårdt.

MinC skriver:

Åh jeg kan altså ikke lade vær med at få lidt ondt i maven på din datters vegne. Alle steder hun er bliver hun beskrevet som en mundfuld, stædig og hysterisk. Hvilke gode kvaliteter har hun? 

Det lyder enormt hårdt for jer - og så tænker jeg at det er endnu hårdere for hende. Hun lyder stresset, som om hun ikke kan finde sin rolle og bare forsøger at leve op til de (negative) forventninger, der er til hende. Hun er jo kun et lille barn, som ingen rigtig forstår. 

Jeg er glad for at læse, at du beder om råd til at gøre noget anderledes. Det betyder, at du er klar over at en ændring hos hende, starter ved jer voksne! Jeg ville dog være påpasselig med at tænke at hun bare er uopdragen og sætte hårdt mod hårdt. Hvis hun er vant til meget skæld ud, så er hendes selvværd dårligt. Det lyder i hvert fald ikke som om hun trives. 

Hvis det var mig, så ville jeg tale med børnehaven om at holde et møde med deltagelse af PPR-psykologen og socialrådgiver fra jeres distrikt. Med formålet at finde ud af, om I kam tilbydes hjælp fra PPR eller kommunen. De utrolige år (DUÅ) er rigtig godt og tilbydes i mange kommuner som kursus. 

Hun har bestemt ikke nogle problemer med at finde sin rolle. Hun ved udemærket hvor hun er, hvad hun vil og ikke vil. Om det passer ind i resten af familien og de ting, som skal klares, er hun fuldstændig ligeglad med. Om man så stille og roligt forklarer hende, hvorfor man siger nej, så bliver hun bare endnu mere sur og råber højere. Og jeg har stadig svært ved at sende hende væk, når hun er sur, for jeg vil ikke straffe hende på den måde. Man må godt være sur hjemme hos os, og råbe lidt højt, men man skal også kunne lytte til, hvad der bliver sagt. Det synes jeg ikke er urimeligt.

Jo, selvfølgelig har hun nogle gode kvaliteter, Hun er sød, skøn og dejlig. Hun er super god til at lege selv, hun er meget god til at finde på historier, hun har en god fantasi, men igen vil hun helst lege med de børn, hvor hun får lov til at bestemme. Det er alt for tit storesøster, der skal gå på kompromis mens de leger, for ellers gider den lille ikke. Det synes jeg er så ærgerligt. Det er et af de vigtigste ting vi skal lære her i livet, det er at gå på kompromis. Så det prøver jeg at lære hende. 

Pædagogerne har på intet tidspunkt udtrykt, at de synes hendes opførsel er så voldsom, at der er behov for at få PPR eller andre indover, så det er nok lige voldsomt nok. Jeg har købt den bog, som er nævnt flere gange herinde, som jeg håber, vil kunne hjælpe os videre i vores udvikling - alle sammen.

asphodel skriver:

Jeg synes du har fået rigtig mange gode råd allerede (jeg har også selv lige bestilt "De utrolige år"på bibliotek.dk, hvor man kan bestille bøger fra alle landets biblioteker, ikke bare sit eget, fordi den lyder som noget jeg selv på et tidspunkt kan få brug for &nbsp. Jeg har desværre ikke så stor erfaring med den slags hysteri endnu, da min datter knapt nok er 3, men vi har da haft vores kampe. Jeg har dog to niecer, hvoraf den ældste lyder meget som din den store, og den yngste som din den lille. Min yngste niece kunne være VIRKELIG strid og smækkede med dørene og skabte sig og blev hidsig, når hun ikke fik sin vilje. De har derhjemme og i skolen arbejdet meget med at lære at sige "Pyt!" til tingene. Nu bliver den yngste snart 10 år, og hun er MEGET bedre. Hun snakker stadig som et vandfald, men hun er høflig og interesseret, smækker ikke med dørene, og jeg kunne godt overveje at have hende på besøg alene nu, noget jeg bestemt ikke havde lyst til da hun var fx 5!

Bare for at sige at det godt kan blive bedre med årene, selvom det ikke hjælper dig særlig meget i nuet.

Og så tænker jeg at hvis storesøster begynder at blande sig, om I ikke kan bede hende om at gå ind på sit værelse, altså få hende væk fra situationen. Eventuelt kan den anden forælder gå med hende og forklare, at I har styr på situationen og det er ikke noget storesøster har med at gøre, men at det er fantastisk at hun elsker sin lillesøster så højt og gerne vil hjælpe hende, men at det er jeres opgave og ikke hendes. Etc. Det er jo svært for jeres store pige at være vidne til en hysterisk lillesøster, og det er også okay, men så er det bare nødvendigt, at hun ikke er der.

Det er selvfølgelig ikke det samme, men mine forældre kan heller ikke klare hvis min datter er hysterisk, fordi hun ikke får sin vilje, så synes de straks at de skal "trøste". Og dér får de klar besked om at hvis de ikke kan klare at overvære mig og min mand opdrage vores barn, så må de gå et andet sted hen, for blande sig skal de bestemt ikke.

Jeg kan også godt mærke, at det bliver bedre og bedre, men jeg vil jo helst ikke have, at hun tænker tilbage på sin barndom og får helt ondt i maven. Der er jeg selv, så det skal mine børn ikke udsættes for.

Ja, jeg glæder mig også rigtig meget til at læse bogen, jeg håber den kan give os nogle gode værktøjer, som vi kan bruge. For jeg synes jo heller ikke det er holdbart, at vi skal blive så meget uvenner, som vi gør. 

Jeg opdrager også begge mine døtre til at være venlige. Faktisk får både min kæreste og jeg at vide, at de begge er meget velopdragne, når de er ude blandt andre mennesker. Så det er hjemme hun prøver grænser af - og det skal der naturligvis være plads til, men man skal også kunne høre efter og forstå det når der bliver sagt nej - og med en god grund. 

Anonym skriver:

Vi prøver heller ikke at bore i det, men vil gerne - sammen med hende - finde en løsning. Hun kan godt sige hvad hun gerne vil og hvad hun ikke vil, så det er nede på det niveau. For de dage, hvor hun bare har fået det forkerte ben ud af sengen, der er det altså virkelig hårdt.

Herhjemme er det gået op for os, at yngstebarnets dårlige opførsel ofte hænger sammen med for lidt søvn. Efter at vi blev opmærksom på det lykkedes det mig at lokke hende til at prøve at vi rykkede sengetid 1/2 time frem, så hun fik lidt mere søvn. Det gjorde en verden til forskel. Nu går det slet ikke så tit galt som tidligere.