Er måske "heldig" men erindrer ikke mine børn har sagt jeg er dum - har de sagt det om hinanden (for det har de) har vi talt om, at ingen er dumme, men mange laver dumme ting og det har de taget til sig og bruger derfor ikke "Du er dum".
Men de er så sandelig ikke uden brug af rædselsfulde ord og udtryk. Og lige som jeg kan de blive gale og sige ting de fortryder, de er jo bare mennesker. For mig er der en klar skillelinje mellem det man siger når man er så vred så ord end ryger ud uden at have tænkt sig om og ord der siges velovervejet.
Når mine børn er vrede så har de ret til den følelse, og jeg ville aldrig sætte dem væk i en gang eller lignende med mindre de bliver til fare for andre. Og når vreden har lagt sig, kan vi tale om det uhensigtsmæssige i det de sagde og strategier til en anden gang. Men midt i vreden begynder jeg ikke at opdrage om sprog - hold da op jeg ville blive hysterisk hvis min husbond mens jeg var vred stille og roligt belærte mig om hvordan jeg skal tale - tænker det samme gør sig gældende for mine børn.
Og jeg har ingen aldersgrænse, men tænker at tager man snakkende i fredstid, hjælper med at guide til nye strategier, lærer at forebygge frem for at helbrede så vil de med alderen modnes og det vil forsvinde. Det har i hvert fald hjulpet her hjemme og til trods for en teenager og en præteen er det sjældent der bliver råbt og skældt af os forældre (de kan sagtens mod hinanden) og deres venner. Men selv om de gjorde, ja så tænker jeg de har ret til følelser og vi så måtte fortsætte med at arbejde med mere konstruktive strategier når de blev vrede.
Og så synes jeg det er et super godt råd at sætte andre ord på: du er dum mor - jeg kan godt høre du synes det er rigtigt irriterende at jeg siger nej til....
Anmeld
Citér
