Dumme mor - dreng på 3,5

Lomm skriver:

Ja de er også præcis det vi gør, vi synes bare det tager ret meget overhånd. Desuden er storesøster på 6 begyndt at kopiere da hun jo kan se st der egentlig ikke rigtig er nogen konsekvens ved den opførsel

Min søn plejer at stoppe efter der også bare pive og være sur. 

Og det er så der konsekvensen kommer hos mig. Han får at vide at han skal stoppe nu ellers kan han gå ud i gangen og skabe sig for jeg gider ikke høre på det. Fortsætter han trods der. Så placerer jeg ham selv i gangen. 

Så her er der konsekvenser  

Her svarer vi "det kan godt være, men du skal stadig tale pænt" ... så går (tramper) hun ind på værelset og er sur.

Prøv flere ting - hvad der virker på den ene, virker ikke på den anden. Men det er ikke en ok opførsel.

Lomm skriver:

vores dreng på 3,5 er inde i en heftig periode hvor han bliver meget sur og aggressiv når han ikke får sin vilje. Han er heldigvis ved at forstå at han ikke må slå/sparke, men aggressionerne skal jo ud, så på en dårlig dag kan han få sagt dumme mor/far RIGTIG mange gange.

Vi forsøger at anerkende hans vrede, men har snakket indbyrdes om at vi da ærlig talt også synes det er ret træls at høre på. Så hvornår skal man lige sætte foden ned og sige at nu er det nok? For han skal vel også lære at respektere os.... eller skal vi bare satse på (som vi har gjort indtil nu) at det er en fase der går over på et tidspunkt?

At han siger dumme mor har intet med at han ikke respektere jer at gøre. Han er 3 år og stadig i sine følelsers vold. 

Em1992 skriver:

Jeg synes det er ok at sætte grænser for hvad man selv vil finde sig i. Første gang min søn sagde "du er dum, mor" sagde jeg stille og roligt til ham at jeg ikke kan lide at han taler sådan til mig og at han skulle finde på en anden måde at sige til mig hvad han var sur over (nu er det ret nemt at gætte sig til hvad han bliver sur over, så jeg hjalp /hjælper ham med at sætte ord på). Det har virket hos os. Han er så kun 3 og det kan være at det er en anden historie om et halvt år, det ved jeg ikke. Men jeg synes egentlig det lykkes med at anerkende hans følelser, samtidig med at mine grænser for hvad jeg vil finde mig i ikke bliver overskredet.

Vi forsøger også at forklare ham at det ikke er rart at blive kaldt dum, og han siger da også at han selv ville blive ked af det hvis vi kaldte ham dum, men det er jo i en fredelig situation - lige i konflikten glemmer han alt om det.

Men vi kan da forsøge at sige det i situationen, og så samtidig håbe på at det er en fase, og at det bærer frugt på et eller andet tidspunkt (der var et tidspunkt ham slog konstant, det er trods alt gået væk, så det går da fremad, omend langsomt)

IenFart skriver:

Hvis dumme mor er det værste han siger, så ville jeg ikke gøre et stort nummer ud af det. Vi har også haft sådan en periode hvor vi var dumme eller vi ikke var venner mere. Det gik over igen og så er det bare en anden måde der reageres på.

Enig  

Mine børn (knap 3 og 4 år) må gerne synes at jeg er dum- at vi ikke er venner mere osv. Børn reagerende på deres følelser og det er helt ok og normalt. Jeg hopper op og falder ned på det og viser dem at jeg er klar til et kram når de er klar. ��

mor:) skriver:

At han siger dumme mor har intet med at han ikke respektere jer at gøre. Han er 3 år og stadig i sine følelsers vold. 

Det er jeg klar over, jeg får det måske ikke forklaret så godt: jeg tænker på hvornår (hvilken alder) vi kan regne med at det går fra at være ren uskyld til at være en dårlig vane fordi det aldrig bliver irettesat. Altså nu er det impuls, men det er jo knapt så cute når han er 10. Jeg er klar over der ikke findes en facitliste, men der må vel være en rettesnor for hvornår de lærer den slags. Han er virkelig ofte meget sur/agressiv, så jeg vil nødig misse noget opdragelse så vi pludselig ender et sted hvor man ikke kan komme tilbage igen

Lomm skriver:

Det er jeg klar over, jeg får det måske ikke forklaret så godt: jeg tænker på hvornår (hvilken alder) vi kan regne med at det går fra at være ren uskyld til at være en dårlig vane fordi det aldrig bliver irettesat. Altså nu er det impuls, men det er jo knapt så cute når han er 10. Jeg er klar over der ikke findes en facitliste, men der må vel være en rettesnor for hvornår de lærer den slags. Han er virkelig ofte meget sur/agressiv, så jeg vil nødig misse noget opdragelse så vi pludselig ender et sted hvor man ikke kan komme tilbage igen

Du mærker godt forskellen. En ting er, når det bliver sagt i et lille barns frustration og følelseskaos. Det er noget helt andet, når det bliver sagt bevidst for at såre. Det sidste slår jeg markant ned på. Det første hænger jeg mig ikke op i. 

Det er jeg klar over, jeg får det måske ikke forklaret så godt: jeg tænker på hvornår (hvilken alder) vi kan regne med at det går fra at være ren uskyld til at være en dårlig vane fordi det aldrig bliver irettesat. Altså nu er det impuls, men det er jo knapt så cute når han er 10. Jeg er klar over der ikke findes en facitliste, men der må vel være en rettesnor for hvornår de lærer den slags. Han er virkelig ofte meget sur/agressiv, så jeg vil nødig misse noget opdragelse så vi pludselig ender et sted hvor man ikke kan komme tilbage igen

Hvad er problemet i at blive kaldt dum? Det er da hverken grimt eller noget? Der menes jo ikke “du er uintelligent og din IQ er ekstremt lav” der menes “øv. Jeg får ikke min vilje” 

Jo hvis han som 10-årig siger “hold kæft en dum kælling” 

men et barn, som udtrykker sin frustration via “dum”. Hvor det er et udtryk for, at verden går i mod dem? 

Hos os er folk dumme. (Som i irriterende) jeg regner med, at jeg gennem deres opdragelse gennem årene kan få skabt et mere nuanceret sprogbrug end “dum”. 

Voksne siger jo også “sikke en dum situation” 

Så længe der ikke er deciderede nedsættende ord eller bandeord med. 

Men jeg regner med, at mit barn som 22 årig forstår, at det er bedre at sige “jeg føler mig til sidesat og misforstået” og ikke bare “du er dum”

men det handler om kommunikationsforståelsen. At bolden skal være på egen halvdel, når man starter ud. Men det forventer jeg end ikke af en 10-årig. Jeg kan prøve at vise eksempler - men det er jo heller ikke en socialpædagoger indlæg som jeg forsøger at opdrage mit 10-årige barn til :-) 

mit indlæg forsøger ikke at være nedsættende over for andre måder at gøre det på. Men sådan er mine tanker om “dum” :-) 

Du kunne jo, hvis har meget imod hans brug af dum, prøve at vise ham, hvad han kan sige i stedet. 

Ex: du er dum mor

mor: ja, jeg er irriterende. Det er irriterende ikke at få sin vilje. Øv. Men sådan er det nu en gang. Du bestemmer en anden dag. 

På et tidspunkt begynder ham at sige irriterende eller hvad i nu vælger :-) 

Lomm skriver:

vores dreng på 3,5 er inde i en heftig periode hvor han bliver meget sur og aggressiv når han ikke får sin vilje. Han er heldigvis ved at forstå at han ikke må slå/sparke, men aggressionerne skal jo ud, så på en dårlig dag kan han få sagt dumme mor/far RIGTIG mange gange.

Vi forsøger at anerkende hans vrede, men har snakket indbyrdes om at vi da ærlig talt også synes det er ret træls at høre på. Så hvornår skal man lige sætte foden ned og sige at nu er det nok? For han skal vel også lære at respektere os.... eller skal vi bare satse på (som vi har gjort indtil nu) at det er en fase der går over på et tidspunkt?

Hos os er der ingen der er dumme. (Man kan gøre noget dumt;-)).  Jeg har stoppet det med det samme, med begge mine drenge. Jeg siger altid, du må være så sur/vred du vil, men du skal stadig tale ordentligt til os andre. Da de var mindre sagde jeg bare stop, sådan skal du ikke kalde mig,  tal pænt el. Lign. Fortsatte det, sagde jeg, nu går jeg for jeg vil ikke kaldes sådan. Jeg har to drenge der taler pænt og også får ros i skole/børnehave for at tale pænt og være gode kammerater.