Hvordan opdrager/straffer i jeres børn?

Anonym skriver:

Min kæreste fortalte om sin chefs oplevelse med et barn der ikke ville have sko på. Så han løftede barnet op, satte dets fødder i en vandpyt og spurgte om barnet SÅ ville have sko på og tørre sokker.

En anden gang ville børnene ikke ud af nattøjet, så i smug pakkede han hverdagstøj ned og så blev ungerne sat af i nattøj i børnehaven - og kunne så også skifte tøj i børnehaven - til pigernes store flovhed.

 

Hvad synes I om de metoder? Jeg tror jeg synes de er gode, for det viser vel barnet at der er konsekvens og logik bag ordene..? :-)

Jeg ved ikke om jeg er vild med den form for opdragelse, jeg synes virkelig det kan sætte børnene i nogle irriterende situationer. Jeg er med på logik-opdragelsen, for den har jeg også brugt selv. Men ligefrem at praktisere den på den måde, vil jeg ikke bryde mig om. 

Nu er jeg voksen og ved selvfølgelig godt selv, hvordan jeg skal opføre mig - men hvis man virkelig drejede situationen sådan lidt skørt, så ville jeg selv være enormt ked af at blive kørt på arbejde i nattøj og blive sat af og så kunne få lov at skifte tøj der. Jeg kan ikke se noget formål med at gøre sine børn flove - det er en meget ubehagelig følelse, synes jeg. Jeg bryder mig ikke selv om at være flov over noget, så kunne ikke drømme om at ydmyge mine børn på den måde. 

Jeg har selv brugt en form for logik - altså hvis du gerne vil i børnehave i nattøj, så fint med mig, så kan du gå ud og tage sko og jakke på. Og så er de altid endt med, gerne at ville have tøj på. 

Ellers har jeg selv undladt skoene og sagt, så vil mor også gå uden sko - det har de alligevel syntes var for mærkeligt. 

Vi brugte også time-out da børnene var små - vi havde en lille stol i gangen(bryder mig heller ikke om at bruge værelset da det skal være rart og der man skal sove til natten = tryghed) som de blev sat på 1 minut - vores gang støder op til stuen og køkkenet. Herefter gik jeg ud til dem, talte med dem om hvad grunden var til de sad der - om de skulle have 1 minut mere eller om vi skulle kysse og kramme og komme videre. Det har virket vildt godt med en time-out for begge parter, fordi de fik lov at fundere lidt over at det de havde gjort ikke var ok og jeg fik lige 1 minuts ro og kunne tælle til 10 i mit hovede. - Dermed klarede vi situationen uden for høje toner og skæld ud. 

Her ryger børnene ind på værelset vis de skaber sig voldsomt skriger og nægter at høre efter. 

Dog er der ingen tid på så vis de vil ud med det samme igen får de ofte lov til det med mindre de stadig er helt hysteriske de skal helst være faldet lidt ned så snakker vi med dem om de fx er klar til at komme ud og spise nu .. 

Vi er ret konsekvente her hjemme og til tider er det til at blive sindssyg af at skulle skælde ud hele tiden de kan sagtens have en hel dag hvor de bare er på tværs. 

Men når vi så er ude ved familie tam tam fx. Kan vi jo se stor forskel vores børn er velopdraget høre efter piller ikke ved alt de ikke må de hygger sig leger løber rundt med de andre børn men ved godt hvad de må og ikke må hvor i mod nogle af de andre børn på samme alder ja osse ældre er virkelig anstrengende da de mangler ganske almindelig opdragelse piller ved alt de ikke må kaster med jord (i hovedet på min 2.5 årig) slår mor og far og griner og spytter efter dem når de siger nej. 

Så selv om vi er ret konsekvente her hjemme virker det jo vores børn er 4 år og 2.5 år det betyder dog ikke at de ikke prøver max grænser af her hjemme  men børn skal jo osse have lov at være børn 

Anonym skriver:

Min kæreste fortalte om sin chefs oplevelse med et barn der ikke ville have sko på. Så han løftede barnet op, satte dets fødder i en vandpyt og spurgte om barnet SÅ ville have sko på og tørre sokker.

En anden gang ville børnene ikke ud af nattøjet, så i smug pakkede han hverdagstøj ned og så blev ungerne sat af i nattøj i børnehaven - og kunne så også skifte tøj i børnehaven - til pigernes store flovhed.

 

Hvad synes I om de metoder? Jeg tror jeg synes de er gode, for det viser vel barnet at der er konsekvens og logik bag ordene..? :-)

Den med vandpytten er jeg ikke helt på. Jeg ville ikke sætte barnet i vandpytten, men hvis de ikke ville tage sko på, så måtte de gå uden(ville selvfølgelig tage dem med) 

det med nattøj har jeg hørt mange gange, og tror vs og bh har prøvet det. Og børn går ikke op i nattøj og tøj som voksne. Ja de skal skifte, og hva så? Børn kan da løbe i underbukser og lege i vand, hvad er der så slemt ved at de kommer i nattøj? 

J-star skriver:

Den med vandpytten er jeg ikke helt på. Jeg ville ikke sætte barnet i vandpytten, men hvis de ikke ville tage sko på, så måtte de gå uden(ville selvfølgelig tage dem med) 

 

det med nattøj har jeg hørt mange gange, og tror vs og bh har prøvet det. Og børn går ikke op i nattøj og tøj som voksne. Ja de skal skifte, og hva så? Børn kan da løbe i underbukser og lege i vand, hvad er der så slemt ved at de kommer i nattøj? 

 

Som sådan er der måske ikke noget galt med det. Men hvis formålet er at gøre dem flove samtidig med at opdrage dem, synes jeg ikke det er en god ide at aflevere i nattøj. 

Jeg er ikke bange for at nogen skal se mine børn uden almindeligt tøj på kroppen, men jeg synes det sender et forkert signal. Konsekvenser skal der være og de skal også overholdes, men det skal ikke være ydmygende konsekvenser, i min optik

Aya er kun 19 måneder men jeg kan allerede nu sige at hverken timeout, smides på værelset eller ydmygelse bliver en del af vores opdragelse! 

Jeg tror på, at man kommer længst med kommunikation.

hvis noget gik mig på og jeg blev rasende, frustreret eller ked skulle min mand da i hvert fald ikke placere mig på en stol og sige kom igen når du er kølet ned - så det skal mit barn heller ikke 

Anonym skriver:

Som sådan er der måske ikke noget galt med det. Men hvis formålet er at gøre dem flove samtidig med at opdrage dem, synes jeg ikke det er en god ide at aflevere i nattøj. 

Jeg er ikke bange for at nogen skal se mine børn uden almindeligt tøj på kroppen, men jeg synes det sender et forkert signal. Konsekvenser skal der være og de skal også overholdes, men det skal ikke være ydmygende konsekvenser, i min optik

Jeg vil ikke gøre det for at gøre barnet flovt. Men hvis mit barn nægter at tage tøj på(når jeg ved det kan) så kommer det afsted i nattøj. Kan ik se det flovt? Har da set steder der har nattøjdag og sågar nogen der bruger natbukser eller trøje i hverdagen��

Jeg har været i Kvickly i natbukser. 

grinny skriver:

Aya er kun 19 måneder men jeg kan allerede nu sige at hverken timeout, smides på værelset eller ydmygelse bliver en del af vores opdragelse! 

Jeg tror på, at man kommer længst med kommunikation.

hvis noget gik mig på og jeg blev rasende, frustreret eller ked skulle min mand da i hvert fald ikke placere mig på en stol og sige kom igen når du er kølet ned - så det skal mit barn heller ikke 

Det er vel der, vi alle sammen starter. På et eller andet tidspunkt kommer man så i en situation, hvor samtale ikke fungerer, og så er det jo spørsmålet, hvad man gør. Børnene når et punkt, hvor det handler om at teste sin egen vilje mot foreldrenes, de tester grænser af, og efterhånden forsøger de at frigøre sig fra forældrene. Det foregår ikke altid på en gennemtænkt og behersket måde. Jeg tror, alle forældre nogle gange bliver skubbet ud over sine egne grænser. Jeg ser eksempler som det med barnet uden sko i vandpytten som et resultat af en desperat forælder, der leder efter hvad som helst, som virker. Jeg har ikke selv gjort lige det, men jeg har da på andre områder afprøvet metoder, som jeg i udgangspunktet ikke havde set for mig.

Nu er mine børn større, så problematikken er en anden, men jeg har hele vejen forsøgt at holde fast i sammenhæng  mellem barnets handling og konsekvensen. Gjorde de ting de ikke måtte, når de var alene ude i haven, fik de i en periode ikke lov til at gå ud uden mig osv. Men nogle gange er det ikke så enkelt at holde fast i. Den ældste nærmer sig puberteten med stormskridt og kan få de mest utrolige hysteriske anfald, hvor ting bliver kastet og hun raser og hyler. Det eneste jeg har fundet, som virker, er at lade hende rase ud på værelset. Alene. Hvis jeg eller andre er i nærheden klarer hun slet ikke at falde ned. Det hjælper ikke at give knus nu. Det hjalp, da hun var lille. Bagefter kommer hun så gerne og er ked af det, for hun kunne slet ikke styre det eller stoppe. Så tager vi en snak. Men mens det står på, er der ikke andet at gøre end at sende hende på værelset. 

Anonym skriver:

Det er vel der, vi alle sammen starter. På et eller andet tidspunkt kommer man så i en situation, hvor samtale ikke fungerer, og så er det jo spørsmålet, hvad man gør. Børnene når et punkt, hvor det handler om at teste sin egen vilje mot foreldrenes, de tester grænser af, og efterhånden forsøger de at frigøre sig fra forældrene. Det foregår ikke altid på en gennemtænkt og behersket måde. Jeg tror, alle forældre nogle gange bliver skubbet ud over sine egne grænser. Jeg ser eksempler som det med barnet uden sko i vandpytten som et resultat af en desperat forælder, der leder efter hvad som helst, som virker. Jeg har ikke selv gjort lige det, men jeg har da på andre områder afprøvet metoder, som jeg i udgangspunktet ikke havde set for mig.

Nu er mine børn større, så problematikken er en anden, men jeg har hele vejen forsøgt at holde fast i sammenhæng  mellem barnets handling og konsekvensen. Gjorde de ting de ikke måtte, når de var alene ude i haven, fik de i en periode ikke lov til at gå ud uden mig osv. Men nogle gange er det ikke så enkelt at holde fast i. Den ældste nærmer sig puberteten med stormskridt og kan få de mest utrolige hysteriske anfald, hvor ting bliver kastet og hun raser og hyler. Det eneste jeg har fundet, som virker, er at lade hende rase ud på værelset. Alene. Hvis jeg eller andre er i nærheden klarer hun slet ikke at falde ned. Det hjælper ikke at give knus nu. Det hjalp, da hun var lille. Bagefter kommer hun så gerne og er ked af det, for hun kunne slet ikke styre det eller stoppe. Så tager vi en snak. Men mens det står på, er der ikke andet at gøre end at sende hende på værelset. 

Hørt.. jeg kender de mest ifavnske forældre, typerne der så vidt muligt ikke vil bruge ordet nej  osv osv. Jeg tager virkelig hatten af for dem! Det gpr langt udover min egen tålmodighed, pædagogiske "kreativitet" og alt muligt andet. Jeg synes de er sygt overskudsagtige at kunne holde hovedet SÅ koldt i tilspidsede situationer..! 

Meeeeen.. deres barn er også blevet 3,5 og kommet i den sygeste trodsalder (Sorry, selvstændighedsfase) og jep, de har også både hævet stemmen og ladt deres barn alene med sin vrede fordi der var brug for en "tælle-til-ti" pause til moren. Jeg tror simpelthen det er svært at komme helt udenom at være lidt upædagogisk og miste tålmodigheden og rummeligheden, når de når de der helt strenge faser.. for det ER fandme strengt. Jeg kender INGEN forældre, der ikke har handlet upædagogisk eller uhensigtsmæssigt i afmagt på ét eller andet tidspunkt. 

grinny skriver:

Aya er kun 19 måneder men jeg kan allerede nu sige at hverken timeout, smides på værelset eller ydmygelse bliver en del af vores opdragelse! 

Jeg tror på, at man kommer længst med kommunikation.

hvis noget gik mig på og jeg blev rasende, frustreret eller ked skulle min mand da i hvert fald ikke placere mig på en stol og sige kom igen når du er kølet ned - så det skal mit barn heller ikke 

Det lyder som en fremragende målsætning, men I har nærmest ikke engang ramt selvstændighedsalderen endnu. Der venter mange konflikter derude... 

grinny skriver:

Aya er kun 19 måneder men jeg kan allerede nu sige at hverken timeout, smides på værelset eller ydmygelse bliver en del af vores opdragelse! 

Jeg tror på, at man kommer længst med kommunikation.

hvis noget gik mig på og jeg blev rasende, frustreret eller ked skulle min mand da i hvert fald ikke placere mig på en stol og sige kom igen når du er kølet ned - så det skal mit barn heller ikke 

Jeg sagde præcis det samme før jeg fik børn og da min søn var på Ayas alder og yngre. 

Jeg blev klogere. Når trodsalderen kommer og de virkelig tester ens grænser af. Så er ord bare ikke nok mere.