Dét der med samsovning.....

Vi samsover med to børn. Vi har en ekstra stor seng og så ligger de på hver side af os (sengen går helt ud til væggen). På den måde kan min mand og jeg stadig ligge og kramme og snakke når vi går i seng. 

Sex har vi alle mulige andre steder, og synes faktisk det har forbedret vores sexliv, fordi vi er mere opfindsomme nu. 

Vores børn har et stort tryghedsbehov, derfor sover de hos os. De har egne senge, på deres eget værelse, og må gerne sove der hvis de har lyst. Men det har de ikke så tit, og det er fint. Jeg synes det et meget trygt at sove så tæt. Jeg ved når de hr sovet uroligt, når de får feber, når de har mareridt osv, nærmest før dem selv, og hvis de har behov for nærhed eller kram, så triller de ind i min/min mands armhule. 

Jeg kan til gengæld have svært ved at sætte mig ind i, hvordan man kan ligge et lille barn på sit eget værelse. Men heldigvis er vi alle forskellige 

Min mand er tilhænger af at vores barn på 1,5 år sover på eget værelse - jeg er fan af samsovning. 

Da jeg tager alle nætterne og altid har gjort det (selv da min mand havde barsel og jeg var startet arbejde) så har han accepteret at han lå med mig i min side af sengen. For det meste tog det mig kun kort tid at putte og skulle ikke nødvendigvis vågne helt for at kunne trøste/give tryghed. 

Nu hvor vi er flyttet sørgede svigerfamilien og min mand for at tremmesengen kom ind i barneværelset. Så pt bærer jeg vores dreng ind i tremmesengen når han falder i søvn. Her vågner han ca 23.30, hvor han kommer ind til os. Skal have mælk og trøstes for at sove videre (uroligt) og han vågner af hvad der føles som mareridt kl 04.15 (plus minus 10 min)....

jeg savner bestemt samsovning hvor han lige var begyndt at sove igennem og ikke fik mælk om natten. Det er stadig kun mig om natten. Min mand vågner ikke ved at vores søn græder og knap nok ved at jeg tager ham med ind i seng. 

Så samsovning gav i vores tilfælde meget mere søvn til både mig og min søn. 

Sex dyrkede vi primært i stuen. Og i sengen i weekenden når han sov til middag. 

Jeg ønsker ikke at mit barn skal på eget værelse og sove, så selv når vi flytter i hus, skal hun sove på vores værelse. Hun er altid velkommen når hun bliver større men lige nu sover hun i en tremmeseng lidt væk fra os.

Jeg ELSKER at sove alene eller sammen med min datter - dét synes jeg er møg hyggeligt. Det eneste putning manden og jeg har er, at vi har en hånd på hinanden. Jeg sover på maven med en kropsdel ud til hver side og han sover på ryggen - ergo er vores sovestillinger uforenelige. 

Ville jeg ønske min datter sov hos mig ligesom da hun blev født? JA!!!! 

Er jeg glad for at hun trods alt ikke gør, men ligger og kan brede sig uden at hun får en arm i skærmen? JA!!!!

Det er svært og dette er ikke en debat for for og imod, det er simpelthen ren og skær undren fordi jeg ikke ved bedre eller forstår! 

Vi har ikke valgt "NU samsover vi".. Det skete bare. Vi bor pt i en 2 værelseslejlighed og jeg har ammet vores søn til han blev 14 måneder, dvs også en del om natten og liggende. 

I dag er han 2,5 år. Han puttes altid i egen seng. ALTID og det accepterer han. Reglen er at hvis han vågner og bliver ked af det må han gerne komme op i vores seng, som jo står lige ved siden af. 

Han kommer stortset altid op, fordi han elsker at ligge i midten og putte. Og når vi snart flytter i hus vil reglen være det samme, han er altid velkommen i vores seng, men skal falde i søvn i sin egen først. Han er stadig lille så vi har ikke så travlt med at han skal løsrive sig - jeg er sikker på at han nok selv skal sige fra en dag

Så vores søn forbinder det med at sove sammen som noget trygt og rart og det gør vi egentlig også. Vi elsker når han sover hos os og der er da intet bedre end en fælles " familielur" i weekenden i mor og fars seng.. Men han får selv lov at styrer hvor meget eller lidt han kommer op til os

Og som de andre også siger, et sexliv behøver ikke være i sengen (og når man bor småt bliver det automatisk i det andet rum end hvor barnet sover).. 

Anonym skriver:

Jeg ønsker ikke at mit barn skal på eget værelse og sove, så selv når vi flytter i hus, skal hun sove på vores værelse. Hun er altid velkommen når hun bliver større men lige nu sover hun i en tremmeseng lidt væk fra os.

Jeg ELSKER at sove alene eller sammen med min datter - dét synes jeg er møg hyggeligt. Det eneste putning manden og jeg har er, at vi har en hånd på hinanden. Jeg sover på maven med en kropsdel ud til hver side og han sover på ryggen - ergo er vores sovestillinger uforenelige. 

Ville jeg ønske min datter sov hos mig ligesom da hun blev født? JA!!!! 

Er jeg glad for at hun trods alt ikke gør, men ligger og kan brede sig uden at hun får en arm i skærmen? JA!!!!

Det er svært og dette er ikke en debat for for og imod, det er simpelthen ren og skær undren fordi jeg ikke ved bedre eller forstår! 

Men det er jo også samsovning 

Herhjemme samsover jeg/vi med vores dreng på 13 måneder. Jeg elsker det og at have ham tæt på mig.  Desuden ammer jeg ham stadig, som regel til nat og en gang i løbet af natten. Så er det bare lidt lettere at han ligger i sengen. 

Vi har mor og far tid, når vores dreng sover og ellers har min kæreste nogle fridage i hverdagen og jeg arbejder aften, så fint med tid og mulighed for alt det... 

Anonym skriver:

Hvis det fungerede herhjemme tror jeg MÅSKE også det ville være noget vi gjorde os i - men min mand ønsker det ikke. Han ønsker at om natten skal vi putte tæt, pille, kysse, småsnakke osv - og det går bare ikke med et barn som skal ligge imellem os.

Men jeg er da glad for ikke at være den eneste, der ikke heeelt forstår det. Jeg ved ikke om man kan kalde det "barnets behov" og "pga. tryghed" hvis barnet ikke har kendt til andet - hvis mit barn en dag kommer og er pylret, ked, bange eller lign så skulle h*n da også være hos mig - men hver nat..? :-)

Vi har oplevet det som noget nær naturstridigt at lade børnene sove i egen seng, fra de var ganske små. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være barnets behov at blive isoleret fra flokken - nu nyder jeg så også selv at ligge tæt med min mand og kan slet ikke forstå, det lille barn ikke skal have den nærhed og tryghed også. Jeg kan til dels sætte mig ind i, det er bøvlet, hvis barnet er meget uroligt om natten, men når det er til glæde for alle parter, kan jeg slet ikke se, hvordan det kan være et issue, andre behøver at forstå.

Vores hunde søger også “flokken”, altså min mand og mig, i sengen om natten. Det får de lov til - andre hundeejere kan slet ikke have det, og fair nok, vi er forskellige. Jeg nævner det blot for at understrege, at det for alle andre pattedyr også er naturligt at sove sammen i flokken - og vi skal ikke mange år tilbage, før der ikke var en seng pr. menneske i hjemmene. Så reelt er det relativt nyt, at vi som art isolerer de små i egne senge og værelser, og folk fik jo altså langt flere børn tidligere, så det har næppe været en hindring for sex. Vi har da også selv fået tre børn trods samsovning. 

Anonym skriver:

Jeg ønsker ikke at mit barn skal på eget værelse og sove, så selv når vi flytter i hus, skal hun sove på vores værelse. Hun er altid velkommen når hun bliver større men lige nu sover hun i en tremmeseng lidt væk fra os.

Jeg ELSKER at sove alene eller sammen med min datter - dét synes jeg er møg hyggeligt. Det eneste putning manden og jeg har er, at vi har en hånd på hinanden. Jeg sover på maven med en kropsdel ud til hver side og han sover på ryggen - ergo er vores sovestillinger uforenelige. 

Ville jeg ønske min datter sov hos mig ligesom da hun blev født? JA!!!! 

Er jeg glad for at hun trods alt ikke gør, men ligger og kan brede sig uden at hun får en arm i skærmen? JA!!!!

Det er svært og dette er ikke en debat for for og imod, det er simpelthen ren og skær undren fordi jeg ikke ved bedre eller forstår! 

Så forstår jeg ikke din undren eller manglende forståelse. Du ville ønske, hun sov hos dig, men undlader, fordi hun risikerer at få en arm i hovedet - og alligevel forstår du ikke og undrer dig over, at andre gør det? Hvis nu de ikke har problemer med flagrende arme, hvad skulle så holde dem tilbage? 

Mor og meget mere skriver:

Så forstår jeg ikke din undren eller manglende forståelse. Du ville ønske, hun sov hos dig, men undlader, fordi hun risikerer at få en arm i hovedet - og alligevel forstår du ikke og undrer dig over, at andre gør det? Hvis nu de ikke har problemer med flagrende arme, hvad skulle så holde dem tilbage? 

Jeg tænkte helt det samme. I første omgang virker det til ts ikke forstår hvorfor man vil samsove. Og nu ville hun selv ønske de gjorde? Hvad er spørgsmålet så? 

Jeg er helt omvendt - jeg forstår ikke hvorfor man udelukker et lille barn fra flokken når man selv gerne vil have sengen så man kan putte med manden?

Altså man vil gerne have flokken, men kun hvis flokken kun er manden så man kan få et hurtigt knald om aftenen/natten? Det tænker jeg er dobbeltmoralsk? 

Surprise... Vi samsover  Og hverken min mand eller jeg har planer om at hun skal ud af soveværelset

for det første er hun en del af vores flok

for det andet sover hun igennem hele natten og

for det tredje er jeg for doven til at skulle rende om natten hvis nu hun ville begynde at vågne på eget værelse