Synes I også at det er SÅ hårdt at have et barn?

SØS skriver:

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

 

Kan ikke være mere enig. 

SØS skriver:

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

 

Det er og trist, men sådan havde jeg det også første gange... Jeg syntes det var så hårdt det hele, og glædet mig bare til vores søn blev ældre.. Nu savner jeg godt nok da han var en lille baby, så glæder mig til nr 2 kommer snart, er sikker på jeg vil nyde hende på en anden måde. Nu ved man jo også at alt bare er en periode, og det bliver bedre... 

SØS skriver:

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

 

Jeg har det også sådan med min førstefødte. De første 6 mdr var uendeligt kedelige; de næste 6 var bedre dag for dag, og nu hvor hun nærmer sig halvandet er det ligefrem ved at være sjovt. 

Det handler ikke om overskud - det handler om at jeg virkelig ikke synes babyer er sjove. 

Anonym skriver:

Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg er meget i tvivl om det er mig der er mærkelig her, og jeg er bange for at blive dømt af andre

 

Jeg håber I vil svare ærligt på dette:

Synes I andre med et barn på 2½ eller yngre også at det er rigtigt hårdt? Eller nyder I det mest, og synes bare at det er lidt hårdt ind imellem?

Jeg tænker virkelig meget af tiden hvor jeg er sammen med mit barn på at det er hårdt og at jeg trænger til at slappe lidt af. Hun er ekstremt dårlig til at underholde sig selv, så det betyder at hun i sine vågne timer gerne vil være sammen med mig hele tiden. Hvis jeg prøver at lave noget (rydde op eller lign.), så begynder hun at græde og vil op og krammes. Og jeg vil jo ikke være en mor der sigr nej til at mit barn må få omsorg. Åh, det er opslidende synes jeg

Hun er virkelig en mors pige (=far duer slet ikke, når jeg er hjemme), og hendes far arbejder desuden en del, så jeg er en del alene med hende.

Jeg har et arbejde med skæve arbejdstider, så jeg har egentligt en del tid til at lade op mens hun er i dagpleje + hun sover fint om natten. Så jeg forstår ikke helt hvorfor jeg synes det er så hårdt.

 

 

Jeg vil desuden gerne have et barn mere, vi har snakket om at prøve at blive gravide her til sommer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, når jeg nu synes at det er så hårdt  Det er nærmest bare som en biologisk trang. Men jeg er bange for at fortryde at jeg fik et barn mere så "tidligt", for hvad nu hvis det stadig er rigtigt hårdt når hun er 3½ år. Så ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal have overskud til en baby oveni.

Synes også bare det er længe at vente et år mere med at blive gravide, da vi ikke synes at der skal være 4-5 år mellem vores børn.

Du udtrykker en uro for at blive dømt. Det er dig som er tættest på dig selv, så når der dømmes er det ofte én selv som er den hårdeste dommer. Selvfølgelig er du mærkelig ellers ville du være ligesom alle de andre perfekte forældre og det kan vi ikke overskue.

Hvis din datter er 2½ år, så er hun ikke længere i den alder hvor hun absolut skal op hele tiden (eller i det hele taget), når der er noget galt... fordi så bliver hun ved med at tro det er sådan til hun fylder 12 år !

Sæt hende i gang med en leg som hun elsker og træk dig langsomt ud af legen. Det er jo tilladt at hente sig et glas vand i denne hede og det skal hun så til at lære nu. Du tager jo ikke hende med på wc hver gang du skal, vel ?

Nå, nu kom vi til den store synder... omsorg... du ønsker ikke at sige "nej til omsorg", så derfor er du en god forældre.

Så er spørgsmålet bare: Hvad er omsorg for dig ?

1. Et barn som får kys og kram dagen lang.

2. Et "nej" eller "leg du bare videre".

3. En kombi af punkt 1 & 2.

Hun styrer tydeligvis jeres sammenværd og det lyder trist i mine ører. Hun er gammel nok til at kunne lege selvstændigt i kortere perioder, så hvorfor ikke støtte hende i at blive mere selvstændig. Her kommer pottetræning så lidt ind i billedet, fordi hun skal jo lære at gå uden ble meget snart, (medmindre bleen er ude af billedet), hvilket betyder at hun kan sætte noget af en kamp op, hvis hun forsætter med at have styringen.

Far dur ikke, når mor er der... tjaa... det tyder lidt på at mor har "bedre" regler omkring sammenværdet end far har. Sagt med andre ord, så er der stor forskel på hvad og hvornår I siger "nej/ja" til samme ting, kunne jeg tænke.

SØS skriver:

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

 

Hvis man har det sådan, så skal man afholde sig fra at sætte børn i verden, fordi det kommer der ikke noget særlig godt ud af !

En lille ny er en fantastisk oplevelse som ikke kan beskrives godt nok, men skal opleves ! Incl. bleskift, søvnløse nætter osv., fordi eller kan man da ikke senere prale af at ville gå igennem "ild og vand" for sit barn, vel ?

SØS skriver:

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

 

Så er der jo nogen, der aldrig kan få børn... Jeg er lærer, så bilder mig ind, at jeg vældig godt kan lide børn, MEN jeg kan ikke lide at være så nedslidt af manglende søvn, at jeg ikke kan nyde bebs og give mit barn kys og kærlighed. Derfor var det første år vitterligt noget der skulle overståes, og det havde ikke været anderledes på nogle tidspunkter. Altså hun var da nuttet og elsket og alt det, men jeg var SÅ udkørt konstant. Nu kommer den næste snart, og jeg håber da på en sovebaby, men er også indstillet på, at det første år ikke nødvendigvis bliver en fest for mig.

Det er forskelligt hvordan babyer er, og det er forskelligt hvordan vi takler manglende søvn.

Mange frygter f.eks. teenagetiden, som jeg glæder mig til Synes teenagere er noget af det sjoveste! Synes vi skal acceptere forskelligheden frem for at kalde andre triste. Det gør det ikke nemmere at vide, at andre synes man er trist og forkert indrettet.

Vaya skriver:

Så er der jo nogen, der aldrig kan få børn... Jeg er lærer, så bilder mig ind, at jeg vældig godt kan lide børn, MEN jeg kan ikke lide at være så nedslidt af manglende søvn, at jeg ikke kan nyde bebs og give mit barn kys og kærlighed. Derfor var det første år vitterligt noget der skulle overståes, og det havde ikke været anderledes på nogle tidspunkter. Altså hun var da nuttet og elsket og alt det, men jeg var SÅ udkørt konstant. Nu kommer den næste snart, og jeg håber da på en sovebaby, men er også indstillet på, at det første år ikke nødvendigvis bliver en fest for mig.

Det er forskelligt hvordan babyer er, og det er forskelligt hvordan vi takler manglende søvn.

Mange frygter f.eks. teenagetiden, som jeg glæder mig til Synes teenagere er noget af det sjoveste! Synes vi skal acceptere forskelligheden frem for at kalde andre triste. Det gør det ikke nemmere at vide, at andre synes man er trist og forkert indrettet.

Du er fantastisk ! Du er suveræn... øhh nej, ikke helt... for der er andre som har prøvet det samme som dig, så derfor kan du ikke være en ener på dét punkt !

Det er ikke henvendt specifikt på dig at du er en "dårlig" eller "trist" person... Det er dine handlinger eller mangel på samme som giver titlen. Du handler ofte som du finder det bedst i den pågældende situation, men når du ser i bakspejlet, så hader du din måde at tackle tingene på, selvom det var nødvendigt at gøre sådan... Der findes alternative metoder til stort set alt, så hvorfor gå den hårde vej rundt og følge traditionen ? Kig rundt efter en "aflastningsperson" som kan give en hånd med inden du når ydergrænsen af din energi. Hvorfor agere superwomen, når du kan nøjes med at være en fantastisk mor som træner baby til livet ?

Selvfølgelig skal den hårde og tunge periode overstås, men der er jo ingen grund til at give baby skylden for dét... det kan jo tænkes at forældrene er lidt for pylret med hele dét at skal dele deres døgn med et medlem mere i familien. Det er jo totalt valgfrit at få børn.

Mht. teenagers, så ligger frygten der pga. at det først dér går op for forældrene hvad de tidligere har lært eller mangler at lære deres børn om at tackle udfordringer i livet. Nu kan og tør de svare igen på tiltale, hvilket for nogle forældre er totalt uoverskueligt.

Derfor tilhører teenager årgangen sammen med baby årgangen en periode på 2-4 år af barnets liv som skal overstås !

Anonym skriver:

Du udtrykker en uro for at blive dømt. Det er dig som er tættest på dig selv, så når der dømmes er det ofte én selv som er den hårdeste dommer. Selvfølgelig er du mærkelig ellers ville du være ligesom alle de andre perfekte forældre og det kan vi ikke overskue.

Hvis din datter er 2½ år, så er hun ikke længere i den alder hvor hun absolut skal op hele tiden (eller i det hele taget), når der er noget galt... fordi så bliver hun ved med at tro det er sådan til hun fylder 12 år !

Sæt hende i gang med en leg som hun elsker og træk dig langsomt ud af legen. Det er jo tilladt at hente sig et glas vand i denne hede og det skal hun så til at lære nu. Du tager jo ikke hende med på wc hver gang du skal, vel ?

Nå, nu kom vi til den store synder... omsorg... du ønsker ikke at sige "nej til omsorg", så derfor er du en god forældre.

Så er spørgsmålet bare: Hvad er omsorg for dig ?

1. Et barn som får kys og kram dagen lang.

2. Et "nej" eller "leg du bare videre".

3. En kombi af punkt 1 & 2.

Hun styrer tydeligvis jeres sammenværd og det lyder trist i mine ører. Hun er gammel nok til at kunne lege selvstændigt i kortere perioder, så hvorfor ikke støtte hende i at blive mere selvstændig. Her kommer pottetræning så lidt ind i billedet, fordi hun skal jo lære at gå uden ble meget snart, (medmindre bleen er ude af billedet), hvilket betyder at hun kan sætte noget af en kamp op, hvis hun forsætter med at have styringen.

Far dur ikke, når mor er der... tjaa... det tyder lidt på at mor har "bedre" regler omkring sammenværdet end far har. Sagt med andre ord, så er der stor forskel på hvad og hvornår I siger "nej/ja" til samme ting, kunne jeg tænke.

 

Mange tak for dit indlæg, som rammer mange gode ting.

Jeg har faktisk siden jeg oprettede tråden haft fokus på at NU er det altså nok med at jeg ikke kan få et øjebliks fred så snart hun er vågen, så jeg har været god til at få hende til at lege meget selv.

Jeg må på en eller anden måde udstråle en anden tydelighed, for det med at hun konstant klynker og vil op til mig er helt forsvundet - og lige pludselig kan hun godt lege lidt selv.
Vi har faktisk haft en rigtig hyggelig weekend sammen (for første gang i lang tid) - og jeg har IKKE synes at det har været specielt hårdt også fordi hun leger lidt selv ind imellem. Så tror bare at vi var kommet ind i nogle uhensigtsmæssige mønstre og vaner.

Derudover har jeg tænkt meget over hvorfor det er egentligt er/var at jeg gerne vil være gravid igen snart, og jeg blev opmærksom på at det måske handlede om hvad jeg følte var "samfundets"/folks forventninger - altså om at der ikke skulle være for længe mellem vores børn. Så jeg går lige nu og mærker efter om jeg egentlig er klar til snart at blive gravid igen.
Jeg synes heller ikke det første år med en baby er særlig sjov, så derfor er det lidt svært at blive motiveret af den tanke. Så jeg tror mere at det er en følelse af snart at være klar (samt tanken om at vi ikke har lyst til at være for gamle inden næste barn kommer, og inden vi er færdige med årene med små børn).
Men det føles godt bare at mærke efter hvad jeg har lyst til, istedet for at tænke på hvornår det giver mening/er praktisk ift. uddannelse osv.

Kurt_H jeg læser faktisk ikke hvad du skriver. Men af det jeg har læst fra din side i andre tråde, så lyder du ikke som en der selv har børn.

Kurt_H skriver:

Du er fantastisk ! Du er suveræn... øhh nej, ikke helt... for der er andre som har prøvet det samme som dig, så derfor kan du ikke være en ener på dét punkt !

Det er ikke henvendt specifikt på dig at du er en "dårlig" eller "trist" person... Det er dine handlinger eller mangel på samme som giver titlen. Du handler ofte som du finder det bedst i den pågældende situation, men når du ser i bakspejlet, så hader du din måde at tackle tingene på, selvom det var nødvendigt at gøre sådan... Der findes alternative metoder til stort set alt, så hvorfor gå den hårde vej rundt og følge traditionen ? Kig rundt efter en "aflastningsperson" som kan give en hånd med inden du når ydergrænsen af din energi. Hvorfor agere superwomen, når du kan nøjes med at være en fantastisk mor som træner baby til livet ?

Selvfølgelig skal den hårde og tunge periode overstås, men der er jo ingen grund til at give baby skylden for dét... det kan jo tænkes at forældrene er lidt for pylret med hele dét at skal dele deres døgn med et medlem mere i familien. Det er jo totalt valgfrit at få børn.

Mht. teenagers, så ligger frygten der pga. at det først dér går op for forældrene hvad de tidligere har lært eller mangler at lære deres børn om at tackle udfordringer i livet. Nu kan og tør de svare igen på tiltale, hvilket for nogle forældre er totalt uoverskueligt.

Derfor tilhører teenager årgangen sammen med baby årgangen en periode på 2-4 år af barnets liv som skal overstås !

 

Punkt 1: 

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad du mener. 

Punkt 2: 

Jeg synes, du udtaler dig om ting, du ikke aner noget om.

Mine forældre var på besøg ca. en gang om ugen under min barsel for at hjælpe. Har ikke sagt at jeg agerer superwoman, om muligt agerede jeg alt andet, fordi jeg ikke havde overskud til andet. 

Jeg hader heller ikke måden jeg taklede tingene på. Jeg giver ikk baby skylden, jeg siger bare, at der er forskel på, hvor meget søvn og ro man får, og det er forskelligt, hvordan man håndterer det (hvilket er videnskabeligt bevist mig bekendt).

JEG synes, det er hårdt i starten, og det må jeg godt  Så kan du jo synes noget andet.