Synes I også at det er SÅ hårdt at have et barn?

Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg er meget i tvivl om det er mig der er mærkelig her, og jeg er bange for at blive dømt af andre

Jeg håber I vil svare ærligt på dette:

Synes I andre med et barn på 2½ eller yngre også at det er rigtigt hårdt? Eller nyder I det mest, og synes bare at det er lidt hårdt ind imellem?

Jeg tænker virkelig meget af tiden hvor jeg er sammen med mit barn på at det er hårdt og at jeg trænger til at slappe lidt af. Hun er ekstremt dårlig til at underholde sig selv, så det betyder at hun i sine vågne timer gerne vil være sammen med mig hele tiden. Hvis jeg prøver at lave noget (rydde op eller lign.), så begynder hun at græde og vil op og krammes. Og jeg vil jo ikke være en mor der sigr nej til at mit barn må få omsorg. Åh, det er opslidende synes jeg

Hun er virkelig en mors pige (=far duer slet ikke, når jeg er hjemme), og hendes far arbejder desuden en del, så jeg er en del alene med hende.

Jeg har et arbejde med skæve arbejdstider, så jeg har egentligt en del tid til at lade op mens hun er i dagpleje + hun sover fint om natten. Så jeg forstår ikke helt hvorfor jeg synes det er så hårdt.

Jeg vil desuden gerne have et barn mere, vi har snakket om at prøve at blive gravide her til sommer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, når jeg nu synes at det er så hårdt  Det er nærmest bare som en biologisk trang. Men jeg er bange for at fortryde at jeg fik et barn mere så "tidligt", for hvad nu hvis det stadig er rigtigt hårdt når hun er 3½ år. Så ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal have overskud til en baby oveni.

Synes også bare det er længe at vente et år mere med at blive gravide, da vi ikke synes at der skal være 4-5 år mellem vores børn.

Jeg tror det handler meget om hvad det er for et barn man har. Min store på snart 4, har altid været "hård" at have. Han er meget opmærksomhedskrævende og foretager intet for sig selv, og snakker non stop. Samtidig laver han eigtig meget ballade og har selektiv hørelse så det batter. 

Min yngste er 2 1/2 og jeg synes slet ikke det er hårdt at være sammen med ham. Han er meget mild og nem og god til at aktivere sig selv. 

Ja, jeg synes, det var hårdt til trods for mit barn kunne lege selv osv. Hun var dog bare sådan, at alt skulle prøves, og hun havde ikke rigtigt hoved med, så man skulle virkelig være OBs på hende. 

Men da hun nærmede sig 3, så blev det hele nemmere Især nu hvor jeg Kan snakke med hende.. hun snakkede sent. 

AlwaysAno skriver:

Jeg tror det handler meget om hvad det er for et barn man har. Min store på snart 4, har altid været "hård" at have. Han er meget opmærksomhedskrævende og foretager intet for sig selv, og snakker non stop. Samtidig laver han eigtig meget ballade og har selektiv hørelse så det batter. 

Min yngste er 2 1/2 og jeg synes slet ikke det er hårdt at være sammen med ham. Han er meget mild og nem og god til at aktivere sig selv. 

 

Mange tak for svar :-)

Men hvad så nu hvor din ældste er 4, er det så stadig ligeså hårdt? Har han stadig ligeså svært ved at underholde sig selv, eller er det blevet bedre/nemmere, som han blev ældre?

Jeg har også en på 2,5 år. Og jeg synes at i perioder er det rigtig hårdt. Jeg er så også gravid. Så det hjælper ik. Min erfaring er at det bliver bedre for det meste ved 3 års alderen. På nogle ting selvfølgelig. Gjorde det i hvertfald med nr 1. 

Du skal tænke på at hvis du synes at det er hårdt nu, så bliver det endnu mere hårdt som gravid.  

Jeg tror egentlig ikke jeg synes det er hårdt, men jeg er også sjældent alene med min datter. Det er faren der afleverer og henter og de er i gang med at lege / i haven når jeg kommer hjem. Så står jeg med mad og diverse praktik, vi hygger omkring maden og synes tiden fra aftensmad til putning er ret kort (hun er også kun knap halvandet, så går stadig meget tidligt i seng). I weekenden er hun “bare” med, og der er tit gæster der er med til at underholde, eller vi er ude ved nogen. 

De dage hvor jeg er alene med hende en hel dag, fx pga lægebesøg eller andet, så hun ikke kan komme i dp, synes jeg derimod er dødssyge. Synes små børn er kedelige og glæder mig til hun er større og kan noget mere. 

Jeg er gravid med nr to, ankomst når den ældste er ca. 21 mdr. Vores tese er at vi får overstået den “træls” periode tidligere, med børn tættere på hinanden. Selvfølgelig bliver det hårdt, men det tror jeg at det bliver uanset hvad. 

Måske skal dig og din mand tage en snak om arbejdsopgaver; samarbejde - evt hjælp udefra? For jeg kan godt forstå hvis man ikk lige får gjort hovedrent mens man er alene med en 2årig! 

Anonym skriver:

Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg er meget i tvivl om det er mig der er mærkelig her, og jeg er bange for at blive dømt af andre

 

Jeg håber I vil svare ærligt på dette:

Synes I andre med et barn på 2½ eller yngre også at det er rigtigt hårdt? Eller nyder I det mest, og synes bare at det er lidt hårdt ind imellem?

Jeg tænker virkelig meget af tiden hvor jeg er sammen med mit barn på at det er hårdt og at jeg trænger til at slappe lidt af. Hun er ekstremt dårlig til at underholde sig selv, så det betyder at hun i sine vågne timer gerne vil være sammen med mig hele tiden. Hvis jeg prøver at lave noget (rydde op eller lign.), så begynder hun at græde og vil op og krammes. Og jeg vil jo ikke være en mor der sigr nej til at mit barn må få omsorg. Åh, det er opslidende synes jeg

Hun er virkelig en mors pige (=far duer slet ikke, når jeg er hjemme), og hendes far arbejder desuden en del, så jeg er en del alene med hende.

Jeg har et arbejde med skæve arbejdstider, så jeg har egentligt en del tid til at lade op mens hun er i dagpleje + hun sover fint om natten. Så jeg forstår ikke helt hvorfor jeg synes det er så hårdt.

 

 

Jeg vil desuden gerne have et barn mere, vi har snakket om at prøve at blive gravide her til sommer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, når jeg nu synes at det er så hårdt  Det er nærmest bare som en biologisk trang. Men jeg er bange for at fortryde at jeg fik et barn mere så "tidligt", for hvad nu hvis det stadig er rigtigt hårdt når hun er 3½ år. Så ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal have overskud til en baby oveni.

Synes også bare det er længe at vente et år mere med at blive gravide, da vi ikke synes at der skal være 4-5 år mellem vores børn.

Åhhhh gudskelov at der var sådan et indlæg der lyder præcis som jeg har det med min datter.... Hun er 5 nu.. Hun har altid været meget klistrede, altid moaaaar.. Aldrig far. Hun sidder hellere hos mig, og helt oppe på skødet.. Så hun kommer tæt på. Øhm... Har ventet længe på den periode går over. Det kan godt være opslidende.. Selvom hun er sød og kærlig og bare vil have opmærksomhed hele tiden. Jeg håber og ber til at det bliver bedere nu, er gravid igen og hun glæder sig til at blive storesøster. Håber at fokus går lidt fra mig og over på bror / søster.. Og når bror og søster bliver større at hun har nogle at aktivere sig sammen med. Det hjælper meget på hendes krævede opmærksomhed at have veninder på besøg heldigvis. Så her er legeaftaler sommetider vejen frem  hun har nemlig heller aldrig været god til at underholde sig selv... 

Mit helt ærlige svar må være nej jeg synes ikke det er hårdt - altså selvfølgelig er der hårde tider!  Og dage hvor jeg tænker sov nu!

Men ellers nej, jeg nyder at være hendes mor men Aya har helt fra starten af også bare været SÅ nem at jeg næsten ikke tør få et barn mere  

Hun bruger meget tid på at lege selv hvor vi bare sidder og kan følge med, et puslespil kan hun f.eks. bruge en halv til en hel time på at samle, skille af og samle igen eller læser bøger i sit læsehjørne.

Tror det kommer meget an på hvordan man selv har det og hvordan barnet er og derfor også så forskelligt fra person til person 

Niks du er ikke den eneste.

Jeg synes det var pisse fucking hårdt da den store var lille. Hun sov så heller ikke, så det gjorde det jo bestemt ikke bedre.

Jeg tror bare ikke jeg overhovedet vidste hvad det indebar at være mor, dvs. at være PÅ 24/7. Jeg anede ikke at man slet ikke mere lige kunne smide sig på sofaen når man kom hjem fra arbejde, bare 5 minutter. Eller at man skulle sørge for at nogen fik noget at spise KONSTANT. Eller at der blev sagt MOAR 2.376 gange HVER dag.

Jeg ELSKER mine børn og jeg ville dø for dem. MEN jeg elsker også tid alene/uden dem. Jeg har brug for at blive ladt op. At lave andet end ting der omhandler mine børn. For jeg synes det er røv hamrende hårdt.

Det bliver helt sikkert nemmere når de bliver større. Vi har så en på 7,5 og en på 1,5 og der er stor forskel i mellem dem, men det gør helt sikkert også mange ting nemmere. Jeg er helt 100 på at vores forhold ikke havde overlevet hvis vi havde fået to i røven på hinanden...

Anonym skriver:

Mange tak for svar :-)

 

Men hvad så nu hvor din ældste er 4, er det så stadig ligeså hårdt? Har han stadig ligeså svært ved at underholde sig selv, eller er det blevet bedre/nemmere, som han blev ældre?

Det er stadig lige så hårdt som det altid har været- hvis ikke mere, for nu sover han jo heller ikke midt på dagen. Han underholder aldrig sig selv... ☺️