Synes I også at det er SÅ hårdt at have et barn?

Jeg tror faktisk de flestes barn nr. 1 er noget af en mundfuld - fordi man har givet dem al opmærksomhed i hele verden fra start. Det har i hvert fald været lidt tankevækkende at se forskellen på nummer 2 og 3 og vores den store er 8 nu - og er faktisk stadig den mest krævende 

Synes bestemt det har været og er hårdt. Vores er heller ikke specielt god til at underholde sig selv og man er ekstremt meget på. Det gør jo så også at man næsten synes man har brug for ferie efter at have holdt ferie med barnet. Men der er selvfølgelig også mange gode stunder så det skal heller ikke lyde værre. 

Til TS - hvis du vitterligt synes det er så hårdt hvorfor så pinedød insistere på at få et barn mere allerede. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor så mange spænder sig selv så hårdt for og bare SKAL have de der børn i rap. Jeg tror mange par ender med at gå fra hinanden fordi det er blevet for hårdt og fordi de ikke lige fik stoppet op og overvejet om den børneplan de havde lagt nu også var en god ide.

Min ældste på 3år har altid været god til at underholde sig selv, og har aldrig været den der klistrede. Hun laver til gengæld ballade 24/7 og kan være hidsig. Men synes ikke det var hårdt da hun var lille.

Min yngste på 14mdr derimod hænger på mig non-stop og jeg kan ikke lave noget som helst når hun er i det humør. Det er utrolig opslidende, især når hun kun vil sove på mig! Hun er dog ved at blive bedre til at lege selv og med søster, og sover bedre.

Børn er meget forskellige, så fordi din første er klæbende, betyder det ikke at din næste også er  Og så sker der en stor ændring ligeså snart de starter i børnehave, så forhåbenlig bliver det nemmere for dig!

Nej, jeg synes ikke det er hårdt i den forstand. Selvfølgelig er der hårde tider og ind imellem bliver jeg gråhåret når ingen af dem gider sove (jeg har tre, på 7, 4 og 2) eller hvis de bliver syge på samme tid eller endnu værre hvis jeg selv er syg. 

Udover det synes jeg faktisk ham på 2 er den absolut nemmeste hvor hende på 4 er den vildeste energi bombe der kravler rundt på alle vægge og kræver opmærksomhed nonstop. 

Anonym skriver:

Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg er meget i tvivl om det er mig der er mærkelig her, og jeg er bange for at blive dømt af andre

 

Jeg håber I vil svare ærligt på dette:

Synes I andre med et barn på 2½ eller yngre også at det er rigtigt hårdt? Eller nyder I det mest, og synes bare at det er lidt hårdt ind imellem?

Jeg tænker virkelig meget af tiden hvor jeg er sammen med mit barn på at det er hårdt og at jeg trænger til at slappe lidt af. Hun er ekstremt dårlig til at underholde sig selv, så det betyder at hun i sine vågne timer gerne vil være sammen med mig hele tiden. Hvis jeg prøver at lave noget (rydde op eller lign.), så begynder hun at græde og vil op og krammes. Og jeg vil jo ikke være en mor der sigr nej til at mit barn må få omsorg. Åh, det er opslidende synes jeg

Hun er virkelig en mors pige (=far duer slet ikke, når jeg er hjemme), og hendes far arbejder desuden en del, så jeg er en del alene med hende.

Jeg har et arbejde med skæve arbejdstider, så jeg har egentligt en del tid til at lade op mens hun er i dagpleje + hun sover fint om natten. Så jeg forstår ikke helt hvorfor jeg synes det er så hårdt.

 

 

Jeg vil desuden gerne have et barn mere, vi har snakket om at prøve at blive gravide her til sommer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, når jeg nu synes at det er så hårdt  Det er nærmest bare som en biologisk trang. Men jeg er bange for at fortryde at jeg fik et barn mere så "tidligt", for hvad nu hvis det stadig er rigtigt hårdt når hun er 3½ år. Så ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal have overskud til en baby oveni.

Synes også bare det er længe at vente et år mere med at blive gravide, da vi ikke synes at der skal være 4-5 år mellem vores børn.

Ærligt så føler jeg mig ikke presset i forhold til det at have børn. Jeg har 1 på knap 5 og en der lige er blevet 1 år. Men selvfølgelig kan man af og til føle sig træt, og trænge til at slappe af uden børnene omkring en. De kræver jo en hele tiden specielt en lille en på 1 år. Jeg tror nu ikke at du er unormal, vi alle har jo en forskellig måde at håndtere stress på og vi har alle forskelligt overskud. Det er ikke for at hævde mig selv, men jeg har nok et ret stort overskud men jeg tror også det hænger sammen med at jeg er studerende og arbejder hjemmefra, så jeg bestemmer selv hvornår jeg gør hvad, det tror jeg giver mig meget overskud. Min mand arbejder så meget og jeg er fx alene med børnene de næste 3 døgn. Men det er slet ikke noget jeg gruer for og i dag har min datter legeaftaler her fx, det er der fint overskud til også. Jeg kan godt forstå du syntes det er træls at føle at det er så hårdt som du nu føler. Måske skal i prøve at være lidt mere sammen uden barn og lade op, fordi der virker til at du har behov for det og det er helt ok at sige højt  Med hensyn til et barn mere er det altså dobbelt arbejde med to, og det kan godt være hårdt især det første år eller to. Jeg ville nok vente med at få et barn mere når nu du er lidt presset. Børnene kan altså godt få glæde af hinanden selvom der er 5 års aldersforskel 

Altså da vores datter bliv født og indtil hun bliv 3 år synes jeg ikke det var så hårdt igen. Ja alt var nyt mm. Men hun sov om natten og midt på dagen osv. Men efter 3 års alderen bliv det virkelig hårdt og som tiden gik bliv det hårdere og hårdere pga hun krævede mere og vil leges med mere og der var jo fart på. Og nu når hun er 3 år og 8 måneder. Og hun skal aktiveres hele dagen lang. For det kan hun ikke selv. 

Men nu bliver hun storsøster ca en månede efter hun fylder 4 år. Og det synes vi var en passende tidspunkt at få nr 2. 

Vi havde slet ikke tanken om at blive gravid allerede da hun var 2,5 år. 

Og Men der ikke grund til at blive gravid nu når jeres barn er 2,5 år når du synes det er hårdt allerede nu når han er 2,5 år. Så nr 2 barn gør det ikke nemmere i det første 1-2 år frem. 

Ja det er hårdt til tider, man er jo på hele tiden, og sådan er det nok bare at have børn. 

Vi har en på snart 4 år til juli, og til august kommer lillesøster. 

Jeg må indrømme at mens vores søn var lille, så ønsket jeg bestemt ikke flere børn, for jeg syntes det var HÅRD. Men en dag, ej hvor det lyder, sagde jeg til mig selv, at det er jo nok ikke hårde end man selv gør det til, og hvis jeg bliver ved med at sige det er hårdt, ja så er det sgu hårdt. 

Men må sige at meget ændret sig efter han blev 3 år, også derfor vi nu venter os. 

Han vil også stadig gerne aktiveres hele tiden, hvis vi ikke selv siger fra, og siger til ham at nu må han selv lege ( vi sætter en lege igNg for ham, og så må han selv forsætte) Det gider han ikke altid, og så siger vi bare, det er helt fint, så må du kede dig, for nu skal mor og far lige noget andet. Så plejer han selv at finde på efter et stykke tid.. Jeg tænker at det er okay børn keder sig engang imellem, for det sætter deres fantasi igang osv. Håber det gav mening 

Anonym skriver:

Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg er meget i tvivl om det er mig der er mærkelig her, og jeg er bange for at blive dømt af andre

 

Jeg håber I vil svare ærligt på dette:

Synes I andre med et barn på 2½ eller yngre også at det er rigtigt hårdt? Eller nyder I det mest, og synes bare at det er lidt hårdt ind imellem?

Jeg tænker virkelig meget af tiden hvor jeg er sammen med mit barn på at det er hårdt og at jeg trænger til at slappe lidt af. Hun er ekstremt dårlig til at underholde sig selv, så det betyder at hun i sine vågne timer gerne vil være sammen med mig hele tiden. Hvis jeg prøver at lave noget (rydde op eller lign.), så begynder hun at græde og vil op og krammes. Og jeg vil jo ikke være en mor der sigr nej til at mit barn må få omsorg. Åh, det er opslidende synes jeg

Hun er virkelig en mors pige (=far duer slet ikke, når jeg er hjemme), og hendes far arbejder desuden en del, så jeg er en del alene med hende.

Jeg har et arbejde med skæve arbejdstider, så jeg har egentligt en del tid til at lade op mens hun er i dagpleje + hun sover fint om natten. Så jeg forstår ikke helt hvorfor jeg synes det er så hårdt.

 

 

Jeg vil desuden gerne have et barn mere, vi har snakket om at prøve at blive gravide her til sommer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, når jeg nu synes at det er så hårdt  Det er nærmest bare som en biologisk trang. Men jeg er bange for at fortryde at jeg fik et barn mere så "tidligt", for hvad nu hvis det stadig er rigtigt hårdt når hun er 3½ år. Så ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal have overskud til en baby oveni.

Synes også bare det er længe at vente et år mere med at blive gravide, da vi ikke synes at der skal være 4-5 år mellem vores børn.

DU oplever at det er rigtig hårdt og krævende at have en datter på 2,5 år. Du fortæller også, at faren arbejder rigtig meget, og at du dermed er meget "ophængt" med jeres datter og I ofte er alene. Det er din virkelighed og det synes jeg, du skal tage alvorligt - forstået på den måde, at det vel ret beset er 100% ligegyldigt om andre fungerer og trives med tvillinger på 2 år og en lille ny - du oplever det du oplever. 

Til gengæld forstår jeg SLET ikke hvorfra ønsket om endnu en baby lige nu kommer fra? Nu er da slet ikke tidspunktet, hvis du i forvejen er spændt hårdt for??? 

Anonym skriver:

Jeg tror egentlig ikke jeg synes det er hårdt, men jeg er også sjældent alene med min datter. Det er faren der afleverer og henter og de er i gang med at lege / i haven når jeg kommer hjem. Så står jeg med mad og diverse praktik, vi hygger omkring maden og synes tiden fra aftensmad til putning er ret kort (hun er også kun knap halvandet, så går stadig meget tidligt i seng). I weekenden er hun “bare” med, og der er tit gæster der er med til at underholde, eller vi er ude ved nogen. 

 

De dage hvor jeg er alene med hende en hel dag, fx pga lægebesøg eller andet, så hun ikke kan komme i dp, synes jeg derimod er dødssyge. Synes små børn er kedelige og glæder mig til hun er større og kan noget mere. 

Jeg er gravid med nr to, ankomst når den ældste er ca. 21 mdr. Vores tese er at vi får overstået den “træls” periode tidligere, med børn tættere på hinanden. Selvfølgelig bliver det hårdt, men det tror jeg at det bliver uanset hvad. 

 

Måske skal dig og din mand tage en snak om arbejdsopgaver; samarbejde - evt hjælp udefra? For jeg kan godt forstå hvis man ikk lige får gjort hovedrent mens man er alene med en 2årig! 

 

Tænk engang det synes jeg bare er SÅ trist det der med " at få småbørnsfasen overstået". 

Hvorfor ikke vente til man har tid, lyst og særligt overskud til at byde en lille ny velkommen og det lille menneskes første tid ikke blot er noget, der skal "overstås"?

Hårdt ja og nej det første år var vi ved at dø Daniel sov jo aldrig som i aldrig.

men der efter gik alt perfekt så det var jo vindunderligt og det er det bestemt stadig selv om han er 8 nu.

vi har dog ikke får nr to inu pga uddannelse ingen arbejde i et helt år ledighed også nu endelig fast job Jubii...

Men jeg er også først nu ved at være klar, så håber da inden for de næste 2år kommer der til at ske lidt