Den der type forældre....

Mor11 skriver:

Nu er jeg typen der er lige i den anden grøft - og faktisk forventer at alle andre IKKE synes mine børn er fantastiske. JEG synes det, men er også meget bevidst om at det er fordi det er MINE børn. Jeg er 200% klar over at de bare er børn, som alle andre, i alle andres øjne. 

Jeg har det ikke svært ved at andre er overgearede omkring deres børn og fortæller vidt og bredt. Go ahead. Men jeg får det stramt når min veninde kigger på hendes barn og spørger mig om jeg ikke også bare synes han er vildt fantastisk og sød og smuk og dejlig og klog og sød og og og og og.

for nej.. det synes jeg faktisk ikke.. og jeg er ellers ret vild med alle børn omkring mig. Men hendes.. ikke specielt. Han har bare et temperament der er svært for mig at holde af. Han er SÅ hidsig, pyller og generelt "svær" at være i stue med da han konstant kræver sin mor for de mindste småting og virkelig hidser sig op og er højlydt vred/frustreret over nærmest hvad som helst. Og det er ikke fordi jeg ikke har forståelse for småbørn, min yngste er nøjagtig ligeså gammel som hendes. Men dét synes jeg er svært! Jeg nikker og smiler, men åh hvor ville jeg ønske hun ikke spurgte! oog måske havde lidt mere de realistiske briller på i den situation. 

En anden type forældre jeg har svært ved. Er de  Forældre der helt seriøst tror at deres børn er klogere end gennemsnittet og bekymre sig for hvordan de dog skal klare en ordinær skolegang - selvom ungerne er 2år! Forældre der konsekvent siger at børnene er over deres aldersmæssigt niveau på aller planer, sprogligt, kognitivt, motorisk. Også selvom alle profesionelle instanser omkring dem fortæller at børnene er HELT og aldeles alderssvarende. Og som en sidegevinst pacer børnene ved at overstimulerede dem totalt på hjemmefronten med en masse forskellige sprog, svære samtaler, inddrager dem i masser af aktiviteter og tanker  de slet ikke kan rumme og overskue. Det ER SÅ SYND.. 

 

Har du tænkt over at det måske er din venindes måde at håndtere at have fået et "vanskeligt" barn? At hun har fundet ud af, at hvordan man tænker og taler om nogen, rent faktisk påvirker ens opfattelse af personen. Måske har hun brug for at blive bekræftet i at hendes barn også er fantastisk, fordi hun har brug for at høre det? 

lineog4 skriver:

Jeg ved ikke om jeg vil påstå jeg har svært ed en type forældre, men jeg tænker det må være sindsygt svært at skulle leve med det pres om at ens pode skal være unik, mere klog, længere fremme i udviklingen osv hele tiden. Og tænk at skulle være barn og leve op til det?!

Jeg taler imod de forældre, siger ikke deres børn er dumme, men blot at de er super skønne, unikke men også gennemsnitlige - ja de kan tælle til 100 vauw, det har I vel nok øvet en del. Jeg har personligt børn der er såkaldte omvandrende lommeregner, vauw hvorfor mon, fordi de har flair for tal, men nok i endnu højere grad fordi deres mor taler om tal, adderer, leger med tal osv. De kender Sokrates, vauw hvorfor mon, fordi mor har læst en bog højt for dem - de er tilgengæld rimelig dårlig til fodboldhold, ved utrolig lidt om grundstoffer og ingen af dem kan vist løbe 10 km, vauw hvorfor mon? 

Der er vitterlig langt mellem de som er så intelligente så man skal bekymre sig - men der er ikke langt mellem de velstimulerede og nogengange også pacede børn. Jeg har børn i alderen 7-14 og jeg synes den største forskel fra den ældste gik i 1. Klasse til nu hvor den yngste gør, er at børnene nu går til langt flere ting, en går til engelsk, en går til skak, en går til fodbold, en går til klaver, en går til kinesisk (okay hans forældre er kinesere ) og de kan ikke holde fri fra deres fritidsaktiviteter - de forældre er blevet første gangs forældre i en tid, hvor vi er blevet tudet ørerne fulde om, at kineserne overhaler, og færdigheder færdigheder forfærdiger, de skal læres nu ellers er det for sent. 

Så enig med dig - men bare ikke træt af dem, men træt af den samfundsudvikling, hvor vi er bange for at vores lille Per på 3 der kan tælle til 10 på engelsk nu også bliver stimuleret nok i børnehaven eller om løbet for ham på det store verdensmarked måske allerede er kørt.

 

Skouboe skriver:

Har du tænkt over at det måske er din venindes måde at håndtere at have fået et "vanskeligt" barn? At hun har fundet ud af, at hvordan man tænker og taler om nogen, rent faktisk påvirker ens opfattelse af personen. Måske har hun brug for at blive bekræftet i at hendes barn også er fantastisk, fordi hun har brug for at høre det? 

Ja det har jeg tænkt over men nu kender jeg hende ret godt, og det har været sådan siden han blev født og da han var lille baby var der ikke noget at kunne kompensere for. Det er først kommet senere. Men jeg er faktisk ikke i tvivl om at hun mener det af hele sit hjerte at han er skøn og dejlig og sød og klog og smuk. Han er da garanteret heller ikke ligeså hys og hidsig når de er hjemme uden gæster osv. Plus det er lettere at fokusere på at berolige sit barn når der ikke er "publikum". De her sider af ham er ALDRIG noget hun har set som issues, det er ikke noget hun taler om som problematisk eller svært at deale med, overhovedet ikke og hun er typen der ellers nok skal fortælle hvis hun har det svært med noget. Der er masser af usikkerheder hos hende som hun ikke er bange for at tale om, men lige præcis hendes rolle som mor og hendes børn, der er hun bestemt tilfreds med sine evner og de små mennesker hun har skabt og hun ER også en mega skøn mor! Det er ikke hende der fejler, hendes dreng har bare.. en lidt svær personlighed i mine øjne  

Skouboe skriver:

Har du tænkt over at det måske er din venindes måde at håndtere at have fået et "vanskeligt" barn? At hun har fundet ud af, at hvordan man tænker og taler om nogen, rent faktisk påvirker ens opfattelse af personen. Måske har hun brug for at blive bekræftet i at hendes barn også er fantastisk, fordi hun har brug for at høre det? 

Jeg anfægter i øvrigt heller ikke at hun siger højt hvor fantastisk hendes søn er. Det må hun hjertens gerne! Men det er det der med at spørge mig om jeg ikke også bare synes det samme. Det synes jeg er en penibel sitiation. Som jeg heller ikke selv ville sætte andre i, fordi helt ærligt, hvad skal folk svare hvis mest af alt synes mine unger er nogen små højlydte forkælede bæster? 

Det er det der med bevidstheden om at man er forelsket i sine børn FORDI det er ens egne. 

Mor11 skriver:

Jeg anfægter i øvrigt heller ikke at hun siger højt hvor fantastisk hendes søn er. Det må hun hjertens gerne! Men det er det der med at spørge mig om jeg ikke også bare synes det samme. Det synes jeg er en penibel sitiation. Som jeg heller ikke selv ville sætte andre i, fordi helt ærligt, hvad skal folk svare hvis mest af alt synes mine unger er nogen små højlydte forkælede bæster? 

Det er det der med bevidstheden om at man er forelsket i sine børn FORDI det er ens egne. 

Åh, det ville jeg uden at blinke svare “Jo, han er skøn!” til. Hun beder dig sådan set ikke om et ærligt svar - hun går ikke og er i tvivl om, at hendes søn er vidunderlig og har ikke brug for, du afgiver en “Hmm, på den ene side ..., og på den anden side ...” - hun vil bare gerne høre dig bekræfte, han er dejlig. Hvad “ondt” gør man verden eller nogen ved at gå lidt på kompromis med sandheden og glæde en mor, som elsker sin søn?

Mor og meget mere skriver:

Åh, det ville jeg uden at blinke svare “Jo, han er skøn!” til. Hun beder dig sådan set ikke om et ærligt svar - hun går ikke og er i tvivl om, at hendes søn er vidunderlig og har ikke brug for, du afgiver en “Hmm, på den ene side ..., og på den anden side ...” - hun vil bare gerne høre dig bekræfte, han er dejlig. Hvad “ondt” gør man verden eller nogen ved at gå lidt på kompromis med sandheden og glæde en mor, som elsker sin søn?

 

Hvis du læser hvad jeg har skrevet tidligere, siger jeg heller ikke hvad jeg ærligt mener.... jeg smiler og nikker, gør det høflige. Men det ændrer ikke på at jeg har svært ved at hun gør det. 

Jeg kunne aldrig selv drømme om at regne med at andre mennesker syntes mine unger var fantastiske. 

Det handler ikke om, om hun må eller bør stille spørgsmålet, for hun må da sige lige præcis hvad hun har lyst til og jeg kunne aldrig drømme om at bede hende lade være.! Men nu handlede tråden jo om hvad vi går i vores stille sind og synes er lidt træls, har svært ved at tolerere eller er trætte af.

jesus altså  

Mor11 skriver:

Hvis du læser hvad jeg har skrevet tidligere, siger jeg heller ikke hvad jeg ærligt mener.... jeg smiler og nikker, gør det høflige. Men det ændrer ikke på at jeg har svært ved at hun gør det. 

Jeg kunne aldrig selv drømme om at regne med at andre mennesker syntes mine unger var fantastiske. 

Det handler ikke om, om hun må eller bør stille spørgsmålet, for hun må da sige lige præcis hvad hun har lyst til og jeg kunne aldrig drømme om at bede hende lade være.! Men nu handlede tråden jo om hvad vi går i vores stille sind og synes er lidt træls, har svært ved at tolerere eller er trætte af.

jesus altså  

Hvorfor “Jesus, altså “ -? Jeg kommenterer ikke på udtryk fra din side om, at du synes, det er lidt træls, men på “Det synes jeg er en penibel sitiation. Som jeg heller ikke selv ville sætte andre i, fordi helt ærligt, hvad skal folk svare hvis mest af alt synes mine unger er nogen små højlydte forkælede bæster?” Det lød som lidt værre og sværere end “lidt træls”. 

Mor og meget mere skriver:

Hvorfor “Jesus, altså “ -? Jeg kommenterer ikke på udtryk fra din side om, at du synes, det er lidt træls, men på “Det synes jeg er en penibel sitiation. Som jeg heller ikke selv ville sætte andre i, fordi helt ærligt, hvad skal folk svare hvis mest af alt synes mine unger er nogen små højlydte forkælede bæster?” Det lød som lidt værre og sværere end “lidt træls”. 

Fordi tråden handler om følelser og jeg har ikke spurgt hvad jeg skulle svare hende, jeg gør det man bør - men jeg synes stadig det er træls at blive stillet et spørgsmål som hun reelt nok kkke vil have det ærlige svar på. Hun stiller det, fordi hun ikke er bevidst om at hun er forelsket i sine børn fordi det er hendes.. DERFOR skriver jeg at jeg aldrig selv ville stille det spørgsmål. Jeg forventer nemlig  at få folks mening hvis jeg spørger til den.. 

Og "Jesus altså" fordi du stiller det op som om jeg bare slet ikke kan kapere at hun spørger, men sådan er det ikke - igen jeg svarer sgu da bare det høflige. Men tråden! Handlede om tanker i vores STILLE sind. Kkke problematikker der krævede en løsning. Folk har da lov at være præcis som de er, som forældre uanset hvad jeg tænker om det. 

Mor og meget mere skriver:

Hvorfor “Jesus, altså “ -? Jeg kommenterer ikke på udtryk fra din side om, at du synes, det er lidt træls, men på “Det synes jeg er en penibel sitiation. Som jeg heller ikke selv ville sætte andre i, fordi helt ærligt, hvad skal folk svare hvis mest af alt synes mine unger er nogen små højlydte forkælede bæster?” Det lød som lidt værre og sværere end “lidt træls”. 

Det er ligesom når nogen laver en tråd for sjov og hyggens skyld, med fx små sære ting vores mænd gør. 

Så skriver en at han altid smider sokkerne ved siden af vasketøjskurven - Hihi, det er nærmest ligesom børnene. Intet om "hvad fanden skal jeg gøre for at få ham til at ramme den kurv, hvor svært er det!" Nej! Blot, han gør det her, som jeg ikke forstår - og så er den ikke længere. Hun giver ikke udtryk for at det er et problem at samle de sokker op hver dag. Men straks skal der nok være en eller flere der himler op over at det da også er total dumt af ham og hun skal sgu bare lade de sokker ligge - så kan han lære det!

men. Tråden handlede ikke om ting vi ville ønske vores mænd gjorde anderledes. Men om hvad vi går og tænker er lidt sært/pudsigt i deres adfærd. Det er ikke det samme... 

det samme her. Hvad går vi og tænker er træls, svær, sær adfærd hos andre forældre. Jeg synes det er sådan lidt svært at blive spurgt til min mening når den reelt ikke vil høres - aka jeg har det lidt svært med forældre der ikke er bevidste om at deres rus over eget afkom skyldes at det er DERES.. vil jeg lave om på det? Næ. Men jeg synes stadig det er en lidt træls adfærd - i mit stille sind! 

Jeg er vist lidt for kedelig til at folk bliver irriteret over at jeg roser mine ynglings drenge og piger på arbejdet. Alle mennesker (incl. småfolket) har deres charme, så det gælder bare om for andre at spotte den og give mig ret i min påstand !

TS... desværre findes der én kategori af forældre, i USA, der fremviser deres barn i diverse skønhedsshows...  DE er en risiko for, først og fremmest deres barn, men også for samfundet !

Dén type forældre skal stoppes i deres adfærd, fordi de gavner ikke deres barns udvikling eller fremtidige liv.

Den type forældre som du beskriver lyder rimelig "normale"  i mine ører og de skader ikke deres børn... muligvis er de overgearet af dem lidt for meget at høre på, men det må vi så leve med eller fortælle dem på en neutral måde at vi har hørt dem !