Den der type forældre....

Jeg synes også der findes meget værre forældre typer end det. Noget der driver mig til vanvid er at hver gang jeg henter min unge i børnehaven, er der de forældre der enten decideret opfordrer deres børn til at hoppe op og få fat i dørhåndtaget, eller bare smiler når deres børn gør det. Der er en grund til håndtagene er uden for deres rækkevidde, og det også bliver påtalt af pædagoger, at det er voksne-håndtag. Nu er det denne her ting der går mig meget på. Men man møder bare de her forældre, der virker ligeglade eller bare ugidelige omkring at opdrage, forklare og inddrage deres børn i omgivelserne og behandling af andre mennesker. Og de er bare øv.

Ej nu er jeg nødt til at komme ud med det... 

andre der kender til den der type forældre der selv synes deres barn er helt fantastisk og er sikker på alle andre synes det samme? Jovist jeg er klar over vi alle synes vores egne børn er det dejligste men den der type som tror vi andre har samme holdning....

jeg oplever det nogengange når jeg er til fritidsaktiviteter med mine børn. Moren som højlydt roser sit barn samtidig med hun kigger efter træneren for at se om træneren nu også har set hvor dygtigt hendes barn er, eller moren som er total over entusiastisk hvor man tænker/ det der, det gør du kun fordi du vil fremstå perfekt. 

Jeg bliver bare så irriteret. Det kan godt være det lyder som en bagatel i andres ører, men der er bare et par af denne type forældre der har gået mig på nerverne på det sidste..

 

er der noge typer forældre der irriterer jer?��

Det kan også være, du er rendt ind i en super usikker mor, der dagligt kæmper sig til rette i forældreskabet, hverdagens hamsterhjul og som prøver at leve op til idealet om dem perfekte mor. Eller at dagen har været fyldt med konflikter og nu hygger de sig (endelig).

Hun overkompenserer så lidt og så bliver hun dømt og stillet til skue af dig. Elegant. 

Kvinder er kvinder værst. Sig "pyt" og fokuser på dit eget barns (og dine) relationer til fællesskabet. Så får du også mindre galde. 

Vh. 

Jeg har lige talt min mand fra at bede om et møde med vores datters lærer, fordi han ikke oplever at læreren har set vores datters egentlige potentiale og hvor fantastisk hun er - ha ha ha. Tænk, hvis vi var blevet DEN slags forældre, det havde simpelthen været for pinligt. Vi er blevet enige om at klage over læreren og alle andre, der ikke ser, hvor fantastiske vores børn er, når vi er hjemme og børnene ikke hører. Morfaren må også gerne være med, han er enig. Men han synes, det er rigtig træls at høre på sin søsters praleri over sine børn. Han skulle bare lige vide, hvordan han selv lyder. 

Nu er jeg typen der er lige i den anden grøft - og faktisk forventer at alle andre IKKE synes mine børn er fantastiske. JEG synes det, men er også meget bevidst om at det er fordi det er MINE børn. Jeg er 200% klar over at de bare er børn, som alle andre, i alle andres øjne. 

Jeg har det ikke svært ved at andre er overgearede omkring deres børn og fortæller vidt og bredt. Go ahead. Men jeg får det stramt når min veninde kigger på hendes barn og spørger mig om jeg ikke også bare synes han er vildt fantastisk og sød og smuk og dejlig og klog og sød og og og og og.

for nej.. det synes jeg faktisk ikke.. og jeg er ellers ret vild med alle børn omkring mig. Men hendes.. ikke specielt. Han har bare et temperament der er svært for mig at holde af. Han er SÅ hidsig, pyller og generelt "svær" at være i stue med da han konstant kræver sin mor for de mindste småting og virkelig hidser sig op og er højlydt vred/frustreret over nærmest hvad som helst. Og det er ikke fordi jeg ikke har forståelse for småbørn, min yngste er nøjagtig ligeså gammel som hendes. Men dét synes jeg er svært! Jeg nikker og smiler, men åh hvor ville jeg ønske hun ikke spurgte! oog måske havde lidt mere de realistiske briller på i den situation. 

En anden type forældre jeg har svært ved. Er de  Forældre der helt seriøst tror at deres børn er klogere end gennemsnittet og bekymre sig for hvordan de dog skal klare en ordinær skolegang - selvom ungerne er 2år! Forældre der konsekvent siger at børnene er over deres aldersmæssigt niveau på aller planer, sprogligt, kognitivt, motorisk. Også selvom alle profesionelle instanser omkring dem fortæller at børnene er HELT og aldeles alderssvarende. Og som en sidegevinst pacer børnene ved at overstimulerede dem totalt på hjemmefronten med en masse forskellige sprog, svære samtaler, inddrager dem i masser af aktiviteter og tanker  de slet ikke kan rumme og overskue. Det ER SÅ SYND.. 

Mor11 skriver:

Nu er jeg typen der er lige i den anden grøft - og faktisk forventer at alle andre IKKE synes mine børn er fantastiske. JEG synes det, men er også meget bevidst om at det er fordi det er MINE børn. Jeg er 200% klar over at de bare er børn, som alle andre, i alle andres øjne. 

Jeg har det ikke svært ved at andre er overgearede omkring deres børn og fortæller vidt og bredt. Go ahead. Men jeg får det stramt når min veninde kigger på hendes barn og spørger mig om jeg ikke også bare synes han er vildt fantastisk og sød og smuk og dejlig og klog og sød og og og og og.

for nej.. det synes jeg faktisk ikke.. og jeg er ellers ret vild med alle børn omkring mig. Men hendes.. ikke specielt. Han har bare et temperament der er svært for mig at holde af. Han er SÅ hidsig, pyller og generelt "svær" at være i stue med da han konstant kræver sin mor for de mindste småting og virkelig hidser sig op og er højlydt vred/frustreret over nærmest hvad som helst. Og det er ikke fordi jeg ikke har forståelse for småbørn, min yngste er nøjagtig ligeså gammel som hendes. Men dét synes jeg er svært! Jeg nikker og smiler, men åh hvor ville jeg ønske hun ikke spurgte! oog måske havde lidt mere de realistiske briller på i den situation. 

En anden type forældre jeg har svært ved. Er de  Forældre der helt seriøst tror at deres børn er klogere end gennemsnittet og bekymre sig for hvordan de dog skal klare en ordinær skolegang - selvom ungerne er 2år! Forældre der konsekvent siger at børnene er over deres aldersmæssigt niveau på aller planer, sprogligt, kognitivt, motorisk. Også selvom alle profesionelle instanser omkring dem fortæller at børnene er HELT og aldeles alderssvarende. Og som en sidegevinst pacer børnene ved at overstimulerede dem totalt på hjemmefronten med en masse forskellige sprog, svære samtaler, inddrager dem i masser af aktiviteter og tanker  de slet ikke kan rumme og overskue. Det ER SÅ SYND.. 

 

Se det er jeg SÅ enige i!!! Havde en tidligere bekendt der stolt fortalte at hendes barn var så klog fordi vedkommende kunne tælle til ti på engelsk i en alder af tre og bevares det er da fint, men det er jo noget alle kan lære udenad hvis forældrene går op i at lære deres børn netop det. -  Pointen er ikke, at forældrene ikke må lære  ungerne det, men det er vel ikke raketvidenskab, hvorfor man vel ikke skal prale og sætte børnene op på en pedistal over det - og selvsamme mor var bekymret over, at hendes barn stammede, hvordan skulle det dog gå barnet, sagde hun. Jeg fik mest ondt af barnet pga de høje forventninger der var til poden fra moderens side. Vores børn skal kunne mere og mere i dag, og der er intet at sige til flere og flere børn og unge får stress. 

jwg dk

Mor11 skriver:

Nu er jeg typen der er lige i den anden grøft - og faktisk forventer at alle andre IKKE synes mine børn er fantastiske. JEG synes det, men er også meget bevidst om at det er fordi det er MINE børn. Jeg er 200% klar over at de bare er børn, som alle andre, i alle andres øjne. 

Jeg har det ikke svært ved at andre er overgearede omkring deres børn og fortæller vidt og bredt. Go ahead. Men jeg får det stramt når min veninde kigger på hendes barn og spørger mig om jeg ikke også bare synes han er vildt fantastisk og sød og smuk og dejlig og klog og sød og og og og og.

for nej.. det synes jeg faktisk ikke.. og jeg er ellers ret vild med alle børn omkring mig. Men hendes.. ikke specielt. Han har bare et temperament der er svært for mig at holde af. Han er SÅ hidsig, pyller og generelt "svær" at være i stue med da han konstant kræver sin mor for de mindste småting og virkelig hidser sig op og er højlydt vred/frustreret over nærmest hvad som helst. Og det er ikke fordi jeg ikke har forståelse for småbørn, min yngste er nøjagtig ligeså gammel som hendes. Men dét synes jeg er svært! Jeg nikker og smiler, men åh hvor ville jeg ønske hun ikke spurgte! oog måske havde lidt mere de realistiske briller på i den situation. 

En anden type forældre jeg har svært ved. Er de  Forældre der helt seriøst tror at deres børn er klogere end gennemsnittet og bekymre sig for hvordan de dog skal klare en ordinær skolegang - selvom ungerne er 2år! Forældre der konsekvent siger at børnene er over deres aldersmæssigt niveau på aller planer, sprogligt, kognitivt, motorisk. Også selvom alle profesionelle instanser omkring dem fortæller at børnene er HELT og aldeles alderssvarende. Og som en sidegevinst pacer børnene ved at overstimulerede dem totalt på hjemmefronten med en masse forskellige sprog, svære samtaler, inddrager dem i masser af aktiviteter og tanker  de slet ikke kan rumme og overskue. Det ER SÅ SYND.. 

 

Jeg ved ikke om jeg vil påstå jeg har svært ed en type forældre, men jeg tænker det må være sindsygt svært at skulle leve med det pres om at ens pode skal være unik, mere klog, længere fremme i udviklingen osv hele tiden. Og tænk at skulle være barn og leve op til det?!

Jeg taler imod de forældre, siger ikke deres børn er dumme, men blot at de er super skønne, unikke men også gennemsnitlige - ja de kan tælle til 100 vauw, det har I vel nok øvet en del. Jeg har personligt børn der er såkaldte omvandrende lommeregner, vauw hvorfor mon, fordi de har flair for tal, men nok i endnu højere grad fordi deres mor taler om tal, adderer, leger med tal osv. De kender Sokrates, vauw hvorfor mon, fordi mor har læst en bog højt for dem - de er tilgengæld rimelig dårlig til fodboldhold, ved utrolig lidt om grundstoffer og ingen af dem kan vist løbe 10 km, vauw hvorfor mon? 

Der er vitterlig langt mellem de som er så intelligente så man skal bekymre sig - men der er ikke langt mellem de velstimulerede og nogengange også pacede børn. Jeg har børn i alderen 7-14 og jeg synes den største forskel fra den ældste gik i 1. Klasse til nu hvor den yngste gør, er at børnene nu går til langt flere ting, en går til engelsk, en går til skak, en går til fodbold, en går til klaver, en går til kinesisk (okay hans forældre er kinesere ) og de kan ikke holde fri fra deres fritidsaktiviteter - de forældre er blevet første gangs forældre i en tid, hvor vi er blevet tudet ørerne fulde om, at kineserne overhaler, og færdigheder færdigheder forfærdiger, de skal læres nu ellers er det for sent. 

Så enig med dig - men bare ikke træt af dem, men træt af den samfundsudvikling, hvor vi er bange for at vores lille Per på 3 der kan tælle til 10 på engelsk nu også bliver stimuleret nok i børnehaven eller om løbet for ham på det store verdensmarked måske allerede er kørt.

lineog4 skriver:

Jeg ved ikke om jeg vil påstå jeg har svært ed en type forældre, men jeg tænker det må være sindsygt svært at skulle leve med det pres om at ens pode skal være unik, mere klog, længere fremme i udviklingen osv hele tiden. Og tænk at skulle være barn og leve op til det?!

Jeg taler imod de forældre, siger ikke deres børn er dumme, men blot at de er super skønne, unikke men også gennemsnitlige - ja de kan tælle til 100 vauw, det har I vel nok øvet en del. Jeg har personligt børn der er såkaldte omvandrende lommeregner, vauw hvorfor mon, fordi de har flair for tal, men nok i endnu højere grad fordi deres mor taler om tal, adderer, leger med tal osv. De kender Sokrates, vauw hvorfor mon, fordi mor har læst en bog højt for dem - de er tilgengæld rimelig dårlig til fodboldhold, ved utrolig lidt om grundstoffer og ingen af dem kan vist løbe 10 km, vauw hvorfor mon? 

Der er vitterlig langt mellem de som er så intelligente så man skal bekymre sig - men der er ikke langt mellem de velstimulerede og nogengange også pacede børn. Jeg har børn i alderen 7-14 og jeg synes den største forskel fra den ældste gik i 1. Klasse til nu hvor den yngste gør, er at børnene nu går til langt flere ting, en går til engelsk, en går til skak, en går til fodbold, en går til klaver, en går til kinesisk (okay hans forældre er kinesere ) og de kan ikke holde fri fra deres fritidsaktiviteter - de forældre er blevet første gangs forældre i en tid, hvor vi er blevet tudet ørerne fulde om, at kineserne overhaler, og færdigheder færdigheder forfærdiger, de skal læres nu ellers er det for sent. 

Så enig med dig - men bare ikke træt af dem, men træt af den samfundsudvikling, hvor vi er bange for at vores lille Per på 3 der kan tælle til 10 på engelsk nu også bliver stimuleret nok i børnehaven eller om løbet for ham på det store verdensmarked måske allerede er kørt.

 

Hørt! Og enig!

Anonym skriver:

Ej nu er jeg nødt til at komme ud med det... 

andre der kender til den der type forældre der selv synes deres barn er helt fantastisk og er sikker på alle andre synes det samme? Jovist jeg er klar over vi alle synes vores egne børn er det dejligste men den der type som tror vi andre har samme holdning....

jeg oplever det nogengange når jeg er til fritidsaktiviteter med mine børn. Moren som højlydt roser sit barn samtidig med hun kigger efter træneren for at se om træneren nu også har set hvor dygtigt hendes barn er, eller moren som er total over entusiastisk hvor man tænker/ det der, det gør du kun fordi du vil fremstå perfekt. 

Jeg bliver bare så irriteret. Det kan godt være det lyder som en bagatel i andres ører, men der er bare et par af denne type forældre der har gået mig på nerverne på det sidste..

 

er der noge typer forældre der irriterer jer?��

Jeg er den moster. Der fortæller alle hvor dejlig og lækker min nevø er. Viser gerne billeder. Jeg er forelsket og det er måske den eneste gang jeg bliver moster. 

Luk ørerne og lad dem være stolte af deres børn. Nik, smil og sig noget sødt tilbage.

lineog4 skriver:

Jeg ved ikke om jeg vil påstå jeg har svært ed en type forældre, men jeg tænker det må være sindsygt svært at skulle leve med det pres om at ens pode skal være unik, mere klog, længere fremme i udviklingen osv hele tiden. Og tænk at skulle være barn og leve op til det?!

Jeg taler imod de forældre, siger ikke deres børn er dumme, men blot at de er super skønne, unikke men også gennemsnitlige - ja de kan tælle til 100 vauw, det har I vel nok øvet en del. Jeg har personligt børn der er såkaldte omvandrende lommeregner, vauw hvorfor mon, fordi de har flair for tal, men nok i endnu højere grad fordi deres mor taler om tal, adderer, leger med tal osv. De kender Sokrates, vauw hvorfor mon, fordi mor har læst en bog højt for dem - de er tilgengæld rimelig dårlig til fodboldhold, ved utrolig lidt om grundstoffer og ingen af dem kan vist løbe 10 km, vauw hvorfor mon? 

Der er vitterlig langt mellem de som er så intelligente så man skal bekymre sig - men der er ikke langt mellem de velstimulerede og nogengange også pacede børn. Jeg har børn i alderen 7-14 og jeg synes den største forskel fra den ældste gik i 1. Klasse til nu hvor den yngste gør, er at børnene nu går til langt flere ting, en går til engelsk, en går til skak, en går til fodbold, en går til klaver, en går til kinesisk (okay hans forældre er kinesere ) og de kan ikke holde fri fra deres fritidsaktiviteter - de forældre er blevet første gangs forældre i en tid, hvor vi er blevet tudet ørerne fulde om, at kineserne overhaler, og færdigheder færdigheder forfærdiger, de skal læres nu ellers er det for sent. 

Så enig med dig - men bare ikke træt af dem, men træt af den samfundsudvikling, hvor vi er bange for at vores lille Per på 3 der kan tælle til 10 på engelsk nu også bliver stimuleret nok i børnehaven eller om løbet for ham på det store verdensmarked måske allerede er kørt.

 

Detalje, det er ikke en type jeg er TRÆT af, kender heldigvis ikke så mange af dem men det er en type forældre jeg har SVÆRT ved. Svært ved at rumme og tænke at man ikke skal/bør blande sig - agtigt. Jeg får simpelthen lyst til at ruske dem lidt  Fordi jeg synes det er så forkert at skubbe så meget på. Børn har så rigeligt at se til og tænke på idag. 

Jeg er enig med mange af jer. Jeg er ikke træt af den type forældre, men har svært ved dem, som andre formulerer. 

Jeg har også svært ved forældre, som mener anbefalinger er lov, og hvis man ikke følger dem, så er man en dårlig mor, og så får man sendt en masse undersøgelser. 

Jeg synes, det er godt, der er lavet anbefalinger med diverse ting, men jeg ved også godt, at nogle gange passer det ikke med end barn, derfor må man vige lidt fra dem. Man skal selvfølgelig bruge sin sunde fornuft.

Jeg har dog vænnet mig til at sige “pyt”, og så er jeg videre. Vi er jo alle forskellige og gør tingene forskelligt.  der er sikkert nogle som har svært ved min måde at være mor på.