Vi vil godt have en mere..

HvidSne skriver:

Min mand og jeg har netop overvejet at satse på en aldersforskel på omkring to år. Ville du have mod på at uddybe, hvad der gjorde det så rædselsfuldt for jer?

Den store var for lille. Kortere kan det ikke siges. Det var simpelthen synd for hende. 

Det var derudover også synd for os voksne. Vi kunne godt have brugt et ekstra år på at nyde hende og nyde, at hun pludselig var lidt mere selvstændig. 

I stedet sprang vi på ideen om, hvor skønt det ville være for børnene og for os. Sandheden var, at det næsten knækkede mig.

Abracadabra skriver:

Den store var for lille. Kortere kan det ikke siges. Det var simpelthen synd for hende. 

Det var derudover også synd for os voksne. Vi kunne godt have brugt et ekstra år på at nyde hende og nyde, at hun pludselig var lidt mere selvstændig. 

I stedet sprang vi på ideen om, hvor skønt det ville være for børnene og for os. Sandheden var, at det næsten knækkede mig.

Tak for dit svar. Det er rart med ærlighed!

Jeg har 2 piger med 17 måneder imellem. Og ja det var ben hårdt mens de var små. De er nu 8 (9 til april) og 10 år gamle. 

De har rigtig meget glæde af hinanden og har haft det siden de var helt små. De har et meget stærkt bånd . Ulempen har været at nr 1 hurtigt har måtte undvære mor ( en lille ny tager meget af ens tid) så far har været meget sammen med hende og har lavet rigtig meget med hende og de har derfor også et stærkere bånd end jeg har til hende. Den dag i dag mærker jeg det for hun vil mig langt mindre end lillesøster som jeg har et meget tættere bånd til. Det er hårdt at stå med et større barn der ( tror jeg) har følt sig svigtet af sin mor. 

Ville for intet i verden undvære den mindste men jeg havde valgt at vente hvis vi havde vidst det. For tiden går altså fra den store uanset hvor meget man forsøger at dele vind og vejr lige. Specielt i den første tid som mor til pseudotvillinger 

Jeg har 2 piger med 17 måneder imellem. Og ja det var ben hårdt mens de var små. De er nu 8 (9 til april) og 10 år gamle. 

De har rigtig meget glæde af hinanden og har haft det siden de var helt små. De har et meget stærkt bånd . Ulempen har været at nr 1 hurtigt har måtte undvære mor ( en lille ny tager meget af ens tid) så far har været meget sammen med hende og har lavet rigtig meget med hende og de har derfor også et stærkere bånd end jeg har til hende. Den dag i dag mærker jeg det for hun vil mig langt mindre end lillesøster som jeg har et meget tættere bånd til. Det er hårdt at stå med et større barn der ( tror jeg) har følt sig svigtet af sin mor. 

Ville for intet i verden undvære den mindste men jeg havde valgt at vente hvis vi havde vidst det. For tiden går altså fra den store uanset hvor meget man forsøger at dele vind og vejr lige. Specielt i den første tid som mor til pseudotvillinger 

Ikke et direkte citat til dig, men synes det er sjovt at mange synes det er hårdt den første tid og uanset hvad man gør ryger tiden fra den store?

- jeg kan virkelig ikke se at jeg har misset noget med den store (men nu er jeg også meget alene med mine)

Den første tid, sover baby jo meget, bliver ammet(eller får flaske) - det forgik da bare på gulvet samtidig med leg med den store.

Hvis den lille var i hænge på mor mode så kom han i vikle her og jeg var stadig i stand til at lege. 

Men uanset hvordan man vender og drejer det havde det jo været det samme som hvis den store havde været 3 eller 4?

Hvad er det helt præcis man misser med den stor Hvis det er pseuder? 

OscarMor skriver:

Vi har en søn på lige knap 6 måneder, og begynder at tænke på nummer to 

Vi har altid vidst, at vi gerne vil have børn tæt på hinanden, så der kun er en lille aldersforskel mellem dem. 
Vi har en forestilling om at vores børn vil få mere ud af hinanden, og måske formet et stærkere bånd sammen.   

Hvad har i af erfaringer med at få nummer to så "tidligt" efter nummer et?   

 

Det handler ikke om alder men om sind/personlighed

Mine børn har et utroligt tæt bånd med hinanden, og det lige fra dag et af, de leger sammen og elsker hinanden meget højt, der er 6 år imellem dem. 

OscarMor skriver:

Vi har en søn på lige knap 6 måneder, og begynder at tænke på nummer to 

Vi har altid vidst, at vi gerne vil have børn tæt på hinanden, så der kun er en lille aldersforskel mellem dem. 
Vi har en forestilling om at vores børn vil få mere ud af hinanden, og måske formet et stærkere bånd sammen.   

Hvad har i af erfaringer med at få nummer to så "tidligt" efter nummer et?   

 

Det, jeg ville være mest bekymret for, ville være graviditeten. Altså at være gravid igen, imens jeg samtidigt skulle være mor til et så lille barn.

Mine første to graviditeter har været fantastiske og lette. Men den her tredje gang har jeg været syg fra 4. graviditetsuge med invaliderende kvalme og fra 8. graviditetsuge haft bækkenløsning. Det er så slemt, jeg har været fuldtidssygemeldt og intet har kunnet gøre i hjemmet, siden jeg var omkring de der 3 måneder henne. Jeg bruger krykker og har ondt konstant. Dét ville være hårdt med et lille barn ved siden af. - Så mit input er, at I som par skal være 110% sikre på, at I ville kunne klare, hvis du blev sengeliggende eller generelt bare blev rigtigt dårlig ifm den anden graviditet.

Jeg har 18 måneder mellem mine, og kunne jeg gøre det om, gjorde jeg det. Jeg kan se hvor meget det har kostet min store pige at blive storesøster så hurtigt. Det var ikke så tydeligt da hun var lille, men nu hvor hun er begyndt i skole, kan både vi og lærerne tydeligt se det.

Soonmom skriver:

Ikke et direkte citat til dig, men synes det er sjovt at mange synes det er hårdt den første tid og uanset hvad man gør ryger tiden fra den store?

- jeg kan virkelig ikke se at jeg har misset noget med den store (men nu er jeg også meget alene med mine)

Den første tid, sover baby jo meget, bliver ammet(eller får flaske) - det forgik da bare på gulvet samtidig med leg med den store.

Hvis den lille var i hænge på mor mode så kom han i vikle her og jeg var stadig i stand til at lege. 

Men uanset hvordan man vender og drejer det havde det jo været det samme som hvis den store havde været 3 eller 4?

Hvad er det helt præcis man misser med den stor Hvis det er pseuder? 

Hvor gamle er dine børn nu?

Soonmom skriver:

Ikke et direkte citat til dig, men synes det er sjovt at mange synes det er hårdt den første tid og uanset hvad man gør ryger tiden fra den store?

- jeg kan virkelig ikke se at jeg har misset noget med den store (men nu er jeg også meget alene med mine)

Den første tid, sover baby jo meget, bliver ammet(eller får flaske) - det forgik da bare på gulvet samtidig med leg med den store.

Hvis den lille var i hænge på mor mode så kom han i vikle her og jeg var stadig i stand til at lege. 

Men uanset hvordan man vender og drejer det havde det jo været det samme som hvis den store havde været 3 eller 4?

Hvad er det helt præcis man misser med den stor Hvis det er pseuder? 

Der er en stor forskel på et barn på 1,5 år og så et barn på 3-4 år. Du kan ikke bede et barn på 1,5 år om at vente på at opfylde dets behov når behovet opstår mens du står med hænderne i lortebleen eller ammer den lille eller du putter den mindste til lur.  Det kan du med et barn på 3-4 år. De forstår en hel del mere end et meget lille barn. 

Du KAN ikke undgå at det store barn på et eller andet tidspunkt vil føle sig i klemme mens det er så lille 

Tak for at i vil dele alle deres erfaringer