Antidepressiv og amning??

Mor og meget mere skriver:

1. Du aner ikke, hvor omfattende og intensive terapiforløb, jeg har været i. 

2. Selvfølgelig er medicin ikke sundt for kroppen. Det er ikke bare noget, du tror, det er noget, de fleste ved. Ved nogle sygdomme er alternativet værre. Jeg får fx også medicin mod sclerose. Det kunne jeg lade være med for at holde kroppen medicinfri, og så ville jeg måske ende i en kørestol. Jeg har truffet et velovervejet valg både mht. sclerosemedicin og antidepressiva. Det hjalp ikke min far satans meget, at han holdt kroppen fri for antidepressiva, da han døde 35 år gammel ved selvmord. 

3. Hvis du er så vidende om det psykiatriske område, så undrer det mig, at du uden at nævne præparatet spørger tilfældige brugere på et debatforum, om det ikke specificerede præparat går i mælken, og om man bliver afhængig af det. Det lyser ikke langt væk af kendskab til andet end skandaleoverskrifter om “lykkepiller”. 

4. Jeg svarede dig pænt, selv tak for dét, på dit upræcise spørgsmål. Du kvitterer med at lufte dine fordomme om “sådan én som mig”. Hvis jeg nu i stedet havde svaret, at efterfødselsreaktioner bestemt ikke kan kræve medicin, men bare er et spørgsmål om, at man skal tage sig sammen og dyrke noget tantrasex og huske at drikke rabarbersaft, for sådan føler JEG bare - og at JEG klarede en sådan reaktion uden medicin, fordi jeg tror på tantra fremfor medicin, “men sådan er vi jo så forskellige” - tænk, så tror jeg også, du ville have protesteret. 

Jeg håber oprigtigt for dig, du hurtigt vil opnå en bedring, og at empati og udsyn vender tilbage, når du får det godt igen. 

Nej det gør jeg ikke, det har heller ikke nogen betydning for om JEG vil være op medicin og tror det er løsningen på alt. 

Og jeg er oprigtigt ked af det med din far!!

Desuden enorm flabet at skrive hvis jeg er så vidende.. men psykiatrien er meget andet end depression. Og det er da ikke så mærkeligt dette er mit første barn og jeg skal i medicinsk behandling? Hvor skulle jeg dog vide fra om man kan amme på depri medicin, når jeg aldrig har taget det ?? Godt så.

Bare til info, har jeg været paranoid og haft ptsd efter 9 måneders isolations fængsling jeg stadig har men efter, 11 år efter hvor jeg har angst anfald i perioder, mareridt, ødelagt nerve system, har lettere grad af ocd og er MEGET sensitiv. Højst sandsynlig derfor jeg har fået den reaktion efter fødslen. Så inden du skal negligere mit kendskab til psykiatrien så skulle du måske ha lidt fakta .. tænker jeg ..

Men jeg lukker den her, jeg gider ikke sidde og blive kaldt fordomsfuld fordi jeg udtrykker mig lige ud af posen. I kan tro og skrive hvad i vil. Jeg er færdig her.

Glædelig jul til jer begge 

Anonym skriver:

Nej det har jeg ikke. Jeg ønsker bare at behandle min depression med samtaler så den bliver behandlet på den lange bange fremfor bare at tage piller resten af livet   der er vi så forskellige. Men fordomme er det ikke.

Nu har jeg læst hele tråden, og jeg tænker, at du måske ikke ønsker at fremstå fordomsfuld, men lige netop denne udtalelse fremstår både enormt fordomsfuld og/eller uvidende. 

At behandle depression på den lange bane kan netop også være at tage medicin i en længere periode eller resten af livet.

Vidste du, at hvis man først har haft én depression, er der op mod 80 % risiko for at få en mere? OGSÅ selvom man behandler den med både terapi og medicin?  Og har man haft to depressive perioder, er der yderligere 60-80% risiko for at få den 3.? Og har man haft gentagne depressive perioder, kan man risikere, at de til sidst kommer rullende oveni hinanden og uden noget, der tricker dem? Simpelthen fordi den kemiske ubalance i hjernen bliver forstyrret.

Det anbefales at forsætte med medicinen i mindst et halvt år efter symptomerne er væk, måske længere. Har man haft gentagne eller stærke depressioner, skal det tages i endnu længere tid efter. Medicin er ikke “bare” en nem løsning, der kan stå alene. Men det kan være en absolut nødvendig behandling for dem, der er særligt ramte. Også på livstid. 

Dorthe1986 skriver:

Men nu er der forskellige årsager til depression. En depression kan være udløst af et traume eller en forfærdelig oplevelse, men nogle mennesker er kronisk deprimeret, på grund af de mangler et meget vigtigt signalstof i hjernen. Det er dem, der får medicin i mange år og højst sandsynligt livet ud. Der kan man jo ikke sige "jeg tror ikke på medicin", men på "intensiv terapi"... hvis du mangler signalstoffer i hjernen, så er man jo nødt til at få det på anden vis - akkurat som diabetikeren, der er nødt til at sprøjte kunstigt fremstillet insulin ind i kroppen, fordi vedkommende ikke selv producerer det. Intensiv terapi, ville jo være nyttesløst her.

Og får man en depression på grund af et traume eller en frygtelig opvækst eller andet, så kan man måske nøjes med terapi, HVIS man er heldig. Nogle har brug for et supplement i form af medicin for en stund, så man kan få lidt overskud til at arbejde med de værktøjer man får fra sin terapeut.

Det kan godt være du siger du ikke har fordomme, men det er desværre sådan du kommer til at fremstå med dine formuleringer. Når man siger man ikke tror på medicin, så bliver det bare så uheldigt. For når vi tager en som Mor og meget mere... hun fortæller dig jo at hun ikke kan uden medicin, for hvis hun ikke tager den bliver hun rigtig, rigtig syg. Men du tror ikke på medicin? Hvad er det så der gør at Mor og meget mere har en tålelig tilværelse, nu hvor hun er på medicin?

 

Det, der har gjort mit “tilfælde” særligt komplekst, ikke mindst for mig selv, er, at jeg både er genetisk disponeret for depression OG har traumer i bagagen. Da jeg trappede ud sidst, var det netop på opfordring fra en psykiater, som var overbevist om, jeg var et sted i mit liv, hvor jeg kunne klare skærene alene ved terapi. Det var jeg nødt til at prøve af, for selvfølgelig vil jeg da helst være medicinfri. Det gik ok et halvt års tid, og så bum! gik jeg helt ned med flaget. Psykiateren - som grundlæggende ikke er den store fan af medicin - har efterfølgende beklaget, at han tydeligvis tog fejl. 

Det er da en bet igen at skulle indstille mig på livslang medicinering, men nu er jeg igen blevet bekræftet i, at det er nødvendigt, og så er det sådan, det er. Til gengæld kan jeg leve en normal tilværelse med familie og job - og, bekræftet af denne debat, fortsætte mit engagement i en forening af frivillige med formålet at bryde tabuisering af og fordomme om psykisk sygdom. 

Matsør skriver:

Nu har jeg læst hele tråden, og jeg tænker, at du måske ikke ønsker at fremstå fordomsfuld, men lige netop denne udtalelse fremstår både enormt fordomsfuld og/eller uvidende. 

At behandle depression på den lange bane kan netop også være at tage medicin i en længere periode eller resten af livet.

Vidste du, at hvis man først har haft én depression, er der op mod 80 % risiko for at få en mere? OGSÅ selvom man behandler den med både terapi og medicin?  Og har man haft to depressive perioder, er der yderligere 60-80% risiko for at få den 3.? Og har man haft gentagne depressive perioder, kan man risikere, at de til sidst kommer rullende oveni hinanden og uden noget, der tricker dem? Simpelthen fordi den kemiske ubalance i hjernen bliver forstyrret.

Det anbefales at forsætte med medicinen i mindst et halvt år efter symptomerne er væk, måske længere. Har man haft gentagne eller stærke depressioner, skal det tages i endnu længere tid efter. Medicin er ikke “bare” en nem løsning, der kan stå alene. Men det kan være en absolut nødvendig behandling for dem, der er særligt ramte. Også på livstid. 

 Og hurra, fordi vi lever i en tid, hvor der er medicinsk hjælp at hente! Jeg kan ikke se det romantiske i gamle dages galeanstalter. 

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv - ikke, fordi alt skal gøres op i penge, MEN ... - så kan jeg arbejde, betale skat og tage mig af min familie. Man skal selvfølgelig ikke tage medicin for at undgå at være en udgift for samfundet, men det er ikke alene og udelukkende min families og mit velbefindende, det kommer til gavn, at jeg kan være og forblive rask.