Antidepressiv og amning??

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

18. december 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Mor og meget mere skriver:



Det er stadig en fordom og misforståelse, at antidepressiva virker sådan. Som nævnt har jeg taget det i mange år, og jeg har det lige så “lidt skidt” og stor-skidt som alle andre. Jeg bliver bare ikke deprimeret = syg. Det er IKKE en kur mod tristhed, man bliver ikke hverken unormalt glad eller dopet, bare rask. Det vil sige helt “almindelig” mht. følelsesregister og -udsving. Jeg græder mindst lige så ofte og heftigt som alle andre og har gode og dårlige perioder som de fleste. 

Du skal jo tage det af en årsag, og jeg går da ud fra, din reaktion er voldsom og anderledes end din normale tilstand, siden du er blevet ordineret medicinen. 

Ville du mene, at en diabetiker går rundt og har det fysisk bedre end alle andre pga. insulinen - og dermed er blevet afhængig af at have det “for godt”? 



Jeg forstår altså heller ikke helt, hvorfor medicinen er så ugleset.

Det er jo ikke så anderledes end at tage alt mulig andet medicin.

En ubehandlet depression er ikke bare afsindig ubehagelig - den øger også risikoen for demens senere i livet.

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

18. december 2017

Anonym trådstarter

Mor og meget mere skriver:



Det er stadig en fordom og misforståelse, at antidepressiva virker sådan. Som nævnt har jeg taget det i mange år, og jeg har det lige så “lidt skidt” og stor-skidt som alle andre. Jeg bliver bare ikke deprimeret = syg. Det er IKKE en kur mod tristhed, man bliver ikke hverken unormalt glad eller dopet, bare rask. Det vil sige helt “almindelig” mht. følelsesregister og -udsving. Jeg græder mindst lige så ofte og heftigt som alle andre og har gode og dårlige perioder som de fleste. 

Du skal jo tage det af en årsag, og jeg går da ud fra, din reaktion er voldsom og anderledes end din normale tilstand, siden du er blevet ordineret medicinen. 

Ville du mene, at en diabetiker går rundt og har det fysisk bedre end alle andre pga. insulinen - og dermed er blevet afhængig af at have det “for godt”? 



Nu var det ikke kun lige det præparat jeg søgte råd om, men medicin mod depression generelt.

Det var egentlig ikke for at starte en diskussion forstår ikke du tager det så tungt? Ja jeg får det af en årsag, men jeg ønsker IKKE at tage det i flere år men kun til jeg er på toppen igen.

Har flere i min familie der får de præparater men det har de gjort 10+år og det er det jeg er nervøs for om jeg så ikke kan undvære det igen. Bare det budskab jeg prøvede at få frem så lad vær kør samtalen over på folk med sukkersyge osv

Anmeld Citér

18. december 2017

Anonym trådstarter

Tommelise skriver:



Jeg forstår altså heller ikke helt, hvorfor medicinen er så ugleset.

Det er jo ikke så anderledes end at tage alt mulig andet medicin.

En ubehandlet depression er ikke bare afsindig ubehagelig - den øger også risikoen for demens senere i livet.



Okay tak for svar.

Jeg ser det nemlig også som supplement, men midlertidigt indtil jeg får det bedre.

 

Generelt er jeg imod det meste medicin, jeg er lidt af en helse bente. Derfor Jeg er meget skeptisk. Jeg er en af de spelt mødre der børster tænder i kokos olie osv så den slags medicin er ikke naturligt for mig. 

Anmeld Citér

18. december 2017

Mor og meget mere

Profilbillede for Mor og meget mere
Anonym skriver:



Nu var det ikke kun lige det præparat jeg søgte råd om, men medicin mod depression generelt.

Det var egentlig ikke for at starte en diskussion forstår ikke du tager det så tungt? Ja jeg får det af en årsag, men jeg ønsker IKKE at tage det i flere år men kun til jeg er på toppen igen.

Har flere i min familie der får de præparater men det har de gjort 10+år og det er det jeg er nervøs for om jeg så ikke kan undvære det igen. Bare det budskab jeg prøvede at få frem så lad vær kør samtalen over på folk med sukkersyge osv



Hvilket præparat? Jeg omtaler netop medicin mod depression generelt. Og du har altså nogle faktuelt forkerte opfattelser af dem. 

Anmeld Citér

18. december 2017

Mor og meget mere

Profilbillede for Mor og meget mere
Tommelise skriver:



Jeg forstår altså heller ikke helt, hvorfor medicinen er så ugleset.

Det er jo ikke så anderledes end at tage alt mulig andet medicin.

En ubehandlet depression er ikke bare afsindig ubehagelig - den øger også risikoen for demens senere i livet.



Nemlig. Miseren opstod måske, da det i folkemunde blev døbt “lykkepiller”. Fordomme er der nok af, desværre. 

Anmeld Citér

19. december 2017

Anonym trådstarter

Mor og meget mere skriver:



Hvilket præparat? Jeg omtaler netop medicin mod depression generelt. Og du har altså nogle faktuelt forkerte opfattelser af dem. 



Nej det har jeg ikke. Jeg ønsker bare at behandle min depression med samtaler så den bliver behandlet på den lange bange fremfor bare at tage piller resten af livet   der er vi så forskellige. Men fordomme er det ikke.

Anmeld Citér

19. december 2017

Mor og meget mere

Profilbillede for Mor og meget mere
Anonym skriver:



Nej det har jeg ikke. Jeg ønsker bare at behandle min depression med samtaler så den bliver behandlet på den lange bange fremfor bare at tage piller resten af livet   der er vi så forskellige. Men fordomme er det ikke.



Jeg håber og tror, ud fra det, at du ikke før har haft behov for medicin, at vi er forskellige. I den forstand, at du kan nøjes med medicinen i en kortere periode og derefter aldrig få behov for den igen. Det er da bedst på alle områder at klare sig uden medicin, det gælder også fysiske sygdomme.

Jeg ville ønske, at du også ville anerkende og respektere, at jeg, i lighed med mange andre, ikke som du kun har haft en enkelt depressiv periode, men at jeg lider af tilbagevendende depressioner og derfor er nødt til at tage antidepressiva permanent. At det ikke handler om, at jeg går rundt og har det “for godt”, når jeg tager medicinen, men at jeg bliver meget syg, når jeg ikke får den. Og at den for mig lige så vel som for dig er et supplement, da jeg ligesom alle andre selv må kæmpe og arbejde for mit velbefindende og minlivskvalitet. I øvrigt blandt andet gennem psykologsamtaler i perioder.

Jeg skrev dig et svar på de ting, du spurgte om og forklarede dig, at nogle af os ikke kan undvære medicinen, men at det ikke gør os mere “afhængige” af den, end fx insulin gør en diabetiker afhængig. Din respons er at fremhæve dig selv som én, der i modsætning til “sådan én som mig” sørger for at få behandlet depressionen på den lange bane fremfor “bare” at tage piller resten af livet. Du tramper på folk, der ikke som du kun oplever en enkelt periode med depression.

Hør lige: Jeg er kronisk depressiv. Og hurra, det kan behandles med medicin. Min far tog sit liv pga. en ubehandlet depression - jeg føler mig heldig, fordi der er medicin, der kan forhindre mig i at havne dér, også selv om jeg er nødt til at tage den permanent. Som jeg skrev til dig, fik jeg en depression i sommer pga. udtrapning af medicinen. Her var jeg så syg, at samtaleterapi ikke hjalp en dyt, for jeg kunne knap nok tale. Dér skal jeg ikke hen igen, men det betyder ikke, at jeg går og “har det for godt” nu, hvor jeg tager medicin igen. 

Som nævnt håber jeg for dig og tror, at du ikke er i mit sted. Men jeg ville godt nok ønske, du i stedet for at pege fingre ad mig ville tage til efterretning, at de af os, der tager medicinen permanent, har brug for den. Det er ikke en fed oplevelse at måtte gå tilbage til medicinen efter udtrapning. Men det er godt nok heller ikke fedt at læse, at du opfatter forskellen på dig og mig som et spørgsmål om, at du behandler din depression på den lange bane, mens jeg “bare” tager piller og er afhængig af at “have det for godt”. Kan du slet ikke se, dét er udtryk for fordomme? 

 

Anmeld Citér

19. december 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Anonym skriver:



Nej det har jeg ikke. Jeg ønsker bare at behandle min depression med samtaler så den bliver behandlet på den lange bange fremfor bare at tage piller resten af livet   der er vi så forskellige. Men fordomme er det ikke.



Men problemet er - at hvis man har en svær depression, så hjælper samtaler IKKE, medmindre man samtidig tager medicin. Man er nemlig så langt nede, at man ikke kan bruge samtalerne til noget.

I mange tilfælde er det nødvendigt med samtaler OG medicin for at få det bedre.

Sø selv om man tager medicin - så bliver depressionen selvfølgelig behandlet "på den lange bane", da man jo samtidig får terapi.

Jeg er sikker på, at mor med mere også både har fået terapi og medicin.

I svære tilfælde så kan man ikke nøjes med samtaler.

 

 

Anmeld Citér

19. december 2017

Anonym trådstarter

Mor og meget mere skriver:



Jeg håber og tror, ud fra det, at du ikke før har haft behov for medicin, at vi er forskellige. I den forstand, at du kan nøjes med medicinen i en kortere periode og derefter aldrig få behov for den igen. Det er da bedst på alle områder at klare sig uden medicin, det gælder også fysiske sygdomme.

Jeg ville ønske, at du også ville anerkende og respektere, at jeg, i lighed med mange andre, ikke som du kun har haft en enkelt depressiv periode, men at jeg lider af tilbagevendende depressioner og derfor er nødt til at tage antidepressiva permanent. At det ikke handler om, at jeg går rundt og har det “for godt”, når jeg tager medicinen, men at jeg bliver meget syg, når jeg ikke får den. Og at den for mig lige så vel som for dig er et supplement, da jeg ligesom alle andre selv må kæmpe og arbejde for mit velbefindende og minlivskvalitet. I øvrigt blandt andet gennem psykologsamtaler i perioder.

Jeg skrev dig et svar på de ting, du spurgte om og forklarede dig, at nogle af os ikke kan undvære medicinen, men at det ikke gør os mere “afhængige” af den, end fx insulin gør en diabetiker afhængig. Din respons er at fremhæve dig selv som én, der i modsætning til “sådan én som mig” sørger for at få behandlet depressionen på den lange bane fremfor “bare” at tage piller resten af livet. Du tramper på folk, der ikke som du kun oplever en enkelt periode med depression.

Hør lige: Jeg er kronisk depressiv. Og hurra, det kan behandles med medicin. Min far tog sit liv pga. en ubehandlet depression - jeg føler mig heldig, fordi der er medicin, der kan forhindre mig i at havne dér, også selv om jeg er nødt til at tage den permanent. Som jeg skrev til dig, fik jeg en depression i sommer pga. udtrapning af medicinen. Her var jeg så syg, at samtaleterapi ikke hjalp en dyt, for jeg kunne knap nok tale. Dér skal jeg ikke hen igen, men det betyder ikke, at jeg går og “har det for godt” nu, hvor jeg tager medicin igen. 

Som nævnt håber jeg for dig og tror, at du ikke er i mit sted. Men jeg ville godt nok ønske, du i stedet for at pege fingre ad mig ville tage til efterretning, at de af os, der tager medicinen permanent, har brug for den. Det er ikke en fed oplevelse at måtte gå tilbage til medicinen efter udtrapning. Men det er godt nok heller ikke fedt at læse, at du opfatter forskellen på dig og mig som et spørgsmål om, at du behandler din depression på den lange bane, mens jeg “bare” tager piller og er afhængig af at “have det for godt”. Kan du slet ikke se, dét er udtryk for fordomme? 

 



Nej jeg synes du kløver rigtig meget i mine ord og sætter dig fast på jeg har fordomme.

Du kender hverken mig eller mit kendskab til medicin eller psykiatrien, så det kan du ikke udtale dig om. Det er også irrlevant. Jeg spurgte om et spørgsmål, da jeg ikke tror på medicin på samme måde som mange andre gør. Det er ingen fordom, da jeg selv står og har brug for det grundet jeg har et lille barn. Ellers havde jeg heller ikke taget det.

Det er ikke fordi jeg ikke respektere dig eller din sygdom, jeg tror bare ikke på medicin er en løsning i mange år.

Anmeld Citér

19. december 2017

Anonym trådstarter

Tommelise skriver:



Men problemet er - at hvis man har en svær depression, så hjælper samtaler IKKE, medmindre man samtidig tager medicin. Man er nemlig så langt nede, at man ikke kan bruge samtalerne til noget.

I mange tilfælde er det nødvendigt med samtaler OG medicin for at få det bedre.

Sø selv om man tager medicin - så bliver depressionen selvfølgelig behandlet "på den lange bane", da man jo samtidig får terapi.

Jeg er sikker på, at mor med mere også både har fået terapi og medicin.

I svære tilfælde så kan man ikke nøjes med samtaler.

 

 



Det er jeg klar over, det er selv der jeg er nu. 

Men jeg tror jeg bliver helt misforstået, jeg mener ikke at man skal tage medicin i flere år. Men intensiv terapi, ikke bare psykolog ind imellem. Og finde årsagen til ens hjerne bliver ved med at ha det så skidt.

Depression er forfærdelig, jeg har skam lidt under det før. Tendensen er desværre bare at dem der starter på medicinen ikke holder op igen, derfor er jeg bekymret om jeg skal stå i samme situation. Det er ingen fordom, det er eksploderet med antidepressiv medicin i norden desværre.

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.