Antidepressiv og amning??

Anonym skriver:

Det er jeg klar over, det er selv der jeg er nu. 

Men jeg tror jeg bliver helt misforstået, jeg mener ikke at man skal tage medicin i flere år. Men intensiv terapi, ikke bare psykolog ind imellem. Og finde årsagen til ens hjerne bliver ved med at ha det så skidt.

Depression er forfærdelig, jeg har skam lidt under det før. Tendensen er desværre bare at dem der starter på medicinen ikke holder op igen, derfor er jeg bekymret om jeg skal stå i samme situation. Det er ingen fordom, det er eksploderet med antidepressiv medicin i norden desværre.

Men nu er der forskellige årsager til depression. En depression kan være udløst af et traume eller en forfærdelig oplevelse, men nogle mennesker er kronisk deprimeret, på grund af de mangler et meget vigtigt signalstof i hjernen. Det er dem, der får medicin i mange år og højst sandsynligt livet ud. Der kan man jo ikke sige "jeg tror ikke på medicin", men på "intensiv terapi"... hvis du mangler signalstoffer i hjernen, så er man jo nødt til at få det på anden vis - akkurat som diabetikeren, der er nødt til at sprøjte kunstigt fremstillet insulin ind i kroppen, fordi vedkommende ikke selv producerer det. Intensiv terapi, ville jo være nyttesløst her.

Og får man en depression på grund af et traume eller en frygtelig opvækst eller andet, så kan man måske nøjes med terapi, HVIS man er heldig. Nogle har brug for et supplement i form af medicin for en stund, så man kan få lidt overskud til at arbejde med de værktøjer man får fra sin terapeut.

Det kan godt være du siger du ikke har fordomme, men det er desværre sådan du kommer til at fremstå med dine formuleringer. Når man siger man ikke tror på medicin, så bliver det bare så uheldigt. For når vi tager en som Mor og meget mere... hun fortæller dig jo at hun ikke kan uden medicin, for hvis hun ikke tager den bliver hun rigtig, rigtig syg. Men du tror ikke på medicin? Hvad er det så der gør at Mor og meget mere har en tålelig tilværelse, nu hvor hun er på medicin?

Dorthe1986 skriver:

Men nu er der forskellige årsager til depression. En depression kan være udløst af et traume eller en forfærdelig oplevelse, men nogle mennesker er kronisk deprimeret, på grund af de mangler et meget vigtigt signalstof i hjernen. Det er dem, der får medicin i mange år og højst sandsynligt livet ud. Der kan man jo ikke sige "jeg tror ikke på medicin", men på "intensiv terapi"... hvis du mangler signalstoffer i hjernen, så er man jo nødt til at få det på anden vis - akkurat som diabetikeren, der er nødt til at sprøjte kunstigt fremstillet insulin ind i kroppen, fordi vedkommende ikke selv producerer det. Intensiv terapi, ville jo være nyttesløst her.

Og får man en depression på grund af et traume eller en frygtelig opvækst eller andet, så kan man måske nøjes med terapi, HVIS man er heldig. Nogle har brug for et supplement i form af medicin for en stund, så man kan få lidt overskud til at arbejde med de værktøjer man får fra sin terapeut.

Det kan godt være du siger du ikke har fordomme, men det er desværre sådan du kommer til at fremstå med dine formuleringer. Når man siger man ikke tror på medicin, så bliver det bare så uheldigt. For når vi tager en som Mor og meget mere... hun fortæller dig jo at hun ikke kan uden medicin, for hvis hun ikke tager den bliver hun rigtig, rigtig syg. Men du tror ikke på medicin? Hvad er det så der gør at Mor og meget mere har en tålelig tilværelse, nu hvor hun er på medicin?

 

Jeg ved godt alt det. Jeg kender udemærket til psykiatrien .. Men jeg tror bare ikke at medicin er løsningen for mennesker, det er ren gift. Selvfølgelig virker det men er det sundt for kroppen? Ikke rigtig. Har en rygskade jeg tog tramadol i lange baner for at kunne holde ud at være til. Super dejligt men er det godt at proppe sig med den slags? Det tænker jeg bestemt ikke.

Nu handlede tråden egentlig heller ikke om hendes sygdomme som hun skal forsvare og begrunde, jeg stillede bare et spørgsmål. At det bliver til en debat forstår jeg slet ikke må jeg indrømme 

Anonym skriver:

Det er jeg klar over, det er selv der jeg er nu. 

Men jeg tror jeg bliver helt misforstået, jeg mener ikke at man skal tage medicin i flere år. Men intensiv terapi, ikke bare psykolog ind imellem. Og finde årsagen til ens hjerne bliver ved med at ha det så skidt.

Depression er forfærdelig, jeg har skam lidt under det før. Tendensen er desværre bare at dem der starter på medicinen ikke holder op igen, derfor er jeg bekymret om jeg skal stå i samme situation. Det er ingen fordom, det er eksploderet med antidepressiv medicin i norden desværre.

Men hvor får du det fra - at hvis man enten har brug for medicin i en lang årrække, eller hvis man har brug for det for altid - at så har man ikke fået intensiv behandling og "bare psykolog engang imellem".

Jeg HAR fået intensiv behandling gennem psykiatrien, og jeg VED godt, hvorfor jeg blev syg. Ingen barndomstraumer eller noget - jeg har haft en harmonisk opvækst. Men min ekskæreste var desværre et meget usundt bekendtskab. Han har aldrig været fysisk voldelig, men han nedbrød mit selvværd totalt, var utro og gjorde en anden kvinde gravid. Samtidig måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville få børn, da jeg ikke rigtigt "kunne nå" at møde en ny kæreste, mens jeg var i den fødedygtige alder.

Desuden gik jeg med en ubehandlet cøliaki, og det øger risikoen for depression.

Jeg var syg i ca. 3 år, og ja - jeg tager stadig medicin her 9 år efter, at jeg blev symptomfri.

FORDI - selv om man er rask, så kan man godt have udviklet en sårbarhed, som man ikke havde før. Jeg kan f.eks. ikke tåle stress - hverken på arbejdet, eller hvis jeg får puttet for mange ting i kalenderen. Da jeg blev afsluttet i psykiatrien, fik jeg at vide, at jeg TIDLIGST måtte begynde at trappe ud to år senere. Jeg havde været medicinfri i dag, hvis ikke det var fordi, min søster var blevet ramt af kræft for et år siden. Jeg valgte at stoppe udtrapningen for ikke at udfordre skæbnen.

Grunden til, at folk sammenligner med f.eks. insulin er - at der jo ikke er så meget forskel på at tage medicin for fysisk og psykisk sygdom.

Kemoterapi er f.eks. også gift, men hvis man vil være rask, så er man jo nødt til at få behandling.

Du lufter altså mange fordomme - både om medicinen og om de mennesker, som er nødt til at tage den for altid. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er en af dem, der skal tage den for altid, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg har været rask i så mange år nu.

Du spørger - på en debatside - og så undrer du dig over, at der bliver en debat.

Til dit spørgsmål, om man bliver afhængig af medicinen - NEJ det gør man ikke.

Du skriver, at du respekterer "mor og meget meres" sygdom, men det gør du jo ikke, når du beskylder hende for "bare at tage medicin resten af livet."

Tommelise skriver:

Men hvor får du det fra - at hvis man enten har brug for medicin i en lang årrække, eller hvis man har brug for det for altid - at så har man ikke fået intensiv behandling og "bare psykolog engang imellem".

Jeg HAR fået intensiv behandling gennem psykiatrien, og jeg VED godt, hvorfor jeg blev syg. Ingen barndomstraumer eller noget - jeg har haft en harmonisk opvækst. Men min ekskæreste var desværre et meget usundt bekendtskab. Han har aldrig været fysisk voldelig, men han nedbrød mit selvværd totalt, var utro og gjorde en anden kvinde gravid. Samtidig måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville få børn, da jeg ikke rigtigt "kunne nå" at møde en ny kæreste, mens jeg var i den fødedygtige alder.

Desuden gik jeg med en ubehandlet cøliaki, og det øger risikoen for depression.

Jeg var syg i ca. 3 år, og ja - jeg tager stadig medicin her 9 år efter, at jeg blev symptomfri.

FORDI - selv om man er rask, så kan man godt have udviklet en sårbarhed, som man ikke havde før. Jeg kan f.eks. ikke tåle stress - hverken på arbejdet, eller hvis jeg får puttet for mange ting i kalenderen. Da jeg blev afsluttet i psykiatrien, fik jeg at vide, at jeg TIDLIGST måtte begynde at trappe ud to år senere. Jeg havde været medicinfri i dag, hvis ikke det var fordi, min søster var blevet ramt af kræft for et år siden. Jeg valgte at stoppe udtrapningen for ikke at udfordre skæbnen.

Grunden til, at folk sammenligner med f.eks. insulin er - at der jo ikke er så meget forskel på at tage medicin for fysisk og psykisk sygdom.

Kemoterapi er f.eks. også gift, men hvis man vil være rask, så er man jo nødt til at få behandling.

Du lufter altså mange fordomme - både om medicinen og om de mennesker, som er nødt til at tage den for altid. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er en af dem, der skal tage den for altid, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg har været rask i så mange år nu.

Du spørger - på en debatside - og så undrer du dig over, at der bliver en debat.

Til dit spørgsmål, om man bliver afhængig af medicinen - NEJ det gør man ikke.

Du skriver, at du respekterer "mor og meget meres" sygdom, men det gør du jo ikke, når du beskylder hende for "bare at tage medicin resten af livet."

 

Okay det super fint. Tak for svar 

Anonym skriver:

Okay det super fint. Tak for svar 

Man kan blive afhængig af sovemedicin - og det er der nogen, der kommer til at sammenligne med antidepressiver, men det er to forskellige ting. 

Og ja - som tidligere skrevet, så er der mange, der tager på. Derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom på, hvad man spiser.

Jeg tog også på, men jeg var så heldig - kan man sige - at jeg var en lille spirrevip, før jeg blev syg - så jeg er ikke blevet overvægtig. 

Og selv om meget medicin er gift for kroppen - så er der jo netop også psyken.

Man er simpelt hen nødt til at opveje fordelene ved medicinen mod bivirkningerne. 

Og det er da trods alt bedre, at folk tager medicin, end at de skal være depressive resten af deres liv. Ubehandlet depression kan give varige skader i hjernen og som nævnt øges risikoen for demens senere. 

Tommelise skriver:

Man kan blive afhængig af sovemedicin - og det er der nogen, der kommer til at sammenligne med antidepressiver, men det er to forskellige ting. 

Og ja - som tidligere skrevet, så er der mange, der tager på. Derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom på, hvad man spiser.

Jeg tog også på, men jeg var så heldig - kan man sige - at jeg var en lille spirrevip, før jeg blev syg - så jeg er ikke blevet overvægtig. 

Og selv om meget medicin er gift for kroppen - så er der jo netop også psyken.

Man er simpelt hen nødt til at opveje fordelene ved medicinen mod bivirkningerne. 

Og det er da trods alt bedre, at folk tager medicin, end at de skal være depressive resten af deres liv. Ubehandlet depression kan give varige skader i hjernen og som nævnt øges risikoen for demens senere. 

 

Det er jeg godt klar over. Derfor Jeg selv startet fordi det er vigtigere at have det godt.

Jeg ville ikk starte en debat hvorvidt jeg respektere eller anerkender noget. Eller hvor vidt jeg tror på det ene eller andet. Det var ikke den slags debat jeg startede. Derfor Jeg ikke gider diskutere.

Havde et relevant spørgsmål, som jeg har fået svar på.

Anonym skriver:

Det er jeg godt klar over. Derfor Jeg selv startet fordi det er vigtigere at have det godt.

Jeg ville ikk starte en debat hvorvidt jeg respektere eller anerkender noget. Eller hvor vidt jeg tror på det ene eller andet. Det var ikke den slags debat jeg startede. Derfor Jeg ikke gider diskutere.

Havde et relevant spørgsmål, som jeg har fået svar på.

Det er da også helt fair.

Men når man spørger på en debatside, og samtidig er meget fordomsfuld, så må man jo forvente en debat.

Tommelise skriver:

Det er da også helt fair.

Men når man spørger på en debatside, og samtidig er meget fordomsfuld, så må man jo forvente en debat.

jeg er stadig ikke fordomsfuld !

Anonym skriver:

Jeg ved godt alt det. Jeg kender udemærket til psykiatrien .. Men jeg tror bare ikke at medicin er løsningen for mennesker, det er ren gift. Selvfølgelig virker det men er det sundt for kroppen? Ikke rigtig. Har en rygskade jeg tog tramadol i lange baner for at kunne holde ud at være til. Super dejligt men er det godt at proppe sig med den slags? Det tænker jeg bestemt ikke.

Nu handlede tråden egentlig heller ikke om hendes sygdomme som hun skal forsvare og begrunde, jeg stillede bare et spørgsmål. At det bliver til en debat forstår jeg slet ikke må jeg indrømme 

1. Du aner ikke, hvor omfattende og intensive terapiforløb, jeg har været i. 

2. Selvfølgelig er medicin ikke sundt for kroppen. Det er ikke bare noget, du tror, det er noget, de fleste ved. Ved nogle sygdomme er alternativet værre. Jeg får fx også medicin mod sclerose. Det kunne jeg lade være med for at holde kroppen medicinfri, og så ville jeg måske ende i en kørestol. Jeg har truffet et velovervejet valg både mht. sclerosemedicin og antidepressiva. Det hjalp ikke min far satans meget, at han holdt kroppen fri for antidepressiva, da han døde 35 år gammel ved selvmord. 

3. Hvis du er så vidende om det psykiatriske område, så undrer det mig, at du uden at nævne præparatet spørger tilfældige brugere på et debatforum, om det ikke specificerede præparat går i mælken, og om man bliver afhængig af det. Det lyser ikke langt væk af kendskab til andet end skandaleoverskrifter om “lykkepiller”. 

4. Jeg svarede dig pænt, selv tak for dét, på dit upræcise spørgsmål. Du kvitterer med at lufte dine fordomme om “sådan én som mig”. Hvis jeg nu i stedet havde svaret, at efterfødselsreaktioner bestemt ikke kan kræve medicin, men bare er et spørgsmål om, at man skal tage sig sammen og dyrke noget tantrasex og huske at drikke rabarbersaft, for sådan føler JEG bare - og at JEG klarede en sådan reaktion uden medicin, fordi jeg tror på tantra fremfor medicin, “men sådan er vi jo så forskellige” - tænk, så tror jeg også, du ville have protesteret. 

Jeg håber oprigtigt for dig, du hurtigt vil opnå en bedring, og at empati og udsyn vender tilbage, når du får det godt igen. 

Anonym skriver:

jeg er stadig ikke fordomsfuld !

Jeg synes, man er fordomsfuld, når man skriver til en kvinde, at hun "bare tager medicin resten af livet i stedet for at få behandlet sin depression på den lange bane".

Jeg her sikker på, at Mor med mere HAR dealet med sin depression.

Du kan simpelt hen ikke dømme, at "det bare ikke er godt for mennesket at tage medicin". For nogle er det livsnødvendigt.