Eksen har ikke mødt den nye kæreste efter 1år.

StineW79 skriver:

Du ska ik gøre noget. 

Din x virker jo faktisk til fint at accepter, at du har fundet en ny. Han har så bare ik noget behov overhovedet for at møde ham. Og tænker at det er helt normalt og ok.

Når jeres barn bringer emnet op, lader du bare far svare, det han nu engang svare.

På et tidspunkt bliver han måske klar, også er det jo rigtig fint. Vh Stine 

Tak for dit svar jeg har det også helt ok med hvordan det hele er lige nu. Det er som sagt ene og alene mine børns øsnker jeg ikke ved om man bør efterkomme. Men jeg tænker jeg lader det være op til far. Og så må jeg forsøge at svare mine børn på en god måde når det er mig de spørger om det samme  

Anonym skriver:

Jeg har nok svært ved at forstå det der med at to år er ingenting for ham. Men det kan godt være at det er rigtigt. Jeg synes jo bare der er sket enormt meget i både mit og hans liv siden. Og jeg ved med 100% sikkerhed at han ikke øsnker at vi skal være sammen igen på nogen måde. Så jeg tror ikke han ligefrem går og savner mig. 

Men tror du, at han selv siger til en dag? Eller skal jeg føle mig frem eller måske bare vente til han selv fortæller om at han har mødt en? Eller ungerne gør, jeg er faktisk i tvivl om han ville fortælle mig det.

Jeg har en bekendt der blev skilt for 4,5 år siden. Hun er ikke kommet et skridt videre i sorgprocessen. Hun sidder stadig og græder over det, bliver ved med at hænge sig i hvad der skete den gang, kan huske samtlige datoer på separation, skilmisse, ny kæreste hos hendes eksmand osv. Nogle ting der i min verden er fuldstændig ligegyldige. 

Hun har fået masser af hjælp, men hun sidder stadig fast. Og det er hårdt for hende og tager rigtig meget af hendes energi. 

Min pointe er, at det kan tage lang tid at komme sig over en skilsmisse. For nogle kommer de hurtigt videre og får arbejdet med deres følelser og andre sidder bare fast.

Jeg tænker at der kommer en dag, hvor din eksmand føler for at møde din kæreste. Men han virker ikke til at være klar til det endnu. Måske kan han først rumme det når han engang selv kommer videre og måske har fået en ny kærlighed. Så kan det være at hans overskud ændres og han har mod på at møde din kæreste.

Jeg tænker at du må fortælle børnene - afhængig af deres alder og på en måde hvor de kan forstå det, at kærligheden kan gøre ondt og det kan derfor være svært for far at rumme en ny kæreste, men det kan være det ændres i fremtiden. 

Babyklar87 skriver:

Jeg har en bekendt der blev skilt for 4,5 år siden. Hun er ikke kommet et skridt videre i sorgprocessen. Hun sidder stadig og græder over det, bliver ved med at hænge sig i hvad der skete den gang, kan huske samtlige datoer på separation, skilmisse, ny kæreste hos hendes eksmand osv. Nogle ting der i min verden er fuldstændig ligegyldige. 

Hun har fået masser af hjælp, men hun sidder stadig fast. Og det er hårdt for hende og tager rigtig meget af hendes energi. 

Min pointe er, at det kan tage lang tid at komme sig over en skilsmisse. For nogle kommer de hurtigt videre og får arbejdet med deres følelser og andre sidder bare fast.

Jeg tænker at der kommer en dag, hvor din eksmand føler for at møde din kæreste. Men han virker ikke til at være klar til det endnu. Måske kan han først rumme det når han engang selv kommer videre og måske har fået en ny kærlighed. Så kan det være at hans overskud ændres og han har mod på at møde din kæreste.

Jeg tænker at du må fortælle børnene - afhængig af deres alder og på en måde hvor de kan forstå det, at kærligheden kan gøre ondt og det kan derfor være svært for far at rumme en ny kæreste, men det kan være det ændres i fremtiden. 

De er 6 og 3. De er bare så meget på den anden side af deres sprogprocess (eller mest den store, den lille virker ikke til at kunne huske andet end at vi har været fra hinanden) den store stiller aldrig spørgmål til hvorfor vi ikke kan bo sammen osv længere. I starten spurgte han og jeg svarede på hans niveau. Vi har haft mange gode snakke og han har været ked af det i perioder. Jeg er bange for at gøre ham opmærksom på at fars "tilstand" stadig er på det stadie det er, det synes jeg ikke han skal begynde at bryde sit lille barnehoved med. Det er voksenproblemer. 

Så jeg har meget svært ved at greje hvad jeg skal sige uden at han bliver bekymret for far. Eller igen bliver ked af at mor og far ikke er sammen, fordi det jo gør far ked af det.  

Anonym skriver:

De er 6 og 3. De er bare så meget på den anden side af deres sprogprocess (eller mest den store, den lille virker ikke til at kunne huske andet end at vi har været fra hinanden) den store stiller aldrig spørgmål til hvorfor vi ikke kan bo sammen osv længere. I starten spurgte han og jeg svarede på hans niveau. Vi har haft mange gode snakke og han har været ked af det i perioder. Jeg er bange for at gøre ham opmærksom på at fars "tilstand" stadig er på det stadie det er, det synes jeg ikke han skal begynde at bryde sit lille barnehoved med. Det er voksenproblemer. 

Så jeg har meget svært ved at greje hvad jeg skal sige uden at han bliver bekymret for far. Eller igen bliver ked af at mor og far ikke er sammen, fordi det jo gør far ked af det.  

Ud fra din beskrivelse at jeres samarbejde, virker det ikke som om der er en naturlig anledning til at din at og din kæreste skulle møde hinanden. 

I ses kun hvis et af børnene er syge og du skal hente hjemme hos far, eller til forældremøder (hvor jeg formoder børnene ikke deltager). Så er forklaringen ikke bare; det er mors ven/kæreste og far ser jo heller ikke Yrsa og Kurt som er mors venner. 

Og hvem ved så med tiden kan det være I kan holde fælles fødselsdage eller at jeres respektive partnere må komme med til en skolefest eller hvad ved jeg. Jeg ville ikke arrangere et møde og endda et akavet et af slagsen på baggrund af et ønske fra børnene, for jeg ville nødig have de fik en dårlig oplevelse. 

Men tænker din kæreste kan jo tage med en gang du henter, så får de hilst og så er det det. 

lineog4 skriver:

Ud fra din beskrivelse at jeres samarbejde, virker det ikke som om der er en naturlig anledning til at din at og din kæreste skulle møde hinanden. 

I ses kun hvis et af børnene er syge og du skal hente hjemme hos far, eller til forældremøder (hvor jeg formoder børnene ikke deltager). Så er forklaringen ikke bare; det er mors ven/kæreste og far ser jo heller ikke Yrsa og Kurt som er mors venner. 

Og hvem ved så med tiden kan det være I kan holde fælles fødselsdage eller at jeres respektive partnere må komme med til en skolefest eller hvad ved jeg. Jeg ville ikke arrangere et møde og endda et akavet et af slagsen på baggrund af et ønske fra børnene, for jeg ville nødig have de fik en dårlig oplevelse. 

Men tænker din kæreste kan jo tage med en gang du henter, så får de hilst og så er det det. 

Der er slet ikke tale om et møde på den facon som du ligger op til. Men netop bare et goddag og farvel. Mere ville jeg slet slet ikke forvente! Men alene det, ville sommetider lette nogen praktiske ting + ungerne ville have et indtryk af at det hele er fint og okay på kryds og tværs, alle ved hvem hinanden er, uden at vi er på kaffeaftaler. Det regner jeg ikke med vi bliver nogensinde. 

Anonym skriver:

Der er slet ikke tale om et møde på den facon som du ligger op til. Men netop bare et goddag og farvel. Mere ville jeg slet slet ikke forvente! Men alene det, ville sommetider lette nogen praktiske ting + ungerne ville have et indtryk af at det hele er fint og okay på kryds og tværs, alle ved hvem hinanden er, uden at vi er på kaffeaftaler. Det regner jeg ikke med vi bliver nogensinde. 

Men er det så ikke bare at gøre det? Nogle gange overtænker man ting - på et tidspunkt fx når I bor sammen, bliver det jo helt naturligt at det kan være kæresten der er med i bilen når I skal hente, ja det kan jo ligefrem være ham der henter. 

Men er det så ikke bare at gøre det? Nogle gange overtænker man ting - på et tidspunkt fx når I bor sammen, bliver det jo helt naturligt at det kan være kæresten der er med i bilen når I skal hente, ja det kan jo ligefrem være ham der henter. 

 

Vi bor skam sammen vi har været kærester i halvandet år.

Men nej, kæresten har ikke været med i bilen når jeg aflevere hos far, kun når jeg henter og så har han bare ventet på os i bilen, ligesom han ofte gør når jeg henter dem i børnehave og skole, fordi vi så slipper for at bøvle med p-billet osv bare for at hente unger i 10min. Så det er ikke så mærkeligt. 

Men jeg ved også med 100% sikkerhed at eksen ville høvle mig ned over SMS bagefter, hvis jeg troppede op ved hans lejlighed med kæresten ved min side. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det vil jeg godt love dig, ikke er overtænkning.

Det er faktisk netop i sådan en situation at den store har spurgt om far ikke vil med ned og sige Hej og se kæresten. Men far taler udenom osv.  

Vi bor skam sammen vi har været kærester i halvandet år.

Men nej, kæresten har ikke været med i bilen når jeg aflevere hos far, kun når jeg henter og så har han bare ventet på os i bilen, ligesom han ofte gør når jeg henter dem i børnehave og skole, fordi vi så slipper for at bøvle med p-billet osv bare for at hente unger i 10min. Så det er ikke så mærkeligt. 

Men jeg ved også med 100% sikkerhed at eksen ville høvle mig ned over SMS bagefter, hvis jeg troppede op ved hans lejlighed med kæresten ved min side. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det vil jeg godt love dig, ikke er overtænkning.

Det er faktisk netop i sådan en situation at den store har spurgt om far ikke vil med ned og sige Hej og se kæresten. Men far taler udenom osv.  

 

Jeg er nok bare naiv og tænker man på sigt skal kunne være i samme rum. 

Men ja igen er nok naiv, og kan se på de andre svar, at der er en masse at tænke over og de sårede følelser kan overskygge hensynet til børnene. 

Jeg er barn af en mere “skilsmisse” hvor min mor og far og deres nye partnere var i samme rum for min skyld til fødselsdag, konfirmation, studenterfesten osv. Og skulle jeg selv ende i en skilsmisse ville det være mit mål at stile efter.

Jeg flyttede først sammen med min nuværende mand da vi havde kendt hinanden i 9 år, er lidt langsom og han havde et barn vi skulle tage hensyn til. Derfor jeg tit tror andre er lige så langsomme ;-)

lineog4 skriver:

Jeg er nok bare naiv og tænker man på sigt skal kunne være i samme rum. 

Men ja igen er nok naiv, og kan se på de andre svar, at der er en masse at tænke over og de sårede følelser kan overskygge hensynet til børnene. 

Jeg er barn af en mere “skilsmisse” hvor min mor og far og deres nye partnere var i samme rum for min skyld til fødselsdag, konfirmation, studenterfesten osv. Og skulle jeg selv ende i en skilsmisse ville det være mit mål at stile efter.

Jeg flyttede først sammen med min nuværende mand da vi havde kendt hinanden i 9 år, er lidt langsom og han havde et barn vi skulle tage hensyn til. Derfor jeg tit tror andre er lige så langsomme ;-)

Det er bestemt også mit mål. Jeg ville så gerne at det kunne fungere sådan - for ungerne skyld! Jeg tvivler desværre bare på at min eks nogensinde kommer dertil hvor han kan tilsidesætte sine egne følelser så meget. Jeg håber det sker den dag han selv finder en ny kærlighed.

Men så længe han ikke viser mig tegn til at kunne andet end det vi gør nu, er jeg simpelthen så bange til at gå tilbage til start hvis jeg træder ved siden af, fx ved at troppe op på hans dørtærskel med min kæreste uden at han har bedt om det. Jeg er slet ikke i tvivl om at det ville gøre det hele helt forfærdeligt.  

Anonym skriver:

Det er bestemt også mit mål. Jeg ville så gerne at det kunne fungere sådan - for ungerne skyld! Jeg tvivler desværre bare på at min eks nogensinde kommer dertil hvor han kan tilsidesætte sine egne følelser så meget. Jeg håber det sker den dag han selv finder en ny kærlighed.

Men så længe han ikke viser mig tegn til at kunne andet end det vi gør nu, er jeg simpelthen så bange til at gå tilbage til start hvis jeg træder ved siden af, fx ved at troppe op på hans dørtærskel med min kæreste uden at han har bedt om det. Jeg er slet ikke i tvivl om at det ville gøre det hele helt forfærdeligt.  

 

Så er det nok bedst at vente og så give en simpel forklaring til ungerne: det er mors kæreste og ven. Lige som andre er mors venner som far heller ikke ser.