Anonym skriver:
Kære du,
For alle der sidder og læser, kan det virke ulogisk og tåbeligt, at du ikke er gået endnu. Det er det vel teknisk set også. Men det er ikke så simpelt, når man står i det. Man er nedbrudt så voldsomt, at selvom man bliver klar over, hvad der foregår, så er der stadig den der nagende tvivl pga. Det ringe selvværd. Du har den jo selv: du føler ikke du kan klare dig alene, uden ham. Og at alle andre skriver, at du skal gå, gør ikke, at du får taget det skridt. Det ved jeg. For jeg har været der.
5 år og 2 børn gav jeg den mand. Jeg vil ikke gå i detaljer, men han fik brudt mig så langt ned, at jeg troede, jeg var psykisk syg. Altså decideret psykisk syg - vi taler, at jeg blev henvist til psykiatrien efter at have siddet hos egen læge og talt om hvor forfærdelig og dum og rædsomt et menneske jeg var. Fordi det fik min x mig til at tro. Jeg troede, at jeg var borderline. Det blev hurtigt afkræftet i psykiatrien, selvfølgelig. Psykiateren havde dårligt været i rum med mig i 5 min. Før han sagde, at bare ved at være sammen med mig i kort tid kunne han sige, at det ikke var borderline. Men tænk sig, at han fik mig til at tro det! Selvom jeg synes han var en dårlig kæreste, var der en del af mig, der var så hjernevasket, at jeg oprigtigt troede, at det var min egen skyld. Selv min fortid fik han forvrænget - alt negativt, jeh havde oplevet, var min egen skyld.
Jeg var dum. Oversensitiv. Klodset. Sort/hvid tænkende. Hysterisk. I følge ham. Han skabte konflikter konstant, men fik det altid til at være min skyld. Og hvis jeg ikke ville give mig, gav han mig den kolde skulder, til jeg gjorde. Jeg var ikke stærk nok til at gå.
Jeg kan vise dig noget, jeg skrev i min dagbog den gang. Det er skræmmende at læse i dag, hvor jeg er kommet ovenpå og er blevet hel igen. Det er ord skrevet af en hjernevasket kvinde. Men det var min virkelighed. Det var det, han lærte mig om mig selv. Hvor finder man så styrken til at gå?
"Jo mere jeg kommer ind til at finde ud af, hvem jeg er, jo mere fremmed bliver jeg for mig selv. Jeg føler, at jeg ikke kender mig selv. Hvem er jeg? Hvorfor reagerer jeg sådan her og har altid gjort det? Jeg er forvirret, jeg kan ikke finde hoved eller hale i hele dette virvar, og jeg føler, at jeg er forkert. Der er noget galt med mig. Da jeg startede denne rejse var det med en forventning om, at jeg skulle blive et helt menneske og finde mig selv. Og det skulle jeg ved at bearbejde en masse fortidsting, som skyldes en masse mennesker omkring mig med dårlig indflydelse på mit liv. Meningen var at jeg skulle bearbejde den smerte de har forvoldt, måske lære at tilgive dem. Men jo længere jeg kommer i rejsen, jo længere ind bag facaden jeg når, i jo højere grad opdager jeg, at det faktisk er mig, der har været noget galt med hele tiden. Langt størstedelen af de ting, der har væltet mig i mit liv, kommer fra mig:
Jeg har været letpåvirkelig, nærtagende, overreageret. Dermed er en stor del af de drillerier og bagtalerier jeg synes jeg har oplevet, måske i virkeligheden i høj grad noget, der har fundet sted i mit hoved, noget jeg har kørt op. Og det der HAR fundet sted har været et produkt af, at jeg simpelthen blev kørt op ved det mindste, eller ikke var sjov at lege med, fordi jeg havde (har) den personlighed."
Det gør ondt i hjertet at genlæse de ord. Især fordi jeg ønsker, at jeg kunne række ud til den ødelagte kvinde og fortælle hende, at det bliver bedre. At det snart slutter. Hvordan kom jeg så videre? Jeg faldt i snak med en fyr online. Ikke nok snusk. Bare venskabeligt. Han begyndte at overbevise mig om, at jeg havde gode sider.
Den proces han startede kulminerede i, at jeg en dag vågnede og tænkte "slut!" jeg forlod min x samme dag. Der fulgte en periode med voldsom optrapning af den psykiske vold, jeg tror han gik i panik over at miste magten og prøvede at få mig til at blive. Men jeg holdt fast.
Ikke længe efter mødte jeg min nuværende kæreste. Det mest kærlige, uselviske, empatisk og enestående menneske, jeh nogensinde har kendt. Siger til mig selv, at han er præmien for at have trådt ud på den anden side og sagt stop. Hen bekræfter mig hver dag. Han lærte mig, at min følsomhed er en styrke. At min indsigt og empati gør mig til et enestående menneske. At jeg er stærk - klog og intelligent. Han har samlet mig igen.
Det krævede indsats og tålmodighed fra hans side. For jeg var en skygge af mig selv. Græd meget, havde angst osv. Men hans tålmodighed bar frugt, og i dag er der ikke mange efterdønninger af det forhold længere. Tænk sig, min x og jeg har sågar et udmærket samarbejde.
Hvorfor fortæller jeg dig det? Dels for at sige, at du ikke er alene. Dels for at sige, at jeg forstår, hvorfor du ikke går, når det virker så indlysende du bør. Men også for at sige, at der ER et liv på den anden side. Græsset ER grønnere. Der ER håb. Og du kan også nå derhen - du kommer det bare ikke, før du indser, hvordan han har hjernevasket dig. Før du indser det gode, du har i dig. Jeg vil anbefale psykolog. Eller mødrehjælpen - hvad som helst! Red dig selv. Jeg hepper på dig!
Tusind tak for dit meget følsomme og hjerteskærende indlæg!!! Jeg ligger her i sengen og stortuder lige nu for mange af de ting du skrev kan jeg udemærket nikke genkendende til...Bla. den der med at du troede det var dig der var psykisk syg...præcis sådan har jeg det...at det må davære mig....jeg har googlet både borderline, skizofreni, depression, ADHD osv bare for at stille mig selv en diagnose på hvorfor jeg er som jeg er 
Har sågar overvejet at ringe til lægen og blive bekræftet at jeg fejler noget psykisk.
Men jeg føler mig så alene..... Helt alene Det er ikke sjovt
