Anonym skriver:

Men er det ikke vildt, at jeg godt ved det men alligevel bliver?? Er det ikke for sindssygt!!?? Jeg ved godt at det ikke er ok osv men jeg kan og inderste inde vil jeg ikke gå fra ham.... Vi har et liv sammen på over 10 år. 2 børn og så har jeg nogle dejlige svigerforældre. De er min familie... jeg har ikke andre...
Jo det er lidt vildt at du bliver, på trods af:
- han snakker grimt til dig
- han er doven, og lader dig om det praktiske, mens han skal have sig en lur hver dag efter arbejde
- du SKAL nusse ham HELE tiden mens han sover, ellers bliver han sur
- han beskylder dig for at det er dig der gør ham psykisk syg
- han siger han ikke stoler på dig mere og at du ikke holder hvad du lover (fx ikke nuser ham under HELE hans lur, men istedet vover på at tage dig af dine børn)
- han fuldstændig har nedbrudt dit selvværd
- han har en vildt nederen far, som er mindst lige så stædig som ham, OG lader det gå ud over dig, så det er dig der skal komme undskyldende til ham for at få fred
- flippede ud over at jeres søn havde fået en andens par bukser på til lur, og ikke mente at du havde gjort nok, fordi du ikke havde skældt pædagogerne ud
- osv osv
du siger i har et liv sammen, men jeg vil ikke kalde det for et liv. Jeg ved ikke hvad der skal til før din grænse er nået, men du kan være sikker på, at jeres børn både ser og hører at deres far begår psykisk vold mod deres mor, og at hun bare lader det ske.
De ser fx at deres mor skal bruger hver eftermiddag på at nusse deres far, og vælger at gøre dette istedet for at være nærværende for dem, eller endnu bedre, beder ham lette sin røv for at være sammen med hans børn.
De ser at du accepterer hans adfærd, og hvad mon det gør ved dem?