Han er ikke klar

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

5. december 2017

Rida

Profilbillede for Rida

Tak for alle jeres svar.

Ja det lyder hårdt med ved godt at i alle vil os det bedste. 

 

Det skrevne ord er så ubarmhjertig. Det får både min mand og jeg til at lyde meget værre end vi er.

 

Min mand har altid haft svært ved store beslutninger. Og skal engang imellem skubbes lidt i gang.

Ikke sagt at jeg presser ham ud over kanten heller ikke til børn. Mere at jeg beder ham overveje det. Tænke lidt over hvad børn vil betyde.

Vi har aftalt at vi lige vender det oppe i hovedet indtil januar. 

Så vi begge to kan tænke over hvad et barn vil betyde med det liv vi lever lige nu. Både positivt og negativt. ( håber inderst inde at jule sæsonen kan få ham til at savne børn. Ligesom mig. Meen tror nu han nyder at vi er 2 lidt mere i december )

Jeg syntes bestemt ikke at jeg snakker om det konstant. Jeg bringer det op i ny og næ. Og så snakker vi selvfølgelig lidt om det.

Jeg kan til tider bare godt blive så ked og fustreret at det kan virke umuligt at tænke på andet. Det er så der hvor vi laver en aftale om et tidspunkt vi tager det op igen så får jeg lidt ro i hovedet igen.

Sidst var i januar. Der lovede jeg ham at vi først tog det op i slutningen af året. Så vi kunne nyde os 2 og vores hus og vores lille hund.

( hvis i så ham med vores hund ville i forstå hvorfor jeg er blevet endnu mere skruk. Han er så skøn med ham )

Jeg føler ikke selv at der er helt urimeligt at sætte nogle datoer på næste snak for mit hoveds skyld. Har det bedst med den dag tager vi det op igen.

Og han har sagt at han slet ikke har overvejet børn endnu. Men da gerne ville tænke tanken og se om lysten til børn nu skulle komme op i ham. 

Og ja hvis man kender ham lyder det ikke urealistisk at tanken bare ikke er kommet til ham.

Og jeg har ikke tænkt mig at gå fra ham ( sætte ham fri) vi er gift og har hus og hund. Så langt var jeg ikke gået hvis ikke jeg mente han var min eneste ene. Ikke et sekund er jeg i tvivl og han bliver en fantastisk far 

Hvis han endag kommer og siger han slet ikke vil have børn. Ja så må jeg jo prøve en psykolog eller noget i den stil og se om jeg rent faktisk kan leve uden.

Hvad angår min alder. Ja så er børn inden 25 ikke muligt. Men det var også bare et mål jeg havde sat mig. (Mine forældre var omkring 24 da de fik mig og 21 da de fik min storesøster )Et mål og lyst der blev stærkere da jeg begyndte at date ham. For var ikke i tvivl om at det skulle være ham. Jeg syntes bare de her 2 år eller mere udsigt virker umuligt at kappere lige nu.

Her i sommers var jeg syg og min menstruation kom ikke. Og selvfølgelig gik jeg lidt i panik. Men der sagde han at hvis jeg var gravid skulle vi nok klare det. Så tror ikke at han aldrig vil have børn. Han virkede så rolig. Så ja nogen dage tænker jeg da også. Måske man bare skulle gøre det. Men ja. Kunne jeg aldrig finde på. Han skal være klar og have lyst. Får brug for støtten når vi nu kommer der til engang.

 

Og undskyld den lange  besked.

 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

6. december 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Rida skriver:

Tak for alle jeres svar.

Ja det lyder hårdt med ved godt at i alle vil os det bedste. 

 

Det skrevne ord er så ubarmhjertig. Det får både min mand og jeg til at lyde meget værre end vi er.

 

Min mand har altid haft svært ved store beslutninger. Og skal engang imellem skubbes lidt i gang.

Ikke sagt at jeg presser ham ud over kanten heller ikke til børn. Mere at jeg beder ham overveje det. Tænke lidt over hvad børn vil betyde.

Vi har aftalt at vi lige vender det oppe i hovedet indtil januar. 

Så vi begge to kan tænke over hvad et barn vil betyde med det liv vi lever lige nu. Både positivt og negativt. ( håber inderst inde at jule sæsonen kan få ham til at savne børn. Ligesom mig. Meen tror nu han nyder at vi er 2 lidt mere i december )

Jeg syntes bestemt ikke at jeg snakker om det konstant. Jeg bringer det op i ny og næ. Og så snakker vi selvfølgelig lidt om det.

Jeg kan til tider bare godt blive så ked og fustreret at det kan virke umuligt at tænke på andet. Det er så der hvor vi laver en aftale om et tidspunkt vi tager det op igen så får jeg lidt ro i hovedet igen.

Sidst var i januar. Der lovede jeg ham at vi først tog det op i slutningen af året. Så vi kunne nyde os 2 og vores hus og vores lille hund.

( hvis i så ham med vores hund ville i forstå hvorfor jeg er blevet endnu mere skruk. Han er så skøn med ham )

Jeg føler ikke selv at der er helt urimeligt at sætte nogle datoer på næste snak for mit hoveds skyld. Har det bedst med den dag tager vi det op igen.

Og han har sagt at han slet ikke har overvejet børn endnu. Men da gerne ville tænke tanken og se om lysten til børn nu skulle komme op i ham. 

Og ja hvis man kender ham lyder det ikke urealistisk at tanken bare ikke er kommet til ham.

Og jeg har ikke tænkt mig at gå fra ham ( sætte ham fri) vi er gift og har hus og hund. Så langt var jeg ikke gået hvis ikke jeg mente han var min eneste ene. Ikke et sekund er jeg i tvivl og han bliver en fantastisk far 

Hvis han endag kommer og siger han slet ikke vil have børn. Ja så må jeg jo prøve en psykolog eller noget i den stil og se om jeg rent faktisk kan leve uden.

Hvad angår min alder. Ja så er børn inden 25 ikke muligt. Men det var også bare et mål jeg havde sat mig. (Mine forældre var omkring 24 da de fik mig og 21 da de fik min storesøster )Et mål og lyst der blev stærkere da jeg begyndte at date ham. For var ikke i tvivl om at det skulle være ham. Jeg syntes bare de her 2 år eller mere udsigt virker umuligt at kappere lige nu.

Her i sommers var jeg syg og min menstruation kom ikke. Og selvfølgelig gik jeg lidt i panik. Men der sagde han at hvis jeg var gravid skulle vi nok klare det. Så tror ikke at han aldrig vil have børn. Han virkede så rolig. Så ja nogen dage tænker jeg da også. Måske man bare skulle gøre det. Men ja. Kunne jeg aldrig finde på. Han skal være klar og have lyst. Får brug for støtten når vi nu kommer der til engang.

 

Og undskyld den lange  besked.

 



Det er jo altid svært at få alle nuancer med, da man jo ikke kan skrive en flersides roman.

Jeg synes også, det er fair at aftale, hvornår I tager emnet op igen - det lød bare lidt, som om du mente, han skulle kunne give dig en dato for, hvornår I kunne gå i gang.

Hvis I har ladet det ligge siden januar og har taget op nu - ja så har I jo også undladt at tale om det et stykke tid.

Jeg har selv været meget skruk på et tidspunkt, så det er ikke fordi jeg ikke forstår dig.

Men jeg måtte så også bare acceptere, at jeg ikke lige kunne få et barn - min daværende kæreste - hvis jeg da kunne kalde ham det - gjorde en anden kvinde gravid, mens alderen var ved at indhente mig.

Det var faktisk ikke henvendt til dig, at du "bare skal sætte ham fri" - der var bare en, der skrev, at det bedste nok var, at du "bare blev gravid" - og det er altså "farligt" hvis man ikke er enige om det - og hvis det også var sådan du havde det - ja så kan det være bedst at gå hver til sit.

Men det er jo ikke der, I er.

Det er en god idé at opfordre ham til at gøre sig nogle tanker. 

Jeg synes bare, man tit læser tråde, hvor kvinden mener, at hun har patent på de "rigtige" følelser - at hvis hun ønsker sig et barn, så er det mere vigtigt, end at manden ikke ønsker det.

Men at I elsker hinanden, og at han ikke er afvisende for at få børn engang - bare ikke nu - ja det er da ikke det værste udgangspunkt.

Anmeld Citér

6. december 2017

Imaong

Profilbillede for Imaong
Rida skriver:

Hej alle

Jeg er ny her inde. Og ved godt der er mange tråde med dette emne.

 

Men har virkelig behov for at lufte mine følelser og tanker.

 

Jeg har nu været sammen med min mand i 5 år. Vi blev gift for snart 1 år siden. Jeg er 24 og han er 30.

Jeg har nu i snart 2 år lagt meget op til at jeg gerne ville have mit første barn inden jeg blev 25.

Jeg føler mig klar. 

Vi har fra starten begge været enige om at vi ville have børn på et tidspunkt.

Men han siger han ikke er klar. 

Han har de sidste 2 år kommet med den ene undskyldning efter den anden. jeg var under uddannelse. Vi boede i lejlighed og havde ikke plads. økonomien var ikke til det. Han ville giftes inden vi skulle have børn.

 

Nu er jeg færdig med min uddannelse.

Jeg har et godt job med massere af fremtidsmuligheder og en god løn som stiger i takt med min erfaring

Vi er flyttet i hus

Og er blevet gift.

Men igen nu siger han at han ikke er klar.

Når jeg snakker om det skifter han emne.

Jeg fik endelig en snak ned ham forleden hvor han sagde at han ikke følte sig klar. Da jeg spurgte mere ind til det kom han med begrundelsen at han var bange for at jeg kunne dø under fødslen. Fordi at han har hørt at hans fætters kone var ved at forbløde. 

 

Det skal siges at han er en mand der virkelig har svært ved at tage springet ud i de store nye ting.

Hunden skulle også lokkes ind. En hund som han elsker at bruge sin tid på og træne med.

Huset. Han syntes det var mange penge.

Og ja nu børn. Det er jo dyrt og kommer til at tage alt vores tid de næste 18 år.

 

Og nu til sagen. Er det okay af mig at blive en smule sur på ham. Jeg ved godt at jeg ikke kan presse ham til at føle sig klar. Men helt ærligt. Det er den ene undskyldning efter den anden. Jeg føler jeg bliver ført rundt i manegen. Han er 30. Han har vidst i mindst 2 år at jeg var klar til børn. Kommer han nogen sinde til punktet hvor han også er klar 



Det må være så forfærdeligt for jer begge at stå i jeres situation dig som vil ha børn nu og ham som ikk er klar og ved han gør dig ked af det. Jeg havde som dig altid sagt jeg skulle ha børn inden jeg var 25 vi smed begge præventionen da vi var 21 og vi ville begge lige højt her var det faktisk min mand der smed mine p-piller ud da jeg ikk selv turde tage springet. Vi led så i tre år grunder min mands nedsatte sædkvalitet og nej hvor led vi begge to og mest min mand da han følte det var hans skyld og jeg self bare kunne skride ih få børn med en anden. Men vi valgte så at blive gift i løbet af de 3 år inden vi skulle i behandling da jeg havde den at jeg ville kunne leve uden børn som jeg aldrig havde haft men at leve uden ham ville jeg ikke. 

Så jo du må gerne ha alle dine følelser men du har selv valgt at blive hos ham om han er klar i morgen eller om 5 år så er du selv med til at acceptere det hvis du bliver, og er det for slemt må du smutte self det er lettere sagt end gjort men bliver du må du også accepter ham og hans behov self kan du tænke han kan da også bare acceptere mit behov for børn. Men et barn er det største det dejligste og det hårdeste to mennesker kan få sammen det er ikk en dans på roser hver gang og er man ikk helt forstået med hvad man ofre ved et barn så holder forholdet næppe bagefter så ville du stå alene med et lille barn ville det være bedre ? 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.